”Udvikling” af israelsk apartheid: Verdensbanken, international bistand og ghettoiseringen af Palæstina

The Grassroot Palestinian Anti-Apartheid Wall Campaign

”Udvikling” af israelsk apartheid

Verdensbanken, international bistand og ghettoiseringen af Palæstina

Analyse,The Grassroot Palestinian Anti-Apartheid Wall Campaign, 18.05.2005

Hver dag i Palæstina går hele landsbyer ud i aktiv protest mod apartheidmuren og besættelsen, som har stjålet deres land, revet deres huse ned og fængslet dem i ghettoer, hvor der hersker fattigdom og undertrykkelse.

De kræver, at Muren og apartheidens infrastruktur af kun-for-jøder-omfartsveje, militære zoner og bosættelser bliver fjernet. Ikke ”modificeret” eller gjort mere ”tålelige”, men fuldstændigt fjernet, et krav der finder opbakning i international lov, herunder den Internationale Domstol (ICJ, det er den i Haag, red.) og en række FN-resolutioner.

Det internationale samfunds medskyld i de forbrydelser, der begås under besættelsen, kan imidlertid ikke skjules.

I en situation, hvor børn der deltager i demonstrationer bliver dræbt med skud simpelthen for at forsvare deres ret til at eksistere, forekommer det absurd at tale om ’udvikling’ uden først at rette opmærksomheden mod den racistiske, koloniale besættelsesmagt, der er skyldig i denne ødelæggelse.

Og dog vælger den fremherskende diskurs inden for den økonomiske ”udvikling” af Palæstina ikke at sætte spørgsmålstegn ved denne virkelighed, men byder den velkommen med åbne arme. Langt fra at gøre front mod besættelsesmagten søger man at understøtte den og den totale israelske kontrol over livet i Palæstina.

Det vigtigste dokument i denne sammenhæng er Verdensbankens seneste rapport om Palæstina:

”Stagnation eller Genoplivelse? Israelsk Tilbagetrækning og Økonomiske Udsigter for Palæstina”. Den tegner et billede af den internationale kapitals og den zionistiske besættelsesmagts fælles interesse, der kraftigt understøtter en vision om ”økonomisk udvikling” der legitimerer, bygger på og skaffer finansiel opbakning til det langsigtede apertheidsystem, der ligger til grund for det zionistiske fordrivelsesprojekt.

Selve indretningen af Verdensbankens politik har rod i dens udtrykkelige støtte til de parametre, der er fastlagt i Israels ”tilbagetrækningsplan” – et sygt udtryk som i virkeligheden betyder forøget israelsk involvering i dens kontrol over Palæstina gennem færdigbygningen af apartheidmuren og dermed forbundne forholdsregler af tyveri af land og ghettoisering.

Banken beskriver ”tilbagetrækningen” som skaffende palæstinenserne et ”betragteligt landområde” og et ideelt udviklingsmiljø.

Men virkeligheden er, at Gaza vil blive totalt indesluttet i et fængsel, omgivet af endnu en otte meter høj mur, af jern mens alle grænser, kystlinien og luftrummet bliver kontrolleret af besættelsesmagten.

På Vestbredden bliver blot fire meget små bosættelser nedlagt, samtidigt med at 46% af Vestbredden bliver annekteret på grund af apartheidmuren og en infrastruktur, som muliggør udvidelsen af bosættelser som Ma’ale Adumim og Gush Etzion-blokken.

I modstrid med ICJ’s instruktioner til det internationale samfund om ”ikke at yde bistand eller støtte til opretholdelsen af den situation, der er blevet skabt i kraft af Murens bygning” formulerer Verdensbanken hele sin plan omkring grænser for den palæstinensiske fængsels-stat som defineret ud fra den ulovlige apartheidmur. Den accepterer at bosættelser, militære zoner og ethvert ”område, hvor Israel har kapitalinteresser, skal forblive under israelsk kontrol.

Muren annekterer den palæstinensiske hovedstad Jerusalem til Israel, og så bekender Banken kulør og fjerner Jerusalem fra sine planer (for udviklingen af Palæstina, red.).

Mens palæstinensere fængsles og stadig nægtes deres rettigheder og forhåbninger, opmaler Banken en gylden økonomisk mulighed for en billig, kontrolleret arbejdsstyrke.

