CHECKPOINT KALANDIYA og SURDA
Checkpoints, bemandet med israelske soldater, ligger spredt over alle de besatte områder og gør dagliglivet utåleligt for den palæstinensiske befolkning. I nedenstående artikler fortæller Sune Segal – en tidl. deltager i Folkekirkens Nødhjælps ledsager-program – historier fra 2 checkpoints på Vestbredden. Artiklerne er fra tidsskriftet Palæstina Orientering juli 2002/p>
CHECKPOINT KALANDIYA ØNSKER DEM EN GOD DAG
I udkanten af Ramallah, Palæstinas midlertidige hovedstad, ligger Chekckpoint Kalandiya. Denne israelske kontrolpost, der skiller Ramallah fra Jerusalem, markeres af tre metal-rækværk, som deler vejen op i fire smalle baner over en afstand på en halv fodboldbanes længde. Midtvejs står to israelske soldater i den bagende sol og ligner mindre godmodige udgaver af Michelin-manden, iklædt fuldt kampudstyr som de er.
“Have a nice day”
Her hvor rækværkerne begynder, er de eneste tilstedeværende ud over soldaterne en skulende knægt på 14 og en ca. 30-årig kvinde iført Gucci-solbriller, rød silkeskjorte, nålestribet spadseredragt og L’Oreal-frisure. Drengen står lidt væk, mens kvinden forsøger at råbe soldaterne henover den afstand på omkring 30 meter, hvor hun har fået besked på at stoppe op. Hun vifter med sit Id-kort men afvises. Hun bliver stående, jeg bliver vinket frem, tager fem skridt inden en af soldaterne råber “stop – læg din taske – hænderne i vejret – åbn din skjorte – drej rundt – ok, kom her – NEJ, lad tasken ligge!! Jeg går frem, viser mit pas, går de 25 meter tilbage og samler min taske op, går frem igen, viser indholdet frem.
Kvinden forsøger igen at råbe soldaterne op og får igen besked på, at hun ikke kan passere. Hun prøver igen. Med en irriteret mine lader soldaten ved siden af sit våben med en gaspatron. Jeg får besked på at fortsætte. Ti sekunder senere trykker soldaten på aftrækkeren og lukker munden på den besværlige dame med en omgang tåregas. “Have a nice day”, råber en soldat til mig, da jeg når frem til Jerusalem-siden af kontrolposten.
“Af sikkerhedsmæssige årsager”
“I går sagde israelerne, at de ville gøre det lettere for palæstinensere at rejse rundt på Vestbredden og i Gaza i anledning af Eid al Adha”, bemærker Salah, som holder i sin taxi og venter på kunder på Jerusalem-siden af kontrolposten. “At vi skal have deres tilladelse til at rejse rundt i vores eget land er én ting, men i dag er det nærmest sværere end det plejer”, siger han og fortsætter: “Du kan selv se, hvordan det er inde i Ramallah. Gaderne plejer at være propfulde af folk, der er ude og fejre Eid’en, men nu? Det er som en ganske almindelig dag”, siger Saleh, som er 36 og bor i Østjerusalem. “Den evindelige besked er, at man ikke kan passere ‘af sikkerhedsmæssige årsager’. Han griner og ryster på hovedet: “Af sikkerhedsmæssige årsager kan du ikke få lov til at besøge din familie i Eid’en”.
Vi kører mod Jerusalem. To kilometer længere fremme når vi endnu en kontrolpost, hvor vi holder i kø i en halv time, inden vi kommer igennem. Alt i alt har det taget ca. en time at tilbagelægge de 7-8 km, der skiller de to byer.
Jeg spørger Saleh, om han har et bud på, hvorfor Sharon nægter at tale med Arafat, når han har indvilliget i at mødes med nogle af hans nærmeste rådgivere. Salehs analyse lyder: Sharon har et personligt problem med Arafat – de er jævnaldrende og arvefjender fra krigen i Libanon. Et af Sharons formål med at invadere Beirut var at dræbe Arafat, men det lykkedes som bekendt ikke. “I dag er Sharon ikke i stand til at tøjle sit personlige had til Arafat, og så er han fundamentalt set – og har altid været – modstander af, at palæstinenserne skal have en selvstændig stat, i hvert fald hvis det skal være en stat på andre præmisser, end dem som Israel dikterer”, konkluderer han.
