KONFLIKTEN OM PALÆSTINA I FOLKERETLIG BELYSNING

Konfliktens parter

Mange er af den opfattelse, at konflikten er mellem jøder og palæstinensere, men det er fejlagtigt. Konflikten er i mellem de militante zionister og det palæstinensiske folk.

Den militante zionisme trækker spor tilbage til begyndelsen af 1880’erne, jf. bl.a. et brev af 21. september 1882 fra den russiske jøde Vladimir (Ze’ev) Dubnow, der var ansat i et landsbrugskollektiv, Mikveh Israel, i Palæstina, til hans bror, historikeren Simon Dubnow, i hvilket han bl.a. skrev:

“The final goal is to gain control of Palestine and to restore to the Jews the political independence of which it has been deprived for two thousand years. Don’t laugh this is no illusion.”

“The Jews will proclaim in a loud voice and if necessary with arms in their hands that they are the masters of their ancient homeland.”
Er fred mulig?

Den militante zionistiske leder, og Israels første premierminister, David Ben-Gurion, skrev i et brev til sin søn Amos i oktober 1937, at “Vi må udvise araberne og tage deres pladser…. og hvis det er nødvendigt for os at bruge magt…. så har vi den magt til vores rådighed.”

Allerede fra etableringen af staten Israel valgte den israelske befolkning den militante vej ved valget af David Ben-Gurion som premiereminister, i stedet for Moshe Sharett, der var en mere moderat zionist. Ben-Gurion var kendt for sin militante, aggressive og kompromisløse stil over for palæstinenserne og stod som eksponent for, at Israel skulle udvikle sig til en overlegen militærmagt i regionen, så det aldrig ville blive nødvendigt for Israel, at indgå en fredsaftale med palæstinenserne. Israel er, trods sin relativt beskedne størrelse på 7,7 mio. indbyggere, en af verdens største militærmagter, og derfor behøver Israel aldrig at indgå fredsaftale med palæstinenserne. Israel har efter den første krig i 1948 aldrig været militært truet af noget land i regionen på nogen måde. Og efterfølgende ikke vist noget tegn på fred overhovedet – tværtimod!

Retten til selvforsvar – nødvendighed og proportionalitet

Selvforsvarsretten, jf. FN-Pagtens artikel 2, stk. 4 og artikel 51, er reguleret af rammer for nødvendighed og intensitet. Selvom FN-pagten ikke nævner, at magtanvendelse i selvforsvar skal være både nødvendig og proportional, er der generelt enighed blandt stater om, at disse principper gælder som en del af sædvaneretten. Det er disse to principper, der bliver diskuteret i forbindelse med en stats magtanvendelse i selvforsvar, snarere end, om det var anticiperet selvforsvar eller ej. De sædvaneretlige principper om nødvendighed og proportionalitet er således også gældende i situationer, hvor stater anvender magt i selvforsvar med henvisning til FN-pagtens artikel 51.

At magtanvendelse i selvforsvar er underlagt en regel om nødvendighed (“necessity”), betyder i praksis, at magtanvendelse ikke kan ske, før den angribende stat har erkendt, at fredelige midler til bilæggelse af striden ikke er en mulighed. Der er dog et krav om, at muligheden for disse fredelige tiltag undersøges i god tro (“in good faith”) som et generelt princip i forbindelse med fortolkning af både traktater og sædvaneretten og ikke blot affejes med det samme, sådan som Israel sædvanligvis gør.

Det hævdes ofte i debatten, at Israel har en ret til selvforsvar, men retten til selvforsvar gælder ved angreb fra en anden stat og her er situationen den, at det var Israel, der i strid med folkeretten under 6-dages krigen angreb bl.a. Vestbredden og Gaza og efterfølgende besatte disse territorier, hvilket selvsagt også er i strid med folkeretten. Heraf følger, at det angrebne land har ret til at forsvare sig og besvare det folkeretsstridige angreb, dog er angreb mod civilbefolkningen i strid med folkeretten, herom er ingen tvivl. Når Israel begår krigsforbrydelser er der ikke tale om selvforsvar, men om et fortsat illegitimt angreb i strid med folkeretten.
For begge parter i konflikten gælder “krigens folkeret”, herunder at angreb på civile selvsagt er i strid med folkeretten. Endvidere gælder reglerne om ”proportionalitet”, og her bemærkes, at Israel stort set altid foretager uproportionale angreb, herunder mod civilbefolkningen, hvilket klart er i strid med folkeretten. Israels ”selvforsvar” kan i den foreliggende konflikt alene rettes mod de organisationer, hvorfra angrebet stammer, når et væbnet angreb kan henregnes til denne organisation og intet andet, og på ingen måde mod værtsstatens myndigheder, institutioner, installationer, hospitaler, skoler, FN-bygninger etc. og selvsagt ikke mod civilbefolkningen.
Israel er talrige gange blevet fordømt af verdenssamfundet, bortset fra USA, for med sine krigsaggressioner, at overtræde proportionalitetsprincippet.

