MANGLENDE VILJE TIL ÅBEN DISKUSSION
Kronik i JyllandsPosten d. 20. august 2003
(Nedenstående kronik er Stig Dalagers svar til ambassaderåd Aviad Ivri, der i en kronik i Jyllandsposten d. 15. august rettede en kritik mod Dalager for hans tidligere kronik – Palæstina Bløder – i Politiken d. 16. juli 2003. Vi har desværre ikke tilladelse til at bringe Ivris kronik)
Den ”medlidenhed”, som ambassaderåd ved den israelske ambassade i København Aviad Ivri er så venlig at lade skinne på mig i sit indlæg vendt imod min Politiken-kronik ”Palæstina bløder” og mod avisen ”Politiken” kunne være bedre anbragt overfor familierne til de 192 palæstinensiske børn, som ifølge menneskerettighedsorganisationen DCIs direktør i Hebron George Abu Al-Zulof
i året 2002 er dræbt på Vestbredden enten som følge af israelske granatangreb på huse eller biler eller under tilfældige nedskydninger på åben gade eller angreb på skoler. Aviad Ivri påstår i sin kronik, at han ønsker og respekterer kendsgerninger, men når han – som i min kronik – bliver konfronteret med dem samt med min personlige øjenvidne-beretning, sender han på den israelske ambassades vegne en byge af uunderbyggede beskyldninger af sted mod både undertegnede og ”Politiken”, herunder tidligere chefredaktør Herbert Pundik.
Jeg får at vide, at jeg har været på ”propagandamission tæt ved Israel”, Pundik bliver tilskrevet en besættelse af Sharons skyld for hele miseren i de besatte områder o.s.v., og de mange læsere af ”Jyllandsposten”, der ikke har haft lejlighed til at læse min kronik, publiceret i ”Politiken” d. 16. juli, har naturligvis ikke en jordisk chance for umiddelbart at forstå den kontekst, som Aviad Ivri henviser til.
Jeg indleder min kronik med at konstatere, at der begås utilgivelige drab på begge sider af den israelsk-palæstinensiske konflikt, men at situationen for de palæstinensiske børn er underbelyst i medierne. Når Aviad Ivri påstår, at min kronik er fyldt med halve sandheder, dårligt dokumenteret og faktuelt forkert, er denne fordrejning i sin essens blot et påskud for ikke seriøst og autentisk at beskæftige sig med min kroniks hovedanliggende, nemlig at den over tredive år lange israelske besættelse af Vestbredden og Gaza har fremkaldt en humanitær undtagelsessituation, som mest tydeligt afspejles i den tragiske situation for de palæstinensiske børn. Jeg henviser i kronikken med al tydelighed til den række af rapporter fra menneskeretighedsorganisationen Defence of Children International (og specielt til rapporten vedrørende året 2002), hvoraf det fremgår, at tallet for dræbte og sårede palæstinensiske børn er steget katastrofalt især i de seneste år. Det fremgår også af den omfattende samlede fremstilling ”A Generation denied”, udgivet af DCIs palæstinensiske sektion samt af Georg Abu Alofs vidnesbyrd (baseret på rapporter og undersøgelser), at omkring 7o procent af de palæstinensiske børn i Gazaområdet er traumatiserede, og at omkring 5oo.ooo børn i en række år p.g.a. forholdene under besættelsen er blevet nægtet adgang til basale vaccinationer. Disse tal og facts forholder Aviad Ivri sig ikke til. I stedet påstår han, at , at jeg uden grund henviser til en af den israelske menneskerettighedsorganisation Btzelems rapport ”Abuse of Palestiniens by IDF Soldiers”; grunden til min henvisning er dog den enkle, at denne rapport dokumenterer min kroniks udsagn om den undertiden livsfarlige daglige sammenhæng af krænkelser, som palæstinenserne lever under.
På min tre-ugers rejse rundt på Vestbredden havde jeg ikke alene med mit kamera selv lejlighed til at dokumentere vidnesbyrd om en række menneskeligt fatale overgreb på palæstinensiske familier og børn fra den israelske hærs side , men også til gennem møder med netop Btzelems lokale fieldworkers at få underbygget min fornemmelse af omfattende menneskerettighedskrænkelser og faktuel retsløshed for både børn og voksne palæstinensere på Vestbredden. Eksempelvis bevidnede Btzelems lokale repræsentant i Hebron Musa Abu Hash-Hash ,at af hundredvis af omhyggeligt dokumentede sager vedrørende alvorlige menneskerettighedskrænkelser , som Btzelem har indbragt for de stedlige israelske (militær-) myndigheders talsmænd, er kun EN under noget, der ligner seriøs behandling.
Aviad Ivri gør det alt for let for sig selv, når han som mange andre israelske repræsentanter for Sharon-regeringen sidestiller den israelske situation med situationen i de palæstinensiske besatte områder. Med dets militære besættelse og dets stadige udbygning af bosættelser på palæstinensisk territorium – Gaza, Vestbredden, Øst-Jerusalem – krænker Israel permanent Geneve-konventionens artikel fire og en række FN- konventioner (eksempelvis resolutionerne 242, 338, 465, 1322, 1397), og det er for enhver normal logik ikke muligt at sammenligne en besætter-nations situation med en besat nations situation. At besætte et folk på dets territorium med militærmagt, at begrænse dets bevægelsesfrihed både internt og eksternt, at kolonisere dette folk med bosættelser bestående af hundredtusinder af egne borgere, der ydermere legalistisk (i strid med Haag Konventionen fra 19o7 og artikel 64 i Den fjerde Geneve Konvention) og materielt nyder godt af positiv særbehandling, er ikke alene en fatalt ydmygende og krænkende situation at anbringe et folk i, men er også på længere sigt mentalt, humanitært og menneskeligt destruktivt for besættelsesnationen selv. Også Sharon var klar over dette, da han i opstarten til forhandlingerne omkring Køreplanen for fred erklærede, at Israel ikke for altid kan holde 3.5 millioner palæstinensere besat.
