Læs følgende kronik af DPV formanden i dagens Politiken om de katastrofale forhold for de 2 millioner palæstinensere i det besatte Gaza efter 13 års belejring og overgreb. Kronikken blev bragt i Politiken den 18. november 2020 og kan også læses her.
Af Fathi El-Abed, formand – Dansk Palæstinensiske Venskabsforening
Efter 13 års belejring har Gazastriben
udviklet sig til en sand humanitær, menneskeskabt katastrofe uden sidestykke i
nyere historie.
I 21 DAGE i august faldt bomberne og
missilerne fra israelske krigsfly, droner og artilleri over verdens største
friluftsfængsel – Gaza. Midt i en covid-19-pandemi, der de seneste uger har
ramt de to millioner indespærrede palæstinensere hårdt.
Verdenssamfundet er handlingslammet.
Og nu har palæstinenserne fået nok og har
meddelt, at den kommende periode bliver afgørende; enten ophæves den israelske
belejring, der har stået på siden 2007, eller også startes endnu en smertelig
krig. Men i desperation findes der som bekendt aldrig et nemt valg.
Efter 13 års belejring har Gazastriben
udviklet sig til en sand humanitær, menneskeskabt katastrofe uden sidestykke i
nyere historie, som et direkte resultat af den officielle israelske politik
over for palæstinenserne.
Israel kan vælge at ændre denne politik. Eller bare at fortsætte denne grusomme, umenneskelige og ubegrundede tankegang om kollektiv afstraffelse, der dømmer de to millioner mennesker, som bor i Gaza, til et liv med fortsat hård fattigdom og stadigt forværrede forhold.
For fem år siden offentliggjorde FN en
rapport om situationen i Gaza. På det tidspunkt var der gået otte år, siden
Israel indledte den inhumane og ulovlige blokade, og Gaza havde været igennem
tre omfattende israelske overgreb – senest i 2014, hvor mindst 2.200
palæstinensere blev dræbt ifm. det 51 dage lange overgreb.
Rapporten advarede om, at Gaza, uden
væsentlige ændringer i Israels politik, ikke har nogen chance for at komme sig,
og i 2020 – det vil sige NU – vil blive et uegnet område for mennesker at bo i.
Men i stedet for at ændre den førte
politik straks efter den ildevarslende FN rapport, så gjorde Israel forholdene
endnu værre ved at stramme belejringen yderligere. Situationen er siden blevet
forværret – på alle parameter.
ISRAEL HÆVDER fortsat, at dets rolle som
besættelsesmagt sluttede i september 2005, da de 21 bosættelser blev
afmonteret, og de ca. 8.200 bosættere blev evakueret – der i øvrigt sad på ca.
40 procent af Gazas i forvejen tætbefolkede område – samtidig med at
besættelseshæren blev trukket tilbage og besættelsen erklæret for afsluttet.
Derudover hævder Israel, at det ikke længere har nogen forpligtelser eller ansvar over for indbyggerne i Gaza, altså bortset fra minimale humanitære opgaver, der er designet til at forhindre den ultimative katastrofe i Gazastriben. Men den holdning er helt grundløs.
Efter den israelske ensidige
tilbagetrækning var der en vis uklarhed med hensyn til Israels juridiske
forpligtelser over for Gaza. Men siden er det blevet tydeligt for enhver, at
Israels ansvar over for palæstinenserne i Gaza svarer fint til graden af
Israels kontrol af den smalle stribe. Selv om Israel tydeligvis ikke længere er
til stede inde i Gaza og i den forbindelse ikke mener at være ansvarlig for
Gazas sikkerhed samt ikke at være generelt forpligtet til at sørge for Gazas
indbyggers ve og vel i henhold til de internationale love, som en
besættelsesmagt skal følge – så er det et faktum, at den israelske
besættelseshær på intet tidspunkt er holdt op med at spille den største rolle i
palæstinensernes daglige liv i Gaza og derfor som sådan bærer fortsat bærer
ansvaret over for dem.
