Betydningen af ”Fred” for israelere

The Electronic Intifada

Betydningen af ”Fred” for israelere

Af Avigail Abarbanel, The Electronic Intifada 21.01.2005

For to måneder siden vendte jeg hjem efter et to-ugers familiebesøg I Israel. Skønt jeg er aktivt involveret i arbejdet for palæstinensernes rettigheder, havde jeg besluttet, at dette besøg skulle være af en helt privat karakter. Jeg boede i to uger sammen med min broder, hans kone og deres to små døtre i deres lille lejlighed i en nordlig forstad til Tel Aviv og fik lejlighed til at iagttage og se, hvordan israeleres dagligdags liv er lige nu.

Jeg foretog mig ikke noget særligt bemærkelsesværdigt.

Jeg gik nogle lange spadsereture i Tel Avivs gader og besøgte mange af de steder, som jeg kendte fra tidligere. Jeg handlede i det lokale supermarked og drak kaffe i det nærliggende indkøbscenter. Jeg så lokalt TV og gik endog hen i fitnesscenteret. I to uger gled jeg ind i det almindelige liv i Tel Aviv. Snarere end at tale lyttede jeg meget.

Jeg taler naturligvis flydende hebræisk, så det var let at falde ind i miljøet; og folk snakkede utvungent rundt omkring mig. Australske medier ynder at fremhæve, hvor barskt livet er for israelere og jeg ville ved selvsyn opleve det.

Det mest iøjefaldende ved det israelske samfund er hvor dybt utrygge israelere føler sig. De er nervøse og pirrelige og er ekstremt anspændte. Det er ikke noget nyt for mig, men jeg opfattede et nyt aspekt. Da der eksploderede en bombe i Ha’carmel Markedet i det centrale Tel Aviv befandt jeg mig i fitnesscentret.

Jeg så mig omkring og i løbet af få øjeblikke var alle i færd med at tale i mobiltelefon for at tale med eller forhøre sig om deres nærmeste. En ung kvinde lige ved siden af mig i afsnittet med træningsvægtene sukkede anspændt hen for sig selv ”ikke igen”.

Siden mine teenageår var jeg blevet vant til at få min bagage kontrolleret når som helst jeg trådte ind i en offentlig bygning som en biograf eller et supermarked hvor som helst i Israel. Trods mine 13 år i Australien havde jeg stadig refleksen med at åbne min bagage.

Hvad der var forskelligt denne gang var, at sikkerhedsvagterne også har en elektronisk detektor til at skanne kroppen. Nu om dage har selv små forretninger som restauranter og kaffebarer deres egen sikkerhedsvagt ved indgangen. Der er en lille ”sikkerhedsskat” på 2 NIS, som bliver lagt oven i ens regning for at hjælpe forretningen med at betale sikkerhedsvagten, men det er ikke obligatorisk at betale de 2 NIS.

Israelere har altid talt om fred, sunget om fred, lavet kunst og poesi om fred, som om det er noget næsten overnaturligt, en slags paradis, som de længes efter men som ikke har noget at gøre med deres daglige virkelighed; og som de ikke ved hvordan de skal nå frem til.

Men hvad fred egentlig betyder for disse nedkørte, anspændte israelere, der er at få lov til at være ”i fred”. Det var bedrøveligt og foruroligende at se hvor desperat israelere klynger sig til, hvad de tror er ”normalitet”. De er desperate efter at være ”ligesom alle andre” i ethvert andet vestligt land, gå på arbejde, købe ind, gå på barer og kaffebarer med deres venner. De bliver forbitrede og desperate, når militante palæstinensere nu og da ophæver denne ”normalitetens” rutine. Det kan jeg til en vis grad sympatisere med. Når alt kommer til alt så var en af hovedårsagerne til at jeg rejste fra Israel, at jeg fandt denne livsform uudholdelig.

Når livet bliver så besværligt er det vel, at man ønsker sine vanskeligheder hen hvor peberet gror. Men det er netop det der er problemet . Når et individ , en gruppe eller et helt samfund lever med en lyssky hemmelighed eller fortrænger noget betydningsfuldt i deres fortid, så kan de ikke føle fred i sindet. Det er simpelthen umuligt at leve et ”normalt” eller fredeligt liv, som må bygge på løgne og hemmelighedskræmmeri.

