Danpal.dk

Dansk Palæstinensisk Venskabsforening har netop udsendt vores seneste nyhedsbrev til vores medlemmer. Her kan du læse, hvad der er sket siden sidste nyhedsbrev i november. En periode der i høj grad har båret præg af både Coronapandemien og krigen i Ukraine, som har haft betydning for foreningens aktiviteter og verdens fokus.

Noget vigtigt, der er sket i starten af 2022, er, at Amnesty International udgav en rapport, hvori de dokumenterede det, som Human Rights Watch og B’Tselem også tidligere har kunnet konkludere; Israel er en apartheid stat.

I nyhedsbrevet sender vi også en tak til alle jer, der følger foreningen og støtter op om vores arbejde, som har betydet, at vi nu har rundet en milepæl – mere end 7.000 følger vores Facebookside. Opbakning kan vi ikke få nok af, og det er en fundamental del i forhold til at vi kan fortsætte vores indsats for Palæstina og palæstinenserne.

Læs hele nyhedsbrevet her:

Nyhedsbrev Dansk Palæstinensisk Venskabsforening april 2022

I februar 2022 præsenterede Amnesty International en rapport, der dokumenterede, at Israel udøver apartheid mod palæstinenserne. Efterfølgende bragte Dansk Palæstinensisk Venskabsforenings formand følgende debatindlæg i Jyllands-Posten (læs den originale her).

Svigt ikke Palæstina

De borgerlige – pressen såvel som partier – svigtede i sin tid Sydafrikas kamp mod apartheid. Det er tid til ikke at gentage samme fejl i forhold til Palæstina.

Af Fathi El-Abed, formand for Dansk Palæstinensisk Venskabsforening

Den 1/2 præsenterede Amnesty International en historisk rapport, hvori den højt respekterede menneskerettighedsorganisation konkluderer følgende: Israel har skabt og opretholdt et omfattende apartheidsystem, der netop har til hensigt at dominere, undertrykke og ikke mindst at fordrive palæstinenserne fra resterne af deres land i det besatte Palæstina.

Rapporten kommer efter måneders forsinkelser og præcis et år efter den første lignende rapport fra den førende israelske menneskerettighedsorganisation, B’tselem, der i april sidste år blev efterfulgt af en endnu mere omfattende rapport fra den internationale menneskerettighedsorganisation Human Rights Watch. Begge med samme overbevisende data og konklusioner som Amnesty.

Om få måneder forventes en lige så præcis og omfattende rapport og konklusion at blive offentliggjort af FN’s Menneskerettighedsråd, der i forlængelse af en undersøgelse om mulige israelske krigsforbrydelser mod palæstinenserne under det 11 dage omfattende overgreb mod Gaza i maj 2021 ligeledes har undersøgt eksistensen af apartheid i såvel det besatte Palæstina som i selve Israel.

Det vil sige, såfremt vores danske borgerlige presse og borgerlige partier stadig mangler belæg – udover rapporterne fra Amnesty, HMR og den israelske B’tselems, at apartheid er – desværre – en realitet i 2022, så har især de borgerlige partier – i særlig grad Venstre og De Konservative – tre muligheder: enten at følge det meste af verden ved at erkende det indlysende i de veldetaljerede tre rapporter eller at besøge det besatte Palæstina på en fact finding mission for borgerlige politikere for ved selvsyn at opleve den uholdbare og umenneskelige hverdag og situation for millioner af palæstinensere eller som sidste udvej at vente til senere på året, når FN-rapporten udkommer, til at afgøre deres historiske ansvar med henblik på ikke at begå samme fejl som under det hedengangne apartheid-regime i Sydafrika, hvor vores danske borgerlige partier var alt for sent ude med at erkende deres fejlslagne støtte til regimet i Pretoria – mest af ideologiske årsager med henvisning til Den Kolde Krig. Der findes nemlig ikke en fjerde mulighed.

