Konflikt
Af Helle Schøler Kjær, Weekendavisen 8. november 2002
FØR afrejsen er der de sædvanlige bekymringer. Er det nu betryggende at tage til Israel og de palæstinensiske områder? Piber det med kugler overalt? Går man i fare, hvor man går? Eller udspiller konflikten sig – som ved tidligere rejser – konkret, så man kan se den på afstand, så man kan vide, hvor man kan gå hen, og hvor man skal holde sig fra?
Rejsen går til den overbefolkede Gaza stribe, hvor støtten til den islamiske Hamas bevægelse er stadig stigende. Til det intellektuelle palæstinensiske centrum Ramallah, hvor Arafats regeringsbygninger ligger i ruiner, og den israelske hær sporadisk overvåger udgangsforbud om aftenen og om natten. Til Jerusalem og det nordlige Israel, hvor angsten for den næste selvmordsbombe er latent, og cafeer og offentlige busser er risikozonerne. Og til Nablus, der var det nordlige handelscentrum mellem Israel og de palæstinensiske områder, men nu har været underlagt håndfast udgangsforbud i mange måneder.
Lige op til rejsen har den israelske hær angrebet en flygtningelejr i Khan Yunis i det sydlige Gaza. Under rejsen springer bomben på Bali. Efter hjemkomsten ryger en palæstinensisk selvmordsbombe i det nordlige Israel, og den israelske regering knækker midt over i uenighed om bevillinger til de israelske bosættelser.
Jeg rejser i de palæstinensiske områder for at undersøge de demokratiske muligheder og grænsen for pressefrihed i et samfund under besættelse, invasion og belejring. Det, jeg møder, er et dagligliv, hvor børnene går i skole, hvor der spises mad hver dag, hvor der er kort til latteren og ironien, og hvor truslen om vold og ydmygelse kun sjældent får folk til at gå amok. Jeg møder også en israelsk pacifist, hvis liv er fyldt med modsætninger og dilemmaer, et liv hun hver dag prøver at gøre meningsfuldt.
Mine indtryk er begrænset af, at jeg ikke bevæger mig hen, hvor det er farligst. Jeg er ikke i Jenin, hvor hæren konstant er i gaderne. Jeg er ikke i det sydlige Gaza, hvor soldaterne er meget aktive for tiden. Jeg kører ikke med offentlig transport i Israel, og jeg er kun én gang på café i Vestjerusalem, hvor jøderne bor.
VERDENS største interneringslejr. Ordene stammer fra den britiske ambassadør i Israel, Sherard Carper Cowles, som netop havde været i de palæstinensiske områder. De israelske medier rasede, men han fastholdt sin udtalelse, og han understregede, at han ved samme lejlighed havde udtrykt stor medfølelse med de israelske ofre for selvmordsbomber. Det blev bare ikke citeret i aviserne.
En interneringslejr? Hvad skal man ellers kalde det? Et åbent fængsel? Gaza-striben er hegnet ind. Israelske soldater bevogter alle udgange. De bevogter også vejene inde i Gaza-striben – fra syd til nord, fra øst til vest – og spærrer dem med store betonblokke, lukker op og lukker igen. Det gør de af hensyn til de israelske bosættere inde i Gaza – og for at få fat i dem, der organiserer selvmordsbomberne.
En af konsekvenserne er, at det kan tage 12 timer at køre på arbejde i Gaza by, hvor det før tog en time. Folk overnatter i bilerne. Der opstår frustrerede og farlige situationer ved de tilfældige lukninger. Ofte bliver nogen slået ihjel. Oftest er det palæstinensere.
Ramallah er lukket på alle sider af checkpoints, det vil sige effektive vejspærringer bevogtet af soldater. Ved Kalandia, der er indkørslen fra Jerusalem, er det ældre og myndige reservister fra den israelske hær, der tjekker pas og ID kort. Nogle af dem taler bredt amerikansk til udlændinge, der skal igennem. Ved Surda på den anden side af byen er det de sædvanlige meget unge soldater, der med våben i hånd dirigerer store menneskemængder gennem forhindringerne.
