Af Fathi El Abed – Den besatte Vestbred
Al-Khalil (Hebron) er et obligatorisk besøg for alle der kommer til det besatte Palæstina. Særligt hvis man vil forstå ondskaben bag besættelsen.
Jeg er ingen undtagelse. Hver gang. Og jeg SKAL have folk med når jeg har delegationer fra Danmark eller den store verden. Særligt dem der aldrig har været i Al-Khalil – endsige i Palæstina.
Det er altid en god start. Og faktisk også en god afslutning på et Palæstina besøg.
Og lærer man noget hver gang?
Jeg gør i hvert fald.
Bliver man chokeret hver gang?
Jeg gør i hvert fald.
Jeg har nu været i Palæstina i snart 2 uger. Og har allerede været i den besatte og belejret men smukke by hele 3 gange.
Anden gang var netop for at vise delegationen fra Danmark hvad besættelsens inderste tanker mht. besættelsen og koloniseringen af Palæstina egentlig er.
Tredje gang var for at vise det samme for en anden delegation. Denne gang fra Frankrig.
Begge gange gjaldt den klassiske rute i den katastrofe ramte gamle bydel der på 17 år er omdannet til et lille fængsel for 50.000 palæstinensere alene for at tilfredsstille en lille gruppe af de mest rabiate boæsttere i hele de besatte områder.
Det er en tur med hønsenettet over en stor del af den gamle bydel – der beskytter de tilbageværende palæstinensiske butiksejere fra bosætternes snavs og efterladenskaber. Men desværre IKKE fra menneske ekskrementer og urin der fra tid til anden kastes ned af bosætterne der netop i Al-Khalil har besat og koloniseret de øverste etager i de palæstinensiske huse. Nøjagtigt som det er tilfældet i markedet i den besatte palæstinensiske by Al-Quds (Jerusalem).
Det er en tur i den gamle bydel hvor 1368 større og mindre butikker er tvangslukkede – enten af den israelske besættelsesmagt eller de væbnede bosætterbander (der beskyttes af soldaterne) der hærger i dag- og særligt i nattetimerne.
MEN mine ture går også til nogle af de berørte familier i byen.
Eller skal måske sige FAMILIEN af alle i den belejret palæstinensiske by.
Familien Sidr er kendt af stort set alle; politikere og aktivister fra udlandet. Men også af folk i byen og på den besatte Vestbred. Om nogen så er de symbolet på kampen, stædigheden og modstanden mod besættelsesmagten og de uhyrligheder der begås mod palæstinenserne i de besatte områder og i selve byen i særdeleshed.
Familien har jeg og en større gruppe af gode folk hjulpet – også økonomisk- i rigtig lang tid.
Manden og faderen Shadi Sidr er efterhånden kendt og berømt – i og uden for Palæstina. Og om nogen så er han et torn i øjet på besætteren og bosætter banderne i byen. Han og familien har overlevet og oplevet lidt af hvert fra de israelske soldaters og bosætternes side; tæsk utallige gange, mishandling, trusler, fængsling, hærværk mod huset som f.eks. at skyde huller i familiens vandbeholdere på husets tag. Shadi har endda prøvet at få sprøjtet ansigtet med peberspray af bosættere, mens 3 israelske soldater holdt ham fast. HAN blev efterfølgende anholdt – endnu en gang.
Men Shadi holder stand og hans vilje og gejst er ubeskrivelig. En simpel mand der til tider – i hvert fald for mig som iagttager – synes ved at besejre besættelsen, undertrykkelsen og bosætterne ene mand og på vegne af hver eneste palæstinenser og Palæstina.
Shadi er mest kendt for det han for snart et par år siden fangede med sit kamera – som den israelske menneskerettighedsorganisation B´tselem har udstyret ham med; en fanatisk bosætter der forsøgte at nedtage det palæstinensiske flag som Shadi har på taget af sit hus. I lighed med stort set alle palæstinensere i byen og særligt dem i den gamle bydel.
Bosætteren endte med at sidde fast i de pigtråde – som bosætterne selv har omringet Shadis hus med – mens Shadi filmede og forsøgte endda at hjælpe bosætteren der tilsyneladende anser det for sin ”mission” at fjerne det palæstinensiske flag fra de palæstinensiske hustage i byen – og særligt Shadis.
Shadi bor sammen med sin kone og deres 5 børn og sin søster som er enke siden 2008 da israelerne dræbte hendes mand der i sin tid forsøgte at forsvare deres hus et andet sted i den gamle bydel. Men uden held. Han blev skudt af en bosætter der den i dag går frit rundt og deres daværende hus blev besat af bosætterne.
Og det gavner Shadi at søsteren bor med sine 3 børn sammen med Shadi i det lille hus; søsteren er i nærheden af sin bror eftersom hun er alene og Shadi har brug for at der ALTID er en voksen i huset. Ellers er de aggressive bosættere omkring Shadis hus klar til at trænge inde i huset så snart huset er ”tomt” mhp. at besætte også det hus og dermed kunne fuldende koloniseringen af hele blokken i den del af den gamle bydel. For siden at gå videre til det næste hus og derefter det næste og næste….
Blandt de 5 børn Shadi har er Salwa den smukkeste af dem alle. Hun er 4 år og bedårende (Billede 1).
