Israels tyveri af land undergraver håbet om fred

The Electronic Intifada

Israels tyveri af land undergraver håbet om fred

Af Abu Murad Manasra, The Electronic Intifada, 24. juni 2005

WADI FOQUIN – Mange udlændinge jeg møder tror, at den israelsk-palæstinensiske konflikt er på vej til at blive løst.

De er bekendte med præsidenten for den Palæstinensiske Myndighed, Mahmoud Abbas’s nylige positive besøg i det Hvide Hus og Israels planlagte rømning af Gaza-striben.

Men de realiteter, som palæstinensere oplever på Vestbredden i landsbyer lige som min egen, er i modstrid med håbet om fred og peger frem mod en oprustning af den israelske besættelse.

Den israelske hær afleverede for nylig en overtagelsesinstruks i Wadi Foquin og tre nabolandsbyer, der er beliggende omkring 20 kilometer sydvest for Betlehem, vedrørende 189 acres af vores jorder.

Hæren begrunder denne overtagelse af jord med, at den er nødvendig for at forhindre terroristangreb og bygge en sikkerhedsmur.

Denne overtagelsesinstruks har bragt vores lille landsby ud i en krise. Selve dens eksistens er truet. Wadi Foquin mistede 80% af sine oprindelige jorder, da Israel blev oprettet i 1948.

Senere lagde oprettelsen af bosættelsen Betar Illit beslag på omkring 185 acres af vores landbrugsjord. Hæren vil nu tiltage sig vores tilbageværende ejendom.

Wadi Foquins frugtbare landbrugsjord har været hovedkilden til livets opretholdelse for 1.200 landsbyboere. Nedarvet fra vore forfædre og beplantet med oliventræer og druer, er det område, der er udpeget til at skulle fratages os, blevet dyrket af dets palæstinensiske ejere fra umindelige tider.

Jorden er det afgørende livsgrundlag også i vore dage. Den er kilden til vores børns ernæring. Den betyder arbejde og glæde frembragt af naturen.

Den afspejler vores samfundsfølelse og identitet og er grundlaget for vores håb for fremtiden. Det berørte landområde en klart nok beliggende på den besatte Vestbred, på den anden side af Israels grænser.

Hovedbegrundelsen i hærens overtagelsesinstruks er, at der er tale om “ikke-registreret land”, en vilkårlig klassificering. Israel vil gøre krav på det som “statsligt landområde” , hvilket implicit betyder israelsk landområde, til trods for at vore forfædre har dyrket det gennem generationer.

Det historiske Palæstina blev regeret af fremmede magter gennem århundreder. Tyrkerne, briterne og jordanerne efterlod alle deres egen lovgivning, som anvendes af den israelske besættelsesmagt.

Den israelske regering vælger det mest egnede fra denne arv af efterladte love og hiver op af skuffen en hvilken som helst lov fra de tidligere herskere, der kan give den medhold i retten.

Palæstinenserne står derfor over for en utroligt vanskelig proces, når de skal fremlægge bevisligheder for deres lovlige ejendomsret til jorden. Det slogan som den zionistiske bevægelse anvendte for at begrunde bosættelsen af det jødiske samfund i Palæstina var “et land uden folk til et folk uden land.”

Men der var allerede folk på denne jord. Måske vil det ny zionistiske slogan blive “statslig jord til et statsligt folk” fordi Palæstinas jord i stigende grad bliver identificeret som israelsk statsjord, skønt den bliver passet og dyrket af sine retmæssige ejere.

Denne uretfærdighed er en dyb smerte for palæstinenserne. Vi anerkendes ikke som borgere i nogen stat, end ikke i vores hjemland. Uden en palæstinensisk stat er vi kun et folk, der definerer os selv som palæstinensisk og har en ældgammel og følelsesmæssig binding til jorden.

Hvis israelerne føler behov for at bygge mure og hegn for at hævde deres sikkerhed, så burde disse mure og hegn blive bygget på israelsk område snarere end at være til skade for palæstinensernes sikkerhed og rettigheder.

De fleste palæstinensere ville ikke have noget at indvende mod en mur på den israelske sidse af den grønne linie, grænsen fra før krigen i 1967.

Jeg har mange jødiske venner. De elsker deres land og ønsker at andre skal gøre det samme. Så de tager til orde for at kritisere bygningen af muren og insisterer på, at den burde bygges på israelsk territorium.

Disse israelere arbejder skulder mod skulder sammen med palæstinensere for at skabe grundlaget for en sameksistens. De er kloge nok til at indse, at de ikke kan opnå et fredeligt liv ved at fratage andre sikkerhed, værdighed og fred.

De fleste af os arbejder ihærdigt for at lære vores børn at elske deres naboer. Men de forventer helt naturligt ikke til gengæld at blive udsat for deres naboers had. Vi behøver opbakning fra alle, der tror på freden for at gøre den til en levende realitet her hos os.

Jeg tror, at en ligeværdig fred og velfærd for kan opnås for begge nationer. Den vil ikke blive opnået for nogen af dem, hvis de begge to fortsat bliver ledet en håndfuld snæversynede radikale fanatikere.

Israel spærrer palæstinensere inde i utallige fra hinanden isolerede ghettoer og gør de palæstinensiske territorier til et antal friluftsfængsler. Vi skal stoppe muren.

Den er et uhyre der er i færd med hastigt at nedsvælge det palæstinensiske samfundslegeme og sætter selve dets eksistens på spil. Verden må handle straks før dette skadede legeme bliver til et livløst kadaver.

Abu Murad Manasra er tourguide i Jerusalem og Betlehem og fredsaktivist fra landsbyen Wadi Foquin på Vestbredden.

Denne artikel blev oprindeligt offentliggjort i The Baltimore Sun 23. juni 2005 og genoptrykt i The Electronic Intidada med tilladelse.

Oversat fra engelsk for DPV af Karl Aage Angri Jacobsen

Comments are closed.