Jeg er rystet

Helga Moos, Venstre, Jyske Vestkysten

Jeg er rystet

(Efter et besøg med Folketingets Udenrigspolitiske udvalg i Israel/Palæstina skrev Helga Moos – folketingsmedlem for Venstre – dette indlæg, som blev bragt i dagbladet JyskeVestkysten i en lettere forkortet udgave fredag d. 12.9.2003)

Ikke fordi den selvmordsbombe, der i sidste uge dræbte 20 i Jerusalem, sprang nogle få hundrede meter fra det hotel, hvor vi boede. Heller ikke fordi vi et par dage senere kun var omkring en kilometer væk fra det sted, hvor det israelske gengældelsesmissil ramte en Hamasleders bil i Gasa. Volden var jeg forberedt på, inden jeg rejste med Udenrigsudvalget til Israel, Vestbredden og Gasa. Det er billedet af besættelse, apartheid og etnisk fordrivelse, der ryster mig.

Vores informationsrejse var planlagt med to dage i Israel, to dage på Vestbredden og en dag i Gasa. Som altid indledtes med et obligatorisk besøg på Holocaust-museet, med tilhørende kransenedlæggelse. Det skal alle officielle besøgende igennem, ”så vi husker historien”, som de siger. Da jeg så programmet hjemmefra, virkede det såre rimeligt, men efterhånden som besøget skred frem, voksede ubehaget. Jeg kender jo historien, er ikke historisk analfabet – det er ingen i udenrigsudvalget – hvorfor så det pligtbesøg på Holocaust-museet? Når vi kender historien, kan det ikke være for at lære os historien, men fordi vi skal styres, manipuleres. Det var, som om man ville have os til at vægte historiens rædsler med nutidens, som om fortidens rædsler skulle retfærdiggøre de grundlæggende overgreb, den palæstinensiske befolkning udsættes for i dag. Men den slags manipulation bider ikke på mig. Jeg var ikke engang født under Holocaust. Jeg kan ikke lave historien om, men jeg kan være med til at forme fremtiden. Jeg kan arbejde for at afhjælpe de tindrende uretfærdige overgreb, der i dag rammer hele den palæstinensiske befolkning.

Da jeg var barn, lærte jeg i skolen, at Europas forfulgte jøder endelig havde fået et hjemland, Israel, et helt tomt land, hvor de kunne bygge en jødisk stat. Ingen fortalte mig om de nu 3.3 mio. palæstinensere, der lever under kummerlige forhold på Gasa og Vestbredden, eller om de millioner af mennesker, der blev fordrevet. Den viden kom kun langsomt til os.

Da vi kom til Ramallah på Vestbredden, var der udgangsforbud. Det samme i Hebron. Vi kørte rundt i storbyer, uden mennesker, som i kulissebyer. Men de var der, menneskene. Hundredtusinder bag lukkede døre og vinduer. Uden skolegang til børnene eller arbejde til de voksne. 60 pct. af befolkningen lever nu under fattigdomsgrænsen, overlever på nødhjælp betalt af verdenssamfundet.

I Qalqiliya så vi muren. Ikke bare en almindelig Berlinmur, næ, dobbelt så høj – 8 m. Der var skydetårne og 4 porte i muren. De 3 var lukket med dynger af pigtråd og advarsler om, at man ville blive skudt, hvis man gik derhen – den 4. port var åben for nødhjælp. Qalqiliya er en landsby med omkring 2700 beboere. Byens tilhørende marker breder sig på bakkeskråningerne under byen, men muren er placeret, så den skiller byen og markerne. Af de ca. 500 mennesker, der havde søgt om tilladelse til at gå uden for muren for at dyrke deres jord, havde 4 fået tilladelse, men de tilladelser var inddraget igen. Når jorden har ligget udyrket hen i 3 år, tilfalder den Israel efter gældende ret.

By for by vil israelerne lade omringe af muren, sætte hele den palæstinensiske befolkning i kæmpefængsler, som i de Bantustans, Sydafrika havde planlagt, men hvor verdenssamfundet sagde fra gennem handelsembargo og massivt diplomatisk pres. Nu er det ikke sorte, det går ud over, men palæstinensere – som om der er en forskel? Eller ligger forskellen i, at det i Sydafrika bare var hvide, vi skulle gå i rette med, mens det i Israel er jøder?

På 36. år lever palæstinenserne under besættelse og apartheid og udsættes for etnisk fordrivelse. Utroligt at verdenssamfundet ikke træder i karakter og kræver, at den grønne linie fra 1967 bliver rammen om en selvstændig palæstinensisk stat, så også palæstinensere kan få mulighed for at få et hjemland.

Og så må Israel for min skyld gerne bygge lige så høje mure på grænsen, som de lyster, og lukke sig selv inde.

Dette indlæg blev udgivet i Gamle indlæg, Klip fra pressen. Bogmærk permalinket.