Israel tilfreds med udpegelsen af Wolfowitz

Jerusalem Post

Israel tilfreds med udpegelsen af Wolfowitz

Af Herb Keinon – The Jerusalem Post – 16. marts 2005

Ledende israelske embedsmænd reagerede med tilfredshed på nyheden om, at USA’s præsident, Georg W. Bush har udpeget Paul Wolfowitz som sit valg til næste chef for Verdensbanken. Wolfowitz, som lige nu er viceforsvarsminister under Donald Rumsfeld, er udset til at efterfølge James Wolfensohn, der 1. juni træder tilbage efter 10 år som præsident for Verdensbanken.

Wolfowitz’s udpegelse til at stå i spidsen for Verdensbanken får betydning for Israel, eftersom den forventes at komme til at spille en hovedrolle i økonomien i Gaza efter Israels tilbagetrækning. Wolfowitz, som er blevet en ledestjerne i Washington på grund af den fremtrædende rolle han spillede i udviklingen af USA’s strategi i Irak, som styrtede Saddam Hussein, tilhører kredsen af ledende nykonservative.

Han anses for at være en ven af Israel og en særdeles velorienteret kender af mellemøstlige forhold. Skønt det er en udbredt opfattelse, at han er en af de ledende høge inden for Bush-administrationen, går han ind for en to-statsløsning og har ikke op gennem årene vist nogen følelsesmæssig binding til bosætterbevægelsen.

Verdensbanken forventes at skulle have hånd i hanke med de projekter i 100-millioner-dollars-klassen, der skal få Gaza genopbygget. En embedsmand har sagt, at Wolfowitz formentlig vil sikre, at palæstinenserne nøje overholder betingelserne for reformer og demokratisering for at få adgang til de store summer.

“Han er en pragmatisk administrator, der ved hvad der er behov for af reformer og demokratisering” har en højtstående embedsmand sagt om ham. ”Hans udnævnelse sikrer, at Bush i en vigtig institution har en mand han kan stole på”, sagde han.

Verdensbanken er også den instans, der skal føre opsyn med anvendelsen af millioner af dollars i Galilæa og Negev med henblik på udviklingen af også disse regioner.

USA vælger traditionelt præsidenten for Verdensbanken, der har 184 lande som medlemmer. Dens bestyrelse består af repræsentanter for 24 stater og den skal nu stemme om Wolfowitz’s nominering, som forventes at afstedkomme en livlig debat i Europa, hvor Wolfowitz er en højst kontroversiel figur.

Oversat fra engelsk af Karl Åge Jacobsen

Dette indlæg blev udgivet i Gamle indlæg, Litteratur. Bogmærk permalinket.