Tilbagevisning af seks hyppigt fremførte israelske myter

The Electronic Intifada

Tilbagevisning af seks hyppigt fremførte israelske myter

Af Abuminah og Hussein Ibish, The Electronic Intifada 14. april 2002, senest opdateret 3. maj 2002

MYTE 1: Der er ingen moralsk sammenlignelighed mellem palæstinensiske selvmordsbombeattentater og Israels drab på civile palæstinensere

Selvmordsbombning er forkastellig og uantagelig. Sådanne angreb burde ophøre straks.Hvad der må siges i forlængelse heraf og hvad der er næsten fraværende i kommentarer i de amerikanske medier er en tilsvarende fordømmelse af Israels tilsigtede anslag mod civile palæstinensere.

Siden den palæstinensiske opstand startede i slutningen af september 2000, er mere end 1.500 palæ-stinensere og 400 israelere blevet dræbt (indtil 12. april, 2002) og på begge sider har det store flertal været ubevæbnede civile. Det meste af den dødelige vold mod uskyldige civile er derfor blevet begået af israelske styrker og har været rettet mod palæstinensere.

Israel og dets støtter hævder, at mens palæstinensiske selvmordsbombere med overlæg rammer civile israelere, prøver Israel at undgå at skade civile palæstinenserere og at de som er døde må henregnes under ”utilsigtede ofre”. Så derfor, hævder de, kan man ikke moralsk ligestille drab på civile begået af Israel og af palæstinenserne. Dette er i modstrid med såvel sund fornuft som de foreliggende vidnesbyrd.

På den ene side vil Israel have os til at tro, at 400 af dets egne civile blev udvalgte som ofre med overlæg, mens mere end tre gange så mange døde palæstinensere alle sammen på en eller anden måde kom i vejen for hvad Israel hævder er dets humane og disciplinerede hær. Det er faktisk en påstand om, at 1.500 mennesker døde tilfældigt.

Enhver menneskerettighedsgruppe, som har undersøgt Israels praksis har dokumenteret systematisk og overlagt anvendelse af vold rettet mod ubevæbnede palæstinensiske civile af israelske styrker. Læger for Menneskerettigheders afdeling i USA, som undersøgte det høje antal af palæstinensiske dødsfald og sårede i de første måneder af Intifadaen, konkluderede, at:

”det mønster af skader, der sås på mange ofre afspejlede ikke at IDF(de Israelske Forsvarsstyrker) havde brugt ildvåben i livstruende situationer, men pegede snarere på, at formålet alene havde været at såre eller dræbe.”

(Kilde: Physicians for Human Rights USA, November 2000)

Denne vurdering byggede på ”den samlede sum af vidnesbyrd”, som undersøgerne indsamlede angående:

”…det høje antal skud afgivet mod hoveder; omfanget af alvorlige og forkrøblende lårskader; den reglementsstridige affyring af gummikugler og gummiindkapslede stålkugler på nært hold; og det store antal af sårede og døde palæstinenserre…”

Amnesty International’s og Human Rights Watch’s vurdering bekræfter dette mønster. Den israelske menneskerettighedsgruppe B’Tselem har dokumenteret og fordømt den målrettede vold mod civile palæstinensere og har fundet vidnesbyrd om systematisk tortur mod tusinder af civile tilbageholdte palæsætinensere , herunder børn.

Hvad der er blevet bekræftet af menneskerettighedsgrupper er også blevet observeret ved selvsyn af journalister. I oktober 2001 publicerede Harper’s Magazine journalisten Chris Hedges’ ”Gaza Dagbog”. Hans optegnelse fra 17. juni 2001 giver et endnu mere chokerende vidnesbyrd om de vilkårlige og overlagte drab på palæstinensiske børn begået af israelske soldater i Gaza’s Khan Younis-flygtningelejr. Hedges skriver:

”…Jeg sidder i skyggen i en hytte med palmebladstag i udkannten af klitterne, momentant slået ud af den kraftige varme, sandet, det hektiske menneskemylder, stanken fra de åbne kloaker og råddent affald. En af Azmi’s venner bringer mig på en bakke et glas kold tog syrlig, rød carcade-juice”

”…barfodede drenge der holder fast i drager, lavet af papiprslapper og forrevne fodbolde, sidder på hug nogle få fod borte under lavtvoksende træer. Mænd i luftige hvide eller grå galabias -.hjemmevævede kjortler- ryger cigaretter i skyggen af spimkle tagskæg. To udmagrede æsler med fremtrædende ribben er tøjrede til trævogne med gummehjul.”

