Køreplanen sat på prøve
Den ensidige palæstinensiske våbenhvile, som begyndte d. 1. juli 2003 og afsluttedes efter godt 6 uger, brød sammen fordi Israel fortsatte sine likvideringer af palæstinensiske militante leder. Der var imidlertid også andre grunde. En af dem var, at Israel ligeledes fortsatte sin politik med at destruere palæstinensiske beboelser, huse og ejendomme. I en appel fra slutningen af juli 2003 gjorde den israelske komite mod hus-ødelæggelser(ICHAD) opmærksom på at de fortsatte ødelæggelser er i klar modstrid med Køreplanen. Appellen giver en kort og præcis redegørelse for den israelske praksis vedr. hus-ødelæggelserne i Øst Jerusalem og er derfor gengivet her.
Appel af 29. juli 2003
ved Jeff Halper/ICHAD
Ifølge nyhedsrapporter forsøger den amerikanske regering at få Sharon til at give Køreplanen en saltvandsindsprøjtning gennem en “medmenneskelig gestus”. Denne gestus kunne gå ud på at frigive yderligere 100 palæstinensiske fanger eller på at nedlægge et par af de flere hundrede eksisterende checkpoints eller at ændre en smule på Murens strækning.
Hvad den amerikanske regering tydeligvis ikke forsøger, er at få Israel til at opfylde det vigtigste krav i første fase af Køreplanen: at stoppe den massive ødelæggelse af palæstinensiske hjem. Køreplanens formulering er klar – og med vilje gjort så bred at israelerne ikke kan stoppe gennemførelsen på teknikaliteter: Den israelske regering må ikke udføre handlinger, som vil underminere tilliden mellem parterne, herunder nedrivning af palæstinensiske hjem, hverken som straffeforanstaltning eller som forberedelse til bygningen af israelske anlæg.
I de seneste uger har den israelske regering udstedt dusinvis af ordrer om at ødelægge palæstinensiske hjem i Øst Jerusalem. Det forlyder, at ødelæggelserne vil begynde allerede næste onsdag, kun få timer efter Sharons møde med Bush.
Straffeforanstaltninger
Israel hævder at “Øst Jerusalem” ikke er dækket af Køreplanen siden det er blevet formelt indlemmet i Israel. Kvartetten lader tilsyneladende Israel slippe afsted med dette, selvom den amerikanske og de fleste af de europæiske regeringer har udtrykt (mild) uenighed. De planlagte husødelæggelser hører ifølge Israel heller ikke ind under Køreplanens forbud mod husødelæggelser, eftersom de er et led i ”legitime” bygge- og anlægsaktiviteter (såsom opførelsen af Muren eller anlægget af en omkørselsvej – kun for israelere – gennem tæt bebyggede palæstinensiske områder) og ikke en “straffeforanstaltning”.
Disse provokatoriske tiltage fra Israels side, som medfører stor lidelse for de berørte palæstinensiske familier (hvorved man overtræder endnu en af Køreplanens bestemmelser som fastlægger at Israel skal tage skridt til at forbedre den humanitære situation for palæstinenserne) er imidlertid tydeligvis “straffeforanstaltninger”. Det viser eksemplet med Abed Ajajs familie tydeligt.
Abed Ajaj bor i Jabal Mukaber området, er enkemand med 11 børn og ansat som chauffør ved det tyske konsulat. Hans hus er eet ud af seks i Jabal Mukaber, som er dømt til at skulle rives ned på onsdag. Det ligger midt på et bjerg, langt væk fra nogen planlagt vej eller mur, men lige under en stor ny jødisk bosættelse, som er under opbygning.
