Tid til at konfrontere virkeligheden : Nakba Dag , tale i Oak Park.

The Electronic Intifada

Tid til at konfrontere virkeligheden : Nakba Dag

– tale i Oak Park af Af Ali Abunimah

Electronic Intifada 15. maj 2005

Følgende er en tekst med kommentarer afleveret af EI medstifter, Ali Abunimah, på den Fjerde Årlige March for en Retfærdig Fred i Israel og Palæstina, i Oak Park, Illinois d.15. maj 2005, organiseret af Komiteen for en Retfærdig Fred i Israel og Palæstina.

I dag gav det israelske ministerium dets godkendelse til at forny en israelsk lov, der siger at en israelsk borger kan gifte sig med hvem som helst i verden og starte en familie og give dem israelsk indfødsret, undtagen når det drejer sig om en palæstinenser.

I flg. Israels Ha´aretz- avisens website er loven udformet til at bremse den hastige vækst af den palæstinensiske befolkning i Israel og komme krav for ligeværdige rettigheder i forkøbet, samtidigt med at man “beskytter Israels image” mod den ydre verden.

Palæstinensere er undertrykte, ikke kun gennem okkupationen, men af et helt system i Israel og alle de territorier, det kontrollerer, bygget på den overbevisning, at privilegierne for én gruppe kan opretholdes på bekostning af de fundamentale rettigheder og værdigheden for en anden.

I dag er der, i flg USA´s udenrigsministerium, i Israel, på Vestbredden og i Gazastriben 5,2 millioner israelske jøder og 5,3 millioner palæstinensere, der lever under den israelske regerings bestemmelser. Med andre ord en dalende jødiske minoritet regerer over en hurtigt – voksende palæstinensisk majoritet.

Den sydafrikanske juraprofessor John Dugard, FN´s særlige indberetter om menneskerettigheder i de palæstinensiske områder, skrev sidste august, at Israel har skabt “et apartheid regime“ i de besatte områder, værre end det, der eksisterede i Sydafrika.

Dugard burde vide det, fordi han var medlem af Sydafrikas efterfølgende Sandheds og Forsonings Kommission.

I 2002 skrev den tidligere ærkebiskop i Cape Town, og Nobel prisvinder Desmond Tutu:

“Jeg er blevet dybt ulykkelig over mit besøg i det Hellige Land ; det mindede mig så meget om, hvad der skete for os sorte mennesker i Sydafrika. Jeg har set ydmygelsen af palæstinenserne ved kontrolsteder og vejspærringer, folk der lider ligesom os, da unge hvide politibetjente forhindrede os i at bevæge os rundt. “

For 57 år siden, da staten Israel blev oprettet på de smuldrende ruiner af et palæstinensisk samfund, tvivler jeg på, om israelerne forestillede sig ,at vi ville være, hvor vi er i dag.

I dag nægter verden at tage stilling til den virkelighed, at palæstinenserne igen er en majoritet i deres eget hjemland, og flere millioner lever i et smertefuldt eksil, der må have en ende.

I dag har vi en slags knopskydning af illusoriske fredsplaner, fra Køreplanen til Genéve Initiativet, som synes at være skabt til et eneste formål, nemlig at tilgive dem, der løser dem fra den moralske ansvarlighed at se den virkelighed i øjnene, som de har tilladt at udvikle sig.

Fredsplaner og uendelige processer er blevet lidt mere end terapi for en dårlig samvittighed.

Sådanne fredsplaner giver os mulighed for en nem udvej. Enhver kan sige : “Jeg støtter freds-planen. “ Det koster ingenting, fordi der altid er mere forhaling, der kan udskyde beslutningsøjeblikket.

Enhver der bliver konfronteret med virkeligheden af de voksende bosættelser og apartheid-muren kan sige : “ Jeg er imod dem, men lad dem blive forhandlet i fredsprocessen. “

Hvis man siger: “Slut okkupationen“, men tror at bosættelserne Ma´ale Adumim og Gilo blot er “naboområder “ til Jerusalem, og at det ikke er noget problem for Israel at beholde “ bosætter boligblokkene “,så støtter man virkelig okkupationen.

Mere end det, man støtter erhvervelsen af områderne gennem krig. Der er en ingen genvej til retfærdighed , og at hænge et flag over ulighed , fordrivelse og eksil og kalde det en palæstinensisk stat, vil ikke bringe en ende på krisen.

Nogle af dem , der ikke ønsker at blive konfronteret med virkeligheden, trøster sig med at fremhæve Israels såkaldte Gaza-frigørelse. Lad os gøre os klart , at planen ikke er et skridt mod fred, men en bevidst tydeliggørelse, som Israels forsvarsminister Shaul Mofaz endnu engang bekræftede i sidste uge, for at skaffe et dække for de fortsatte land-indlemmelser på Vestbredden.

Siden sidste forår har hundreder af palæstinensere betalt med deres liv i Gaza, da Israel har ødelagt i tusindvis af hjem og samfund for at bygge flere mure og bure rundt om Gaza som en forberedelse til dets tilbagetrækning.

Okkupation gennem fjernkontrol er stadig okkupation.

Israelere og palæstinensere kan leve sammen i fred, hvis de lever sammen, forenet i demokrati i hvilket værdigheden, kulturen og hver enkelt persons rettigheder er beskyttet og anerkendt, sådan som vi prøver at gøre her i USA.

Palæstinensere vil ikke finde sig i at bo i “de bure “, som Israel bygger til dem. Som palæstinenser siger jeg til israelere : “ I må opgive jeres magt og gå ind for demokrati.

Og gå sammen med os til en fremtid , hvor I vil være sikre, og hvor I vil have plads , ikke større end os, men heller ikke mindre.

Til den amerikanske regering, til vores kongres- medlemmer og senatorer , til den Europæiske Union, til Kofi Annan og Kvartetten og til den snyltende fredsproces – industri af tænketanke og Verdensbanken må vi sige, der bliver ingen fred, fordi I siger I støtter fredsplaner – selvom ved at følge disse paradeforestillinger, vinder vi ry for at være moderate.

Der bliver kun fred, når folk støtter op om de svage mod de stærke, sammen med dem ,der søger retfærdighed mod uretfærdigheden, når vi splintrer den komfortable stilhed. De af jer, der har deltaget i de voksende kampagner i kirker og på kollegier for målrettet afsløring, ved at I er blevet kaldt ekstremister og værre endnu og har stået overfor et bevidst og hensynsløst tilbageslag.

De, som er rejst til Palæstina sammen med den Internationale Solidaritets Bevægelse, for ikke voldeligt, at konfrontere bosætternes bulldozere og tanks, er blevet bagvasket , selv i døden, ligesom Rachel Corrie og Tom Hurndall.

Men træk jer ikke tilbage, fra det I føler et kald til at gøre. Få styrke fra Martin Luther King:

“Spørgsmålet er ikke, hvorvidt vil være ekstremister, men hvad slags ekstremister vi vil være.

Vil vi være ekstremister for had eller for kærlighed ? Vil vi være ekstremistiske for bevarelsen af uretfærdigheden eller for udbredelsen af retfærdighed ? “

Nu er det tiden til at optrappe konfrontationen mod uretfærdigheden, indtil den er besejret.

Oversættelse: Birthe Høje Christensen d.19.maj 2005

Comments are closed.