Da jeg senere på dagen ankommer til Kalandiya på vej tilbage til Ramallah, får jeg besked på, at der er lukket for al trafik, inklusive journalister til fods. I stedet følger jeg den strøm af folk, der tager vejen uden om. En gåtur på en lille kilometer henover diverse jordvolde og skråninger – ikke noget at tale om, når man ikke er belemret med tre små børn og lige så mange indkøbsnet.
Kørestole og chokgranater
Da jeg to dage senere igen er på vej fra Ramallah til Jerusalem, er der oprettet en ny kontrolpost ca. to kilometer inden Kalandiya. Ligesom alle andre biler, der kommer inde fra centrum, får den taxi jeg befinder mig i ikke lov til at passere. Jeg står ud og går resten af vejen.
Ved Kalandiya ser alt ud til at være roligt. En ambulance holder og venter 100 meter fra kontrolposten. Ved siden af ambulance sidder en pige på 16-17 år. Hun er iført vindjakke og gult hovedtørklæde og sidder i kørestol. Der er ingen soldater at se.
En ambulance med udrykning kommer kørende hen mod kontrolposten. 6-7 soldater springer frem fra det telt, hvor de hidtil har opholdt sig og sætter i løb hen mod ambulancen. Ambulanceføreren stopper og prøver at råbe soldaterne op, men de skriger af ham, VÆK, VÆK, mens de alle retter deres våben mod ambulancen, der begynder at bakke med høj hastighed inden den stopper i sikker afstand fra barrikaden.
Den første ambulance og pigen i kørestolen er igen alene på scenen. Ikke desto mindre bevæger soldaterne sig fortsat frem i formation, begynder at affyre varselsskud og tåregasgranater. En soldat tager tilløb og kaster en chokgranat, der eksploderer en meter fra den første ambulance og ca. tre meter fra pigen i kørestolen.
Da gassen er drevet væk går en palæstinensisk kvinde, der arbejder for en canadisk avis, over til pigen og spørger, hvor hun skal hen. Pigen fortæller, at hun har været i dialyse i Ramallah og nu skal tilbage til Jerusalem, hvor hun bor, inden hun med et sammenbidt udtryk vender om og bevæger sig væk fra kontrolposten.
Lidt væk står en kraftig kvinde og læner sig til et par krykker. Hun hedder Najah, svarer hun, da jeg spørger, er 44 år gammel og handicappet. Hun viser mig sit gule Id-kort, hvoraf det fremgår, at hun bor i Jerusalem og er medlem af et israelsk handicapforbund. “Vand i benene” forklarer Najah, der har været på besøg i et rehabiliteringscenter i Ramallah og nu er på vej hjem.
Flere varselsskud bliver affyret, endnu en chokgranat eksploderer ganske tæt ved. Najah flytter sig så hurtigt hun kan i ly bag en parkeret bus. Jeg selv og et par andre journalister følger med. Soldaterne løber hen imod os, råber, at vi skal forsvinde. Vi gør som de siger.
Kommunikationsproblemer
Jeg stiller mig et stykke væk og iagttager en bus, der holder halvvejs oppe mod kontrolposten. Det ryger kraftigt inde fra bussen, røg eller gas, men eller er alt relativt roligt lige nu – soldaterne har trukket sig tilbage.
Chaufføren sidder inde i bussen og kigger op mod barrikaden. Jeg stiller mig på føreresiden og spørger ham gennem det åbne vindue, hvad der er sket. Han præsenterer sig som Adel og fortæller, at han ankom fra Jerusalem tidligere på dagen med et hold hjemvendende pilgrimme.
“Da jeg passerede kontrolposten her til morgen, talte jeg med en sergent – Zeef hed han – der sagde, at jeg bare skulle spørge efter ham, når jeg skulle tilbage igen”, fortæller Adel, der holdt og ventede, da situationen pludselig spidsede til. “Der var en soldat, der kom op i bussen til mig. Jeg troede, han ville tale med mig, så jeg forklarede, at Sergent Zeef havde sagt, at jeg skulle spørge efter ham”, fortsætter han. “Men soldaten svarede ikke, han sagde intet – kastede bare en tåregasgranat ind i bussen. Jeg fik ikke lov til at sige noget”.