Om morgenen klokken seks får Ramallahs indbyggere lov til at gå ud af deres huse og begive sig på arbejde og i skole. Om aftenen klokken seks skal de være hjemme igen og blive der til næste morgen. Der står hundreder af mennesker i kø hele formiddagen. Om aftenen kommer de sidste susende i små busser fem minutter i seks og sprinter af sted for at komme ind i byen før lukketid. Checkpointet lukkes præcist, mens udgangsforbuddet inde i byen kun håndhæves sporadisk. Så folk kører rundt i byen alligevel, på besøg eller for at ordne det, der ikke blev nået, mens udgangsforbuddet var ophævet. Når nu de israelske soldater ikke er der.
Men pludselig er soldaterne der i enkelte kvarterer. Biler stoppes, nøgler konfiskeres, folk må overnatte i det nærmeste hus – eller liste hjemad, når soldaterne er væk igen. Hvis de da ikke bliver stoppet ved hoveddøren og får konfiskeret nøglerne til deres hjem, fordi de kommer for sent.
Jenin er nu igen invaderet. Rundt om byen er hæren ved at grave en dyb grøft. Langs den grønne linie, som skiller Vestbredden fra Israel bygges den mellemøstlige udgave af Berlin-muren. En af landsbyerne på den israelske side langs den grønne linie bliver helt lukket inde af en stor bymur, der bevogtes af israelske soldater. Og så måske ikke alligevel. Bosætterne er modstandere af, at Israel lukkes inde. De vil hellere have, at de palæstinensiske områder lukkes inde som i Jenin og i Gaza. Måske får de det, som de vil have det, efter at Arbejderpartiet er gået ud af regeringen.
I Nablus er der konstant udgangsforbud. Nogle gange håndteres det »blødt« – det betyder, at man kan gå ud og gå omkring i byen, forsigtigt, på vagt – men ikke forlade byen. Andre gange håndhæves det »hårdt« med israelske tanks i gaderne. En interneringslejr? Et åbent fængsel? Hvad skal man ellers kalde det?
I det nordlige Israel ligger kursuscentret Givat Haviva. Der møder jeg Lydia Aisenberg, en midaldrende kvinde med kort sort hår, cowboybukser, T-shirt, britisk accent, ivrige bevægelser og indtrængende øjne, der insisterer på, at jeg skal opgive at forsøge på at forstå det, jeg ser og oplever.
»Hvis man opfører sig normalt i en unormal situation, er man så selv normal, eller er man sindssyg?« spørger hun. Lydia Aisenberg er en af de gamle kibbutznikker. Givat Haviva ejes af Hashomer Hatzair bevægelsen, der består af 85 kibbutzer. Bevægelsen er sekulær og inspireret af socialistiske ideer. En stor del af kursuscentrets arbejde er fokuseret på fred og forsoning og rummer blandt andet et fredscenter, The Jewish-Arab Center for Peace. En tredjedel af de ansatte er israelske arabere – altså palæstinensere, der bor i Israel og har gjort det altid.
Givat Haviva ligger i et stort område med græsplæner og træer, små kalkede huse og større bygninger til undervisning, kantine, administration. Der er et museum, der viser jødernes lidelser og kampen for Israel fra slutningen af 1800-tallet og under og efter Holocaust. Den stolte historie om de socialistiske zionisters kamp for land i det arabiske Palæstina skal minde de besøgende om det, der gik forud. »De gjorde det samme, som palæstinenserne gør nu,« siger Lydia. Hun taler om terror som vejen til at opfylde politiske mål. Nu er hun selv et mål. Den vej, hun kører til og fra arbejde, har flere gange været udsat for selvmordsbomber. Men hun insisterer på at blive ved med at køre den samme vej. »Ellers har de jo vundet,« siger hun.
Før september 2000, hvor det andet palæstinensiske oprør – den anden Intifada – brød ud, holdt Givat Haviva fælles kurser for jøder og palæstinensere. Nu kommer palæstinenserne her ikke længere, men kursuslederne tager stadigvæk ud til palæstinensiske byer og landsbyer for at skabe kontakt og minde dem om, at jøder også er mennesker.
Lydia Aisenberg frygter for Israels overlevelse. Hun er bitter over, at jøder i verden ikke i større tal kommer hertil for at sikre det jødiske flertal. Hun ser med afmagt på, at hendes børn er ligesom unge i resten af verden. For dem betyder mærketøj og et godt liv næsten mere end den jødiske stat, der er ved at blive ligesom alle andre lande. Da børnene var små, troede hun, de alle ville blive boende i kibbutzen. Nu er hun glad, hvis en af dem vælger det. Konflikten med palæstinenserne hører også til farerne for Israel, men den meget aggressive bosætterbevægelse er måske det farligste af alt.