Da jeg/vi besøgte dem første gang under denne tur i sidste uge var hun et par dage forinden blevet udskrevet fra hospitalet. 5 dage forinden var hun blevet ramt af sten kastet af bosætterbørn der bor i de 3 bosættelses enklaver der omringer Shadi som bor på 3 sal (Shadis bror bor i nederste etage og moster bor i stueetagen). Det var mens smukke Salwa stod ved vinduet og så ned til de legene bosætterbørn i bosættelsesgården.
Shadis hus er det sidste forsvarsværn mod det indædte forsøg på at besætte huset og derefter smide Shadis familie på gaden – sådan som det er sket for hundredvis af palæstinensiske familier gennem de sidste 4 årtier.
Da jeg i torsdags besøgte familien – for tredje gang inden for den sidste uges tid – var det med den franske delegation og mhp. at give familien min Eid gave (en slags julegave): Penge til børnene og en gave til familien.
Da jeg satte mig på gulvet i det faldefærdige hus (fordi Shadi IKKE må renovere noget som helst i huset da den israelske besættelsesmagt forbyder ham endda at male!) for at give børnene 100 shekel hver, så kom den smukke Salwa – af alle børn – løbende hen til mig og sagde tak amo (onkel) inden hun tog pengene og krammede mig.
Jeg kunne ikke holde mig – som jeg gjorde i sidste uge da jeg så hende et par dage efter hun var blevet udskrevet fra hospitalet. Da fik jeg tårer i øjnene – men kæmpede for ikke at græde.
MEN da vi skulle til at gå løb Salwa hen mod mig og krammede mine ben. Jeg tog hende op og holdt hende tæt til mig og kyssede hende på panden.
Jeg græd mens jeg holdt om Salwa. Så græd hendes mor og en fra den franske delegation som var med, begyndte også at græde.
Det er første gang i 6 år at jeg græder mens jeg er i Al-Khalil. Jeg var ellers bange for at efter at have været så mange gange i Al-Khalil at være blevet, ja, kold og at det blot er blevet en rutine at se den ondskab som den israelske besættelse præsenterer i sin ypperste i Al-Khalil.
Hendes far – Shadi – kom og gav mig et knus og tog hende og holdt om hende så kærligt, beskyttende og faderligt.
I de få minutter glemte jeg ALT.
ALT fra de hårde og fysiske og mentale krævende måneder siden overgrebet mod Al-Khalil, den besatte Vestbredden og siden den besatte og belejrede Gaza stribe startede.
Jeg glemte ALLE de ubehageligheder siden juni af trusler, tilsvininger (fra nært og fjernt), de mange knive (fra nært og fjernt), de høje personlige omkostninger og alt det der følger med når der skal oplyses om Palæstina og den onde israelske besættelse.
Jeg græd hele vejen til Betlehem mens jeg forsøgte at koncentrere mig om at køre den ca. 20 minutters tur med bosættere og israelske besættelsessoldater på begge sider af vejen.
Den ene i bilen – en fransk læge – sagde til mig: ”Dear friend it´s okay… Men may cry when it serves humanity!”
Jeg har siden drømt om Salwa, Shadi og den seje familie han forsøger at beskytte.
Siden har jeg også savnet mine 2 elskede børn i KBH – endnu mere – …og så meget at det brænder vildt meget inde i mig.
Shadi er indbegrebet af Palæstina og palæstinenserne og den fredelige modstand der inden længe – inshallah – vil knække ryggen på besættelsen.
Frihed til Shadi og familien
Frihed til palæstinenserne
Frihed til Palæstina
Jøder mod Folkemord og Dansk Palæstinensisk Venskabsforening inviterer til:
Vejen til Fred
Fredsaktivist og forfatter Miko Peled gæster Danmark i forbindelse med udgivelsen af hans bog på dansk; Generalens Søn. Det er derfor med stor glæde, at vi inviterer til et spændende og aktuelt foredrag. Miko Peled er født i Jerusalem i 1961 og vokset op i en velkendt zionistisk familie. Miko’s bedstefar, Avraham Katsnelson, var blandt underskriverne af Israels ’’Uafhængighedserklæring’’ og hans far, Mattityahu Peled, var general i den israelske hær i 1967. Miko valgte også selv at tjene i den israelske militær.
Miko er kendt for sine modige og kritiske holdninger til den israelske besættelse. Med indsigt i sin faders rolle i 1967 krigen, forholder han sig kritisk til den officielle israelske historie omkring ’’overlevelseskrigen’’.
Miko Peled er i dag støtter af den internationale boykot bevægelse, BDS, og er fortaler for og tilhænger af en-statsløsningen.
I sin bog ‘Generalens søn: en israelers rejse gennem Palæstina’, der netop er udkommet på dansk, gør han op med sin og sin families fortid og med forestillingen om et Israel, der kæmper for at overleve.
Det er derfor med stor glæde, at vi inviterer jer til dette foredrag.
Foredraget vil blive afholdt:
Tirsdag den 9. september 2014 kl. 17:00-19:00 hos Mellemfolkeligt Samvirke, Fælledvej 12, 2200 Kbh.