”…Der er stille. Lejren venter, som med tilbageholdt åndedræt. Og så, gennem den glohede luft, knitrer en stemme der ikke har nogen skikkelse, over en højtaler.”

”Kom an, I hunde” brager stemmen på arabisk.”Hvor er alle hundene i Khan Younis. Kom an ! Kom an !”

Jeg rejser mig op. Jeg går udenfor. Skældsordene bliver stadig spyttet ud: ”Søn af en tæve ! Søn af en ludder ! Din moders kusse!”

”Drengene farer i små grupper op ad de skrånende klitter til det elektriske hegn som adskiller lejren fra den jødiske bosættelse. De kaster klippestykker mod to pansrede jeeps, som er parkeret på øverst oppe på klitten med påmonterede højtalere. Tre ambulancer på rad holder holder afventende neden for klitterne.”

”En perkussionsgranat eksploderer. Drengene, de fleste af dem ikke ældre end ti eller elleve år gamle, spreder sig, løber klodset henover det tunge sand. De forsvinder ud af syne bag en sandbanke foran mig. Der lyder ingen geværskud. Soldaterne skyder med lyddæmpere. Kuglerne fra M-16 riflerne vælter ind gennem børnenes små kroppe. Senere, på hospitalet skal jeg få skaderne at se: Maverne, der er revet op, gabende huller i lemmer og kroppe.”

”Igår skød israelerne 8 unge mænd her på dette sted, seks af dem var under 18 år. En var tolv år gammel. Her i til eftermiddag har de dræbt en 11-årig dreng, Ali Murad og såret fire andre alvorligt, tre af dem var under 18 år. Der er blevet dræbt børn i andre konflikter, som jeg har dækket—dødseskadronerne mejede dem ned i El Salvador og Guatemala; mødre med børn blev stillet op på rækker og masseekreret i Algeriet, og serbiske snigskytter tog børn på sigtekornet og så dem falde om på brolægningen i Sarajevo—men jeg hat aldrig før set soldater lokke børn ligesom mus i en fælde og myrde dem som var det en sport.”

Der kan ikke være nogen tvivl om, at israelske tropper har taget målrettet sigte på sagesløse civile palæstinensere fra opstandens start. Denne opfattelse kom også til udtryk i FN’s Sikkerhedsråds Resolution 1322, der blev vedtaget 7. oktober 2000, der

”fordømmer voldelige handlinger, specielt den overdrevne magtanvendelse mod palæstinensere, som forårsager skader og tab af menneskeliv.”

Når Israels apologeter hævder at befinde sig på et højere moralsk niveau, benægter de enten skamløst de uafviselige vidnesbyrd, der er citeret ovenfor og lyver simpelthan; eller de påstår, at nogle slags mord er moralsk mere acceptable end andre.

MYTE 2: Israels invasion af palæstinensiske byer og flygtningelejre er selvforsvar mod selvmordsbombere

Israsels påstand om, at dets angreb på palæstinenserne er ”selvforsvar” ser bort fra den kendsgerning at dets fremfærd i Østjerusalem, Vestbredden og Gaza pr. definition ikke er defensiv. Siden 1967 har Israel bibeholdt titusinder af svært bevæbnede tropper uden for sine grænser med det formål at stjæle jord fra palæstinenserne og tvinge dem til at leve som ikke-borgere under et fremmed militærdiktatur.

Stjålen palæstinensisk jord er blevet brugt til at bygge kun-for-jøder-bosættelser, der er forbundet af et netværk af kun-for-jøder-veje som en grov overtrædelse af FN’s Sikkerhedsråds Resolutioner og den Fjerde Genevekonvention. Koloniseringen bliver –og kan kun blive- gennemført i kraft af den voldelige undertrykkelse af enhver form for palæstinensisk modstand mod besættelsen.