Er Gaza besat?

Ja, det følger klart af folkeretten, jf. artikel 42 i Fjerde Haagerkonvention fra 1907, at Gaza er ulovlig besat af Israel, hvilket også er bekræftet af FN. I folkeretten er man besat, når en besættelsesmagt “faktisk udøver kontrol” over territoriet. Det er endvidere uomtvisteligt, at Israel er besættelsesmagt i forhold til Gaza, med de deraf følgende forpligtelser til at beskytte civile, også selvom Israel i februar 2005 forlod Gaza, men de har opretholdt en blokade af bl.a. livsfornødenheder, som har forårsaget en humanitær katastrofe, hvilket selvsagt klart er i strid med folkeretten.
Israel har som ulovlig besættelsesmagt pligt til at beskytte civilbefolkningen og selvsagt ikke bombe den, da dette er en krigsforbrydelse.
Den Internationale Domstol – ICJ
Jf. FN-Pagtens artikel 93 er alle FN-medlemsstater ipso facto parter til Statutten for Den Internationale Domstol og dermed bundet af denne, hermed også Israel. FN-medlemsstater er forpligtede til at følge domstolens afgørelser i de sager, de er part i. Hvis en stat ikke lever op til dette krav, kan modparten i sagen meddele dette til Sikkerhedsrådet, der kan anbefale nødvendige tiltag, for at dommen bliver efterlevet.
Udover stater kan Sikkerhedsrådet og Generalforsamlingen henvise sager til domstolen for en ”advisory opinion on any legal question”. Andre FN-organer kan også bede om sådanne udtalelser om juridiske spørgsmål, der opstår som følge af deres aktiviteter. En udtalelse fra den 9. juli 2004 på den humanitære folkerets område, er sagen om de juridiske konsekvenser af Israels opførelse af en sikkerhedsmur i de besatte områder i og omkring Vestbredden og Østjerusalem, der blev henvist til domstolen af FN’s Generalforsamling. Domstolen udtalte sig i den vejledende udtalelse om kriterierne for at udøve selvforsvar under FN-pagtens artikel 51, en besættelsesmagts forpligtelser, og markerede bl.a. – for første gang – klart, at internationale menneskerettigheder også gælder i en væbnet konflikt og under besættelse med hensyn til handlinger udført af en stat som led i udøvelsen af dens jurisdiktion også udenfor eget territorium, i dette tilfælde Israels handlinger på det besatte områdes territorium.

Den Internationale Straffedomstol – ICC
De fem permanente medlemmer af Sikkerhedsrådet kan med deres vetoret til hver en tid blokere for henvisninger af sager til ICC. I praksis betyder dette, at Israels krigsforbrydelser i Gaza ikke vil blive henvist til domstolen før staten Palæstina bliver etableret.

Et relevant område er den humanitære folkeret, jus in bello, hvor flere ofte krigsførende stater ikke har tiltrådt den første og den anden tillægsprotokol (TP I og TP II) af 1977 til Genèvekonventionerne (USA og Israel har ikke tiltrådt tillægsprotokollerne), men stadig er bundet af de regler i disse, der anses for sædvaneret.

FN’s Højkommissariat udtaler den 12. juli 2014:
“Vi har modtaget alarmerende rapporter om mange civile tab, herunder børn som følge af angreb mod boliger. Den slags rapporter rejser alvorlig tvivl, om de israelske angreb har været i overensstemmelse med international humanitær ret,« lyder det fra chefen for FN’s højkommissariat for menneskerettigheder, Navi Pillay.
FN’s Sikkerhedsråd udtaler den 13. juli 2014:
“Vi udtrykker alvorlig bekymring for beskyttelsen af de civile på begge sider af konflikten. Samtidig opfordrer Sikkerhedsrådet til våbenhvile.”
“Sikkerhedsrådets medlemmer opfordrer til en deeskalering af situationen, en genopretning af ro og en genoptagelse af våbenhvilen fra november 2012”.

Konklusion – kortfattet
På det foreliggende grundlag må det konkluderes, at Israel krænker alle væsentlige folkeretlige regler og særligt når henses til proportionalitetsprincippet, og dermed begår krigsforbrydelser, men ikke folkedrab.
For så vidt angår angreb på civilbefolkningen gør både Israel og Hamas sig skyldig i forbrydelser.

Dette indlæg blev udgivet i Aktuelle dokumenter, Analyser, Baggrundsartikler, DPV mener, Historiske dokumenter, Menneskerettigheder, Udtalelser. Bogmærk permalinket.