Program:
17:00 – 17:00 Velkommen
17:15 – 18:15 Miko Peleds foredrag
18:15 – 18:30 Spørgsmål og debat med ordstyrer
18:30 – 19:00 Salg af bøger og mulighed for signering
Vi glæder os til at se jer.
Mellemfolkeligt Samvirke og Dansk Palæstinensisk Venskabsforening går nu sammen og i samarbejde med fagforeningerne for at sikre freden mellem palæstinenserne og israelerne. En holdbar og varig fred baseret på lighed og ligeværdighed!
Musik af Isam B, The Savage Rose, Shaka Loveless og Muri. Taler af Mette Gjerskov (S), Johanne Schmidt-Nielsen (Ehl), Pia Olsen Dyhr (SF), Y…onatan Ungermann Goldshtein, Jane Korczak (3F), Dennis Kristensen (FOA), Frans Mikael Jansen (Mellemfolkeligt Samvirke), Fathi El-Abed (Dansk Palæstinensisk venskabsforening) – programmet opdateres løbende.
SPRED ORDET: Vær med til at sprede ordet om demonstrationen på de sociale medier. Jo flere vi bliver, des større signal kan vi sende. Vi tilskynder alle til at deltage, men frabeder os enhver form for antisemitisme, islamofobi, voldsopfordringer eller religiøse symboler.
IKKE FLERE UNDSKYLDNINGER. Konflikten mellem Israel og palæstinenserne har varet mere end et århundrede. Verdenssamfundet har i årtier opfordret til en tostatsløsning ud fra devisen om, at begge folk, israelerne og palæstinenserne, har ret til national selvbestemmelse. Efter mere end 47 års militær besættelse og stadigt flere bosættelser i de palæstinensiske områder på Vestbredden og i Østjerusalem, må verdenssamfundet skride til politisk handling for at sikre palæstinensernes basale rettigheder.
FRED OG SOLIDARITET er to sider af samme mønt. Verden over er civilbefolkninger gået på gaden for at demonstrere for fred og udvise deres solidaritet. I de seneste 4 uger har der i Danmark alene været adskillige fredelige aktioner og demonstrationer. Vi går på gaden for at oplyse om den tragiske konflikt, og for at vise vore ledere, at nok er nok! Konflikten må ophøre, og menneskerettighederne respekteres. Vi stiller os i solidaritet med konfliktens mange ofre, samt de fredsdemonstranter på begge sider af konflikten, som i tusindevis har demonstreret for en standsning af drab og voldelige og menneskeretslige overgreb på civile fra både Hamas og Israel. De fortjener vores talstærke opbakning.
DET ER TID TIL HANDLING. Situationen er desperat og uudholdelig for palæstinenserne. Den nuværende konflikt er den fjerde krig på Gazastriben siden 2006. De seneste israelske angreb på civile i Gaza og civil infrastruktur er forkastelige og med al sandsynlighed folkeretsstridige. Det samme gælder militante palæstinensiske gruppers raketaffyringer, som skaber frygt og ødelæggelse af privat ejendom inde i Israel. I skrivende stund er mere end 1800 palæstinensere dræbt på Gazastriben som følge af de israelske bombardementer. 85 % af de døde er civile ifølge FN, mindst 400 er børn og ca. 9000 er sårede. I Israel er 3 civile dræbt af morterangreb fra Gazastriben og mere end 60 israelske soldater er dræbt i kamphandlinger inde i Gaza.
HVER 4. GAZA-BORGER ER FLYGTET. 475.000 indbyggere i Gaza er flygtet fra deres hjem for at søge i sikkerhed fra bomberne. Mange vender tilbage, når bomberne har lagt sig, for at finde deres familiemedlemmer, venner og naboer under de murbrokker, som engang var deres hjem. Mindst 4000 private hjem er ødelagt, og mindst lige så mange er skadet af bomber og granater.
GAZA GØRES UBEBOELIGT. Under konflikten har Israel erklæret mere end halvdelen af Gazastriben et ”no-go area”, hvor der er fare for beskydning. Mindst 24 hospitaler og sundshedsklinikker, 29 ambulancer, 6 lægefolk, 7 FN-skoler, 137 uddannelsesinstitutioner, 6 skolelærere, samt elværker, virksomheder, kloaksystemer, og anden civil infrastruktur er blevet bombet og beskudt i de seneste 4 uger.
BLOKADEN SKABER NØD OG AFSAVN. 1,7 millioner mennesker stuvet sammen i et område på størrelse med Langeland på ottende år. Blokaden har hindret meningsfuld udvikling af Gaza-stribens økonomi og frarøver Gaza-boerne retten til fri færdsel og handel. Arbejdsløsheden i Gaza er på over 40 %, mens ledigheden for Gaza-boere mellem 15 og 29 år er næsten 60 procent. Grundet blokaden er næsten 80 procent af Gazas befolkning i dag afhængige af humanitær bistand for at kunne overleve. FN’s Nødhjælpsorganisation for Palæstinensiske Flygtninge (UNWRA) leverer i dag nødhjælp til 830.000 mennesker på Gazastriben. Blokaden er en folkeretsstridig, kollektiv afstraffelse af civilbefolkningen på Gaza-striben og en grov overtrædelse af den 4. Genevekonvention.
