PALÆSTINA BLØDER
Kroník i Politiken d. 16. juli 2003
Da Selma Lagerlöf besøgte Jerusalem i slutningen af 1800-tallet beskrev hun atmosfæren i byen med ordene: “Her vises ingen barmhjertighed, man hader sit medmenneske og synger herrens pris”.
Aggression, uforsonlighed, mangel på barmhjertighed og gensidighed mistænksomhed har i over tredive år præget hele situationen i den israelsk-palæstinensiske konflikt og har været en stadig kilde til uro i hele det mellemøstlige område.
Børn, kvinder, civile i de israelske byer kan hver øjeblik det skal være udsættes for fanatiske palæstinensiske selvmordsbomberes attentater, næsten dagligt ødelægger de israelske besættelsestropper huse, træer, bohave og ombringer og sårer palæstinensiske civile, ikke mindst børn i de besatte palæstinensiske territorier. Mens der i de vestlige medier er megen fokus på de gruopvækkende drab på israelske civile, så synes især de mangesidede overgreb på palæstinensiske børn i Østjerusalem og i de besatte territorier at være et emne, der næppe tåler dagens lys. Afstanden imellem de forskellige israelske regeringers officielle erklæringer på dette område og de faktuelle krænkelser af palæstinensiske børns rettigheder indskrevet i FNs Konvention for Børns Rettigheder er ganske enkelt for stor; både israelske og palæstinensiske menneskerettighedsorganisationer – ikke mindst det israelske og det palæstinensiske DCI (Internationalt Forsvar for Børn) – har siden begyndelsen af 1990’erne i rapport efter rapport halvvejs forgæves dokumenteret de tusindtallige israelske overgreb på palæstinensiske børn under besættelsen af de palæstinensiske områder.
Da jeg forleden besøgte George Abu Al-Zulof, lederen af den palæstinensiske afdeling af DCI på hans beskedne kontor i det belejrede Ramallah, var der andetsteds i byen en aktion i gang, hvor israelske soldater havde omringet et hus og nægtede at lade objektet for aktionen, en palæstinensisk mand – på trods af hans tilbud om frivillig overgivelse – ret til at forlade det og at lade sig arrestere. Hans kone var i de samme minutter i gang med at ringe rundt til menneskerretigshedsorganisationer i Palæstina og Israel for at sikre sig, at manden ikke blev skudt. Senere på dagen lød der en eksplosion i den vestlige del af byen, rygterne sagde, at “kun” huset blev sprængt i stykker, og at manden i sidste øjeblik havde undgået en brutal skæbne.
Det var i denne for en Ramallah-borger sædvanligt spændte atmosfære, at George Abu Al-Zulof nervøst og alligevel afdæmpet beskrev den israelske besættelse som en psyko-social katastrofe for de palæstinensiske børn. Han lagde vægt på kendsgerningerne: fra år til år er stadig flere palæstinensiske børn blevet enten dræbt eller såret. Han beskrev år 2002 som et af “de vanskeligste år for de palæstinensiske børn”. Ifølge den seneste rapport fra hans afdeling af DCI er 192 palæstinensiske børn blevet dræbt på Vestbredden enten som følge af israelske granatangreb på huse eller biler eller under tilfældige nedskydninger på åben gade eller angreb på skoler. Der er også en række tilfælde, hvor syge børn som følge af udgangsforbud eller nægtet transport gennem de mange checkpoints er omkommet, før de kunne sikres lægebehandling på et hospital ligesom også sundhedspersonale i en række tilfælde er blevet nægtet gennemkørsel til alvorligt syge børn ved de israelske checkpoints. Fyrre af de dræbte børn var under 12 år. 33 skoler har været under den ene eller anden form for angreb fra israelske soldater, 18 af disse er omgjort til israelske militære anlæg. Omkring 5oo.ooo palæstinensiske børn under 5 år er blevet nægtet adgang til basale vaccinationer ligesom et flertal af palæstinensiske børn p.g.a. midlertidige udgangsforbud, checkpointreguleringer, skolelukninger ofte har ringe adgang til behandling og må forsømme deres uddannelse og skolegang. Som George Abu Al-Zulof, en palæstinensisk kristen, ser det, er der ingen reelle begrundelser for alt dette ud over den årsag som den israelske internationalt ulovlige besættelse i sig selv angiver. “De fleste palæstinensiske børn er efter alle disse års besættelse på den ene eller anden måde traumatiserede, en nylig rapport fra Gaza-området viser, at 7o procent af børnene der har tabt håbet og mener, at vi lyver for dem, når vi taler om fred. Det vil koste mindst en eller to generationers arbejde at rette op på det”, siger han med et træt smil. “Selvom vi er udmattede har vi dog ikke opgivet håbet om en retfærdig fred, vi er trætte og håber på et gennembrud for Roadmap-forhandlingerne som en første fase på vejen. Vi ser et lyspunkt i den støtte, vi får fra israelske NGO’ere og eksempelvis fra jurister i det svenske udenrigsministerium. Men vejen er lang og trang”.