Bosættelses- og koloniseringspolitikken bliver og kan kun blive bragt til udførelse i kraft af den voldelige undertrykkelse af enhver form for palæstinensisk modstand mod besættelsen. Gennem alle ”fredsprocessens” år blev Israel ved med at bygge bosættelser og fordoblede ifølge den israelske fredsgruppe ”Fred nu” antallet af bosættere. Mindst 34 nye bosættelser siden Sharon trådte til som statsminister.

Hele det internationale samfund har erkendt, at Israels militære besættelse af skal bringes til ophør og at dens videreførelse sammen med bosættelsespolitikken og den massive undertrykkelse, der deraf følger er en garanti for fortsatte blodsudgydelser. Israels brutale optræden i de besaatte områder tager sigte på at konsolidere besættelsen og udvide den israelske kolonisering og er derfor, pr. definition, ikke af en defensiv natur.

MYTE 3: Arafat afviser at fordømme selvmordsbombningerne på arabisk

Selv før udtalelsen af 13. april 2002 havde Arafat gentagne gange fordømt selvmordsbombninger både på arabisk og engelsk: Her er to eksempler, som vi har hentet fra BBC

På palæstinensisk TV, 28. marts 2002, kl. 20:08 GMT, udtalte Arafat på arabiak:

”Jeg vil ved denne lejlighed endnu en gang gentage vor fordømmelse af gårsdagens operation i Netanya, hvor et antal uskyldige civile israelere blev dræbt og sårede. Denne operation er en afvigelse fra vor politik og en krænkelse af de værdier vi værner om som nation og som mennesker. Jeg bekræfter vore bestræbelser på at arbejde for en øjeblikkelig våbenhvile, sådan som vi har informeret General Zinni. Vi sætter stor pris på hans bestræbelser. Vi fortalte ham, at vi er indstillede på en øjeblikkelig iværksættelse af den foreslåede arbejdsplan uden betingelser, og uden at være forudindtagne mod nogen af dens artikler. Vi har også informeret ham om vor villighed til at iværksætte Mitchel-rapportens anbefalinger i samarbejde med 4-partskomitéen (bestående af USA, Rusland, EU og FN-komitéen) under ledelse af General Zinni.

16. december 2001, i en tale i anledning af Id al-Fitr i Ramallah (Gaza Palestine Satellite Channel Television, 16 . december 2001, kl. 16:oo GMT) sagde Arafat på arabisk:

”Idag vil jeg endnnu en gang understrege det totale og øjeblikkelige ophør af alle væbnede aktioner. Endnu en gang opfordrer jeg til et totalt ophør af alle operationer, specielt selvmordsoperationer, som vi altid har fordømt. Vi vil straffe alle, som udfører og organiserer sådanne operationer. Dette omfatter også affyring af mortergrater, som ikke tjener noget andet formål end at give israelerne en undskyldning for at angribe os, vort folk, vore børn og vore kvinder. Enhver overtrædelse af denne beslutning vil blive betragtet som et anslag mod vort folks og vor arabiske nations højere interesser.”

MYTE 4: Arafat har ikke gjort nok for at stoppe terrorismen

Den grundliggende antagelse bag Israels krav om, at Arafat ”skal gøre mere” for at stoppe angrebene på Israel er, at den Palæstinensiske Myndigheds fremmeste opgave ikke er at arbejde for det palæstinensiske folks sikkerhed og velfærd, men snarere at garantere de israelske besættelsesstyrkers, bosætteres og civiles sikkerhed og tryghed., endog mens Israel hersker over millioner af palæstinensere uden stemmeret og fortsætter med at fratage dem deres jord med magt.

Selv hvis et sådant arrangement var politisk holdbart har det seneste tiårs realiteter gjort det umuligt. Den Palæstinensiske Myndighed er ikke en suveræn stat, men en quasi-myndighed, som på højden af sin magt kun fik kontrol over 17,2% af den israelsk besatte Vestbred (Oslo-aftalens og de efterfølgende aftalers såkaldte ”A-område”). Selv Israel med al dets militære og økonimiske magt kunne ikke garantere sin egen sikkerhed, da det kontrollerede hver en kvadrattomme af Vestbredden.

