Den israelske venstrefløj vælger selvmordets vej

Electronic Intifada

Den israelske venstrefløj vælger selvmordets vej

Tanya Reinhart, The Electronic Intifada, 29. marts 2005

Efter den politiske sprogbrug at dømme, betyder det at være venstreorienteret at støtte Ariel Sharon. Selv når hans regering beslutter, endnu en gang, at udskyde rømningen af de illegale udposter til en uvis fremtidig dato, forklarer eksperterne at den blotte kendsgerning at han overhovedet satte sagen til diskussion i regeringen viser at hans hensigter er seriøse.

Sharon vil rømme Gaza først, siger de, og siden hen udposterne, og sluttelig måske endog Vestbredden. Og de der har mest tiltro til at Sharon vil nedlægge bosættelser er partierne til venstre i det politiske spektrum.

Og på hvilket grundlag ? Sharon er kendt som en mand, der ikke altid har talt sandt. Under Libanon-krigen lykkedes det for ham at skjule sin plan endog for statsminister Menachem Begin.

For ham er det ikke noget problem at fremkomme med løfter for så siden ikke at holde ord. I tre år har han nu lovet USA, at han i det mindste øjeblikkeligt vil rømme de udposter, som er blevet oprettet i løbet af hans nuværende periode som statsminister.

Men hvad så ? Han kan altid foreslå en ny forpligtelse, som vil udskyde opfyldelsen af den foregående. Hvorfor skulle det forholde sig anderledes med ”tilbagetrækningen” fra Gaza ?

Svaret – her er højrefløjen og venstrefløjen enige – er, at denne gang har Sharon ændret sig. Dette svar er interessant og hører hjemme i psykologiens verden.

Men hvilken sandhedsværdi har det i virkelighedens verden ? Lige nu er det meget lettere at forestille sig mange scenarier, hvor der ikke vil ske nogen rømning af beboelser i juli, snarere end det scenarium, hvor der vil ske en rømning.

Las os fx se på problemet med dem, der skal evakueres. Det er virkelig et problem. Bosætterne i Gaza-striben tog til Gaza på den israelske regerings ordre. De skal have en kompensation for dette bedrøvelige idioti for at kunne genopbygge deres liv.

Men en regering, der virkeligt ønskede at evakuere dem, ville allerede have givet dem kompensation, så de kunne tage af sted før selve evakueringen.

Ved evakueringen af Yamit i 1982 blev det store flertal af indbyggerne kompenseret og tog af sted før evakueringen. De der var tilstede ved konfrontationen var bosætteraktivister udefra, som det var lettere at håndtere end familier, der faktisk boede på stedet.

Ifølge Yonatan Bassi, der er chef for tilbagetrækningsadministrationen, har over halvdelen af de nuværende bosættere i Gaza-striben givet udtryk for villighed til at bryde op.(1) Så hvorfor sørger Sharon ikke for deres øjeblikkelige afrejse ?

Kunne det mon være fordi han ønsker, at fotos fra de første forsøg på at evakuere dem skal vise os hele familier med deres børn, hvis verden er blevet ødelagt, så vi vil få medfølelse og komme til at forstå, at det simpelthen er umuligt at gennemføre evakueringen ?

Og hvorfor denne fodslæbende holdning til budgettet ? Hvad højrefløjsmodstanderne af budgettet kræver, er en folkeafstemning. Hovedparten af bosætterene er ikke interesserede i et totalt brud med det israelske samfund. Deres ledere siger, at de vil være rede til at acceptere beslutningen, men kun hvis det er klart bevist, at det er flertallets vilje.

Likud-rebellerne har naturligvis deres egen dagsorden, som de knytter an til dette krav. Men lige netop på dette spørgsmål drejer det sig simpelthen om at tale dem til rette ved at give dem, hvad de kræver.

Ifølge alle meningsmålinger er der et afgørende og stabilt flertal på 60 – 70 % for evakueringen af Gaza. Endog ved en meningsmåling, der blev foretaget et par dage efter terrorangrebet på Stage Club i Tel Aviv sagde 66% at de ville have stemt ”ja” til planen, hvis der den dag havde været afstemning.(2) Tilbagetrækningsplanen vil få flertal ved en folkeafstemning, hvilket er klart selv for højrefløjen.