For det er tid til at tage ansvaret på sig ved at vise, at de borgerlige har lært af deres historiske svigt af Sydafrika, og at de derfor ikke agter at begå samme fejl nu med Israel som nutidens apartheidstat.

Tidligere i år kunne endnu en organisation dokumentere, at Israel er en apartheid-stat. Først blev det slået fast af den israelske NGO B’Tselem, dernæst af Human Rights Watch og nu af Amnesty International.

I deres rapport Israel’s Apartheid against Palestinians: Cruel System of Domination and Crime against Humanity dokumenterer de, hvordan Israel opretholder et system, der både undertrykker og udøver dominans over den palæstinensiske befolkning – hvilket svarer til apartheid.

Amnesty International slår samtidig fast, at det ifølge international ret er en forbrydelse mod menneskeheden. Noget omverdenen skal holde Israel ansvarlig for at afskaffe. Organisationen kommer med specifikke anbefalinger til, hvordan de israelske myndigheder kan afvikle apartheidsystemet og den diskrimination, adskillelse og undertrykkelse, der understøtter det.    

Læs hele rapporten her.

I anledning af årets sidste nyhedsbrev vil vi takke vores medlemmer for deres støtte og ønske alle rigtig glædelig jul!

2022 nærmer sig med hastige skridt, og snart går juleræset med julefrokoster og gaveindkøb for alvor i gang. I skal dog ikke snydes for et sidste nyhedsbrev.

Her samler vi op på nogle af de mange ting, der er sket i løbet af året, blandt andet den meget vigtige nyhed om, at den israelske menneskerettighedsorganisation B’tselem nu har erklæret Israel for apartheidstat.

Vi kan også afsløre, at vi i det nye år kan løfte sløret for den landsdækkende kampagne, som vi i flere måneder har arbejdet på.

Læs mere i nyhedsbrevet:

STØT vores danske landshold, når de sparker Israel ud af VM

Der kan ikke længere herske nogen form for tvivl om, at Israel er et apartheid regime. Det blev tidligere på året slået fast, senest af både den israelske menneskerettighedsorganisation B´tselem og af Human Rights Watch.

Dansk Palæstinensisk Venskabsforening (DPV) ser selvfølgelig allerhelst, at et hold, der repræsenterer det regime, ikke er velkommen i et internationalt fodboldstævne som VM. Virkeligheden er desværre en anden, hvilket vores eget danske landshold lige nu skal takle – et landshold der ellers står for og har vist det stik modsatte; nemlig empati, sammenhold og fællesskab – skal spille mod det israelske landshold.

Selvom de to hold i vores øjne aldrig burde befinde sig i samme turnering og slet ikke på samme bane, så står vi i Dansk Palæstinensisk Venskabsforening bag vores dygtige fodbolddrenge og støtter op om deres kamp mod det israelske landshold.

DPV vil gerne opfordre alle til at gøre det samme – støt Danmarks fodbolddrenge!

Lad den fodboldfeber, der blomstrede op tidligere i år i forbindelse med EM turneringen, være medvirkende til, at vores landshold får sparket det israelske landshold hjem til Tel Aviv og ud af VM turneringen – hvis det står til os, bliver det den sidste VM turnering, de får lov at deltage i.

God fodbold kamp i morgen!

Med venlig hilsen

Dansk Palæstinensisk Venskabsforening – DPV

Her kan du læse vores seneste nyhedsbrev, hvor vi blandt andet beskriver de mange forfærdelige ting, der har fundet sted i Palæstina dette forår, som har affødt mange demonstrationer både i Palæstina, i Israel og internationalt.

Derudover gør vi opmærksom på, at vi afholder virtuel generalforsamling d. 26. juni. Du kan læse mere om, hvordan du får mulighed for at deltage i nyhedsbrevet.