Bankens perspektivplan for en ny eksportbaseret økonomi, der er underdanig i forhold til Israels og den internationale kapitals strategiske behov, i en situation, hvor israelske/udenlandske investorer skummer fløden, går op i en højere enhed med besættelsesmagtens ødelæggelse af palæstinensisk landbrugsjord og lokale markeder.

Faktisk refererer Bankens rapporter knap nok overhovedet til landbruget, som traditionelt er rygraden i den palæstinensiske økonomi. I stedet er det at påtvinge israelsk drevne industrizoner, militære kontrolposter og et kun-for-jøder-system af veje, politikker der afspejler Bankens overordnede strategi for en gør-det-selv-apartheid i det 21. århundrede.

Lige som det er tilfældet med enhver anden ”tredjeverdens-befolkning, som Verdensbanken underkaster den globale økonomi, er den rolle der tildeles palæstinenserne simpel: At producere billige varer til eksport til mere velstående lande og således styrke den økonomiske afhængighed af verdensomspændende kapitalistiske systemer.

Banken insisterer på, at palæstinenserne ikke blot skal være villige til at acceptere en brutal militær besættelse, fratagelse af ejendom og fordrivelse, men også skal understøtte deres undertrykkeres økonomi med råvarer og industriel produktion.

Endvidere er de indespærrede palæstinensere udset til at være en fangebefolkning, der er tvunget ind i et system af afhængighed af besættelsesmagten hvad angår selv de mest basale fornødenheder. Israel har drænet Palæstina for dets naturressourcer og årligt stjålet omkring 80% af de naturlige vandressourcer.

Nu meddeler Banken i Gaza at palæstinensere der gennem årtier er blevet berøvet deres vand, bør indgå en handelsaftale med Israel, hvorigennem de – til israelske markedspriser – kan tilbagekøbe det samme vand, som besættelsesmagten har stjålet.

Sammenfaldet mellem zionisternes handlinger og Verdensbankens økonomiske politik er klar og tager sigte på med internationale investeringer at omdanne den ødelæggelse og tyveri af ejendom, der er resultatet af den israelske koloniseringspolitik, til bankens nye ’projekt udhængsskab’: en række massive israelske industrivirksomheder opført på annekteret palæstinensisk jord.

Den såkaldte Tulkarem Fredspark, for eksempel, skal bygges på landbrugsjord, der er stjålet fra landsbyen Irtah; der er tale om landbrugsjord, som har ernæret 50 familier gennem generationer og udgjort en integreret del af samfunds- og familielivet.

Nu vil deres eneste jobmulighed være tilværelsen som udbyttede arbejdere på israelske industrivirksomheder omgivet af mure, kontrolposter og fængselsporte.

Verdensbanken ser stort på sådanne virksomheders iboende ulovlige status og jubler i stedet over, at den vil kunne ansætte en billig arbejdskraft med et minimum af ”red tape”, d. v. s. fravær af fagforeninger, sundhedsforanstaltninger og andre arbejderrettigheder.

Israels giftigste og miljømæssigt mest destruktive industri vil blive overført til Vestbredden, hvor palæstinenserne kommer til at arbejde for lønninger på 25% af lønningerne i Israel (skønt selv dette i følge Bankens rapporter stadigvæk er for meget).

Den vil muligvis prøve at shine disse virksomheder og deres hårde udbyrtning op som udtryk for befrielse og uafhængighed, men der er ikke tale om andet end et racistisk kapitalistisk system, som ikke er set magen til siden apartheidens dage i Sydafrika.

Sådanne planer kræver, at varer og et begrænset antal palæstinensere får ”tilladelse” til at bevæge sig inden for deres eget land, mellem de isolerede ghettoer, der er mejslede ind i landskabet af Muren og apartheidnetværket af kun-for-jøder-veje.

Der foreslås højteknologiske militære porte og kontrolposter, hvorigennem palæstinenserne kan blive drevet og kontrolleret som kvæg.

Det som Banken kalder ”alternative transport systemer”, som murafgrænsede veje og tuneller som kan åbnes og lukkes efter Israels forgodtbefindende vil sikre et system, som den fængslede palæstinensiske befolkning kan bevæge sig igennem fra ghetto til ghetto uden at have adgang til det omkringliggende land.