Under mit besøg samme dag hos den palæstinensiske regerings informationsminister Nabil Amer på hans airconditionerede kontor i Ramallah lyder de samme toner, dog mere pragmatisk politisk formuleret . Amer understreger, at den palæstinensiske regering i lyset af Roadmap-forhandlingerne vil arbejde målrettet og med alle tilrådigstående midler på at bekæmpe terrorismen og garantere Israels sikkerhed. Set med hans øjne kræver det dog, at den israelske regering er parat til et sikkerhedssamarbejde, og at den forstår at de mange ødelagte politistationer og den delvist nedbrudte infrastruktur i de palæstinensiske områder gør det yderst vanskeligt på kort tid at indkredse terror-problemet. Den palæstinensiske regering er ifølge Amer parat til at udskrive nye og frie valg, så snart Roadmap-processen er i gang; Amer er rede til at sætte sin stilling ind på, at demokratiseringen i de palæstinensiske områder gennemføres på alle niveauer. Samtidig giver han udtryk for en optimistisk tro på, at israelerne og verden denne gang forstår det nedbrudte palæstinensiske folks oprigtige vilje til fred.
Samme stædige optimisme og fredshåb udtrykker PLOs chefforhandler under Oslo-forhandlingerne dr. Arekat, da jeg ved en anden lejlighed besøger ham på hans kontor i Jeriko. Han minder mig om, at han for over ti år siden var en af de første, der talte om fredsforhandlinger, og at han har brugt mindst ti år af sit liv på at arbejde for en permanent fredsaftale med israelerne. ”Vi er ikke mennesker fra en anden planet”, siger han, ”vi tænker på vores børns fremtid, jeg har selv to børn og har fra første færd tilskyndet dem til at omgås israelere og at tænke i dialog og fredsbaner”.
Der er alligevel lysår fra dette håb og til den menneskeligt nedbrudte atmosfære hos de tre palæstinensiske familier i Ramallah, jeg har lejlighed til at gæste med mit filmkamera. Både de voksne og børnene i de tre familier er som ofre for israelske soldaters voldelige aktioner og nedskydninger under langtidsbehandling under YMCAs lokale kontor for rehabilitering, der overkommer et næsten sisyfosagtigt psykosocialt rehabiliteringsarbejde i området. På børneklienternes tegninger ser man ofte israelske jagerfly afbildet med stor præcision og børnene under behandling krydser oftest af i rubrikkerne for bedrøvet eller forvirret eller bange, når de ud af seks mulige svar bliver bedt om selv at tilkendegive deres sindstilstand selv efter længere tids sorgbehandling.