Gennem de seneste 18 måneder har Israel systematisdk angregbet alle den Palæstinensiske Myndigheds faciliteter, herunder politistationer, fængsler, efterretningshovedkvarterer og dræbt og myrdet mange palæsætinensiske sikkerhedsofficerer. Så samtidig med, at Israel forkrøbler og slagter løs på de palæstinensiske sikkerhedsstyrker, fremkommer det med det latterlige krav, at disse samme styrker skal varetage Israels interesser.

Israel har yderligere undermineret sin egen påstand om, at Arafat ”kontrollerer” al volden ved fortsat at kræve, at han skal træde i aktion, mens han er israelernes fange i sine to værelser i sit hovedkvarter i Ramallah og ikke har nogen kontakt udenfor disse værelser, ikke har elektricitet og knap nok tilstrækkeligt med fødevarer og vand.

Selvmordsbombningerne som har fulgt i kølvandet på den brutale israelske re-invasion af næsten enhver større by på Vestbredden siden marts 2002 gør det endegyldigt klart, at der ikke findes nogen grad af vold eller ryggesløshed som enten Israel eller den Palæstinensiske Myndighed kan tage i brug, der kan fjerne dem der har besluttet sig for at svare på millioner af civile palæstinenseres lidelser gennem årtiers israelsk militær besættelse ved at lade civile israelere lide.

Det eneste der kan bringe selvmordsbombningerne og anden palæstinensisk vold til ophør, er at gøre en ende på den ekstreme vold under den israelske militære besættelse som fremtvinger og er brændstof for både palæstinensisk modstand mod besættelsesstyrkerne og voldelige angreb på civile israelere. I fraværet af en politisk proces, der udtrykkeligt er rettet mod at bringe besættelsen til ophør er der ikke megen fornuft i at tro , at sådanne angreb kan eller vil blive bragt til ophør.

MYTE 5: Arafat afviste hånligt Baraks generøse tilbud i Camp David og afbrød forhandlingerne med Israel.

En af de mest virkningsfulde myter der idag udbasuneres af medierne i USA, går på at på Camp Davis topmødet i juli 2000 fremkom den daværende isreaelske statsminister Ehud Barak med et forbløffende generøst tilbud til palæstinenserne, et tilbud som Yasir Arafat hånlilgt og umotiveret afviste, afbrød forhandlingerne og derpå igangsatte en voldelig opstand mod Israel. Intet af denne den mest udbasunerede mediemyte er sandt. Faktisk var Baraks tilbud alt andet end generøst. Det var Israel, som afbrød forhandlingerne og komitéen under forsæde af den forhenværende US-senator George Mitchell fandt intet vidnesbyrd til støtte for den israelske påstand om, at den Palæstinensiske Myndighed skulle have planlagt eller igangsat intifadaen.

Denne myte fik ben at gå på for en stor dels vedkommende på grund af præsident Clinton, som umidelbart efter Camp David-topmødet brød sit løfte til Arafat om at ingen af de to parter ville ville hængt ud for at have forårsaget en fiasko og gik på israelsk TV og sagde at mens Barak fremsatte modige fredsforslag, havde Arafat forspildt endnu en mulighed. Lad os se på vidnesbyrderne et for et.

Baraks ”generøse” tilbud

Det Barak tilbød i CampDavid var en formel for fortsat israelsk militær besættelse, som skulle have navn af en ”stat”. Hans forslag ville have betydet

· ingen territorial sammenhæng for den palæstinensiske stat

· ingen kontrol over dens ydre grænser

· begrænset kontrol over egne vandresourcer

· ingen fuldstændig israelsk tilbagetrækning fra besat territorium som krævet ifølge innternational lov

Tilmed ville Baraks plan have

· medført fortsat isreaelsk militær kontrol over store dele af Vestbreddeen, herunder næsten hele Jordan-dalen

· stadfæstet retten til indsats af israelske styrker i den palæstinensiske stat med kort varsel

· medført fortsat tilsterdeværelse af befæstede israelske bosættelser og kun-for-jøder veje i hjertet af Palæstina; og have

· krævet at næsten 4 millioner palæstinensiske flygtninge skulle give afkald på deres fundamentale menneskerettigheder som modydelse for en kompensation, der skulle betales ikke af Israel, men af det ”internationale samfund”

I bedste fald kunne palæstinenserne forvente en slags super-autonomi inden for rammerne af et ”Storisrael”, snarere end uafhængighed, og tilbagegivelsen af nogle kommunale beføjelser i de dele af Jerusalem, der er beboet af palæsætinensere, under fortsat israelsk overhøjhed.

