Israelsk frygt for isolation fra EU

Referat fra Politiken

Israelsk frygt for isolation fra EU

Politiken skriver den 14. oktober, at en hemmelig rapport forudser, at Israel og EU kommer så meget på kollisionskurs, at Israel mister sin internationale legitimitet i lighed med Sydafrika under apartheid.

Avisen skriver, at “Israel føler allerede, at forholdet til Europa er køligt. Men det er ikke noget imod, hvad det kan risikere at blive i de kommende ti år. I værste fald vil Europa og Israel komme så meget på politisk kollisionskurs, at Israel risikerer at blive isoleret og at miste sin internationale legitimitet og blive som det hvide mindretalsregime Sydafrika i årene med apartheid. Det vurderer analytikerne i det israelske udenrigsministeriums forskningsafdeling, der sammen med den militære og den civile efterretningstjeneste har til opgave at observere verden omkring Israel og videregive sine konklusioner til politikerne.”

Hanne Voighel skriver videre i Politiken, at “Udenrigsministeriets rapport blev skrevet og afleveret akkerede i august, men lækkede først til den israelske presse torsdag. Det israelske udenrigsministerium arbejder med den tese, at Europa i det kommende årti vil indtage en mere central rolle i den internationale debat. Det vil ske på bekostning af USA.”

Og da Europa i det sidste par år har været langt mere kritisk over for Israels politik end USA, ser man i Israel på udviklingen med stor bekymring.

»EU kunne skærpe sine krav om, at Israel opfylder de internationale normer og større grad viser respekt for FN og dens organisationer, hvilket er noget, der kunne føre til konfrontation«, står der ifølge avisen Haaretz i rapporten.

Avisen Yediot Aharaonot citerer rapporten for blandt andet at skrive:

»Europa frygter, at Mellemøstkonflikten bliver ‘eksporteret’ til Europa, og vil derfor kræve, at Israel betaler i politisk mønt: At man hurtigst muligt løser konflikten med palæstinenserne«.

Politiken fortsætter:

“Ifølge samme avis frygter rapportens forfattere yderligere, at Europa vil kunne finde på at benytte økonomiske sanktioner imod Israel for at få landet til at følge en ønsket politik over for palæstinenserne.

Det er ikke alle israelere, der mener at det ville være så dårligt, at Europa spillede en mere central rolle og blandt andet lagde pres på Israel for at nå en politiskløsning.”

Direktøren for Peres Center for Fred, Ron Pundak, der i 1993 var en af de to israelske akademikere, der i Oslo hemmeligt forhandlede med palæstinenserne og nåede frem til den såkaldte Osloaftale, opfordrede for nyligt Europa til at komme med et officielt udspil.

»Europa bør komme med et udspil til en løsning af konflikten, der kan fungere som referenceramme, når forhandlingerne mellem israelere og palæstinenserne en dag bliver genoptaget«, siger Ron Pundak til Politiken.

»Europa hverken kan eller skal tvinge Israel til at ændre politik, men EU kunne godt bruge et sådant udspil som en form for gulerod: Skal Israel f.eks. have en ny associeringsaftale med EU, så skal de opfylde bestemte krav i forhold til palæstinenserne. Det ville være muligt«, fastslår Ron Pundak.

Han tilføjer, at noget lignende skulle gennemføres over for palæstinenserne.

Comments are closed.