Danpal.dk

Konsekvenser af en ensidig oprettelse af en palæstinensisk stat

Shlomo Aineri, professor i statskundskab ved Det hebraiske Universitet i Jerusalem, har i en artikel i den israelske avis Haaretz gjort sig nogle overvejelser over konsekvenserne af palæstinensernes ensidige oprettelse af en palæstinensisk stat.

Ifølge Aineris vurdering vil dette skridt i første omgang være en fordel for Israel, men på sigt vil de efterfølgende forhandlinger mellem de 2 stater få en helt anden karakter end de forhandlinger, vi har kendt mellem besættere og besatte siden Osloaftalernes sammenbrud.

Derfor håber han, at det palæstinensiske lederskab ikke vil lade sig afskrække af hans dystre scenarie.

Den palæstinensiske premiereminister Salam Fayyad meddelte for nylig, at hans regering ensidigt vil udråbe en selvstændig palæstinensisk stat i sommeren 2011, selvom der ikke er opnået en aftale med Israel.

Israelsk ubehag

Denne udtalelse udløste et tydeligt ubehag i Israel i vide kredse, ikke alene blandt tilhængerne af Benjamin Netanyahus regering, – især fordi den samtidig blev fulgt op af antydninger om, at europæiske lande, og sågar selveste EU, ville anerkende sådan en ensidig oprettelse af en palæstinensisk stat.

Israelernes ubehag og bekymringer er forståelige, men de kan godt vise sig at være fundamentalt malplacerede.

Alle, der har øjne i hovedet, må da indrømme, at selvom forhandlingerne mellem Israel og Palæstina blev genoptaget, så er udsigten til en aftale lig nul. Og dette skyldes ikke kun de standpunkter, som Netanyahus regering indtager: dens forgængere, anført af Ehud Olmert og Tzipi Livni forhandlede med det palæstinensiske selvstyres præsident Mammoud Abbas igennem to hele år, hvor de kom med meget generøse tilbud, uden de heller kunne finde frem til en aftale.

Ingen realistisk mulighed for en aftale

Det er let at se hvorfor: – på alle hovedområder – grænser – Jerusalem -flygtninge – er afstandene mellem selv de mest moderate positioner på begge sider så store, at hverken israelsk retorik eller et pågående amerikansk engagement vil være i stand til at bygge bro over dem. Alt andet er drømmeri.

Hvad ville der ske, hvis en palæstinensisk stat blev udråbt ensidigt?

Det er vigtigt, at vi seriøst overvejer, hvad der ville ske, hvis palæstinenserne gjorde alvor af at udråbe en stat og samtidig opnåede relativ stor international anerkendelse.

En win-win situation for Israel

Det er klart, at Israel ville meddele, at denne ensidige oprettelse af en stat ville nulstille alle tidligere aftaler mellem dem og palæstinenserne fra Oslo Aftalerne og frem. At de ville være frigjorte fra alle de forpligtigelser, de har påtaget sig, inklusive økonomiske forpligtigelser; og at de herefter ville forholde sig til landområder under palæstinensisk kontrol som – ”fremmed territorium”. Det er også klart, at alle de israelske forpligtigelser i forbindelse med deres militære kontrol over territorierne ville blive annullerede ifølge både israelsk og international lov. Det er ikke alle, der ville acceptere dette argument, men man ville umuligt kunne ignorere det.

Ingen evakuering af bosættelser eller afgivelse af Østjerusalem

En ensidig palæstinensisk deklaration ville ikke ændre situationen ”on the ground”. Den ville ikke medføre en evakuering af bosættelserne, lige meget om palæstinenserne accepterer bosætterne som borgere i deres stat, eller om de fortsætter med at fremføre, at bosættelserne er illegale. Den samme status quo ville være tilfældet med Østjerusalem, som palæstinenserne formodentlig vil sige, er deres hovedstad.

Men det som en ensidig oprettelse af en palæstinensisk stat vil medføre, er et fundamentalt paradigmeskift i den israelsk-palæstinensiske konflikt fra en konflikt mellem israelske besættere og palæstinensiske besatte til en konflikt mellem 2 stater.