VI KRÆVER.
1. En bæredygtig våbenhvile mellem parterne, samt en ophævelse af blokaden ved både grænsen til Israel og Egypten for at sikre adgang til medicin, mad, byggemateriel, m.v., samt ind- og udrejse for Gazas civile. Det er såvel Danmarks som det internationale samfunds ansvar at mægle og lægge pres på parterne for en bæredygtig våbenhvile, samt lægge pres på den israelske regering for en efterlevelse af dets forpligtelser under den internationale humanitære Folkeret ved at hæve blokaden. Vi er enige i Udenrigsministerens krav til udsendelsen af internationale observatører for at håndhæve våbenhvilen, og vi opfordrer regeringen vil gå videre med dette i EU- og FN-regi.
2. At FN-nedsætter en uvildig undersøgelse for at undersøge potentielle krigsforbrydelser begået af begge sider, med henblik på national retsforfølgelse under universel jurisdiktion, eller en international retsforfølgelse ved Den Internationale Straffedomstol. Vi roser Udenrigsministerens krav om en uvildig undersøgelse, og opfordrer regeringen til at gå videre med dette i EU- og FN-regi.
3. En bæredygtig afslutning på konflikten. Det kræver en genoptagelse af den palæstinensiske samlingsregering, samt forhandlinger ml. parterne om en varig våbenhvile mellem Israel-Gaza, med henblik på at genoptage de kuldsejlede fredsforhandlinger om en tostatsløsning baseret på folkeretslige principper. Det er også Danmarks, samt FN og det internationale samfunds ansvar at tilvejebringe det fornødne pres på parterne for at vende tilbage til fredsforhandlingerne.
Følg med på Facebook.
Konfliktens parter
Mange er af den opfattelse, at konflikten er mellem jøder og palæstinensere, men det er fejlagtigt. Konflikten er i mellem de militante zionister og det palæstinensiske folk.
Den militante zionisme trækker spor tilbage til begyndelsen af 1880’erne, jf. bl.a. et brev af 21. september 1882 fra den russiske jøde Vladimir (Ze’ev) Dubnow, der var ansat i et landsbrugskollektiv, Mikveh Israel, i Palæstina, til hans bror, historikeren Simon Dubnow, i hvilket han bl.a. skrev:
“The final goal is to gain control of Palestine and to restore to the Jews the political independence of which it has been deprived for two thousand years. Don’t laugh this is no illusion.”
“The Jews will proclaim in a loud voice and if necessary with arms in their hands that they are the masters of their ancient homeland.”
Er fred mulig?
Den militante zionistiske leder, og Israels første premierminister, David Ben-Gurion, skrev i et brev til sin søn Amos i oktober 1937, at “Vi må udvise araberne og tage deres pladser…. og hvis det er nødvendigt for os at bruge magt…. så har vi den magt til vores rådighed.”
Allerede fra etableringen af staten Israel valgte den israelske befolkning den militante vej ved valget af David Ben-Gurion som premiereminister, i stedet for Moshe Sharett, der var en mere moderat zionist. Ben-Gurion var kendt for sin militante, aggressive og kompromisløse stil over for palæstinenserne og stod som eksponent for, at Israel skulle udvikle sig til en overlegen militærmagt i regionen, så det aldrig ville blive nødvendigt for Israel, at indgå en fredsaftale med palæstinenserne. Israel er, trods sin relativt beskedne størrelse på 7,7 mio. indbyggere, en af verdens største militærmagter, og derfor behøver Israel aldrig at indgå fredsaftale med palæstinenserne. Israel har efter den første krig i 1948 aldrig været militært truet af noget land i regionen på nogen måde. Og efterfølgende ikke vist noget tegn på fred overhovedet – tværtimod!
Retten til selvforsvar – nødvendighed og proportionalitet
Selvforsvarsretten, jf. FN-Pagtens artikel 2, stk. 4 og artikel 51, er reguleret af rammer for nødvendighed og intensitet. Selvom FN-pagten ikke nævner, at magtanvendelse i selvforsvar skal være både nødvendig og proportional, er der generelt enighed blandt stater om, at disse principper gælder som en del af sædvaneretten. Det er disse to principper, der bliver diskuteret i forbindelse med en stats magtanvendelse i selvforsvar, snarere end, om det var anticiperet selvforsvar eller ej. De sædvaneretlige principper om nødvendighed og proportionalitet er således også gældende i situationer, hvor stater anvender magt i selvforsvar med henvisning til FN-pagtens artikel 51.
At magtanvendelse i selvforsvar er underlagt en regel om nødvendighed (“necessity”), betyder i praksis, at magtanvendelse ikke kan ske, før den angribende stat har erkendt, at fredelige midler til bilæggelse af striden ikke er en mulighed. Der er dog et krav om, at muligheden for disse fredelige tiltag undersøges i god tro (“in good faith”) som et generelt princip i forbindelse med fortolkning af både traktater og sædvaneretten og ikke blot affejes med det samme, sådan som Israel sædvanligvis gør.