For selv om Israel i 2005 erklærede, at
den militære tilstedeværelse og administration i Gaza var ophørt, så
kontrollerer den israelske besættelseshær fortsat alle kritiske aspekter af
palæstinensernes liv og hverdag. Ved netop at kontrollere alle grænseovergange
i land såvel som Gazas hav-og luftrum.
Dermed overvåger Israel al bevægelse af
mennesker og varer ind og ud af Gaza og KUN regulerer det i henhold til
israelske interesser. Dette gælder også, når palæstinenserne i Gaza ønsker at
komme til Vestbredden eller Jerusalem via Israel, hvilket de en sjælden gang
får lov til under de strengeste, ulogiske og umenneskelige krav, nogen kan
forestille sig.
Mht. Rafahgrænseovergangen mellem Gaza og
Egypten, så er det vist på sin plads at gøre det klart for alle, at selv om den
er underlagt egyptisk kontrol, så er det IKKE Egypten, der bestemmer hvem,
hvornår og hvorfor, nogen – palæstinenserne – kan komme igennem den ene eller
den anden vej.
ALLEREDE i forbindelse med at Israel
indledte belejringen af Gaza, og via den daværende israelske premierminister,
Ehud Olmert, erklærede, at målet ikke var at udsulte palæstinenserne i Gaza –
men blot at tvinge dem på kur, så var planen at inddrage Egypten i belejringen.
Med eller uden Egyptens accept.
Den opgave blev, af Israel, overladt til
den amerikanske kongres. Og muligheden kom i januar 2008.
For selv om en aftale mellem Egypten og
Israel – med EU som garant og mægler – fra 2005 indebar en forhånds israelsk
godkendelse mht. hvem, der kunne komme ind og ud gennem Rafah-grænseovergangen,
så tillod Egypten 23. januar samme år, at ca. trekvart million palæstinensere
vandrede i op mod 25 kilometer ind i Sinai for at handle de mest basale
dagligvarer, som på det tidspunkt var – og fortsat er – forbudte for Gaza at
importere.
Det kom efter, at palæstinenserne i flere
dage demonstrerede fredeligt i protest over måneders varemangel.
Få dage efter blev Egypten, af Israel og
den amerikanske kongres, tvunget til den totale lukning – på ubestemt tid – af
grænsen, efter en trussel om at stoppe de årlige ca. 2 milliarder dollars i
amerikansk hjælp.
Grænseovergangen har siden været lukket,
med få undtagelser, hvor den få gange om året – og kun efter veltilrettelagte
og organiserede aftaler – holdes åbent for personer, der opfylder strenge
kriterier, og som skal ind eller ud ifm. rejser til studier i udlandet,
humanitære tilfælde, pilgrimme og lign.
Dertil kommer, at Rafah historisk ikke har
været en nøglegrænsepost. I årtier var den lukket under besættelsen og helt
frem til midten af 1980′ erne ifm. fredsaftalen mellem Egypten og Israel. Og
selv herefter kunne den kun bruges af gående personer.
Også derfor kan Israel ikke løbe fra sit
ansvar over for Gaza, der med rette betegnes som verdens største
friluftsfængsel.
At isolere Gaza fra resten af verden,
herunder at adskille det fra Vestbredden, er en del af en langsigtet israelsk
politik fra 1990′ erne ifm. med den hermetiske lukning af de besatte områder,
og som netop sigtede efter at adskille Gaza, Vestbredden og Østjerusalem.
Det startede med indførelse af kravet om,
at der skulle anmodes om en særlig tilladelse af enhver palæstinenser fra de
besatte områder for enten at kunne komme ind i selve Israel eller – og her var
det farlige – endda hvis det kun var med det formål at køre de ca. 40 kilometer
mellem Vestbredden og Gazastriben.