Lydia Aisenberg deltager i fredsfløjens demonstrationer – men vender sig ikke som nogle af veninderne imod militærtjeneste. Hvordan kan man det, når man går ind for en jødisk stat, spørger hun. Hvordan kan hun rumme det hele, spørger jeg. Være pacifist og som hun have et barn i uniform i hæren? Gå med i demonstrationer mod regeringen? Arbejde sammen med palæstinensere og bruge sit liv på at menneskeliggøre palæstinensere i jøders øjne og jøder i palæstinensiske øjne?
Det er det, hendes insisterende øjne prøver at få mig til at forstå: man kan ikke forstå det. Alt er unormalt. Alligevel opfører hun sig helt normalt… eller…?
I Nablus besøger jeg Muhammad Daraghmin, der er journalist og arbejder for den palæstinensiske avis Al Ayam og for det internationale pressebureau Associated Press. Han er sekulær muslim, fortæller han. Beder aldrig, går aldrig i moskeen. Han bor med sin familie i udkanten af Nablus i en dejlig lys lejlighed med fin udsigt over dalen og byen, der for to år siden var et handelscentrum for de nordlige palæstinensiske og israelske områder. Elleve banker flyttede til byen, understreger han. Der var en fremtid. Der var gang i den.
I dag får hans tre børn – hvoraf to er teenagere – ikke lov til at gå uden for en dør, medmindre de skal i skole. Nablus er hådt ramt, fordi der er kommet mange selvmordsbombere herfra. Muhammad har frygtelige eksempler på, hvordan børn er kommet i klemme mellem israelske soldater og dem, de ville anholde. Men han frygter også, at hans drenge bliver indrulleret i en militant gruppe, der sender selvmordsbombere til Israel.
Den ældste søn på 15 år står på altanen og glor ud i luften. Det er enten det eller et skænderi med de andre søskende om, hvilken TV-kanal de skal se. Byen er fuld af paraboler. Der er kanaler nok at vælge imellem, men kun ét fjernsyn. Da udgangsforbuddet i flere måneder var totalt, organiserede forældrene skolegang for børnene i boligblokkene – de skiftedes til at undervise, som de bedst kunne.
Jeg er kommet til byen med en ung palæstinensisk taxachauffør, der bor i Jerusalem. Han er nervøs – og sulten. Straks bliver der dækket op, og Muhammad griner højlydt ad, at vi har valgt at tage på picnic til Nablus af alle steder.
Muhammad Daraghmin overvejer ikke at forlade Nablus og tage til udlandet med sin familie. Hvorfor? »Jeg kan simpelthen ikke forklare det. Det må være noget i luften,« smiler han. Konen og børnene vil gerne væk, »men de har heller aldrig været i udlandet. Det har jeg. De ved ikke, hvad det er. Da jeg var i New York, fik jeg at vide, at der var kvarterer, jeg ikke kunne komme i, fordi det var for farligt. Her kan jeg komme overalt i byen.« Den arabiske satellitkanal al-Jazeera har tilbudt ham job som redaktør i Qatar, men han sagde nej tak.
Den tætte militære opdækning af Nablus fortsætter, for det er ikke lykkedes den israelske hær at opløse den militante ledelse i Hamas og de andre grupper bag selvmordsbomberne fra Nablus, selvom de på et tidspunkt internerede 4.000 mænd fra hele byen i op til fire dage. Muhammad var en af dem – han slap med 11 timer liggende på jorden, bundet på hænder og fødder, slået og sparket, før han blev sluppet fri om natten og beordret til at gå hjem i mørket.
Der var posteret soldater forskellige steder langs vejen. Indimellem skød de. Muhammad forsøgte at få lov til at sidde op ad et checkpoint, indtil det blev lyst, men soldaterne beordrede ham videre. Han kom uskadt frem til et hus, hvor han bankede på og fik lov til at overnatte.
»Jeg har ofte tænkt på, at jeg vil skrive om, hvor meget skade selvmordsbomberne gør for os selv. Men hvad skal det nytte? Men jeg vil alligevel gøre det – man er nødt til at sige, hvad man mener, også selvom det ikke ændrer noget,« siger han.