For at omgå international lov og hvidvaske deres forbrydelser, har Verdensbanken og Israel opfundet endnu en eufemisme, der skal dække over deres egne interesser: ”til palæstinensernes bedste”. Banken begrunder sin fordækte medvirken i det zionistiske projekt med at hævde at den faktisk ved at finansiere kontrolposter for den selv samme besættelsesmagt, som har indespærret palæstinenserne og håndhævet daglig ydmygelse og vold i årevis, varetager palæstinensernes behov.

USA har allerede forsynet Israel med $ 50.000.000 til bygningen af disse fængselspporte; den franske regering har fulgt trop ved at tilbyde Israel $ 120.000.000 ”til gavn for de palæstinensiske familier i Gaza”, så besættelsesmagten kan modernisere kontrolposter.

Blandt de ”moderne” systemer, som benyttes at besættelsesmagten er nogle spionmaskiner, hvis røntgenstråler trænger gennem tøj.

Udover at disse apparater er nedværdigende og fornedrende, mener mange sagkyndige, at den stråling, der anvendes kan forårsage langsigtede helbredsproblemer. At regeringer hævder at yde støtte til palæstinenserrne ved at give penge til det regime, der er selve grundlaget for deres lidelser er ikke blot latterligt, men gør det også klart, at de er imod enhver form for palæstinensisk ret til selvbestemmelse.

Denne støtte gør Verdensbanken til en stadig mere magtfuld deltager i det politiske spil i Palæstina.

Den afgående præsident (for Verdensbanken, red.) James Wolfensohn er blevet nævnt som international koordinator for ”tilbagetrækningsprocessen” og har allerede sagt, at hans arbejde vil bygge på Verdensbank-politik; en politik, der ikke anser Aparetheidmuren, den israelske besættelse og kolonisering eller Israels utallige krænkelser af international lov for at være noget problem.

Men der er ikke blot tale om Verdensbanken. Denne affinden sig med Israels forbrydelser påvirker NGO’er på alle niveauer; den påvirker projekter som tager sigte på blot at tilpasse sig til muren snarere end at arbejde for at få den fjernet, hvilket må være den første og fremmeste prioritet.

En autentisk udvikling kan først komme i stand, når Muren bliver revet ned og bosættelserne fjernet, besættelsen bragt til ophør og en reelt uafhængig og suveræn palæstinensisk oprettet.

Man kan undre sig over, hvad det er for en slags drømmeverden, som Verdensbanken og zionisterne lever i, hvis de tror, at palæstinenserne simpelthen vil læne sig tilbage og acceptere tilintetgørelsen af deres fortid, nutid og fremtid.

I den virkelighed der langsomt skabes i Palæstina, tildeles den Palæstinensiske Myndighed rollen som fængselsvagt, der skal forhindre det palæstinensiske folk i at forsvare deres land og rettigheder til fordel for skabelsen af ”et attraktivt miljø for investorer”.

At ville handle på det palæstinensiske folks vegne betyder for den Palæstinensiske Myndighed og civilsamfundet, at det er nødvendigt at gå til modstand mod disse projekter – ikke ved at ”moderere” dem eller ”kun delvist at støtte” dem, men ved fuldstændigt at afvise dem og modarbejde dem.

Palæstinenserne ser ikke frem til økonomiske modeller for underdanighed eller metoder, der kan gøre Muren og besættelsen mere ”udholdelig”. Palæstinenserne ønsker en virkelig befrielse. At Verdensbanken ignorerer dette er ikke noget tilfælde.

Det afspejler Bankens bevidste valg om at støtte besættelsesmagtens behov og vision. Den vision der betyder fordrivelse og ghettoisering af det palæstinensiske folk; og i denne forbrydelse er Verdensbanken en mere end villig medskyldig.

Partnerskabet mellem Israel og Verdensbanken kaster lys over i hvilken udstrækning international støtte opretholder besættelsen. Uden de $ 5.000.000.00. i årlig bistand fra USA, Verdensbankens investeringer og bidragene fra utallige regeringer, korporationer og organisationer, kan det zionistiske projekt simpelthen ikke opretholdes.

Enkeltpersoner og civilsamfundet over hele verden har ansvaret for at opbygge en bevægelse, der kan udøve pression mod og isolere Israel, mens den støtter den palæstinensiske kamp for retfærdighed og befrielse.

Redigeret og oversat fra engelsk for DPV af Karl Aage Agri Jacobsen

Comments are closed.