En iscenesættelse

Haaretz

En iscenesættelse

Haaretz 23 June 2005

“Det må være et sammenkog af Shin Bet, sikkerhedstjenesten.” Det var manges reaktion, da de israelske medier meddelte, at en ung kvinde fra Jabaliya-flygtningelejren blev pågrebet i mandags ved Erez-checkpoint med 10 kilo sprængstof på sig, som hun havde haft til hensigt at detonere på et hospital.

Denne umoralske hensigt at ville myrde de syge, denne kyniske udnyttelse af en udgangstilladelse, der var givet af medicinske årsager, denne stupiditet at overføre sprængstof ved et checkpoint, hvor selv en nål sætter alarmen i gang, en kontakt, der ikke fungerede – alt dette får en til at tænke på en iscenesættelse, der havde til hensigt at sværte palæstinenserne til og bringe dem i vanskeligheder. En iscenesættelse, der havde held til at skjule informationer, som under alle omstændigheder var minimale, om den rutinemæssige israelske undertrykkelse f.eks. drabet på en ung mand, som var

ved at fange fugle, eller fængslingen af aktivister i landsbyen Bailin, fordi de ledede en folkelig, ubevæbnet aktion mod det israelske politi, der var i færd med at stjæle mere palæstinensisk jord.

Uden at ville nedgøre Shin Bets talent for at hverve provokatører, er det at dadle dem for hændelsen et forsøg på at undertrykke situationens alvor – et forsøg, der skinnede igennem i pressedækningen.

I de tre dagblade blev sagen bragt på forsiden, men i to af dem, fik den kun en underrubrik. Aviserne sendte ikke journalister hjem til den unge kvinde og prøvede ikke at skaffe sig detaljer ud over dem, der blev rapporteret af nyhedsbureauerne og de israelske forsvarsstyrkers talsmand.

En avis omtalte, at det palæstinensiske sundhedsministerium ikke havde bekræftet, at den unge kvinde havde en israelsk tilladelse, opnået I samarbejde med sundhedsministeriet. De elektroniske medier behandlede historien så lidt, at en beboer fra Tel al-Zatar – en nærliggende by til den

potientelle selvmordsbomber – overhovedet ikke havde hørt om episoden, selv om han er en tidligere politisk aktivist og en ivrig medieforbruger. Fra samtaler med journalister og menneskerettighedsaktivister i Gaza lød det, at ”folk på gaden”, som havde hørt om det, var forfærdede. Hensigten at ville skade syge overskred en klar grænse, sagde folk.

Men den almindelige tendens er at se det som endnu en bevæbnet udbrydergruppes private initiativ og endnu en sag om en ung kvindes privat og sociale nød. I starten sagde man, at bagmændene var en enhed fra Fatah – identificeret som Al-Aqsa martyrernes brigade shaheed’en (martyr, ophøjet person, oversætterens kommentar) Aimen Juda. De sagde, at en eller anden tog mikrofonen og ”adopterede” handlingen i deres navn. Men for to dage siden holdt en af deres talsmænd en pressekonference i Gaza og benægtede forbindelsen. På samme tid sagde en journalist i Jabaliya, at enheden, opkaldt efter shaheed’en Nabil Masoud, som også tilhører Al-Aqsa martyrernes brigade og hvis leder bor i Tel al-Zatar, havde sendt den potentielle selvmordsbomber.

Imidlertid har den populære, intuitive afsky for den umoralske handling ikke været omtalt de seneste to dage, hvilket ellers kunne forventes af politiske ledere og ngo-aktivister, som normalt er hurtige, og med rette, til at reagere på uretfærdigheder begået af Israel.

Hvis en sådan diskussion fandt sted, f.eks. indenfor menneskerettighedsorganisationerne, dukkede den ikke op i offentligheden eller mellem uafhængige informationer. Det til trods for den kendsgerning, at der fra nu af er endnu en mulighed for en retfærdiggørelse fra Israels side til at underminere palæstinensiske patienters ret til at tage til Israel for at blive behandlet.

Så vidt vides har talsmænd fra Fatah heller ikke hastet med at fordømme handlingen offentligt, ej heller at skelne mellem modstand mod besættelsen og planlægge en mordhandling. En journalist fra Gaza, der blev spurgt om, hvorfor palæstinensiske journalister ikke i højere grad tog ud for at samle flere informationer, sagde at årsagen var frygt.

I det herskende sikkerhedsmæssige kaos, sagde han, er der ingen garanti for, at der ingen skade vil ske med en journalist, der udstiller en bestemt gruppe

bevæbnede mænds antipatriotisme, eller med en palæstinensisk organisation, der offentliggør en direkte fordømmelse af en umoralsk og stupid plan.

Og måske er den tøven med åbent at konfrontere et velkendt fænomen, hvor kvinder, hvis værdi på “ægteskabsmarkedet og i samfundet er faldet i værdi på grund af en fysisk defekt, derfor lettere tilskyndes til at blive en del af et patetisk skuespil, som det den unge kvinde fremførte for israelske reportere.

Og måske ville en mere indgående undersøgelse den unge kvindes bagmænd afsløre, at “modstanden” snarere drejer sig om en (patetisk og temporær) indtægt, som det ikke er behageligt at tale om offentligt.

En veteran fra PLO, der blev fængslet før Oslo-perioden, sagde i weekenden, at han og hans venner var chokerede over at høre fra nye fanger, der er kommet til de sidste fire, fem år, at bagmændene og dem, der blev sendt ud i væbnede aktioner i de år handlede på basis af en pengebelønning eller løftet om en uanset om det lykkedes eller ej.

Og måske er dette automatisk godkendelsen: Viljen til at dø? I det øjeblik den unge kvinde blev taget i at planlægge at dø ”for fædrelandet”, som hun erklærede det, er der ingen der offentlig spørger, hvordan hendes død vil hjælpe eller skade fædrelandet.

De kigger på hendes brændte hænder, og tier.

http://www.haaretz.com/hasen/spages/591219.html

Oversat fra engelsk af Flemming Dyrman

Comments are closed.