At bruge Holocaust til at afværge kritik

Amira hass, Haaretz

At bruge Holocaust til at afværge kritik

Af Amira Hass

Mængden af verdensledere som besøger det nye Holocaust History Museum ved Yad Vashem viser styrken af Israels position i Vesten.

Israel kritiseres ofte i disse lederes hjemlande, men mange israelere og jøder vil, vanen tro, tilskrive denne kritik til antisemitisme. Palæstinensere og venstreorienterede, deriblandt jøder, vil opdage, at viden om den israelske besættelse i disse lande er beskeden, og offentlighedens interesse i det er svag.

At så mange europæiske ledere tager pilgrimsrejsen til Jerusalem, viser, at de ikke afskrækkes af kritikken af Israel – de tager del i en medieevent, der, som tingene er i dag, kun kan tolkes som støtte af Israel.

I bedste fald kan besøgene tolkes som opmuntring til begge parter om at holde fast i den ”genoptagede fredsproces”. Men opmuntring for hvad? For møderne mellem henholdsvis Mohammed Dahlan og Nasser Yousef og Shaul Mofaz? For Muren, hvis opførsel fortsætter ufortrødent, stik imod den dom, som Den Internationale Domstol i Haag (ICJ) har vedtaget?

For de nedladende israelske ”gestusser”-200 flere tilladelser til at bevæge sig frit for erhvervsdrivende, en vej som nu er åben for palæstinensiske privatbilister, og ikke kun for erhvervsdrivende? Eller for den fortsatte afskæring af palæstinensisk Øst Jerusalem fra resten af palæstinensisk territorium, hvilket er en overtrædelse af det Internationale krav om, at Øst Jerusalem skal udgøre den palæstinensiske stats hovedstad?

Planlægger den tyske udenrigsminister og den hollandske henholdsvis den svenske statsminister – efter at de nu har bevist, at de husker Holocaust – at minde Israel om, at alle bosættelserne, ikke kun de som har funktion af vagtpost, er ulovlige? Vil de kræve at Israel rømmer dem? Hvilke af deltagerne vil tage hen og se de gader, som kun er for jøder, og de gader som kun er for palæstinensere? Vil nogle af dem protestere imod de love, som diskriminerer imod israelske statsborgere, kun fordi de er ikke-jøder – arabere – og true med at gribe til sanktioner, hvis ikke disse love fjernes?

En af de vredesfremmende absurditeter i enhver uretfærdighed, specielt en af ubegribelige dimensioner som den tyske mord-industri (med stor europæiske støtte), er, at ofrene og deres efterkommere husker og lever med den dag ind og dag ud. Forbryderne, derimod, undertrykker og glemmer det, og det er nemt for deres efterkommere at ignorere det.

Så lad hele den diplomatiske skare, som søger Sharons publikum i dag, gå for at tale om det europæiske ansvar for Holocaust på deres eget territorium, ikke i Israel.

Berlin, Paris, Amsterdam, Krakov, Sarajevo, og landsbyerne og skovene rundt dem drypper af minderne om vores forældre, med forbryderne og deres efterkommeres forglemmelse, og med hjælpeløsheden og ligegyldigheden hos de, som bare ser til. Lad statsministrene og udenrigsministrene tage derhen og rejse mindet og viden og historisk forståelse. Og ikke kun en gang om året, på dagen for Auschwitz befrielse eller Tysklands overgivelse, blot for at hykle.

Vi husker og føler smerten over henrettelserne dag efter dag. Lad os konfrontere dem med det dag efter dag. Lad det for eksempel indskrives på en stor marmorsten udenfor hvert et hus, hvor jøder plejede at bo, hvor de blev deporteret, og hvor de blev myrdet. Lad hver en togstation, hvorfra disse mennesketransporter afgik, vise informationen: hvornår, hvor mange tog om dagen, hvor mange mennesker. Lad navnene på dem, som var ansvarlige for transporten, stå indskrevet på politistationen, på togstationen, på Rådhuset.

Vejen til at forhindre mindet i at falme er ikke blot at opstille mindesmonumenter og afholde ceremonier. Det gøres primært med en kompromisløs afvisning af raceideologien, som delte verden ind i over-og underracer, og benægtede princippet om lighed mellem mennesker. Vi blev placeret i bunden af Nazi ideologien. Ville denne raceideologi ikke have været kriminel hvis vi havde været placeret i den øverste top af skalaen?

En ideologi som inddeler verden i dem, som er mere værd, og dem, som er mindre værd, i over- og undermennesker, behøver ikke nå dimensioner af tysk folkemord for at være upassende og forkert-apartheidstyret i Sydafrika er et eksempel.

Otteogtredive års israelsk besættelse af den palæstinensiske nation har vænnet generationer af israelere til at anse palæstinenserne som underlegne, og derfor ikke fortjenende det samme som vi. Men Shhh-en må ikke sige dette højt, for så vil israelerne rejse en indigneret røst: ”Hvordan kan du sammenligne?”

På samme måde er det forbudt at kræve af os – med diplomatiske trusler – at vi ændrer vores politik. For så vil vi minde dem om vores folk, der blev myrdet.

Denne yderst veldækkede periode viser, at Israel har gjort massemordet på europæiske jøder til en politisk ressource. Vores myrdede familiemedlemmer opremses for at give Israel mulighed for at vende det døve øre til de internationale beslutninger, som går imod besættelsen. De lidelser som vores forældre led i ghettoerne og koncentrationslejrene som fyldte Europa, den fysiske og psykiske angst og lidelse som vores forældre levede med hver eneste dag siden ”befrielsen”, bruges som våben til at afværge enhver international kritik af det samfund, vi etablerer her. Dette er et samfund med en indbygget diskrimination på basis af nationalitet, og denne diskrimination spredes på begge sider af den grønne linje (oversætters note: den grønne linje er grænserne fra før 1967-krigen). Dette er et samfund, der systematisk fortsætter med at fratage den palæstinensiske nation deres land, og med magt fratager dem rettighederne som nation og chancerne for en human fremtid.

Trykt i Haaretz, 16 marts 2005

http://www.haaretz.com/hasen/spages/552572.html

Oversat fra engelsk for DPV af Malene Agergaard Rasmussen.

Comments are closed.