• Et uafhængigt Palæstina ville uden tvivl folkeretligt fremføre, at Israel har besat deres territorium. . På samme måde som Syrien gør.
• Israel ville ikke længere have ansvar for Gazastriben, og grænsen mellem Israel og Gaza ville få status som en international grænse lige som den mellem Egypten og Gaza.
• Følgelig ville Israel ikke være tvunget til at tillade en overgang mellem dets eget territorium og Gaza på samme måde, som der heller ikke er nogen overgang mellem Israel og Syrien. 

Alle disse konsekvenser er uoverskuelige og komplicerede, men det centrale ville være, at den israelsk-palæstinensisk konflikt ville være ændret til en mere ’normal’ konflikt – det vil sige – til en konflikt mellem 2 stater.

Dermed ville der være skabt et anderledes grundlag for vellykkede endelige forhandlinger om grænser, om besættelser, om udveksling af territorier, om Jerusalem og om alle de andre problemer .

Man må håbe, at dette scenarie ikke vil holde medlemmer af det palæstinensiske lederskab tilbage og få dem til at ændre mening.

Tværtimod bør de tage deres skæbne i deres egne hænder og konfrontere Israel som en fuldt færdig stat.

Derved ville de befri både sig selv og os for besættelsen og gøre, hvad de ikke har kunnet gøre siden 1948.

Dette er den eneste måde at realisere visionen om to stater for to folk

Oversat og redigeret af Marianne Risbjerg Thomsen

Fatah og Hamas i fælles aktion i Gaza på “Fangernes dag”

Den 18. april på ”Fangernes Dag” samlede Fatah og Hamas i Gaza en stor demonstration for i en fælles front at opfordre Israel til at befri tusinder af fanger tilbageholdt i israelske fængsler.

Repræsentanter for de to rivaliserende partier arrangerede således en 24 timers protest og faste udenfor Røde Kors kontorer i Gaza By for at markere det, der er kendt som ”Fangernes Dag” i de palæstinensiske territorier.

Ismail Haniya, leder af Hamas regeringen i Gaza, sluttede sig kort til demonstrationen og opfordrede til forsoning mellem de to grupperinger. Han opfordrede alle palæstinensere til at bekæmpe den israelske besættelse ”med alle midler” og presse Israel til at befri de palæstinensiske fanger.

Raafat Hamdouna, repræsentant for Fatah, gentog Haniyas opfordring og sagde, at de to sider må lægge al det til side, der forhindrer enhed, rapporterede AFP nyhedsbureau.

På Vestbredden gik omkring 1000 mennesker på gaden i Ramallah. De bar palæstinensiske flag og billeder af deres familiemedlemmer, der er tilbageholdt i israelske fængsler.

”Trans-generations traume”

Ifølge PCBS, det palæstinensiske centrale statistikkontor, vurderes 7000 palæstinensere, herunder 270 under 18 år, for øjeblikket at sidde fængslet i israelske fængsler.

Tre af de fængslede har siddet fængslet i mere end 30 år, mens 325 har været fængslet i 15 år.

Hvert år vurderes det, at 9000 palæstinensere fængsles for væbnet oprør eller for civil ulydighed.

Al Jazeeras Nour Odeh, der rapporterede fra demonstrationen i Ramallah refererede, at menneskerettighedsgrupper har advaret om, at antallet af fængslede børn er stigende, og at nogle af de løsladte unge har rapporteret om mishandling under fængselsopholdet. ” Man ved kun lidt om langtidsvirkningen af fængslingen af palæstinensiske børn”. Sagde hun. ”Men med den kvarte million palæstinensere, der har været fængslet af Israel siden 1967, vurderer eksperter, at fængsling er en kilde til trans-generations traumer i Palæstina.”

Oversættelse: Marianne Risbjerg Thomsen

De palæstinensiske territoriers økonomi er slet ikke så rosenrød som Netanyahu sagde til AIPAC marts 2010

I sin tale til den jødiske lobby AIPAC i Washington i marts måned meddelte Netanyahu, at Vestbredden var ved at undergå et økonomisk boom.

Men disse udtalelser, der skulle overbevise de amerikanske lyttere om de positive skridt, som hans regering tager overfor palæstinenserne, kom vist lidt for hurtigt.