Nyhedsbrevet rummer desuden et uddrag fra et debatindlæg i Jyllands-Posten, som vores formand Fathi El-Abed skrev tilbage i maj måned. Du kan også læse det brev, vores advokat har skrevet til TV2 om deres journalisters faktuelt forkerte benævnelser af Jerusalem, som Israels hovedstad.

På nedenstående link kan du læse det nyeste nyhedsbrev fra Dansk Palæstinensisk Venskabsforening.

Her kommenterer vi på statsminister Mette Frederiksens besøg i Israel, hvor vi uddyber, hvorfor besøget selvfølgelig var til stor ærgrelse for foreningen. I den forbindelse minder vi om, at vores formand, Fathi El-Abed, har skrevet et debatindlæg i Politiken om, hvorfor besøget er kritisabelt, som det er muligt at tilgå via nyhedsbrevet.

Nyhedsbrevet indeholder også en indkaldelse til generalforsamling den 26. juni 2021. Hvorvidt det bliver virtuelt eller et fysisk møde, vil tiden vise.

Desuden belyser vi rapporten fra den israelske menneskerettigheds-organisation B’Tselem, der kategoriserer Israel som en apartheidstat. Denne rapport kan tilgås via et link i nyhedsbrevet eller på hjemmesidens forside.

B’Tselem: vi siger det klart og tydeligt; det ER et Apartheid regime.

Den israelske menneskerettigheds organisation B’Tselem har taget det frygtløse, modige og historiske skridt ved at kalde tingene deres rette navn; “Vores stat – Israel – ER et Apartheid Regime”, konkluderer B’Tselsem i følgende historiske rapport, hvori der faktisk redegøres punkt for punkt for denne historiske beslutning om at betegne Israel som en Apartheid Stat.

”Der er ikke en eneste tomme mellem (Jordan)floden og (Middelhavet)havet, hvor en palæstinenser og en jøde er lige” skriver B’Tselem blandt andet.

I princippet, så er dette historiske skridt banebrydende og en slags Gamechanger. På samme måde som kampen mod det modbydelige Apartheidregime i Sydafrika udviklede sig i 1960’erne/1970’erne.

Her var det først The International Comission of Jurists der i 1960 udgav en rapport, der gennemgik Apartheid-lovene med afsæt i netop menneskerettighederne. Rapporten var historisk set det første skridt, som skabte et rum for fordømmelse af det forhadte Apartheid regime i FNs Generalforsamling kort tid efter. Og så begyndte et nyt syn på regimet i Vesteuropa (som det hed dengang) – ikke mindst i Danmark.

B’Tselem kan nemt sammenlignes med South Africa Institute of Race Relations, der moniterede Apartheid lovene og udviklingen i Sydafrika under Apartheid regimet. Deres modige og vigtige indsats banede ikke mindst vejen for endnu større internationalt engagement mod Sydafrikas Apartheidregime, især fra FNs Human Rights Committee.

Dette historiske skridt, der blev taget af B’Tselem den 12. januar, vil – UDEN tvivl – blive husket og nævnt af historiebøgerne og historikere, når der i fremtiden skal berettes om kampen mod nutidens Apartheid Regime i Tel Aviv.

Læs rapporten her.

2020 er ved at rinde ud, og i den forbindelse udgiver Dansk Palæstinensisk Venskabsforening årets sidste nyhedsbrev. I dette nyhedsbrev belyser vi det amerikanske valg, som vi er meget begejstrede for endte med en sejr til Joe Biden. det vil forhåbentlig betyde, at der vil blive prioriteret radikalt anderledes i USA, når det angår Israel og Palæstina.

I nyhedsbrevet gør vi også opmærksom på den kronik, vores formand fik bragt i Politiken, og som kan findes på vores forside, der tager udgangspunkt i de seneste 13 års belejring af Gaza.

Til sidst skal der lyde en stor tak til alle vores medlemmer! Det er jer, der skaber fundamentet for, at vi i bestyrelsen kan udføre vores frivillige arbejde. Vi håber, at I vil hjælpe os med at udbrede budskabet og kendskabet til vores arbejde ved at invitere folk fra jeres netværk til at melde sig ind.