Det hævdes ofte i debatten, at Israel har en ret til selvforsvar, men retten til selvforsvar gælder ved angreb fra en anden stat og her er situationen den, at det var Israel, der i strid med folkeretten under 6-dages krigen angreb bl.a. Vestbredden og Gaza og efterfølgende besatte disse territorier, hvilket selvsagt også er i strid med folkeretten. Heraf følger, at det angrebne land har ret til at forsvare sig og besvare det folkeretsstridige angreb, dog er angreb mod civilbefolkningen i strid med folkeretten, herom er ingen tvivl. Når Israel begår krigsforbrydelser er der ikke tale om selvforsvar, men om et fortsat illegitimt angreb i strid med folkeretten.
For begge parter i konflikten gælder “krigens folkeret”, herunder at angreb på civile selvsagt er i strid med folkeretten. Endvidere gælder reglerne om ”proportionalitet”, og her bemærkes, at Israel stort set altid foretager uproportionale angreb, herunder mod civilbefolkningen, hvilket klart er i strid med folkeretten. Israels ”selvforsvar” kan i den foreliggende konflikt alene rettes mod de organisationer, hvorfra angrebet stammer, når et væbnet angreb kan henregnes til denne organisation og intet andet, og på ingen måde mod værtsstatens myndigheder, institutioner, installationer, hospitaler, skoler, FN-bygninger etc. og selvsagt ikke mod civilbefolkningen.
Israel er talrige gange blevet fordømt af verdenssamfundet, bortset fra USA, for med sine krigsaggressioner, at overtræde proportionalitetsprincippet.
Er Gaza besat?
Ja, det følger klart af folkeretten, jf. artikel 42 i Fjerde Haagerkonvention fra 1907, at Gaza er ulovlig besat af Israel, hvilket også er bekræftet af FN. I folkeretten er man besat, når en besættelsesmagt “faktisk udøver kontrol” over territoriet. Det er endvidere uomtvisteligt, at Israel er besættelsesmagt i forhold til Gaza, med de deraf følgende forpligtelser til at beskytte civile, også selvom Israel i februar 2005 forlod Gaza, men de har opretholdt en blokade af bl.a. livsfornødenheder, som har forårsaget en humanitær katastrofe, hvilket selvsagt klart er i strid med folkeretten.
Israel har som ulovlig besættelsesmagt pligt til at beskytte civilbefolkningen og selvsagt ikke bombe den, da dette er en krigsforbrydelse.
Den Internationale Domstol – ICJ
Jf. FN-Pagtens artikel 93 er alle FN-medlemsstater ipso facto parter til Statutten for Den Internationale Domstol og dermed bundet af denne, hermed også Israel. FN-medlemsstater er forpligtede til at følge domstolens afgørelser i de sager, de er part i. Hvis en stat ikke lever op til dette krav, kan modparten i sagen meddele dette til Sikkerhedsrådet, der kan anbefale nødvendige tiltag, for at dommen bliver efterlevet.
Udover stater kan Sikkerhedsrådet og Generalforsamlingen henvise sager til domstolen for en ”advisory opinion on any legal question”. Andre FN-organer kan også bede om sådanne udtalelser om juridiske spørgsmål, der opstår som følge af deres aktiviteter. En udtalelse fra den 9. juli 2004 på den humanitære folkerets område, er sagen om de juridiske konsekvenser af Israels opførelse af en sikkerhedsmur i de besatte områder i og omkring Vestbredden og Østjerusalem, der blev henvist til domstolen af FN’s Generalforsamling. Domstolen udtalte sig i den vejledende udtalelse om kriterierne for at udøve selvforsvar under FN-pagtens artikel 51, en besættelsesmagts forpligtelser, og markerede bl.a. – for første gang – klart, at internationale menneskerettigheder også gælder i en væbnet konflikt og under besættelse med hensyn til handlinger udført af en stat som led i udøvelsen af dens jurisdiktion også udenfor eget territorium, i dette tilfælde Israels handlinger på det besatte områdes territorium.
Den Internationale Straffedomstol – ICC
De fem permanente medlemmer af Sikkerhedsrådet kan med deres vetoret til hver en tid blokere for henvisninger af sager til ICC. I praksis betyder dette, at Israels krigsforbrydelser i Gaza ikke vil blive henvist til domstolen før staten Palæstina bliver etableret.
Et relevant område er den humanitære folkeret, jus in bello, hvor flere ofte krigsførende stater ikke har tiltrådt den første og den anden tillægsprotokol (TP I og TP II) af 1977 til Genèvekonventionerne (USA og Israel har ikke tiltrådt tillægsprotokollerne), men stadig er bundet af de regler i disse, der anses for sædvaneret.
FN’s Højkommissariat udtaler den 12. juli 2014:
“Vi har modtaget alarmerende rapporter om mange civile tab, herunder børn som følge af angreb mod boliger. Den slags rapporter rejser alvorlig tvivl, om de israelske angreb har været i overensstemmelse med international humanitær ret,« lyder det fra chefen for FN’s højkommissariat for menneskerettigheder, Navi Pillay.
FN’s Sikkerhedsråd udtaler den 13. juli 2014:
“Vi udtrykker alvorlig bekymring for beskyttelsen af de civile på begge sider af konflikten. Samtidig opfordrer Sikkerhedsrådet til våbenhvile.”