Donarbistand til opbygningen af Fayyads palæstinensiske stat

”The Ad Hoc Liason Committee” , der er sponsoreret af USA og EU, har lige afholdt et donormøde i Madrid under Norges formandskab, der diskuterede økonomiske prioriteringer i donorstøtten til Palæstina for 2010. I det kommende år vil palæstinenserne arbejde på at skabe infrastruktur og regeringsinstitutioner, der kan udgøre grundlaget for en fremtidig palæstinensisk stat. Med mindre Israel og Palæstina når frem til en fælles enighed om en to-stats løsning i løbet af året, har premierminister Salam al-Fayyad meddelt, at Palæstina ensidigt vil udråbe en palæstinensisk stat august 2011..

D. 11.4 fremlagde Verdensbanken sin rapport på donormødet, der afviste Netanyahus påstand på AIPAC mødet og gjorde det klart, at der stadigvæk er langt til et såkaldt ´økonomisk boom´ i de palæstinensiske territorier.

Økonomiske forbedringer

Verdensbankens rapport peger på visse økonomiske forbedringer på Vestbredden. Det palæstinensiske selvstyre ansøger i år således kun om donorstøtte på 1.2 milliarder dollars sammenlignet med 1.8 milliarder dollars i 2008. Men Verdensbanken understreger, at der er utilstrækkelige investeringer i den private sektor, blandt andet på grund af de begrænsninger, som Israel fortsat lægger på både produkters og menneskers bevægelse på Vestbredden.

Ifølge Verdensbankens rapport har der dog været et markant fald i antallet af vejspærringer på den besatte Vestbred, og som konsekvens heraf en voksende tillid hos investorer. Der ser også ud til at være en gunstig udvikling i byggeri og i mindre forretningsaktiviteter som restauranter og butikker.

Økonomien er stadigvæk ikke nået op på niveauet i 1999

Sammenlignet med sidste år viser de økonomiske tal en fremgang , men de er stadig lavere for større forretningsaktiviteter end i 1999, før den anden intifada. Trods fremgang knokler Vestbredden således fortsat på bare at nå op på det økonomiske niveau, der eksisterede før oprørskampene og Israels genbesættelse .

Økonomiske konsekvenser af blokaden af Gaza

Premiereminister Salam al-Fayyad, der deltog i mødet, meddelte, at hvis Israel blot valgte at ophæve sin blokade af Gaza , ville det palæstinensiske behov for støtte falde med 500 millioner dollars.

Den økonomiske motor mangler

Men der er ingen investorer, der bygger store fabrikker på Vestbredden, der kan drive den økonomiske udvikling frem, og der er ingen nye projekter indenfor turisme og landbrug, som man havde forventet ville lede en regelmæssig strøm af millioner ind i den palæstinensiske økonomi.

Problemer med eksporten

Verdensbanken anfører, at et af de få betydningsfulde områder, der stadig giver væsentlige overskud er eksporten. Men selvom nogle af vejspærringerne er fjernet og handel indenfor Vestbredden er blevet lettere, så er eksport til Europa, den arabiske verden og endog til Israel og Østjerusalem stadig lige kompliceret på grund af sikkerhedssystemer og restriktioner på bevægelser hen over den Grønne Linie.

Derudover har der været et væsentligt fald i salget til Østjerusalem, som var et vigtigt mål for al palæstinensisk produktion.

Jordandalens betydning for palæstinensisk landbrug

Verdensbanken anfører, at Palæstinenserne næsten ingen adgang har til resurser i C områderne, der er under israelsk kontrol. Det samme gælder for adgang til jorden i Jordan dalen, der er et vigtigt palæstinensisk landbrugsområde.

Verdensbankens konklusion

Verdensbanken konkluderer, at Israel må gøre mere for at åbne for adgang til Vestbredden for udenlandske og arabiske investorer.

Redigeret og oversat af Marianne Risbjerg Thomsen

Fact sheet: Gaza Buffer

29. oktober 2009, MA´AN Development Center

Gazas Buffer zone

Den såkaldte bufferzone omkring Gaza er et militært ´no-go´ område, der strækker sig langs indersiden af Gazas grænser til Israel mod nord og øst så vel som langs sydgrænsen ind til Egypten (kendt som Philadelphi korridoren). Palæstinenserne er forment adgang til bufferzonen, hvis bredde går fra 300 meter op til 2 kilometer på det bredeste sted i det nordlige Gaza.