I årenes løb har Israel gjort det sværere
at få disse tilladelser i form af ugentlige ændringer med alvorlige begrænsninger,
således at det fra første halvdel af 2008 nærmest var umuligt at rejse til og
fra Gaza. Dermed strammede Israel ikke alene betingelserne, men isolerede i
virkeligheden Gaza yderligere, indtil området de facto var afskåret helt fra
Vestbredden og Østjerusalem.
Herved – samt med forbud for Gazas
befolkning mod at kunne rejse til udlandet, med forbud mod import og eksport og
ved at afskære titusinder af palæstinensere fra at kunne arbejde på Vestbredden
og i selve Israel – var isoleringen af Gaza en realitet, hvorved indtægtskilden
for titusinder af palæstinensiske familier blev fjernet på rekord tid.
Disse stærke israelske begrænsninger på
bevægelse af varer, arbejdskraft og tjenesteydelser – herunder ekstreme
restriktioner for import og eksport af fødevarer, legetøj, papir,
landbrugsprodukter etc. til og fra udlandet, Vestbredden og selve Israel –
affødte øjeblikkeligt en dyb recession i Gaza, forringede indbyggernes
indtjeningsevne og forårsagede en kraftig tilbagegang i levevilkårene.
På under et år, og som følge af den
økonomiske kollaps, blev størsteparten af indbyggerne i Gaza afhængige af
international bistand og hjælp, efter at bnp pr.
indbygger faldt til 877 dollars pr.
indbyggere – og dermed til under en tredjedel ift. tiden før 2007.
I oktober 2010 afslørede den israelske
menneskerettighedsorganisation, Gisha, en række dokumenter, der beviste,
hvordan Israel havde anvendt en bevidst ‘ reduktions politik’ baseret netop på
beregninger af de minimale kalorieindtag, som kræves for, at de civile
palæstinensere i Gaza skal overleve.
Afsløringen og den israelske blodige
aktion mod en tyrkisk ledet international, humanitær flotille samme år var
stærkt medvirkende til, at Israel blev presset – ikke mindst af EU – til at
ophæve nogle af disse begrænsninger. Troede alle.
Men i stedet for at løse de enorme
stigende problemer, som følge af de ufattelige humanitære kriser og katastrofer
i Gaza, der var tydelige allerede i 2010, så igangsatte den israelske
besættelsesmagt en indviklet og yderst kompliceret mekanisme, som på overfladen
udvidede listen over varer og produkter, der kunne få tilladelse til at komme
ind i Gaza – herunder og ikke mindst byggematerialer.
Men, som det viste sig kort tid efter,
indførte Israel ad bagvejen en anden absurd form for blokade af indførelse af
varer ind til Gaza; den hedder ‘ produkter til dobbeltbrug’. Det vil sige
genstande som Israel – og KUN Israel – mener kunne anvendes både til civile og
militære formål. Processen og betingelserne er siden – af Israel – blevet gjort
til en statshemmelighed.
Det har betydet, at genopbygningen af den
beskedne, nedslidte og udbombede, civile infrastruktur og arbejdspladser ikke
har kunnet gennemføres, hvilket har forhindret en reel mulighed for økonomisk
udvikling.
Bortset fra mindre afbødende foranstaltninger, der er indført gennem årene, så fortsætter blokaden. Et aspekt af blokaden er reduktionen af det område, hvor fiskeri er tilladt i Gaza.
Oslo-aftalen fra 1993 fastlægger en
rækkevidde på 20 sømil (ca. 37 km) ud for Gazakystlinjen, men Israel har aldrig
tilladt fiskeri længere end 12 sømil ud i havet. I årenes løb har Israel
derudover gradvist indsnævret fiskerizonen, så den på en god dag er på mellem
3-4 sømil.
De israelske krigsskibe skyder konstant
mod de palæstinensiske fiskere, border deres fiskerbåde, arresterer dem og
konfiskerer deres udstyr samt til tider også selve bådene.
På denne måde forhindrer Israel de
palæstinensiske fiskere i Gaza i at nå ud til de rige fiskeriområder, som
ligger længere ud i havet, og afskærer dermed tusindvis af fiskere og
mennesker, der arbejder i relaterede sektorer, i at forsørge sig selv og deres
familier, hvorved mange Gaza-beboere nægtes en historisk vigtig næringskilde
til mad og økonomi.