En venlig henstilling
Jeg forlader Adel og går med ryggen mod barrikaden ned mod indkørslen til Ramallah-siden af en grussti, der fører uden om kontrolposten. I mellemtiden har en del af soldaterne bevæget sig herned og er nu i færd med at genne folk væk fra området for at forhindre dem i at benytte stien.
Jeg selv og en italiensk fotograf går hen mod soldaterne for at høre historien fra den anden side. En af dem, en 25-årig fyr med lys hud og guldindfattede briller, går os i møde. Han taler godt engelsk og smiler venligt: “Er I journalister? Ja, vi er desværre nødsaget til at gøre det her. Og hvis I vil være så søde at forlade området – og lade være med at fotografere. Have a nice day.”
Vi når at fjerne os ca. 50 skridt, inden der igen bliver affyret varselsskud. En halv snes drenge på 10-15 år kaster sten mod soldaterne og den jeep, der eskorterer dem. Soldaterne bevæger sig hurtigt frem mod stenkasterne, der tager flugten, på nær en enkel dreng, der bliver ved med at kaste sten, indtil soldaterne er så tæt på, at han vælger at undgå at blive arresteret eller det, der er værre – han vender om og følger efter sine kammerater.
Ambulancer i venteposition
En ambulance venter fortsat på at komme gennem kontrolposten. Chaufføren fortæller, at han er på vej til en landsby på den anden side for at hente en død mand, der skal begraves. Ved siden af chaufføren sidder en ung sygeplejerske og græder. Om det er tåregas, situationen eller begge dele er ikke til at afgøre.
I betragtning af, at adskillige palæstinensere siden Intifadaens begyndelse i oktober 2000 er døde som direkte følge af, at ambulance er blevet tilbageholdt ved kontrolposter, er denne situation dog ikke kritisk, hvis man ser bort fra ventetiden, usikkerheden og ydmygelsen.
Udrykning eller ej – ingen ambulancer, eller for den sags skyld andre køretøjer, kommer igennem i dag. Det konstaterer jeg ved selvsyn på vej tilbage mod Ramallah ved den kontrolpost, som jeg passerede et par timer tidligere – og som nu også er lukket. “Jeg har ventet her i to timer”, fortæller (endnu) en ambulancefører mig. “Alle de biler du ser her, er fanget mellem Kalandiya og her”.
Chaufføren i den taxi, der har bragt mig hertil, spørger mig, om jeg i min egenskab af udlænding kan prøve at tale med soldaterne. Jeg går hen til en af dem og spørger, om vi kan få lov til at passere. Han taler ikke engelsk, men forklarer med fagter, at jeg kan passere til fods, men at kontrolposten er lukket for biler og for palæstinensere.
Da jeg kommer hjem, fortæller jeg min sambo Annas, der er 27 og arbejder som journalist for et palæstinensisk tidsskrift, om begivenhederne.
Den ufrivillige soldat
“Nogle gange føler man, at man ikke kan klare det længere. I det lange løb ødelægger det noget inde i én. Man bliver deprimeret, modløs, vred, og samtidig er man totalt magtesløs”, siger han.
”En gang i mellem tager jeg til Jordan for at slappe af, bare et par dage, for at glemme situationen. Men følelsen kommer igen i det sekund, jeg vender tilbage. Fem checkpoints for at komme fra Allenby Bridge (der forbinder Jordan med Vestbredden) tilbage til Ramallah – så er det hele ødelagt, al energi har forladt mig” siger han og fortsætter: “Det påvirker alt – arbejdsevnen, relationerne til familien, til vennerne, til kæresten. Og det er jo ikke bare mig; vi er en hel befolkning, der er mærket af angst og usikkerhed, fordi vi skal døje med besættelse, checkpoints og ydmygelser dag efter dag”.
”Det er en krig, og det er ikke en krig. Israelerne betragter os alle som soldater – og behandler os som soldater. De lader det gå ud over et helt folk. Men jeg er ikke soldat. Jeg vil bare slippe for det her. Jeg vil bare leve et normalt liv. Nogle gange tænker jeg, at jeg er ligeglad med, hvilken løsning de finder frem til – bare jeg kan få lov til at slippe for det her”.