John Mearsheimer, professor ved Afdelingen for Politisk Videnskab ved Universuty of Chicago erkendte begrænsningerne i hvad palæstinenserne blev præsenteret for som en endelig løsning og konkluderer at

· ” Man kan vanskeligt forestille sig, at palæstinenserne ville acceptere en sådan stat. Der findes helt sikkert ingen anden nation i verden med en så begrænset suverænitet.

(Kilde: The Imposible Partition, New York Times, 11.01.2001)

Virkeligheden var meget anderledes end de vilde påstande, som i lederartiklerne i amerikanske aviser blev fremført om at Barak have tilbudt palæstinenserne 95, 97 eller endog 100 % af den besatte Vestbred. Barak selv skrev24. maj 2001 i New York Timews, at hans vision tog sigte på:

· ”en gradvis proces med oprettelse af sikre grænser, der kunne forsvares, afgrænset til at omfatte mere end 80% af de jødiske blokke af bosættere i adskillige blokke på ialt mere end 15% % af Judæa og Samaria, og at sikre en bred sikkerhedszone i Jordandalen.”

(Kilde:”Building a Wall Against Terror”, New York Times, 24. maj 2001)

Med andre ord: Hvis Barak havde til hensigt at beholde 15% af Judæa og Samaria, kunne han ikke have tilbudt palæstinenenserne mere end 85%. Ingen kan seriøst påstå, at Israel er villig til at bringe sin bosættelsespolitik til ophør hvis 80% af bosætterne skulle forblive hvor de er.

Robeert Malley, som var Clintons specielle rådgiver i arabisk-israelske anliggender deltog i Camp David-forhandlingerne. I en vigtig artikel med titlen ”Fiktioner om fiaskoen i Camp David”, der blev bragt i New York Times 8. juli 1001, fremkom Malley med sin egen insiderudfordring af Camp David-myten. Ikke blot var han enig i, at Baraks tilbud var langt fra at være ideelt, men han tilføjede yderligere, at Arafat havde givet langt flere indrømmelser, end nogen var villig til at godskrive ham. Malley skrev:

· ”Mange er kommet til at tro, at palæstinensernes forkasatelse af Camp David-idéerne var udtryk for en underliggende afvisning af Israels ret til at eksistere. Men se på kendsgerning- erne: Palæstinenserne arguemnterede for skabelselsen af en palæstinensisk stat på grundlag af grænserne fra 4. juni 1967, som skulle eksistere side om side med Israel. De accepterede idéen om israelsk annektering af territorium på Vestbredden til dannelse af blokke af bosættelser. De accepterede princippet om jødisk overhøjhed overde jødiske boligkvarterer i Østjerusalem – som ikke var en del af Israel før 6-dageskrigen i 1967. Og, samtidig med at de insisterede på flygtningenes ret til at vende hjem, gik de med til denne ret skulle udmøntes på en måde, der beskyttede Israels demografiske og sikkerhedsmæssige interesser ved at begrænse antallet af tilbagevendende. Ingen anden arabisk part, som har forhandlet med Israel- ikke Anwar El-Sadats Ægypten, ikke Kong Husseins Jordan, for slet ikke at tale om Hafezal-Assads Syrien- nærmede sig til blot at overveje sådanne kompromisser.”

Malley konkluderede med rette at ”Hvis man skal nå frem til fred, kan parterne ikke tillade sig at godtage den tiltagende accept af disse myter som om de var realiteter”.

Forhandlingerne fortsatte

Det er korrekt, at Camp Davis-topmødet i juli 2000 endte uden nogen aftale; men forhandlingerne stoppede ikke. De startede op igen og fortsatte indtil Barak afbrød den i januar 2001. Siden da har Israel nægtet at indgå i politiske forhandlinger med palæstinenserne.

19. december 2000, seks måneder efter Camp David vendte israelske og palæstinensiske forhandlere tilbage til Washington og fortsatte med at forhandle. Disse forhandlinger byggede på en række forslag fra Præsident Clinton, som var mere vidtrækkende end havd Barak havde tilbudt i juli 2000 men ikke levede op til palæstinensernes minimumsforventninger. Ikke desto mindre fortsatte palæstinenserne samtalerne.