“Sikkerhedsrådets medlemmer opfordrer til en deeskalering af situationen, en genopretning af ro og en genoptagelse af våbenhvilen fra november 2012”.
Konklusion – kortfattet
På det foreliggende grundlag må det konkluderes, at Israel krænker alle væsentlige folkeretlige regler og særligt når henses til proportionalitetsprincippet, og dermed begår krigsforbrydelser, men ikke folkedrab.
For så vidt angår angreb på civilbefolkningen gør både Israel og Hamas sig skyldig i forbrydelser.
Demonstration onsdag den 16. juli kl. 19.00, Rådhuspladsen (KBH)
Dansk Palæstinensisk Venskabsforening (DPV) indkalder hermed til en protest samling på Rådhuspladsen i København onsdag den. 16.07.2014 kl. 19:00 i protest over Israels omfattende overgreb mod Gaza og kollektive afstraffelse af den palæstinensiske civilbefolkning i de besatte område.
Israels kollektive afstraffelse af palæstinenserne har stået på i over 4 uger. Og det seneste dage har det udviklet sig til en sand bomberegn over den palæstinensiske civilbefolkning i den besatte og belejret Gaza.
175 palæstinensere har mistet livet siden mandag heraf mindst 31 børn. De sårede har rundet de 1200.
Israels brutalitet, primitive opførsel og gentagne forbrydelser mod den palæstinensiske civilbefolkning er en skamplet på menneskeheden.
Der er derfor et stort behov for at vi samles endnu en gang og udtrykker vores klare støtte til det palæstinensiske folk under paroler som:
– STOP overgrebet mod Gaza
– STOP myrderierne på palæstinenserne
– NEJ til kollektiv afstraffelse af palæstinenserne
– NEJ til besættelse
– NEJ til bosættelser
– NEJ til Israels masse arrestationer af palæstinenserne
– Frihed til de tusinde af palæstinensiske fanger i de israelske fængsler
– JA til fred
– FRED er mulig
Vær med vores Folketingets formand Mogens Lykketoft, Johanne Schmidt Nielsen (EL), Lisbeht Bech Poulsen (SF), hele Danmarks kunstner og entertainer Omar Marzouk, den kendte film instruktør Omar Shargawi (med palæstinensisk baggrund), samfundsdebattøren m.m. Tarek Ziad Hussein og flere…
om at tage afstand fra det israelske overgreb mod palæstinenserne i Gaza i særligt grad og hele de besatte områder generelt.
Og om at kræve af Netanyahu og den israelske regering at opgive besættelsen, undertrykkelsen og bosættelserne på den besatte Vestbred og om at komme til forhandlingsbordet for at indgå en reel, holdbar og retfærdig fred.
En kendt Gaza sang samt en lille freds -”happening” fra Jewish Voice for Peace vil også blive præsenteret.
Medbring kun slogans på dansk, samt danske og palæstinensiske flag.
Vel mødt!
København den 10. juli 2014
Dansk Palæstinensisk Venskabsforening (DPV) tager initiativ til en protest samling på KBHs Rådhuspladsen i dag torsdag kl. 19.00 i protest over Israels igangværende overgreb mod den palæstinensiske civilbefolkning i Gaza.
Endnu en gang står den palæstinensiske civilbefolkning alene over for den mægtige israelske militære maskine.
DPV tager kraftigt afstand fra Israels kollektive afstraffelse mod den palæstinensiske civilbefolkning der har stået på i over 4 uger og kulminerer nu på 4 døgn med en massiv bombekampagne mod den belejret og forarmede Gaza.
Palæstinenserne på den besatte Vestbred har i over 4 uger været udsatte for masse fængslinger med over 1.100 palæstinensere der er havnet i de israelske fængsler oven i de over 5000 sidder fængsle som politiske fanger.
Antal af sårede og dræbte i hele de besatte områder – særligt i Gaza – stiger time for time og tæller indtil videre over 750 sårede og 68 dræbte.
Over 4 millioner palæstinensere har i over en måned været lukkede inde i deres byer og landsbyer i deres eget land på den besatte Vestbred og i Gaza hvor de har været udsatte for den israelske besættelseshærs hærgen, mishandling og primitiv opførsel.
Hærgen, mishandling og primitiv opførsel fra den israelske besættelseshær skal palæstinenserne atter finder sig i.
Vi samles i dag for at vise støtte til det palæstinensiske folk og for at kræve FRED NU under paroler som:
– Stop overgrebet mod Gaza
– Stop overgrebet mod palæstinenserne
– NEJ til kollektiv afstraffelse af palæstinenserne
– NEJ til besættelse
– NEJ til bosættelser
– NEJ til Israels masse arrestationer af palæstinenserne
– Frihed til de tusinde af palæstinensiske fanger i de israelske fængsler
– JA til fred
– FRED er mulig
For yderligere kan DPV Formand Fathi El-Abed kontaktes på 40 61 38 96
Dansk Palæstinensisk Venskabsforening (DPV) indkalder hermed til en protest samling på Rådhuspladsen i København i morgen torsdag d. 10.07.2014 kl. 19:00 i protest over Israels kollektive afstraffelse af den palæstinensiske civilbefolkning i de besatte områder.