Læs følgende kronik af DPV formanden i dagens Politiken om de katastrofale forhold for de 2 millioner palæstinensere i det besatte Gaza efter 13 års belejring og overgreb. Kronikken blev bragt i Politiken den 18. november 2020 og kan også læses her.

Af Fathi El-Abed, formand – Dansk Palæstinensiske Venskabsforening

Efter 13 års belejring har Gazastriben udviklet sig til en sand humanitær, menneskeskabt katastrofe uden sidestykke i nyere historie.

I 21 DAGE i august faldt bomberne og missilerne fra israelske krigsfly, droner og artilleri over verdens største friluftsfængsel – Gaza. Midt i en covid-19-pandemi, der de seneste uger har ramt de to millioner indespærrede palæstinensere hårdt.

Verdenssamfundet er handlingslammet.

Og nu har palæstinenserne fået nok og har meddelt, at den kommende periode bliver afgørende; enten ophæves den israelske belejring, der har stået på siden 2007, eller også startes endnu en smertelig krig. Men i desperation findes der som bekendt aldrig et nemt valg.

Efter 13 års belejring har Gazastriben udviklet sig til en sand humanitær, menneskeskabt katastrofe uden sidestykke i nyere historie, som et direkte resultat af den officielle israelske politik over for palæstinenserne.

Israel kan vælge at ændre denne politik. Eller bare at fortsætte denne grusomme, umenneskelige og ubegrundede tankegang om kollektiv afstraffelse, der dømmer de to millioner mennesker, som bor i Gaza, til et liv med fortsat hård fattigdom og stadigt forværrede forhold.

For fem år siden offentliggjorde FN en rapport om situationen i Gaza. På det tidspunkt var der gået otte år, siden Israel indledte den inhumane og ulovlige blokade, og Gaza havde været igennem tre omfattende israelske overgreb – senest i 2014, hvor mindst 2.200 palæstinensere blev dræbt ifm. det 51 dage lange overgreb.

Rapporten advarede om, at Gaza, uden væsentlige ændringer i Israels politik, ikke har nogen chance for at komme sig, og i 2020 – det vil sige NU – vil blive et uegnet område for mennesker at bo i.

Men i stedet for at ændre den førte politik straks efter den ildevarslende FN rapport, så gjorde Israel forholdene endnu værre ved at stramme belejringen yderligere. Situationen er siden blevet forværret – på alle parameter.

ISRAEL HÆVDER fortsat, at dets rolle som besættelsesmagt sluttede i september 2005, da de 21 bosættelser blev afmonteret, og de ca. 8.200 bosættere blev evakueret – der i øvrigt sad på ca. 40 procent af Gazas i forvejen tætbefolkede område – samtidig med at besættelseshæren blev trukket tilbage og besættelsen erklæret for afsluttet.

Derudover hævder Israel, at det ikke længere har nogen forpligtelser eller ansvar over for indbyggerne i Gaza, altså bortset fra minimale humanitære opgaver, der er designet til at forhindre den ultimative katastrofe i Gazastriben. Men den holdning er helt grundløs.

Efter den israelske ensidige tilbagetrækning var der en vis uklarhed med hensyn til Israels juridiske forpligtelser over for Gaza. Men siden er det blevet tydeligt for enhver, at Israels ansvar over for palæstinenserne i Gaza svarer fint til graden af Israels kontrol af den smalle stribe. Selv om Israel tydeligvis ikke længere er til stede inde i Gaza og i den forbindelse ikke mener at være ansvarlig for Gazas sikkerhed samt ikke at være generelt forpligtet til at sørge for Gazas indbyggers ve og vel i henhold til de internationale love, som en besættelsesmagt skal følge – så er det et faktum, at den israelske besættelseshær på intet tidspunkt er holdt op med at spille den største rolle i palæstinensernes daglige liv i Gaza og derfor som sådan bærer fortsat bærer ansvaret over for dem.