Abeds beskedne hjem er bygget på hans egen jord, men han har ikke været i stand til at sikre sig en byggetilladelse, da hans jord, som det meste af Jabal Mukaber og mere end halvdelen af “Øst Jerusalem”, er klassificeret som “grønt område”, – med andre ord som et område som palæstinenserne har forbud mod at bebygge. Den nye bosættelse er naturligvis også anlagt på et “grønt område”, men de lokale myndigheder ændrede straks klassifikationen til “bebyggelse”. På denne måde er Abeds hus planlagt til nedrivning i overensstemmelse med “behørige administrative og lovmæssige procedurer”, mens huse til hundredvis af jødiske beboere bliver rejst med lynets hast blot få meter væk. Hvis det ikke er “afstraffelse” har vi brug for en ny definition på ordet.
I realiteten er alle ødelæggelserne af palæstinensiske huse i “Øst Jerusalem” – mere end 300 indenfor det seneste tiår og med hundreder af endnu ikke effektuerede ødelæggelsesordrer – afstraffelse, eftersom hensigten med hele politikken er at lukke palæstinenserne inde i små ghettoer i et “israelsk Jerusalem”.
Boligpolitik i Øst Jerusalem
Palæstinenserne udgør mere end en tredjedel af byens befolkning, men har kun adgang til 6 % af dens jord til bebyggelsesmæssige, erhvervsmæssige og sociale formål. Amir Cheshin, som gennem mange år har haft posten som rådgiver i arabiske spørgsmål for Jerusalems bystyre under Teddy Kollek (Arbejderpartiet, red.) og for en tid under Ehud Olmert (Likud), skriver i sin afslørende bog “”Separate and Unequal: The Inside Story of Israeli Rule in East Jeruasalem” ( ”Adskilt og ulige: Det israelske styre i Øst Jerusalem set indefra”), (Harvard University Press, 1999, s. 10, 31-32, 37):
”Israel forvandlede byplanlægning til et redskab hvormed regeringen kunne forhindre væksten af byens ikke-jødiske befolkning. Det var en ubarmhjertig politik, idet de palæstinensiske indbyggeres behov (for slet ikke at tale om deres rettigheder) blev tilsidesat. Israel opfattede vedtagelsen af streng zone-planlægning som en metode til at begrænse antallet af opførelsen af nye hjem i arabiske kvarterer og dermed til at sikre, at den arabiske procentdel af byens befolkning som var 28,8 % i 1967 ikke voksede over dette niveau. At tillade “for mange” nye hjem i arabiske kvarterer ville betyde “for mange” arabiske beboere i byen. Hensigten var at flytte så mange jøder som muligt ind i Øst Jerusalem og at flytte så mange arabere som muligt helt ud af byen”.
Israelsk boligpolitik i Øst Jerusalem handlede kun om disse tal. Når planlæggerne fra Stadsingeniørens kontor tegnede zonegrænserne for de arabiske bydele begrænsede de dem til de allerede bebyggede områder. Tilgrænsende områder blev enten til “grønne områder” for at tilkendegive at de var utilgængelige for udnyttelse eller blev slet ikke klassificeret, indtil der blev brug for dem til konstruktionen af jødiske bolig projekter. Teddy Kolleks plan fra 1970 indeholdt de principper, som israelsk boligpolitik stadig bygger på; ekspropriation af arabisk-ejet jord, udviklingen af store jødiske kvarterer i Øst Jerusalem og begrænsning af udviklingen af arabiske kvarterer.
Alt dette viser illegaliteten af enhver israelsk konstruktion eller husødelæggelse i “Øst Jerusalem”og at der er tale om en grov overtrædelse af den fjerde Geneve Konvention.
Men det mest presserende anliggende er at stoppe den nærtforestående bølge af nedrivninger, – med eller uden Køreplanen. Vi opfordrer jer på det kraftigste til at kontakte jeres politiske talsmænd, jeres religiøse ledere og medierne. Mobiliser jeres frivillige organisationer til at protestere til den israelske ambassade i jeres land. Sørg for at I bliver hørt, forlang et stop for husødelæggelserne. Lad os holde vores ledere fast på en ærlig tilgang til Køreplanen eller få dem til at indrømme, at den er slået fejl.
Abed Ajaj og hundredvis af andre palæstinensiske familier er afhængige af Jer.