Ifølge nogle referater forløb disse samtaler positivt. The Los Angeles Times rapporterede 22. December 2000, at:

“…mens der vat tegn på, at de to parter langsomt nærmede sig til en eller anden slags kompromis vedrørende den følelsesladede problematik omkring Jerusalem, arbejdede de israelske og palæstinensiske forhandlere sig gennem begyndelsen af den jødiske Hanukkah-helligdag om torsdagen og gav udtryk for en sjælden fælles optimisme…”

(Kilde: Los Angeles Times, 22. december, 2000. Optimistisk stemning giver næring til samtaler om fred i Mellemøsten; israelere, palæstinensere arbejder hele den jødiske helligdag mens der viser sig tegn på et kompromis”.)

I januar 2001 flyttedes forhandlingerne til Taba i Ægypten, hvor de ifølge rapporter fortsatte med at skride fremad. De blev afbrudt i slutningen af januar og skulle ifølge det planlagte genoptages, men Barak aflyste et planlagt møde med Arafat. Kort efter tabte Barak valget til Sharon og samtalerne er aldrig blevet genoptaget.

New York Times rapporterede 28. januar 200121:

“..Højtrangerende israelske og palæstinensiske repræsentanter afsluttede næsten en uges stop-og-genopstart-forhnadlinger i Taba i Ægypten her til aften og gav for begge parters vedkommende udtryk for, at de ”aldrig havde været tættere på” at nå frem til en fredsaftale, men manglede tilstrækkelig tid til at indgå en sådan inden det israelske valg d. 6. februar…..På en fælles pressekonfewrence i Taba betegnede den israselske udenrigsminister Shlomo Ben-Ami to-vejs-samtalerne, hvor det var iøjefaldende at amerikanerne var fraværende, som de mest udbytterige, konstruktive og dybtgående i denne fase af fredssprocessen”. Han sagde, at de to parter, håbede at fortsætte hvor de slap efter valget…omend hans chef, mr. Barak forventes at tabe”.

(Kilde:New Yoek Times, 28. januar 2001, ”Mellemøst-samtaler givtige, men ingen aftale”.)

Så hvordan kan det være, at alle disse kommentatorer og israelske repræsentanter vedblivende benægter, at disse samtaler, som den israelske udenrigsminister da de foregik kaldte ”de mest udbytterige, konstruktive og dybtgående forhandlinger” nogensinde fandt sted ? Hvordan kan det være ar så mange fortsætter med at hævde, at det var palæstinenserne, der forlod forhandlingsbordet, når det vat Israel der stoppede forhandlingerne og nægtede at genoptage dem ?

MYTE 6 : Arafat igangsatte Intifadaen

Skønt Camp David-topmødet endte næsten tre måneder før Intifadaen brød ud og forhandlingerne fortsatte mellem israelerne og palæstinenserne selv mens volden rasede, hævder mange pro-israelske kommentatorer, at Arafat lancerede Intifadaen som et direkte svar på Camp David-forslagene simpelthen fordi, han forertrækker krig for fred. Denne påstand dementeres af alle vidnesbyrd

Intifadaen var et svar på årelange forringelser af vilkårene i de besatte områder i løbet af den såkaldte fredsproces, mens Israel fordoblede antallet af bosættere på besat palæstinensisk terrirorium og strammede sit greb om den palæstinensiske befolkning. Men gnisten var Ariel Sharons besøg på Haram Al-Sharif med 1.000 bevæbnede tropper 28. september 2000, en velovervejet vanhelligelse af et helligt sted med det formål at sende det signal, at Israel altid ville kontrollere palæstinenserne med brutal magt.