Taxachaufføren er blevet mæt – og træt. Vi kører den lange vej igennem Nablus for at komme ud igen. Der er noget med luften, som Muhammad siger, men det er ikke noget rart. Den sitrer. Hurtige blikke følger os på vej gennem byen. Kun to bygninger er smadret af israelske bulldozere – den lokale regeringsbygning og politistationen. På den sidste lille kilometer ud er der spor af kamp og mange checkpoints. Afbrændte biler, busser og dæk. Asfalten, der er brækket op, jordvolde og betonklodser, der kan trækkes ud og spærre vejen.
Der er »blødt« udgangsforbud, mens vi er i byen, og vi får lov til at køre igennem. Mens vi passerer, får jeg øje på en stor og statelig ældre mand i sort jakkesæt ude på marken. Han er ved at passere grænsen mellem Nablus og den nærliggende landsby et par hundrede meter fra soldaterne. Soldaterne råber ham an, men han går videre med tunge beslutsomme skridt. Det er fredag. Måske er han på vej mod moskeen lige i nærheden. Soldaterne råber igen. Han går videre. Man kan se på hans bevægelser, at han har hørt dem og trodser dem. Vi kører videre – er på vej mod roligere luftstrøg. I avisen står der, at soldaterne har fået indskærpet, at de ikke må skyde, medmindre de selv er i livsfare.
I Gaza’s centrum ved havnen og det dyre Middelhavsstrøg er der til gengæld ikke antydning af uro i luften. Alligevel er kun få butikker åbne. Der kan man købe mad og sodavand, cigaretter og slik, mobiltelefoner, møbler og tøj. De, der har arbejde, passer det, om end mange sidder på kontorer, der ikke fungerer. De fleste af de store hoteller er lukket. Priserne er helt i bund hos dem, der er åbne for internationale gæster, der alle er der i embeds medfør. Børn og unge går i skole og på universitetet. Taxakørslen fungerer upåklageligt – mange kører rundt i private biler og tjener lidt penge på det.
Flygtningelejren Beach Camp er en integreret del af Gazas centrum, der ligger ved Middelhavets kyst. Jeg besøger lejren sammen med en journalist, der arbejder for det palæstinensiske nyhedsbureau. Zakaria Mahmoud er født og opvokset i Beach Camp og bor der stadigvæk.
På vejen ind i lejren ligger store sække med mel og bønner. Det er FN’s organisation for palæstinensiske flygtninge UNWRA (United Nations Work and Relief Agency), der gør alt for, at det ikke er sult, der møder øjet i flygtningelejrene. Vi går fra vejen ind gennem smalle stræder. Det, der oprindelig var telte og blikskure, er nu betonbyggeri, hvor der bygges opad hele tiden for at få plads til flere. Der bor godt 70.000 mennesker på trekvart kvadratkilometer her i lejren. Hvis befolkningstætheden var lige så stor i Københavns Kommune, skulle der bo 60 millioner mennesker, altså 120 gange flere end der gør i dag.
Vi møder Fayes Yoman, der er i gang med at feje den ujævne smalle betonvej uden for sin dør. Straks henter han et par plastichavestole frem. Der serveres te og saltstænger.
Seks af hans syv børn går i den lokale UNWRA skole. Hvad han laver? Ingenting. Før havde han arbejde i Israel og kunne købe ind til familien og sende børnene i skole med penge til frokosten. Men ikke længere. Ikke noget arbejde, ingen penge, ingenting. Han står op, henter mad, fejer uden for huset, drikker te, taler med naboerne, ser fjernsyn, kigger ud i luften.
Familien med to voksne og syv børn bor på to gange tolv kvadratmeter plus toilet. I gangen står et skab med to kogeplader ovenpå. I det ene rum er der en enkelt betrukket skumgummimadras på gulvet. Karmen ved det tilskoddede vindue er fyldt med plasticblomster og nips. Fjernsynet kører.
Jeg møder Fayes’ kone inden døre. Hun rejser sig fra madrassen og fjernsynet og viser forlegent rundt i sit hjem. Det andet rum bruges om dagen til opmagasinering af endnu otte skumgummimadrasser, sengetøj, tøj i et stort skab – og skolebøger i stakkevis på en hylde.