CHECKPOINT SURDA
På vejen mellem Palæstinas midlertidige hovedstad Ramallah og landsbyen Bir Zeit ligger Surda-checkpoint’et. Denne kontrolpost er blot en blandt snesevis af lignende israelske kontrolposter i Palæstina. Tilsammen udgør de et af de mest effektive redskaber i de israelske myndigheders systematiske anstrengelser for at forhindre opbygningen af et fungerende palæstinensisk samfund.
Cowboys, karrige koner og kaffe i stride strømme
Her på dette sted hvor mandeltræernes hvide blomster netop har foldet sig ud og gjort højdedragene endnu smukkere, støder man efter en skarp kurve på en pansret mandskabsvogn, fire 19-årige soldater og lige så mange betonblokke, de sidstnævnte hver især påmalet en blå Davidstjerne. Tilsammen blokerer de effektivt vejen for alle andre trafikale indslag end fodgængere.
Dem er der til gengæld mange af. En af dem, en kone på ca. 60, der bærer på seks fyldte stoftasker, kigger irriteret på mig, da hun passerer mig, løfter sine poser op under næsen på mig og snerrer “er det måske godt, det her?” To yngre kvinder, der ledsager hende, griner hjerteligt. Selv gennemgår jeg 26 forskellige sindsstemninger på et sekund, men ender med at smile fjoget og forsøger at sige “skal jeg hjælpe dig med poserne” på arabisk. Det lykkes ikke, men det er nu også ligegyldigt, for en ung fyr udstyret med en indkøbsvogn fra supermarkedets tidligste barndom er kommet mig i forkøbet og har dermed sikret sig en indtægt på ca. 3 kroner – standardbetalingen for at transportere et læs bagage de ca. 300 meter op ad vejen til den anden side af kontrolposten.
En af hans kollegaer, der lige nu holder pause, betyder mig, at jeg ikke skal tage mig af den karrige kone. Han indbyder mig til at sidde ned og præsenterer sig som Mohammed. En Pepsi bliver rakt frem mod mig af en tredje bagagechauffør. Jeg når ikke at drikke den færdig, før jeg får stukket en kop kaffe i hånden.
Længere nede ad vejen sidder 50-årige Mahmud, der fra et blikskur sælger kaffe, pepsi, kebab og slik. Han vinker mig hen til sig, stikker mig en kop kaffe, spørger, hvor jeg kommer fra og hvad jeg laver her. Jeg forsøger at forklare, at jeg gerne vil vise, hvordan konflikten påvirker dagligdagen for palæstinenserne. Han siger, at han forstår. Vi sludrer lidt om vejret og jeg bekræfter, at Danmark producerer masser af mejeriprodukter. Mahmud griber en sølvfarvet pakke fra kurven med slik. Jeg hader arabisk slik, men det kan jeg heller ikke sige på arabisk, og det er godt det samme, for jeg får ikke lov til at betale.
En palæstinensisk udgave af John Wayne kommer hen imod os iført Stetson-hat, spejlsolbriller, cowboystøvler og en skjorte med et mønster som må være udtænkt af et væsen fra en mindre kendt galakse. Det er Mahmuds lillebror, der trods sit stilmæssige forbillede er venligheden selv, og nærmest genert, da han siger goddag og velkommen. Han veksler et par ord med sin storebror og giver sig til at betragte muren overfor. Den er overmalet med graffiti. Med en henvisning til Israels slagkraftige ‘alle-palæstinensere-er-terrorister’ –retorik står der med store bogstaver “Occupation is terror”. En anden graffiti udtrykker med al ønskelig tydelighed den fremherskende opfattelse af besættelsesmagten: en blå Davidstjerne og et hagekors med et lighedstegn imellem.
Fire kopper kaffe senere tager jeg videre op til Bir Zeit-universitetet, Palæstinas mest prestigefulde uddannelsesinstitution. Jeg tilbringer et par timer på det solrige universitetsområde, før jeg tager tilbage til kontrolposten. Her erfarer jeg, at to studerende fra universitetet en halv time forinden er blevet tævet sønder og sammen af de jævnaldrende soldater, der bemander kontrolposten, før de igen er blevet frigivet. Jeg tager tilbage til mit hotel.