For selv om Israel i 2005 erklærede, at den militære tilstedeværelse og administration i Gaza var ophørt, så kontrollerer den israelske besættelseshær fortsat alle kritiske aspekter af palæstinensernes liv og hverdag. Ved netop at kontrollere alle grænseovergange i land såvel som Gazas hav-og luftrum.

Dermed overvåger Israel al bevægelse af mennesker og varer ind og ud af Gaza og KUN regulerer det i henhold til israelske interesser. Dette gælder også, når palæstinenserne i Gaza ønsker at komme til Vestbredden eller Jerusalem via Israel, hvilket de en sjælden gang får lov til under de strengeste, ulogiske og umenneskelige krav, nogen kan forestille sig.

Mht. Rafahgrænseovergangen mellem Gaza og Egypten, så er det vist på sin plads at gøre det klart for alle, at selv om den er underlagt egyptisk kontrol, så er det IKKE Egypten, der bestemmer hvem, hvornår og hvorfor, nogen – palæstinenserne – kan komme igennem den ene eller den anden vej.

ALLEREDE i forbindelse med at Israel indledte belejringen af Gaza, og via den daværende israelske premierminister, Ehud Olmert, erklærede, at målet ikke var at udsulte palæstinenserne i Gaza – men blot at tvinge dem på kur, så var planen at inddrage Egypten i belejringen. Med eller uden Egyptens accept.

Den opgave blev, af Israel, overladt til den amerikanske kongres. Og muligheden kom i januar 2008.

For selv om en aftale mellem Egypten og Israel – med EU som garant og mægler – fra 2005 indebar en forhånds israelsk godkendelse mht. hvem, der kunne komme ind og ud gennem Rafah-grænseovergangen, så tillod Egypten 23. januar samme år, at ca. trekvart million palæstinensere vandrede i op mod 25 kilometer ind i Sinai for at handle de mest basale dagligvarer, som på det tidspunkt var – og fortsat er – forbudte for Gaza at importere.

Det kom efter, at palæstinenserne i flere dage demonstrerede fredeligt i protest over måneders varemangel.

Få dage efter blev Egypten, af Israel og den amerikanske kongres, tvunget til den totale lukning – på ubestemt tid – af grænsen, efter en trussel om at stoppe de årlige ca. 2 milliarder dollars i amerikansk hjælp.

Grænseovergangen har siden været lukket, med få undtagelser, hvor den få gange om året – og kun efter veltilrettelagte og organiserede aftaler – holdes åbent for personer, der opfylder strenge kriterier, og som skal ind eller ud ifm. rejser til studier i udlandet, humanitære tilfælde, pilgrimme og lign.

Dertil kommer, at Rafah historisk ikke har været en nøglegrænsepost. I årtier var den lukket under besættelsen og helt frem til midten af 1980′ erne ifm. fredsaftalen mellem Egypten og Israel. Og selv herefter kunne den kun bruges af gående personer.

Også derfor kan Israel ikke løbe fra sit ansvar over for Gaza, der med rette betegnes som verdens største friluftsfængsel.

At isolere Gaza fra resten af verden, herunder at adskille det fra Vestbredden, er en del af en langsigtet israelsk politik fra 1990′ erne ifm. med den hermetiske lukning af de besatte områder, og som netop sigtede efter at adskille Gaza, Vestbredden og Østjerusalem.

Det startede med indførelse af kravet om, at der skulle anmodes om en særlig tilladelse af enhver palæstinenser fra de besatte områder for enten at kunne komme ind i selve Israel eller – og her var det farlige – endda hvis det kun var med det formål at køre de ca. 40 kilometer mellem Vestbredden og Gazastriben.