At benægte den etniske udrensning af palæstinenserne i 1948, at prøve på ikke at tænke over konsekvenserne af lange års brutal besættelse og blot ønske, at det alt sammen skal forsvinde, det er intet andet end en fantasi.

Inden for familieterapien er det et anerkendt princip, at med mindre der bliver gjort op med graverende uretfærdigheder, kan der ikke blive tale om nogen fred. Familier, der dækker over dystre hemmeligheder kommer altid til at betale en høj pris. På israelsk TV så jeg intellektuelle, der indgik i ægte diskussioner og prøvede at analysere og forstå, hvorfor det ser så sort ud i Israel. De fremførte enhver mulig begrundelse for den nuværende situation undtagen den mest nærliggende – Israels historie.

Det var smerteligt at overvære, men også velkendt. Jeg har aldrig set noget samfund, der er så nedsunket i fornægtelse som det israelske. Det samlede spekter af israelsk politik er en benægtelse af Israels historie; og det er grunden til at jeg ikke har megen tiltro til den israelske venstrefløj. Den håndfuld enkeltpersoner, der ikke er nedsunket i denne fornægtelse som Dr. Ilan Pappé, som besøgte Australien sidste år; eller Dr. Uri Davis, befinder sig uden for dette spektrum.

Deres forskning i begivenhederne i 1948 og omstændighederne omkring staten Israels oprettelse bliver ikke diskuteret på offentligt TV og finder ikke vej til israelske historiebøger. Den gennemsnitlige israeler ved ikke engang hvem de er. Skønt Dr. Pappé’s bøger er blevet udgivet af velanskrevne forlagshuse som Cambridge University Press, har de indtil nu ikke haft mulighed for at udkomme på hebræisk. Angiveligt fordi de skulle mangle akademisk niveau.

De fleste israeleres opfattelse af deres egen historie er, at de altid har været svage ofre. Spørgsmålet om hvorvidt det var eller ikke var moralsk i orden eller endda klogt at opbygge en stat på et andet folks bekostning – det spørgsmål bliver aldrig stillet.

Ingen i den brede befolkning sætter spørgsmålstegn ved gyldigheden af demokrati i et land, hvor retten til statsborgerskab bygger på et racemæssigt tilhørsforhold (man kan kun blive israelsk statsborger, hvis man kan bevise, at ens mor er jøde).

Når Israelere indgår i ”fredsforhandlinger”, skal man være opmærksom på deres udgangsposition. De har ingen virkelig interesse i en løsning, der når helt ned til roden af deres problem. De opfører sig som et individ, der ønsker at dets sygdomssymptomer skal forsvinde men samtidig afviser at gøre noget ved deres virkelige årsager. Et ønske om ”at få lov at være i fred” giver ikke meget grundlag for en holdbar fred., i hvert fald ikke uden endnu en omgang etnisk udrensning. Fem millioner palæstinensere minder Israel om dets fortid, og de forsvinder ikke nogen steder hen.

Hvis der kommer en dag, og det håber jeg på, at der gør da israelerne beslutter sig for at sætte en stopper for at leve videre i benægtelse, vil de være nødt til at indse, at en virkelig fred går hånd i hånd med retfærdighed. Retfærdighed i denne sammenhæng betyder, at idealet om en rent jødisk stat på bekostning af et helt folk sandsynligvis må opgives.

Kun en bi-national stat og de palæstinensiske flygtninges ret til at vende hjem kan komme tilstrækkeligt tæt på at rette op på de uretfærdigheder, der er blevet begået i 1948 og siden da. Palæstinenserne er blevet udrenset og international lov og almindelig menneskelig anstændighed giver dem ret til at dette skal ske.

Dette kunne være Israels sonoffer. Det vil også være Israelernes mulighed for ikke længere at skulle slæbe rundt på den byrde af skyld, som jeg mener gør deres liv og palæstinensernes til et mareridt. Ja, det vil være en udfordring. Men det vil åbne en mulighed for en virkelig og holdbar fred både for israelere og palæstinensere, og muligvis for hele regionen. At fortsætte med benægtelsens mentalitet og politik vil ikke føre til noget; og prisen vil være fortsatte tab af liv for mange flere mennesker og samfund.

____________________________________________________________________________

Avigail Abarbanel er eks-israeler og eks-statbssergent i det israelske militær. Idag er hun psykoterapeut og rådgiver med privat praksis i Canberra i Australien. Hun er endvidere aktivist i bevægelsen til støtte for palæstinensernes rettigheder.

Comments are closed.