En evig bjergbestigning
Næste morgen er stedet ikke til at genkende. Gårsdagens mylder er erstatte af et sceneri, der minder om en Sergio Leone-film. Ikke en bil, ikke et øje at se, bortset fra Mahmud, der sidder på en plastikstol foran sit blikskur. Og så selvfølgelig soldaterne ved kontrolposten.
I nattens løb har der været et angreb på en kontrolpost ikke langt herfra. Seks soldater er blevet dræbt i konfliktens hidtil mest fatale angreb på en israelsk kontrolpost. I dag er der derfor lukket for al trafik. I stedet må de, der er så uheldige at bo på den anden side af kontrolposten, stå ud af minibusserne et par hundrede meter før afspærringen når de er på vej hjem efter at have været på arbejde eller på indkøb i Ramallah.
“Stå ud” er ikke helt det korrekte udtryk – folk springer ud og sætter i løb henover vejen og videre op ad en lang grusskråning, der fører op til en vej, som leder uden om kontrolposten. Folk halser op ad skråningen i håb om, at de hyppigt forbipasserende israelske soldater ikke når at stoppe og tage deres Id-kort. Synet er absurd, børn, unge, jakkesætsklædte mænd og tykke kvinder slæbende på store pølsetasker, alle i løb op ad den 45 grader stejle stigning i et slående billede på konfliktens karakter.
En jeep kommer bragende ned ad vejen oppe fra kontrolposten, bremser hårdt op, soldaterne springer ud og råber ad folk – KOM HER, VIS I.D. – NU! 14 mænd , unge og ældre , der er nået halvt op ad bakken, må vende om og aflevere deres Id-kort. Soldaten der har indsamlet kortene sætter sig ind i jeepen. En ældre mand iklædt grå habit siger med amerikansk accent: “please, I want to talk to you”. Svaret er forudsigeligt: “I don’t want to talk to you”. Bilen sætter i gang med et ryk og efterlader sig en tyk støvsky. Ydmygelsen er til at tage og føle på.
Der går en halv time, en time, to timer. Folk har sat sig til rette, ryger et utal cigaretter, er tavse.
Endelig kommer jeepen igen, to soldater stiger ud, den ene har sin maskinpistol rettet mod gruppen af ventende, den anden kalder folk frem en for en og tilbageleverer de nu eftertrykkeligt kontrollerede ID-kort. Soldaterne forsvinder igen uden at indsamle flere kort i denne omgang.
Jeg går op til Mahmuds skur igen. Længere oppe ad vejen, ved kontrolposten, står en 19-årig israelsk soldat med sit gevær rettet direkte mod en ældre mands hoved, mens en anden tjekker Id-kortet. De tre er de eneste tilstedeværende på scenen. Efter 10 minutter får manden lov til at passere afspærringen.
Handicapmaraton a la Palæstina
Der går en halv time uden bemærkelsesværdige begivenheder, indtil en handicappet mand på omkring 30 stiger ud af en taxi længere nede ad vejen. Mahmud og jeg iagttager ham, mens han spenderer et kvarter på at tilbagelægge de godt 200 meter, der skiller det sted, hvor taxien satte ham af, fra kontrolposten. Endelig når han frem til barrikaden. Soldaterne tager hans ID-kort og forsvinder ind bag deres betonfæstning. Der går 10 minutter før soldaterne kommer ud igen, siger noget til den ventende – en afvisning. Protester, fagter, men det hjælper ikke.
En ambulance ankommer. Som alle andre ambulancer bliver den standset, personalet må stige ud, åbne bagdørene, vise ID-kort etc. Efter et kvarter holder ambulancen stadig og venter på tilladelse til at køre videre. Tilladelse? Jeg går op mod scenen for at hitte ud af, hvad der foregår. En hjertepatient, siger lægen. Ambulancen bliver gennet lidt væk, jeg får besked på at forlade stedet.
Den handicappede sidder på et autoværn og venter. Efter yderligere en halv time får han besked på at stige ind i ambulancen, der nu, efter at have været tilbageholdt i tre kvarter, får lov til at fortsætte.
Jeg opgiver at regne ud, hvor mange timers ventetid der i dag er gået til ved dette ene blandt blandt de snesevis af israelske kontrolposter der findes rundt omkring i Palæstina og hvor mange ekstra kilometer, folk har måttet tilbagelægge til fods.