Hvorfor er Sharon så modstander af en folkeafstemning ? Måske ønsker han i virkeligheden ikke, at bosætterne skal gå på kompromis og acceptere flertallets vilje ? Måske er han bange for, at hvis beslutningen om en tilbagetrækning får flertal ved folkeafstemningen, så må den faktisk før eller senere bringes til udførelse.

Alt hvad der er tale om, er troen på, at Sharon har ændret sig. I denne tiltros navn slutter alle venstrefløjens partier lydigt op bag ham. Ikke kun Arbejderpartiet, som sandsynligvis ville være villig til at sidde i en hvilken som helst regering, selv en med en ”Gandhi” (3) i spidsen , men også Yahad og Hadash. (4) Sharon fremlægger til godkendelse et budget, der indebærer plyndring og røveri, som yderligere skærer i de overlevende rester af offentlige tjenesteydelser, og alt hvad venstrefløjens partier har at sige er, at de er nødt til at hjælpe ham for at få det vedtaget, fordi han har sagt, at han vil evakuere bosættelserne.

Af de 100.000 mennesker der deltog i venstrefløjspartiernes demonstration for et år siden, som krævede tilbagetrækning fra Gaza, blev 90.000 væk fra denne uges demonstration.

Kunne det mon være fordi mange af dem inderst inde føler, at de er ofre for et bedrag ? Den israelske venstrefløj vælger at begå selvmord. Den er ikke længere loyal mod sine vælgere. Den er loyal mod Sharon.

Prof. Tanya Reinhart forelæser i lingvistik, medier og kulturelle studier ved universitetet i Tel Aviv. Hun er forfatter til flere bøger, bæl. a,aa. Israel / Palestine: How to end the War of 1948, hvorfra dette kapitel er uddraget fra et opdateret kapitel.

Denne artikel blev første gang bragt i Yediot Aharonot d. 23. marts 2005 og blev over sat fra hebræisk af Mark Marshall

Fodnoter

1.Omkring 800af de 1.700 familier der bor i Gush Katif og det nordlige Samaria har allerede givet udtryk for, at de er villige til i princippet at forlade deres hjem som led i tilbagetrækningsplanen og til at forhandle om kompensation, ifølge Yonatan Bassi, som står i spidsen for tilbagetrækningsadministrationen .

Af de resterende 900 familier troede han.at …”kun 300 familier, den hårde kerne af bosættere, som er modstandere af evakueringen ville nægte at tage af sted af egen fri vilje” (Gideon Alon, Ha’aretz, 2, marts, 2005). Der er tilstrækkelig information i de israelske medier om frustrationen blandt bosætterne i Gaza-striben, som føler, ar regeringen svigter dem. Alex Fishman interviewede Itzick Ilia, viceborgmester i det regionale råd for Gaza-stribens bosættelser, som siger, at han repræsenterer mellem 70 og 80% af de bosættere, der er villige til at tage af sted..

Han fremlægger rapport fra et møde hvor ”folk væltede deres problemer ud på bordet… Folk græd og råbte. Ingen taler til dem. Der er en eller anden ny lov, som dukkede op på Internettet, men folk har ikke en gang helt check på, hvad deres ret til kompensation indebærer”. (Yediot Aharonot, Weekend-supplementet, 18. marts, 2003).

2.Sima Kadmon, Yediot Aharonot, Weekend-supplementet, 4. marts 2005 , (Mina Zemach’s “Dahaf” poll).

3. “Gandhi” er det særegne øgenavn i Israel for Rehavam Ze’evi, en tidligere general og politiker, som blev myrdet i 2001 mens han var Israels Minister for Turisme.

Han havde ry for at være en ekstremistisk nationalist og anti-arabisk chauvinist, som åbenlyst gik ind for fordrivelse af araberne. Den nuværende Sharon/Arbejderparti-regering besluttede for nylig at indføre en national mindedag for ham, lige som man gjorde det for Rabin. (M.M)

4.Yahad er et moderat zionistisk parti, der ledes af Yossi Beilin. Det går ind for en to-statsløsning. Hadash er det israelske KP, der ledes af Muhammad Barakeh. Det er et ikke-zionistisk jødisk/arabisk parti. (M.M)

Oversat fra engelsk af Karl Aage Angri Jacobsen

Comments are closed.