Af: Andrea Borello
For 1,5 år siden tilbragte jeg tre måneder i Palæstina som frivillig igennem Mellemfolkeligt Samvirkes volentørprogram. Jeg arbejdede for henholdsvis Røde Halvmåne og Youth Against Settlement som engelskunderviser for børn og voksne i den militært opdelte by Hebron, hvor konflikten mellem israelerne og palæstinenserne er allermest tilspidset. Det har været en rejse, der har ændret mit liv og givet mig et unikt indblik i den israelsk-palæstinensiske konflikt.
Jeg blev indkvarteret i bydelen Ras Al Jora hos en fantastisk værtsfamilie, som tog sig til mig, som havde jeg været deres eget barn. Palæstinensernes gæstfrihed, åbenhed og interesse overfor min kultur var slående, og har senere fungeret som et forbillede til min egen kulturs individualistiske og ofte eurocentriske verdensbillede. Jeg følte mig straks hjemme hos familien og betragter i dag Palæstina som mit andet hjem. I påsken i år var jeg tilbage og besøge familien, og er nu hjemme i Danmark igen med frisk erinding om mine eventyr i Palæstina – på godt og ondt.
For at bo i Palæstina er ikke en dans på roser. I Hebron mærker man tydeligt spændingerne mellem de to folkefærd: Man ser israelsk militær på gaderne og hører konstant om overgreb og sammenstød. Mange butikker er lukkede som følge af besættelsen, og på flere gader er der adgangsforbud. Hvis det brydes, bliver man koldblodigt skudt. Det var i begyndelsen svært at være vidne til den undertrykkelse og uretfærdighed, jeg dagligt oplevede. Men jeg blev overrasket over, hvor hurtigt jeg vænnede mig til det og, helt uden at tænke over det, faldt ind under de givne rammer og retningsinjer. Og det samme gjaldt den arabiske civilbefolkning: Folk levede deres liv så godt de kunne, med de restriktioner, der hørte med. Og selvom den politiske aktivitet blomstrede, holdt langt de fleste almindelige borgere sig udenfor konflikterne. “Vi vil bare have lov til at leve i fred” hørte jeg dem sige.
Men fred er der ikke i Palæstina. Hverken på den politiske eller den personlige front. Palæstinenserne er ikke et folk, der sidder med hænderne i skødet: Hverdagen var altid præget af aktivitet. Legende børn, højlydt arabisk snak, kaffe- og theselskaber, bryllupsfester, diskussioner, musik, grin og smil. Ofte tænkte jeg på, om vi danskere bare er meget stille og indelukkede, eller om det er araberne, der er højlydte. Jeg følte mig godt tilpas i det anderledes miljø, men kulturmødet var heller ikke helt uden problemer. Selvom jeg nød at være omringet af børn og larm og aktivitet, havde jeg også tit brug for at trække mig tilbage. Men det var nærmest en umulighed: Folk var så åbne og ivrige efter at lære om mig og min kultur, at jeg sjældent havde helt ro omkring mig. Og på gaden var jeg også konstant centrum for opmærksomhed: At se en lyshåret pige i Hebron er et særsyn, og for nogle var det nok første gang, de så en fra skandinavien med egne øjne. Derfor var jeg altid opmærksomhedens centrum, og det tog lang tid, før jeg vænnede mig til altid at være på, og holdt op med at være konstant træt. Men det var en god træthed: For jeg blev mødt med åbenhed og nysgerrighed og følte, jeg var en del af en vigtig process, hvor fælles forståelser og kulturudvekslinger fandt sted.
Men ligesom vi i Danmark har fordomme om araberne, havde de selvfølgelig også fordomme om mig. Især af den ældre generation blev jeg sommetider mødt med uforståenhed. Den frihed og lighed, jeg repræsenterede, står på nogle områder i kontrast til det meget kønsopdelte samfund, jeg var dumpet ned i. Nogle af mændene misforstod min kultur i en sådan grad, at jeg blev sidestillet med en prostitueret, og jeg havde svært ved at blive veninder med kvinderne, som ikke vidste, hvordan de skulle forholde sig til mig. De så på mig med en blanding af nysgerrighed og afstandstagen, og jeg kunne se, at de fandt mig både fascinerende og skræmmende.
Men når det skete at jeg nåede ind til nogle af kvinderne og de begyndte at fortælle mig deres historie, blev jeg altid slået over, hvor ens vores fremtidsdømme alligevel var: De ville gøre som mig; rejse ud i verden, opleve en fremmed kultur, måske endda immigrere. De ville se det hele. Deres øjne lyste, når de fortalte mig om deres planer, og de sagde afsluttende: “Når jeg bliver gift, gør jeg det!”
Den udtalelse siger meget om de unge kvinders afhængighed af ægteskab og familie. For udenforstående er det helt uforståeligt, hvorfor ægteskab skal være den foranstaltning, der skal sikre deres fremtidsliv, men faktum er, at der ikke er noget sikkerhedsnet i Palæstina, og at man som ung, ugift kvinde ikke har ret mange muligheder. Familien er det eneste, der kan beskytte dig og give dig de nødvendige økomiske forudsætninger for et godt liv, og selv hvis du er en af de heldige med et godt bagland, er det så godt som umuligt at komme ud af det palæstinensiske område: Det er besat, og alle ind- og udrejser overvåges af det israelske militær. Det er svært at komme ind, og endnu svære at komme ud.
Efter min hjemkomst har de politiske problemstillinger, jeg var vidne til, fyldt rigtig meget. Jeg har også tænkt meget over både de fordomme, vi hver især har omkring hinanden og hvordan vi skal nedbryde dem. Vi er meget forskellige, men også meget ens, og igennem tillid, åbenhed og dialog fik både jeg og de palæstinensere, jeg mødte, nedbrudt vores forudindtagede opfattelser om hinanden. De ting jeg så og de mennesker jeg mødte, vil jeg aldrig glemme. For har man først været i Palæstina, tager man det med sig hjem. Det er et kulturmøde, der har ændret mit liv på godt og ondt, og jeg håber, at jeg ved at fortælle om mine egne oplevelser, kan være med til at ændre folks opfattelse og skabe en bedre forståelse – måske bare lidt.