I andet kvartal af 2017 nåede ledigheden
44 procent. Omkring 80 procent af Gazas indbyggere er afhængige af humanitær
hjælp, og ca. 70 procent lider af fødevareusikkerhed.
Infrastrukturen og offentlige tjenester i
Gaza er i svær tilstand. Af det vand, der pumpes op i Gazastriben, er 96
procent forurenet. Beboere skal købe afsaltet vand.
Elektricitet leveres kun få timer hver dag
netop på grund af de begrænsninger, Israel har pålagt brændstoffer og ikke
mindst de reservedele til at vedligeholde eksisterende systemer – herunder
reparation af Gazas eneste kraftværk, som Israel bombede i 2006. Elmanglen
påvirker også vand-og kloaksystemer, der er afhængige af en konstant
strømforsyning og næsten ikke fungerer uden den.
Manglen på konstant strømforsyning har
katastrofale virkninger, hvor de rutinemæssige strømafbrydelser beskadiger
medicinsk udstyr. Hospitaler er tvunget til at bruge usikre generatorer og er
ofte tvunget til at udskyde ikke-presserende operationer samt til at udskrive
patienter alt for tidligt.
Den usikre strømforsyning hindrer også den
rutinemæssige drift af vandpumper og brønde, hvilket har medført, at
vandforsyningen til husholdningsbrug og offentlige institutioner er meget
reduceret og i visse områder – især i de otte flygtningelejre i Gaza – næsten
ikke eksisterende.
Det anslås, at 68 procent af det afsaltede
vand også er forurenet, hvilket øger risikoen for, at sygdomme spredes blandt
befolkningen. Renseanlæggene er ikke fuldt funktionsdygtige og derfor pumpes
spildevandet ud i havet efter kun at være delvist behandlet.
De konstante strømafbrydelser, døgnet
rundt, forhindrer også indbyggerne i Gaza i at leve et rimeligt og anstændigt
liv i en tid, hvor det er en grundlæggende menneskeret med en regelmæssig og
stabil strømforsyning. Strømafbrydelserne udelukker normal brug af
vaskemaskiner, køleskabe og vandopvarmningstanke.
Disse apparater er en uadskillelig del af
livet for milliarder af mennesker over hele verden.
Niveauet for sundhedssektoren i Gaza er
langt fra at imødekomme befolkningens behov, og mange vigtige behandlinger er
ikke tilgængelige. Israel forhindrer læger i at rejse til medicinske
konferencer og seminarer for at holde sig ajour med nyskabelser på deres felt.
Derudover kræver det israelsk samtykke at bringe nyt medicinsk udstyr ind i
Gaza eller reservedele til at reparere eksisterende udstyr, hvilket ofte først
gives efter mange forsinkelser. Hvis overhovedet.
I kølvandet på den anden intifada i 2000
etablerede Israel en bufferzone inde i Gaza – og langs hele ‘ grænsen’ mellem
Gaza og selve Israel. Mange steder strækker den sig til op mod 300 meter, som
Israel betragter som sit eget område.
En stor del af området har tidligere været
landbrugsjord med oliven-eller frugtbærende træer.
Denne bufferzone er aldrig blevet
officielt udmeldt – hverken internationalt eller over for palæstinenserne i
Gaza. Men de israelske militære regler er at skyde mod alle, der bevæger sig ud
i disse områder, selv om de ikke udgør nogen trussel for de israelske
besættelsessoldater, som hovedsageligt befinder sig i vagttårnene bag den høje
mur, der omringer det meste af Gaza.
Spørgsmålet er nu, om hvorvidt
verdenssamfundet vil tillade, at denne katastrofale udvikling skal fortsætte i
det uendelige, eller om der skal sættes ind over for Israel, inden det hele
eskalerer til en langt større katastrofe end hidtil med to millioner
indespærrede.