Historisk Baggrund

• Ved underskrivelsen i 1995 af overgangsaftalerne mellem Israel og Palæstina indgik en 50 meter bred buffer zone omkring Gaza i sikkerhedsarrangementerne.
• Da den anden intifada brød ud i 2000 udvidedes bufferzonen til 150 meter
• I maj 2009 spredte det israelske militær tusinder af løbesedler ud over Gaza, der indprentede beboerne, at de skulle holde sig 300 meter fra grænsen, hvis de ikke ville risikere at blive beskudt.
• Siden da har zonen bredt sig til over 2 kilometer på de bredeste strækninger i det nordlige Gaza.

I juni 2009 foretog ”Save the Children UK” en undersøgelse af levevilkårene for 240 familier beboende i og ved Gazas buffer zone.

Omkring 30-40% af Gazas samledelandbrugsjord ligger i buffer zonen sammen med et stort antal brønde.

• 55% af de adspurgte familier har ingen adgang til deres jord på grund af buffer zone politikken.
• 88% af landbrugsfamilierne i zonen har store problemer med at sælge deres landbrugsprodukter.
• 73% af familierne i og nær buffer zonen lever under fattigdomsgrænsen sammenlignet med 43% af Gazas samlede befolkning.

Tvangsforflyttelser

Disse faktorer og den stadige trussel om ødelæggelse af husene i zonen som konsekvens af hyppige israelske militære aktioner , har resulteret i flytningen af familier, der lever i og tæt på grænseområderne.

• Ifølge ´Save the Children UK´ er den væsentligste grund til flytning fra buffer zonen ødelæggelse af husene (48%) og bekymring for personlig sikkerhed (28%)
• Mellem 2000 og 2004 førte opførelsen af Philadelphi korridoren ind mod Egypten til at 10% af befolkningen i området (1.600 palæstinensere) måtte fraflytte deres ødelagte huse. De fleste af disse beboere er flygtninge, som hermed blev tvangsforflyttet for anden eller tredje gang i deres liv.
• Op mod 50 % af undersøgelsens målgruppe ved og i buffer zonerne angav, at de havde mistet deres erhvervsmuligheder.
• Undersøgelsen fastslog også at 19% af de interviewede børn havde overværet ødelæggelsen af deres hjem. Disse børn indlæringsevner har taget skade, og de lider under de forværrede sociale og økonomiske forhold for deres familier.

Adgang til offentlig service for beboere i bufferzonen

• I undersøgelsen af levevilkårene i buffer zonen svarede 49%, at de havde vanskeligheder med at sende deres børn i skole.
• 65% havde problemer med at få adgang til sundhedshjælp.
• 48% sagde, at de havde problemer med at få adgang til vand, mens 15% slet ikke havde adgang til vand. I modsætning hertil er procentsatserne for adgang til vand for Gazas totale befolkning henholdsvis 19% og 3%.
• 26% i bufferzonen havde adgang til sanitetstjenester sammenlignet med 60% for det øvrige Gaza.

Israelske militære angreb

Israelske militære patruljer sikrer, at palæstinenserne forbliver uden for zonen ved at skyde ´varselsskud´ mod alle, der kommer for tæt på den.

De noget uklare angivelser af hvor grænsen til zonen går, udgør et alvorligt beskyttelsesproblem for de indbyggere, der bor tæt på grænseområderne.

Siden afslutningen på det israelske angreb ´Cast Lead´ i januar 2009 vurderer FN at 5 civile , (heraf 3 børn) er dræbt. og at 20 (heraf 4 børn) er såret i israelske militærangreb i området.

Aktuel kommentar til Bufferzonens betydning i 2010 (MRT)

Efter udgivelsen af denne artikel i oktober 2009 er antallet af israelske militære raids ind i bufferzonen taget til med tab af menneskeliv til følge. Flere er blevet dræbt, fordi de ifølge det israelske militær gjorde klar til at skyde mod de israelske grænsepatruljer. Fra palæstinensisk side er det blevet fremført, at de dræbte var i færd med at indsamle byggematerialer fra de mange sønderskudte huse i zonen.