Israels kollektive afstraffelse af palæstinenserne har stået på i over 4 uger. Og det seneste dage har det udviklet sig til et sand bomberegn over den palæstinensiske civilbefolkning i den besatte og belejret Gaza.
Senest med over 250 bombetogter mod Gaza på under 30 timer.
31 palæstinensere har mistet livet siden mandag heraf mindst 8 børn. De sårede har rundet de 300.
Flere hundreder palæstinensere er arresterede og alt imens er millioner palæstinensere er lukkede inde i deres byer og landsbyer i deres eget land på Vestbredden og i Gaza.
Israels brutalitet, primitive opførsel og gentagne forbrydelser mod den palæstinensiske civilbefolkning er en skamplet på menneskeheden. Der er derfor et stort behov for at vi samles og udtrykker vores klare støtte til det palæstinensiske folk under paroler som:
– NEJ til kollektiv afstraffelse af palæstinenserne
– NEJ til besættelse
– NEJ til bosættelser
– NEJ til Israels masse arrestationer af palæstinenserne
– Frihed til de tusinde af palæstinensiske fanger i de israelske fængsler
– JA til fred
– FRED er mulig
Medbring kun slogans på dansk, danske og palæstinensiske flag og evt. lys.
Med venlig hilsen
Dansk Palæstinensisk Venskabsforening
København den 3. juli 2014
Et besat folk beder nu det internationale samfund om beskyttelse
Det besatte palæstinensiske folk beder nu officielt det internationale samfund om en permanent beskyttelse i de besatte områder.
Den palæstinensiske ledelse med den palæstinensiske præsident Mahmoud Abaas i spidsen og med ALLE de respektive palæstinensiske organisationer i og uden for PLO bag sig beder nu FN og det internationale samfund om en international styrke der skal sikre den palæstinensiske civilbefolkning i de besatte områder.
Dansk Palæstinensisk Venskabsforening opfordrer vores danske regering til at arbejde i EU regi for en samlet tilslutning for palæstinensernes opfordring og råb om hjælp.
Palæstinensernes opfordring kommer ikke ud af ingenting.
Efter bortførelsen, mishandling og det makaber drab på den 15 år gammel palæstinenser Mohamad Abu Khdier fra den besatte palæstinensiske by Al-Quds (Østjerusalem) så frygter palæstinenserne at bosætter volden med den israelske besættelseshær i ryggen vil eskalere.
Dagen inden Mohamad blev bortført uden for sit hjem i bydelen Shufaat blev en 8 årig palæstinensisk dreng forsøgt kidnappet mens han gik sammen med sin mor af netop 3 bosættere hvis signalement passer til de 3 som bortførte og dræbte Mohamad Abu Kdier natten til onsdag.
Palæstinensernes frygt er baseret på den israelske besættelseshærs massiv kampagne mod den palæstinensiske civilbefolkning i hele de besatte områder.
Fra natlige bombninger mod Gaza for 3. uge i træk til natlige husundersøgelser, massefængslinger og vilkårlige drab til chikane og lukninger af hele byer og landsbyer på den besatte Vestbred.
Dansk Palæstinensisk Venskabsforening ser med stor bekymring på den massiv kampagne en gruppe israelske soldater har iværksat under overskriften
” Giv os lov til hævn…giv os tilladelse til at meje dem ned”.
Mere end 40.000 israelere har sluttet sig til kampagnen hvor et stort antal af dem gør tjeneste i den israelske besættelseshær.
Palæstinenserne er ikke længere alene fanger i deres eget land. De er efterhånden let udbytte for lovløse og bevæbnede bosætterbander der operer i hele den besatte Vestbred med den israelske besættelseshær som beskytter.
Intet tyder på at Israel er interesseret i at nedrappe konflikten og fjendtligheden. Tværtimod. Og den hadske stemning mod den besatte palæstinensiske civilbefolkning stiger time for time, dag for dag.
Af de grunde og for meget anet er en international beskyttelse påkrævet – mere end nogensinde før.
Dansk Palæstinensisk Venskabsforening appellerer til vores statsminister Helle Thorning Schmidt og til vores udenrigsminister Martin Lidegaard om at ytre deres støtte til palæstinensernes krav om en omgående international beskyttelse og ydermere at arbejde i EU regi for at det sker hurtigst muligt.
Det vil være et første skridt mod fredeligere tider og i sidste ende en reel og holdbar fred der kan sikre palæstinenserne deres historiske nationale og politiske rettigheder i et frit Palæstina uden besættelse, undertrykkelse og bosættelser og med Østjerusalem som hovedstad.
For yderligere kan DPV Formand Fathi El-Abed kontaktes på 40 61 38 96/35 35 48 68
Af Andrea Borello
I påsken i år rejste jeg for anden gang til Palæstina og boede i Hebron by hos den skønne værtsfamilie, der sidste år havde åbnet deres hjem for mig. Igen var deres gæstfrihed overvældende: Ikke alene lod de mig bo i deres bolig og gav mig mad at spise og en seng at sove i uden at ville have en krone for det; de lod også min søster bo der, og åbnede deres arme og hjerter for hende som de året forinden havde gjort det for mig.