Den muslimske familie Barakat bebor en lille lejlighed i et forfaldent betonboligkvarter i udkanten af Ramallah, flere steder i lejligheden finder man posters med fotos af deres to dræbte børn påskrevet udvalgte martyr-refererende citater fra Koranen. Den unge moder i tørklæde fortæller mig straks med sørgmodig stemme og ved hjælp af tolk familiens tragiske historie: Hendes mand er en dag for et år siden på vej til det nærmeste købmand med familiens ældste søn for at købe is til børnene, den yngste søn og datter leger sammen i lejlighedens eneste stue, hun befinder sig selv i køkkenet. Pludselig blev gulvet revet væk under hende, hendes børn skreg, alt var kaos, en granat havde ramt lejligheden og splintrer den, hun selv var begravet under murbrokker og råbte i en tilstand af chok på sine børn, der lå døde inde i stuen.
Hendes mand i slutningen af tyverne, som var det angivelige mål for granaten, sidder tavst og med sammenkrydsede ben og påhører hendes beretning. Før den dødbringende granat slog hans to børn ihjel havde han tilbragt fire år i israelsk fængsel. Nu er han “fri” og arbejder som chauffør og udgør åbenbart alligevel ikke en så alvorlig trussel, at man finder det ulejligheden værd at arrestere ham eller juridisk bevise hans skyld i eventuelle overtrædelser af de militære straffekoder. Med en diabolsk logik har han modtaget sin “lektion” og er sønderbrudt. Drabet på de to børn var anonymt og har angiveligt ingen juridiske konsekvenser fået for de implicerede israelske soldater.
Tamer Hasan Fatafta er en dreng på elleve, som med spasmer i stemmeføringen under mit besøg i moderens skrøbelige hus ud til en voldsomt trafikeret vej fortæller sin historie om israelske soldaters indtrængen i huset en tidlig morgen og om hvordan de på jagt efter hans far fører ham ud i badeværelset. Efter med en pistol for tindingen at have truet ham med at fortælle om, hvor hans far befinder sig, anbringer de en tidsindstillet bombe på hans mave og forlader ham. De mange timer med den tikkende bombe på maven har komplet forvandlet hans liv, og hans spinkle skikkelse er spændt til det yderste. Hans far, som for øjeblikket befinder sig i fængsel p.g.a. af politiske aktiviteter, er ikke sigtet for alvorlige overtrædelser af straffeloven.
Den sidste familie, jeg besøger i Ramallah, bebor et mindre hus, beliggende tæt på en boligblok med fem etager. Drengen på ti år var en aften indirekte vidne til den toårigt ældre og i forvejen syge broders død som følge af tortur i et rum indrettet af den israelske sikkerhedstjeneste med glassplinter på gulvet på boligblokkens femte sal. Også i dette tilfælde gik israelske soldater efter faderen, der den pågældende aften ikke var hjemme. De trængte ind i huset, arresterede den tolvårige dreng og slæbte ham op til forhørslokalet på femte sal i den nærliggende bygning. Herfra hørte den yngre broder sin broders råb, indtil der pludselig blev stille. Soldaterne forlod samme aften stedet, hvorefter drengen sneg sig op i de nu tomme lokaler i boligblokken, hvor han fandt sin broder i en blodpøl på gulvet. Han taler helt stille om, hvordan han hver anden dag besøger sin broders grav for at tale med ham. Moderen er ude af sig selv af sorg, faderen påhører tavst sønnens beretning fra en stol i det ene hjørne af stuen. Han arbejder normalt i dagtimerne og er ikke efterfølgende sigtet for noget.