Kamp i Bufferzonen 26-27 marts 2010

Ifølge den israelske centrum-venstre avis Haaretz d. 29. marts førte den sædvanlige kædereaktion af gensidige provokationer tværs over bufferzonen den 26 marts 2010 til et større israelsk angreb 500 meter ind gennem bufferzonen med 5 tanks, 2 armerede bulldozere, helikoptere og en afdeling soldater. Angrebet blev standset af skudsalver fra soldater fra Hamas, der påkaldte sig retten til at forsvare Gaza mod angrebet. Før israelerne trak sig tilbage d. 27 marts knuste bulldozerne al lokal infrastruktur i området.

Denne episode, der kostede 2 israelske soldater livet, vakte voldsom vrede i den israelske regering og fremkaldte krav om hævnaktioner mod Hamas. Episoden påkalder sig opmærksomhed i alle lejre, fordi det er første gang siden våbenstilstanden efter operation ´Cast Lead´ i januar 2009, at Hamas påtager sig ansvaret for en militær handling. Israelerne frygter et skift i Hamas politiske strategi, idet de i hele perioden med større eller mindre succes har forsøgt at forhindre de mange radikale smågrupper i Gaza i at bryde våbenstilstanden med Israel.

Ifølge Haaretz marts fremfører den israelske hær, at den er nødt til at operere på begge sider af grænsehegnet ind til Gaza, hvis deres forsvarssystem skal fungere maksimalt.

Redigering og oversættelse: Marianne Risbjerg Thomsen

Vand i Gaza – et større og større problem

– af Eric Cunningham, Christian Science Monitor

Gaza vandforsyning er under hårdt pres fra blokade, befolkningstilvækst og forurening – og på det lange sigt skal der en regional løsning til – skrev forfatteren på den globale vanddag:

Aktivister verden rundt har markeret den globale vand-dag (23. marts) med kampagner I skoler og med film og koncerter, med det formål at gøre opmærksom på, at rent drikkevand er noget som en ud af fem i Verden ikke kan nyde – og at 40 procent af verdens befolkning ikke har ordentlige sanitære forhold.

Et aktuelt eksempel på de menneskelige omkostninger ved mangel på rent vand og sanitet kan man finde i den tæt befolkede Gaza-stribe, hvor eksperter forudsiger, at udviklingen peger i retning af en regulær vand-krise.

På det lille kystnære territorium er vandressourcerne enten meget begrænsede eller inficerede, kloak og spildevand udledes stort set urenset og den i forvejen svage infrastruktur lider under den israelske blokade som blev iværksat efter at Hamas tog den fulde kontrol over området i 2007. Ifølge FN vil det “tage tiår” at rette op på de miljømæssige skader.

“Hvis situationen fortsætter, står vi overfor en alvorlig krise i Gazas vandforsyning” siger Stephane Beytrison, lederen af International Røde Kors i Gaza “Ethvert initiativ for at udvikle vandforsyning og sanitet, enten af de lokale myndigheder eller af internationale organisationer forhindres af blokaden. Problemet er meget alvorligt”

Spildevand siver ned i grundvandet

Israel og Egypten har en meget omfattende økonomisk blokade af Gaza med det formål at svække den islamistiske bevægelse Hamas, som de og USA ser som en terrororganisation. Men blokaden betyder også, at vigtige byggematerialer og reservedele til brug for infrastrukturen ikke kommer ind.

“Forureningen, den ringe behandling af spildevand, manglen på rør til reparation – alt dette skyldes først og fremmest blokaden” siger Muralee Thummurkady, UNEPs (FNs miljøprogram) koordinator i Gaza; “Der er vanskelige miljømæssige og geografiske forhold, men der er også politiske problemer. Især på grund af blokaden, oplyser FN, er næsten halvdelen af Gaza befolkning afhængig af septiktanke eller opsamlingsbassiner, eftersom der kun er tre rensningsanlæg til spildevand i hele Gaza-striben.

Spildevandet i fra disse opsamlingsbassiner, en af dem større end 40 hektar, siver ned i det kystnære grundvandsreservoir, den eneste kilde til rent drikkevand i Gaza.

Grundvandet bliver salt og beskidt

Engang en væsentlig kilde til Gazas historiske position som eksportør af landbrugsvarer, men i dag er grundvandsreservoiret under området truet af både beboernes mangel på vand og af forurening. Jo mere vand der hentes op, jo mere salt og usundt bliver det resterende, oplyser Thummurkady. Virkeligheden er, er at mindst 90 procent af det vand, der pumpes op, ikke er egnet til drikkevand.

