Israel ved en skillevej

Jacques Hersh, Jyllands-Posten

Israel ved en skillevej

Kronik i Jyllands-Posten 10. november 2002

Af Jacques Hersh, Aalborg Universitet

Jøder uden for Israel kunne opfylde en historisk rolle ved at arbejde for en forvandling af Israel fra et jødisk demokrati til et demokrati for alle sine medborgere, skriver Jacques Hersh

I DISSE år udfordres de arabiske lande og islam af forskellige ideologiske strømninger og bevægelser som finder næring i Israel-Palæstina konflikten. Direkte eller indirekte indrages resten af verden i denne malmstrøm. I USA ser vi en slags alliance mellem kristne fundamentalister og jødiske organisationer, der aktivt influerer på amerikansk udenrigspolitik. I hvilken grad den moderne zionisme er en del af løsningen eller en del af problemet burde være udslagsgivende til vores holding til israelsk politik.

Udover sine politiske rødder indholder konfrontationen mellem Israel og Palæstina en betydningsfuld socio-psykologisk dimension. Dette giver sig udtryk i en slags konkurrence om, hvem af de to parter, der fortjener at blive betragtet som det historiske offer. Mens oplyste palæstinensere og arabere ville være parat til at anerkende Holocaust som en tragedie for det jødiske folk, er det kun et mindretal af israelere og diaspora-jøder der er parat til at forholde sig til “al-nakba”; dvs. den katastrofe der ramte Palæstinas oprindelige befolkning ved grundlæggelsen af den jødiske stat. Mens palæstinenserne naturligvis ingen skyld har i de europæiske jøders uddrydelse, er det klart at israelerne bærer et direkte ansvar for palæstinensernes tragedie. Denne asymmetri danner grundlag for den manglende gensidige forståelse.

Gennem monopoliseringen af Holocaust har zionismens store fortælling påvirket det jødiske folks kollektive hukommelse. En referenceramme er blevet skabt, der står i vejen for en dybere forståelse af den jødiske nationalismes grundlæggende dogme og praktiske udfoldelse overfor palæstinenserne. I diskussionen af denne politiske bevægelse glemmes det således alt for ofte, at det jødiske folk i Europa ikke “instinktivt” tilsluttede sig zionismen som svar på antisemitisme. Og hvad angik jøderne udenfor den europæiske kultursfære, fremstod zionismen som produkt af en eurocentrisk fortolking af jødisk historie. Ifølge den israelske historiker Avi Shlaim var jødernes situation i de arabiske lande en anden og mere harmonisk: »På en måde forlanger man at de arabiske jøder glemmer deres egen fortid for at tilpasse sig mindet om en ashkenazi (europæisk jødisk) fortid; for den politiske, militære, økonomiske og frem for alt kulturelle elite i Israel har altid været og er forsat en askenazi elite.« (The Palestine Chronicle, 8/8)

Styrken bag zionismens diskurs efter Anden Verdenskrig har været den grundantagelse, at i en antisemitisk verden ville jødernes tryghed og sikkerhed kun kunne sikres gennem skabelsen af en jødisk stat. Men efter 50 års eksistens er det i dag både legitimt og relevant at spørge, om den zionistiske stat ikke selv er i færd med at undergrave jødernes generelle situation, dvs. i både Israel og i diasporaen.

I stedet for en sådan erkendelse bruges billedet af Israel som en truet jødisk stat til at fremme holdninger, der forhindrer eller mindsker kritikken af landets politik. Dette medfører, at det store flertal af verdens jøder, for de flestes vedkommende ubevidst, er omdannet til en slags politisk og ideologisk værktøj for den zionistiske stat i de lande, hvor de er etableret. Jødiske fælleskaber uden for Israel står følgelig overfor et dilemma: At blive apologeter for en stats politik, på hvilken de har ringe indflydelse og samtidig risikere at mindske deres integritet og troværdighed; for ikke at tale om tabet af deres hidtidige specielle placering i Vestens skyldkompleks fremkaldt af Holocaust.

En historisk analogi falder i øjnene. Ligesom det var tilfældet med “socialisme i et land”-politikken, der medførte en bestemt form for internationalisme der gik ud på at gøre forsvaret af USSR’s politik til kommunisternes hovedopgave, synes zionismen at forvente at verdens jøder viser en blind loyalitet overfor Israel. I det historiske fortilfælde førte forholdet til enten et brud med “socialismens mekka” eller til en marginalisering af Moskva-tro kommunister i deres respektive lande.

I den nuværende kritiske fase af Israels udvikling er en nøgtern evaluering af “zionismen i et land” nødvendig. Konsekvenserne af den politiske elites manglende evne eller vilje til at finde en løsning på den 35 år lange militære besættelse og kolonisering af Gaza-striben og Vestbreden, kombineret med selvmordsattentater i israelske byer, har bidraget til at marginalisere fredsbevægelsen i Israel og neutralisere kritikerne af zionismen.

Udover at have påpeget det oprindelige overgreb i forbindelse med erobringen af palæstinensisk ejendom og territorium var en gruppe “revisionistiske” intellektuelle ellers kommer så vidt som til at foreslå en ny identitet for landet. I stedet for at være en jødisk stat for verdens jøder burde Israel blive “en stat for alle sine borgere”.

I sidste instans ville et sådant “post-zionistisk” projekt repræsentere en omvæltning af zionismen og åbne for løsningen af de latente indre modsætninger. Skønt landet fremstår som en militær kæmpe i forhold til palæstinenserne og de arabiske naboer, har det israelske samfund et iboende potentiale for fragmentering uden anden fællesnævner end den usikkerhed, der er skabt gennem besættelsen af de palæstinensiske områder. I lyset af de sociale, religiøse og etniske modsætninger, kan territorial udvidelse og modstand imod en løsning af det palæstinensiske problem ikke udelukkende opfattes som udslag af ultranationalisme, men tillige som en undvigelsesmanøvre og forsøg på at vinde tid og måske undgå det eksistentielle valg, det israelske samfund står overfor.

Udfra en socio-politisk analyse synes der at være to alternativer til denne blindgyde. Enten en proto-fascistisk model baseret på stærk religiøs zionisme og en ultranationalistisk stat. En sådan løsning ville imidlertid komme i konflikt med de stærkt sekulære og liberale kræfter i Israel og i diasporaen. Denne model kunne i sidste instans risikere at få den samfundsmæssige mosaik til at gå i voldsom opløsning. Det andet alternativ kunne være en post-zionistisk løsningsmodel der bygger på en intern og ekstern afideologisering af jødisk nationalisme som grundlag for en (post)moderne stat i en regional kontekst.

Nok spiller det palæstinensiske spørgsmål en afgørende rolle for den fremtidige udvikling, men kulturkampen mellem ultra-zionisme og post-zionisme drejer sig om fundamentale problemer vedrørende israelske samfundstrukturer og den jødiske identitet. Mens den totaliserende zionisme stræber efter at bevare Israels unikke status som verdens jøders stat, sætter post-zionismen en normalisering af denne statskonstruktion på dagsordenen. Diasporaens jøder kunne opfylde en historisk rolle ved at arbejde for en forvandling af Israel fra et jødisk demokrati til et demokrati for alle sine medborgere og derigennem mindske det potentielle sammenstød mellem Islam og den judeo-kristne verden.

Comments are closed.