Historier om tilfældige drab svirrer i luften i det turistforladte Betlehem, på mange af mange af byens gamle murer hænger plakater med unge ofre for såkaldte “mistakes” forøver af israelske soldater. På YMCAs rehabiliteringscenter i udkanten af Betlehem, der har de fleste af ofrenes familier under behandling, fortælles der stilfærdigt om familier, der under ture rundt om Betlehem på grund af en såkaldt beklagelig forveksling pludselig bliver beskudt eller bombet. Et barn dør, en far såres alvorligt, en mor forkrøbler psykisk. Som regel er de efterfølgende retshandlinger udsigtsløse som i tilfældet, hvor en bosætter i Hebron i vidners nærvær slog et barn til døde uden grund blot for at blive idømt en pengebøde og seks måneders såkaldt civiltjeneste indenfor rammerne af bosættelsen. Mange palæstinensiske børn eller unge sættes i årevis i arrest eller fængsel for betydeligt mindre eller på rene skønspræmisser og har i mange tilfælde ikke muligheder for at få sig et blot rimelig defensorat. Dertil kommer, at endskønt den israelske højesteret i princippet har afvist tortur, så fungerer den militært kodificerede retspraksis i praksis uden indskrænkninger for tortur også overfor børn med henvisning til et skøn om, hvad der i en given situation kan være nødvendigt. Ofte er det således åbenbart “nødvendigt” at slå på arresterede børn, der i forvejen er lagt i håndjern, at isolere dem, at nægte dem adgang til at se deres familie og stik imod international lov at anbringe dem sammen med kriminelle indsatte, der yderligere truer og slår på dem.
Påstanden fra officielt israelsk hold har været, at mange palæstinensiske børn deltager aktivt i intifadaen og bruges kynisk som skjold for politiske forbrydelser og beskydninger af israelske soldater. Men ifølge en UNESCO-undersøgelse anslås det, at kun op imod en procent palæstinensiske børn deltager aktivt i intifadaen, og i overvejende grad har selv børn dræbt af israelske snigskytter eller soldater under stenkast ikke kunne bevises at være en forfront for skududveksling. Undersøgelser anslår desuden, at et ud af tre tilfælde af drab på palæstinensiske børn intet har at gøre med nogen form for intifadisk aktivitet overhovedet.
Selv der, hvor der tilfældigt er journalistiske vidner til drab på børn – som i det spektakulære tilfælde Mohammed Al-Durra, der på film i år 2000 blev beskudt og til sidst dræbt af israelske soldater i Gaza, mens hans far holdt sin arm ned over ham og i desperation forsøgte at kommunikere med de skydende israelske soldater – forsøger dele af den israelske offentlighed, også såkaldt liberale intellektuelle, at rette søgelyset mod ofret selv. Det forhold, at faderen ikke 100 procent beskyttede drengen med sin krop blev fra et hold ført som bevis på, at arabiske forældre ikke er knyttet til deres børn i samme forstand som forældre i den vestlige verden. Man satte i dele af den israelske presse spørgsmålstegn ved, hvad faderen og sønnen overhovedet havde at gøre i det område, hvor skududvekslingen fandt sted, man antydede at palæstinenserne i virkeligheden havde iscenesat det hele. Andre dele af den israelske offentlighed – som avisen Ha’aretz – benyttede lejligheden til at afsværge sig enhver forbindelse med “stupiditeten i den bizarre efterforskning” med sigte på at afprøve denne teori. Efterforskningen af drabet på Mohammed Al Durra løb symbolsk set ud i sandet. Men rygterne om palæstinensiske forældres manglende følelser for og tilknytning til deres egne børn er langtfra sandet til. Disse rygter bærer desperationen i sig samt frustrationen over som stat af have involveret sig i en langvarig og internationalt set illegitim besættelse af et territorium, der bebos af tre en halv millioner palæstinensere med et eget særpræg og et eget sprog og en egen mangfoldig kultur. Den israelske ministerpræsident Sharon synes på det allersidste at have erkendt, at denne besættelse må ophøre, måske både fordi den er voldens egentlige ophav, men måske også fordi den i sidste ende er et mareridt og en indre besættelse af den mentale rigdom i den israelsk-jødiske kultur.
Jerusalem bærer navnet fred i sig. Lad ikke freden blot bebo et symbolsk navn eller en drøm. Palæstina bløder og længes efter fred.
Stig Dalager
Kilde: “A Generation denied”, udgivet af DCI, palestine section, 2ooo.
(Artiklen er gengivet med forfatterens tilladelse)