Under besøget blev jeg endnu engang mindet om den konflikt, der udspiller sig på Vestbredden, og som er særdeles optrappet i netop Hebron. Hebron er en hård by at færdes i: Hvor byen før i tiden var domineret af et pulserende markedsliv med arabiske bazarer, iværksættere og kreative påfund står massere af butikker i dag tomme og der vandrer militante styrker rundt på gader og byens tage.
Det er sket som følge af den massive besættelse og territoriale overtagelse, som israelske besættere siden staten Israels oprettelse i 1948 har stået bag. Det er ekspanderet mere og mere, og Hebron, som er på det palæstinensiske område, er blevet delt i to: En arabisk og en israelsk del. Araberne kan ikke bevæge sig ind på den israelske del, men isralerne kan, hvis de vil, gå ind på det arabiske område. Opdelingen er gået så vidt, at hovedgaden Shuada-street er lukket ned, og at alle arabere, der færdes på den, øjeblikkeligt bliver skudt. Det paradoksale er, at israelerne ingen ret har til dette område – det tilkommer palæstinenserne. Alligevel er det dem, der suverænt styrer byen med hård hånd og militære midler og langsomt, men sikkert, er i gang med at indtage byen bygning for bygning.
I Hebron er der ca 400.000 indbyggere hvoraf kun omkring 500 er israelske besættere. Til at beskytte disse israelere mod de ‘farlige’ arabere er der indsat intet mindre end 1500 soldater. Absurditeten bag disse tal er tydelig – det israelske militær er den arabiske civilbefolkning langt overlegen, og den velkendte undskyldning for al militær aktivitet hedder ‘for security reasons’. Tallene taler for sig selv, og erklæringen dækker selvsagt over en helt anden udspekuleret dagsorden: Nemlig at de militante styrker systematisk undertrykker og chikanerer den palæstinensiske civilbefolkning med det endelige mål at fordrive dem, overtage Hebron og gøre det til en del af den israelske stat. I sidste ende er er det toppolitiske mål bag besætternes ageren at fordrive den arabiske befolkning fra hele vestbredden og gøre området til Israel.
I byens hjerte bor besættere på de øverste etager, og araberne på de nederste. For at undgå at få det skrald og skidt i hovedet, som overboen kaster ned, er et kæmpe net blevet spændt ud over hele gaden. Jeg har set rådne fisk, sten og sågar knive ligge på nettet – kastet ned for at ramme underboerne bevidst.
Som udlænding opleves chikanen tydeligt: Flere gange dagligt skulle jeg passere check-points for at komme omkring i byens midte, og forskelsbehandlingen skreg til himlen. Hvis jeg gik med en palæstinensisk ven eller veninde blev vedkomne kropsvisiteret, udspurgt og fik sine tasker gennemrodet. Men jeg fik altid lov til at passere uden problemer, og tit smilede de militante styrker til mig og bød mig “velkommen til Israel”. Det provokerede mig grænseløst og var med til at styrke min følelse af, at være vidne til et apartheid.
Det var rigtig hårdt at bo hos en familie og blive en del af deres hverdagsliv, og samtidig være vidne til daglige overgreb mod deres landsmænd. Jeg følte så meget af sympati med dem, og dertil også vrede og uforståenhed overfor undertrykkerne – men faktum er, at situationen er så fastlåst, at jeg ingenting kunne gøre.
Hebron er blot et af de mange steder, hvor bosættelser og fordrivelser er en del af hverdagen. Hele Vestbredden er underlagt den militære kontrol, som også styrer, hvem der kommer ind og ud af de forskellige områder. Jerusalem, som er Israelsk og Palæstinensisk delt, kræver en særlig indrejsetilladelse. Men denne tilladelse gælder kun araberne, israelerne kan rejse frit, og tilladlsen udstedes af ingen ringere end: Israelere. Hele systemet er så korrupt og systematisk undertrykkende, at jeg end ikke ved hvor jeg skal starte og begynde med at beskrive det.
Det var sundt for mig at se det hele igen, og endnu bedre, at se det igennem min søsters øjne, som oplevede konflikten og overgrebene for første gang. Det er helt utroligt så hurtigt voldshandlinger og chikane bliver hverdag, og jeg var allerde forberedt på det, men det var min søster ikke. Flere gange når vi oplevede security eller så nogen blive tilbageholdt spurgte hun om helt centrale ting: “Hvorfor er det nødvendigt?”, “hvordan kan de leve med det?” eller “hvorfor gør vi ikke noget?”
Og jeg måtte blive hende svar skyldig: For hvordan kan et helt verdenssamfund se till, mens et folk systematisk chikaneres, undertrykkes og fordrives? Hvordan kan det have stået på i mere end 60 år uden at der er blevet grebet ind? Det kunne jeg ikke svare hende på.
Det er svært at se, hvordan den arabiske civilbefolkning skal kunne bryde ud af deres undertrykkelse, når de er underlagt en overmagt der ikke ønsker at fremme deres menneskelige ret. Man kan kun håbe på, at verdenssamfundet på et tidspunkt får øjnene op for de uhyrlige forbrydelser og kan gribe ind. For der er mennesker, der bliver klemt i konflikten: Familier, børn, en hel civilbefolkning. Og som min søster så klogt spurgte: “Hvordan kan vi leve med det?”