I årenes løb har Israel gjort det sværere at få disse tilladelser i form af ugentlige ændringer med alvorlige begrænsninger, således at det fra første halvdel af 2008 nærmest var umuligt at rejse til og fra Gaza. Dermed strammede Israel ikke alene betingelserne, men isolerede i virkeligheden Gaza yderligere, indtil området de facto var afskåret helt fra Vestbredden og Østjerusalem.

Herved – samt med forbud for Gazas befolkning mod at kunne rejse til udlandet, med forbud mod import og eksport og ved at afskære titusinder af palæstinensere fra at kunne arbejde på Vestbredden og i selve Israel – var isoleringen af Gaza en realitet, hvorved indtægtskilden for titusinder af palæstinensiske familier blev fjernet på rekord tid.

Disse stærke israelske begrænsninger på bevægelse af varer, arbejdskraft og tjenesteydelser – herunder ekstreme restriktioner for import og eksport af fødevarer, legetøj, papir, landbrugsprodukter etc. til og fra udlandet, Vestbredden og selve Israel – affødte øjeblikkeligt en dyb recession i Gaza, forringede indbyggernes indtjeningsevne og forårsagede en kraftig tilbagegang i levevilkårene.

På under et år, og som følge af den økonomiske kollaps, blev størsteparten af indbyggerne i Gaza afhængige af international bistand og hjælp, efter at bnp pr.

indbygger faldt til 877 dollars pr. indbyggere – og dermed til under en tredjedel ift. tiden før 2007.

I oktober 2010 afslørede den israelske menneskerettighedsorganisation, Gisha, en række dokumenter, der beviste, hvordan Israel havde anvendt en bevidst ‘ reduktions politik’ baseret netop på beregninger af de minimale kalorieindtag, som kræves for, at de civile palæstinensere i Gaza skal overleve.

Afsløringen og den israelske blodige aktion mod en tyrkisk ledet international, humanitær flotille samme år var stærkt medvirkende til, at Israel blev presset – ikke mindst af EU – til at ophæve nogle af disse begrænsninger. Troede alle.

Men i stedet for at løse de enorme stigende problemer, som følge af de ufattelige humanitære kriser og katastrofer i Gaza, der var tydelige allerede i 2010, så igangsatte den israelske besættelsesmagt en indviklet og yderst kompliceret mekanisme, som på overfladen udvidede listen over varer og produkter, der kunne få tilladelse til at komme ind i Gaza – herunder og ikke mindst byggematerialer.

Men, som det viste sig kort tid efter, indførte Israel ad bagvejen en anden absurd form for blokade af indførelse af varer ind til Gaza; den hedder ‘ produkter til dobbeltbrug’. Det vil sige genstande som Israel – og KUN Israel – mener kunne anvendes både til civile og militære formål. Processen og betingelserne er siden – af Israel – blevet gjort til en statshemmelighed.

Det har betydet, at genopbygningen af den beskedne, nedslidte og udbombede, civile infrastruktur og arbejdspladser ikke har kunnet gennemføres, hvilket har forhindret en reel mulighed for økonomisk udvikling.

Bortset fra mindre afbødende foranstaltninger, der er indført gennem årene, så fortsætter blokaden. Et aspekt af blokaden er reduktionen af det område, hvor fiskeri er tilladt i Gaza.

Oslo-aftalen fra 1993 fastlægger en rækkevidde på 20 sømil (ca. 37 km) ud for Gazakystlinjen, men Israel har aldrig tilladt fiskeri længere end 12 sømil ud i havet. I årenes løb har Israel derudover gradvist indsnævret fiskerizonen, så den på en god dag er på mellem 3-4 sømil.

De israelske krigsskibe skyder konstant mod de palæstinensiske fiskere, border deres fiskerbåde, arresterer dem og konfiskerer deres udstyr samt til tider også selve bådene.

På denne måde forhindrer Israel de palæstinensiske fiskere i Gaza i at nå ud til de rige fiskeriområder, som ligger længere ud i havet, og afskærer dermed tusindvis af fiskere og mennesker, der arbejder i relaterede sektorer, i at forsørge sig selv og deres familier, hvorved mange Gaza-beboere nægtes en historisk vigtig næringskilde til mad og økonomi.