Familien venter på, at det bliver værre. Med udsigt til krig i Irak bliver det i hvert fald ikke bedre, ved de. Måske vender Sharon tilbage. Han var her med sine tanks i 1971, men han skal være velkommen, siger Fayes med et skuldertræk og kigger pludselig direkte på mig med et klart blik. Der vil blive kæmpet fra hus til hus, hvis de israelske soldater går ind i flygtningelejrene i Gaza, mener han. Det vil koste mange israelske soldater, som det gjorde i flygtningelejren Jenin, der for mange palæstinensere er en kamp, der omtales med stolthed. Der blev dræbt 23 israelske soldater, da de gik ind i Jenin i april i år.
Vi går videre, og min guide skal lige vise mig noget rundt om hjørnet. Vi kravler op over en stor bunke jord og kigger frem på en ryddet grund, der kunne huse seks-otte familier som Fayes’. Håndværkere er i gang med at lave forskalling til grundmuring. En af flygtningelejrens beboere er ved at bygge et stort hus. Han arbejder for de palæstinensiske myndigheder og har en god indkomst. Der er klasseforskel her midt i den palæstinensiske flygtningelejr. Nogle har fortsat arbejde i politiet, i den palæstinensiske administration, i FN-organisationerne, med import og eksport i samarbejde med israelerne.
DET er formiddag i Ramallah, Vestbreddens intellektuelle centrum. Her flyder øllet frit på cafeer og i restauranter, for her bor mange kristne. Midt i byen ligger Arafats regeringsbygninger i ruiner, smadret af store bulldozere. Som i så mange andre byer ses der kun spor efter kampe mellem israelere og palæstinensere ved checkpoints. Og så er politistationer og myndighedsbygninger som i de andre byer på Vestbredden skudt ned eller væltet omkuld. Foran indgangen til den eneste tilbageværende bygning – den Arafat opholder sig i – er kameraerne linet op. Klar til optagelse, hvis formanden viser sig med en vigtig udenlandsk gæst.
I den ene ende af byen er Kalandia checkpointet – i den anden ende Surda checkpointet. Det blokerer vejen til Birzeit universitetet, der ligger i landsbyen Birzeit. De, der har ejendom i landsbyen, tjener godt for tiden, for mange studerende er flyttet til landsbyen for at kunne passe deres studier. Der er ikke plads til alle, og det er heller ikke alle, der har råd til at leje værelser, så hundredvis af studerende skal hver dag igennem mindst et eller to checkpoints for at komme frem til undervisning. Universitetet er lukket, hører vi på vej derud.
Men nej – der er åbent. Inde på universitetets område demonstreres der med høje aggressive råb over megafoner for Hamas og mod den israelske besættelsesmagt. De var her i nat, soldaterne, for at endevende et kontor, der tilhører en islamisk studentergruppe. De kom igen ved 9-10 tiden, men da var der kommet mange studerende, og de blokerede alle indgange. Heldigvis kørte soldaterne igen uden at forsøge at komme ind. Ellers var det gået galt, mener dem, jeg taler med.
Birzeit er et stort åbent sted, med smukke bygninger i lyse sandsten. Her går de studerende rundt med bøger på armen, grinende, rygende, i dyb samtale – mænd og kvinder sammen. Det kunne være hvor som helst i Vesteuropa – eller – de åbne pladser får det mere til at ligne et amerikansk universitet, som vi kender dem fra fjernsynet. Det er stramme cowboybukser med svaj, T-shirts, kasketter. De færreste af kvinderne har tørklæde på.
Inde i Ramallahs centrum er der velgørende fredeligt. En lille lund med træer med mørkegrønne blade, blomster og cafeer uden meget liv vidner om gode liv, der er levet her. Ved en rundkørsel står en ung mand i skjorte og cowboybukser og dirigerer trafikken. Som i de fleste byer på Vestbredden er myndigheden overtaget af israelerne, men de håndhæver alene udgangsforbud og laver indimellem nålestiksoperationer for at få fat i eftersøgte.
TUREN helt hjem går over en nat i Tel Aviv. Mens jeg som udlænding med dansk pas føler mig immun i palæstinensisk område, når blot jeg holder mig uden for skudlinien, noterer jeg mig det, hver gang vi passerer en offentlig bus i Tel Aviv. Dem er der mange af. Og der er mange busstoppesteder med mange busser på ét sted. Hvad er værst? Et åbent fængsel eller den daglige trussel om bomber, der springer på offentlige steder med mange mennesker? Kan man gøre det op?
Helle Schøler Kjær er journalist ved DR’s P1.