De palæstinensiske protester, der brød ud som reaktion på Sharons indtrængen omfattede stenkastning, men absolut ingen ildvåben. Men Israels svar var dødeligt. New York Times rapporterede 30. september 2000, at:

”Fire palæstinensere blev dræbtpå Harqan Al-Sharif, af jøder kaldet Tempelbjerget, i løbet af en anden dag præget af uroligheder, der begyndte da Ariel Sharon, den højre- orienterede oppositionsleder, aflagde besøg i det muslimske kompleks for at hævde det jødiske krav på stedet. Iført fuldt kampudstyr stormede det israelske politi idag det muslimske område, hvor de ellers sjældent sætter deres fødder, for at sprede palæstinensisk ungdom, som kom fra fredagsgudstjenester for at kaste sten mod først en politistastion ved Moghrabi Gate og derefter bedende jøder ved den vestlige mur, (i kristen og jødisk sprogbrug ”Grædemuren”, red).

”Dr. Khaled Qurei, direktør for Maqassad Hospitalet på Oliebjerget, fortalte at hospitalet havde behandlet mere end 150 mænd, kvinder og børn, af hvilke mange var blevet sårede af gummiindkapslede kugler og af skarp ammunition. Det israelske politi benægter, at der var bleveskudt med skarpt”.

(Kilde:”Kampe på helligt sted i Jerusalem efterlader 4 døde og 200 sårede”, New York Times , 30. september 2000)

Rapporten indeholdt ikke nogen israelsk påstand om, at palæstinenserne skulle have brugt ildvåben. Men Israels drab på ubevæbnede demonstranter affødte bredere protester overalt i de besatte terrirotier. I løbet af nogle uger var dusinvis af palæstinensere, næsten alle ubevæbnede civile, blevet dræbt såvel inde i Israel som i de besatte områder.

Trods begivenhedernes åbenlyse kronologiske rækkefølge hævder Israel og dets støtter i de ameri -kanske medier fortsat, at Arafat og den Palæstinensiske Myndighed igangsatte Intifadaen. Den højt profilerede Undersøgelseskomité under forsøde af den forhenværende amerikanske senator George Mitdhell skrev i sin afsluttende rapport at:

”Den israelske regering hævder, at den umiddelbare katalysator for volden var sam –menbruddet i Camp David-forhandlingerne 25. juli, 2000 og den ”udbredte opfat- telse i det internationale samfund af at palæstinenserne var ansvarlige for at man ikke kom videre”. Ifølge denne opfattelse blev den palæstinensiske vold planlagt af lederskabet i den Palæstinensiske Myndighed og tog sigte på at ”fremprovokere palstinensiske tab som en måde til at genvinde det diplomatiske initiariv”.

Rapporten fortsatte:

”I deres indlæg udvekslede parterne påstande om motivation og den grad af kontrol, der blev udøvet af den anden part. Vi fik imidleretid ikke forelagt noget overbevisende vidnesbyrd om, at Sharons besøg på Haram Alm Sharif var mere end et internt politisk forehavende; ej heller kom vi i besiddelse af noget overbevisende vidnesbyrd om, at den Palæstinenssiske Myndighed planlagde opstanden”.

”Følgelig har vi ikke grundlag for at konkludere, at der forelå nogen bevidst plan fra den Palæstinensiske Myndigheds side om at starte en voldskampagne ved først kommende lejlighed; eller for at konkludere, at der var tale om en bevidst plan fra den israelske regerings side om at svare igen med dødbringende magt”.

Sluttelig var Mitchell-komitéen enig i at:

” Sharons besøg på Haram Al-Sharif var ikke årsag til ”Al-Aqsa Intifadaen”.Men det var dårligt planlagt og den provokerende virkning burde være forudset; faktisk blev den forudset af dem, der opfordrede til at Sharons besøg skulle forbydes. Mere betydnijngsfulde var de begivenheder der fulgte efter: Det israelske politis beslutning 29. september om at bruge dødsbringende våben imod de palæstinensiske demonstranter; og begge parters efterfølgende uformåen – som omtalt ovenfor- til at udvise tilbageholdenhed”.

(Kilde: SHARM EL-SHEIK FACT-FINDING COMMITTEE FINAL REPORT, 30. april 2001)

Trods rapportens bestræbelse på at placere ansvar på begge sider og således fremstå upartisk, er det klart, den israelske voldsanvendelse bar ved til bålet og førte til, at opstanden bredte sig og at der ikke er nogen grund til acceptere Israels påstand om at den Palæstinensiske Myndighed planlagde og igangsatte opstanden.

Oversat fra engelsk og redigeret for DPV af Karl Aage Angri Jacobsen

Comments are closed.