I andet kvartal af 2017 nåede ledigheden 44 procent. Omkring 80 procent af Gazas indbyggere er afhængige af humanitær hjælp, og ca. 70 procent lider af fødevareusikkerhed.

Infrastrukturen og offentlige tjenester i Gaza er i svær tilstand. Af det vand, der pumpes op i Gazastriben, er 96 procent forurenet. Beboere skal købe afsaltet vand.

Elektricitet leveres kun få timer hver dag netop på grund af de begrænsninger, Israel har pålagt brændstoffer og ikke mindst de reservedele til at vedligeholde eksisterende systemer – herunder reparation af Gazas eneste kraftværk, som Israel bombede i 2006. Elmanglen påvirker også vand-og kloaksystemer, der er afhængige af en konstant strømforsyning og næsten ikke fungerer uden den.

Manglen på konstant strømforsyning har katastrofale virkninger, hvor de rutinemæssige strømafbrydelser beskadiger medicinsk udstyr. Hospitaler er tvunget til at bruge usikre generatorer og er ofte tvunget til at udskyde ikke-presserende operationer samt til at udskrive patienter alt for tidligt.

Den usikre strømforsyning hindrer også den rutinemæssige drift af vandpumper og brønde, hvilket har medført, at vandforsyningen til husholdningsbrug og offentlige institutioner er meget reduceret og i visse områder – især i de otte flygtningelejre i Gaza – næsten ikke eksisterende.

Det anslås, at 68 procent af det afsaltede vand også er forurenet, hvilket øger risikoen for, at sygdomme spredes blandt befolkningen. Renseanlæggene er ikke fuldt funktionsdygtige og derfor pumpes spildevandet ud i havet efter kun at være delvist behandlet.

De konstante strømafbrydelser, døgnet rundt, forhindrer også indbyggerne i Gaza i at leve et rimeligt og anstændigt liv i en tid, hvor det er en grundlæggende menneskeret med en regelmæssig og stabil strømforsyning. Strømafbrydelserne udelukker normal brug af vaskemaskiner, køleskabe og vandopvarmningstanke.

Disse apparater er en uadskillelig del af livet for milliarder af mennesker over hele verden.

Niveauet for sundhedssektoren i Gaza er langt fra at imødekomme befolkningens behov, og mange vigtige behandlinger er ikke tilgængelige. Israel forhindrer læger i at rejse til medicinske konferencer og seminarer for at holde sig ajour med nyskabelser på deres felt. Derudover kræver det israelsk samtykke at bringe nyt medicinsk udstyr ind i Gaza eller reservedele til at reparere eksisterende udstyr, hvilket ofte først gives efter mange forsinkelser. Hvis overhovedet.

I kølvandet på den anden intifada i 2000 etablerede Israel en bufferzone inde i Gaza – og langs hele ‘ grænsen’ mellem Gaza og selve Israel. Mange steder strækker den sig til op mod 300 meter, som Israel betragter som sit eget område.

En stor del af området har tidligere været landbrugsjord med oliven-eller frugtbærende træer.

Denne bufferzone er aldrig blevet officielt udmeldt – hverken internationalt eller over for palæstinenserne i Gaza. Men de israelske militære regler er at skyde mod alle, der bevæger sig ud i disse områder, selv om de ikke udgør nogen trussel for de israelske besættelsessoldater, som hovedsageligt befinder sig i vagttårnene bag den høje mur, der omringer det meste af Gaza.

Spørgsmålet er nu, om hvorvidt verdenssamfundet vil tillade, at denne katastrofale udvikling skal fortsætte i det uendelige, eller om der skal sættes ind over for Israel, inden det hele eskalerer til en langt større katastrofe end hidtil med to millioner indespærrede.