Når Aviad Ivri i sin kronik påberåber sig Israels status som demokrati, må man – som også mange israelere gennem de sidste tre årtier har gjort det, bl.a. den israelske forfatter David Grosmann – anfægte lødigheden af et demokrati, som med magt finder det betimeligt at holde et andet folk under åg. Denne afgørende humanitære og civilisatoriske problemstilling viger Aviad Ivri som repræsentant for den israelske regering udenom at tage stilling til. I stedet har han travlt med at legitimere den israelske hærs fremfærd i de besatte områder med de – for enhver betragtning – uforsvarlige selvmordsbombeaktioner, som palæstinensiske terrororganisationer som Hamas udsætter den civile israelske befolkning for.
Som medredaktør af det dansk-jødiske ridsskrift ”Udsyn” og forfatter til bl.a. Holocaust-romanen ”Davids bog” har især de europæiske jøders tragiske historie været et hovedanliggende for mig, og også de israelske ofre for de palæstinensiske selvmorderbombeaktioner har bekymret mig dybt, men hverken Holocaust eller den vold, der udgår fra organisationer som Hamas kan legitimere en fortsat besættelse af Vestbredden og Gaza. De palæstinensiske væbnede organisationers brutale overgreb på israelske civile har medført en slags udbredt kollektiv frygt i de større israelske byer og har skærpet vilkårene for det dagligdags liv, børnefamilier i Vest-Jerusalem og Tel Aviv er eksempelvis tvunget til at leve logistisk omkring deres børn og besøg på restauranter, cafeer og ophold på offentlige pladser har i flere år været forbundet med en vis risiko. Overgrebene kalder naturligvis på berettigede sikkerhedskrav- og foranstaltninger fra de israelske myndigheders side, men vil man ikke gå til selve ondets rod og ophæve besættelsen, vil man aldrig kunne etablere en situation, hvor konflikten kan finde en civilisatorisk, ikke-voldelig afvikling.
Som det er nu efterlyser Aviad Ivri som mange andre repræsentanter for Sharon-regeringen, at de palæstinensiske ledere på en mere effektiv måde arbejder på at bekæmpe de palæstinensiske væbnede organisationer, der benytter selvmorderbombeaktioner. Men enhver, der rejser i de besatte palæstinensiske områder kan ved selvsyn konstatere, at ikke alene infrastrukturen på kryds og tværs er slået i stykker og blokeret, men også politistationer og andre fysiske rum for sikkerhed er bombet til skærver af israelske F-16 fly, på den måde er sikkerhedsarbejdet alene af fysiske grunde sat mange år tilbage. Taler man med de palæstinensiske ledere på ansvarsfulde poster, erklærer de sig alle villige til at gøre deres del for at bekæmpe terrorismen, men den altovervejende forudsætning for det sikkerhedssamarbejde med de israelske myndigheder, som Køreplanen for fred lægger op til, er dog grundlæggende, at den israelske regering på en meget mere synlig måde end hidtil demonstrerer, at den er villig til at trække sine besættelsestropper tilbage og påbegynde en afmontering af og udflytning fra de mange israelske bosættelser på palæstinensisk jord. Det vil være det politiske signal, der kan overbevise det flertal af palæstinensere, der ifølge meningsundersøgelser ønsker fred, om at det har nogen mening at støtte den fredssøgende kurs, som Mahmoud Abbas og den palæstinensiske ledelse har valgt i forhold til den israelske regering.
Den såkaldte sikkerhedsmur, som den israelske regering på trods af åbenlys modvilje fra både palæstinensisk og den amerikanske præsident Bushs side, fortsætter med at udbygge – en mur og et sikkerhedshegn, der snor sig gennem det palæstinensiske landskab og vil ghettoisere de større palæstinensiske byer – er blevet et symbol på den siddende israelske regerings manglende vilje til reel åbenhed og ikke-primitive løsninger på konflikten imellem de to folk. For nylig har den israelske organisation Public Commitee against Torture in Israel dokumenteret en dramatisk stigning i anvendelse af tortur mod palæstinensere. Et demokrati bygger ikke mure på en anden nations territorium og torturerer ikke denne anden nations borgere, og når det alligevel gør det, må det acceptere, at selv de personer, der som undertegnede, grundlæggende sympatiserer med dets forudsætninger, udsætter det for humanitær kritik. Når Aviad Ivri indirekte slår min kritik i hartkorn med stemmer i totalitære arabiske stater viser han blot, at han ikke reelt er parat til den åbne, kritiske diskussion, der er nødvendig i dette spørgsmål – i sidste ende af hensyn til en fredelig og retfærdig konfliktløsning for både palæstinensere og israelere. / Stig Dalager
(Artiklen er gengivet med forfatterens tilladelse.)