Falck nøler

DPV

Spørgsmål og svar fra Falck vedr. Vestbredden

(læs svaret fra Falck nedenfor)

Pressemeddelelse 2.12 02

– Falck ud af Vestbredden nu, udtaler Boykot Israel Kampagnen.

Boykot Israel Kampagnen protesterer mod Group 4 Falcks slingrekurs. De skal trække sig ud af den besatte Vestbred, ellers kan firmaet imødese protestaktioner fra kampagnens aktivister i hele Danmark.

– Det er dybt uansvarligt, at Group 4 Falck stadig er medansvarlig for, at der dagligt er over 100 mand på patrulje i og omkring nogle ulovlige bosættelser på den israelsk besatte Vestbred, siger Irene Clausen fra Boykot Israel Kampagnen.

Kampagnen kræver Group4 Falcks samarbejde med det israelske vagtfirma Hashmira Corp ophører nu.

– Falck kan ikke kunne undgå at vide, at bosættelserne er ulovlige. De ved godt, at de har sat indtjeningen over etikken, fortsætter Irene Clausen, og tilføjer, at en udtalelse fra koncernchefen i Falck i slutningen af oktober 2002 desværre skabte stor tvivl om, firmaet trækker sig ud. Falck havde en måned før sagt, at de ville trække sig ud.

Hun henviser til udtalelsen fra koncernchef Lars Nørby Johansen, der sagde følgende til Politiken d. 29.oktober:

»Group 4 Falck har tidligere sagt, at selskabet vil afslutte selskabets involvering i sikkerhedsoperationer på Vestbredden i Israel. Denne målsætning skal forliges med Hashmiras ansvar overfor den civile befolkning og selskabets ansatte.«

– Dette opfatter Boykot Israel Kampagnen som om, Group 4 Falck trækker i land. Derfor ser vi os nødsaget til at sætte ekstra fokus på Group 4 Falck Danmarks forhold til etiske normer i forhold til de ulovlige israelske bosættelser, udtaler Irene Clausen. Og fortsætter:

– Med mindre, der kommer en klokkeklar meddelelse fra Group 4 Falck inden 10 dage, opfatter vi den nuværende situation som uændret. Og i så fald vil Boykot Israel Kampagnen opfordre til en bred boykot af Falck, sålænge den relle deltagelse i besættelsen fortsætter.

Med hilsen fra Boykot Israel Kampagnen i Danmark

Jan Mortensen,

———————-

6. december 2002

Til Boykot Israel Kampagnen

att: Irene Clausen og Jan Mortensen

Som svar på jeres brev bekræfter vi hermed at Group 4 Falck har givet tilsagn om at afslutte vores involvering i Hasmiras vagtaktiviteter på Vestbredden, og den holdning er stadig uændret. Vi meddelte fra starten at vor pligt til at beskytte den civile befolkning, israelere såvel som palæstinensere samt Hasmiras medarbejdere, kræver, at vi tager den nødvendige tid til omhyggeligt at planlægge afviklingen. Vi har i øjeblikket konstruktive drøftelser med Hashmira i den henseende.

Med venlig hilsen

Group 4 Falck A/S

Nels Petersen

Kommunikationsdirektør

Group 4 Falck

Polititorvet

DK-1780 Copenhagen V

tlf. 70134343

e-mail: eha@group4falck.com

www.group4falck.com

Comments are closed.