Aktuelt hentes der mere vand op fra undergrunden end der løber til “det forurenede saltvand fra havet udligner så underskuddet – og befolkningen har intet andet valg end at drikke det. Ifølge Amnesty International, indeholder Gazas drikkevand salte og nitrat – sidstnævnte i en form som ofte stammer fra kunstgødning og som især kan være farlig for børn.

Hvordan Gazas beboere klarer sig

Mange af beboerne finder på nye måder at klare situationen på, fortæller lederen af vandforsyningen i Hamas-regeringen i Gaza, Ibrahim Alejla. Han fortæller, at de som har råd til det, køber flaskevand eller installerer små rensningsanlæg hjemme. Andre rejser langt, ofte med æselkærrer for at finde noget renere vand uden for deres landsbyer.

Israel accepterede i januar import af flaskevand herfra (og tjener på det – red). Det lokalt producerede flaskevand indeholder ifølge UNDP farlige stoffer. Initiativerne til at kompensere for den aktuelle vand-krise er dog på ingen måde en løsning på Gaza store vand-krise, siger Internationalt Røde Kors. På det lange sigt gør disse initiativer ingen forskel. Det er dråber i havet.

En plan for at løse krisen

International Røde Kors fortæller, at man arbejder på nye måder på at beskytte og genfylde grundvandsreservoiret, herunder bygning et anlæg, hvorfra renset spildevand kan finde tilbage til grundvandet. Nogle af Gazas landmænd vander allerede nu med renset spildevand fra rensningsanlæggene i Rafah og Khan Younis frem for at hente vand ved at bygge nye brønde, som blot giver adgang til det forurenede grundvand.

Thummakudury mener, at den eneste reelle løsning for Gazas vand er at udvikle en alternativ vandforsyning, sådan at grundvandsreservoiret under Gaza kan få tid til at genopbygge sig selv. Han foreslår, at der bygges et stort anlæg til afsaltning af havvand samtidigt med at der fås styr på spildevandet og rettes op på skaderne på miljøet. Det kan gøres for 1.2 milliard US dollars fra internationale donorer, hvis der er politisk vilje.

Behov for vand udefra

I henhold til Oslo-aftalerne er Israel forpligtet til at levere en bestemt mængde vand til Gaza hvert år. Som følge af den anden intifada og senere blokaden, er projektet aldrig fuldført.

Med hensyn til at dele mellem Gaza og Vestbredden (hvorfra Israel tager masser af vand -red) er der ikke nogen konkrete aftaler. Og lige nu befinder Gaza og Vestbredden sig i to forskellige politiske lejre.

Men vi bliver nødt til at se vandproblemerne i Gaza i en langsigtet regional sammenhæng, siger Martha Myer fra CARE: “I takt med at befolkningen vokser og infrastrukturen bryder mere og mere sammen, bliver vi alle nødt til at erkende at Gaza – ud fra et miljømæssigt synspunkt – isoleret set simpelthen ikke er et bæredygtigt område.”

Kilde: The Christian Science Monitor, www.Miftah.org

Oversættelse/bearbejdning. Ole Olsen

Sidste udkald for en tostatsløsning?

Aktuelt nyt om arbejdet med den palæstinensiske premierminister Salam Fayyads personlige plan om en ensidig oprettelse af en palæstinensisk stat efter en toårig statsopbygningsperiode.

Samtidig med de stadige anslag mod fredsforhandlingerne mellem Israel og Palæstina kan man begynde at ane konturerne af Fayyads statsopbyggende projekt. Sammen med en ny pragmatisk samarbejdspolitik står mange af de helt nødvendige nye tiltag i skabelsen af en levedygtig palæstinensisk stat – som blinkende faresignaler i den israelsk-palæstinensiske virkelighed.

I august 2009 fremlagde Salam Fayyad sin plan. I 2011 vil han udråbe en palæstinensisk stat på Vestbredden og i Gaza indenfor 1967 grænserne og med Østjerusalem som hovedstad, – med mindre Israel og Palæstina inden da har fundet frem til en bæredygtig løsning for begge parter.

Det handler ifølge Fayyads plan om, – på samme måde som israelerne har gjort det i årevis -, at skabe palæstinensiske ”facts on the ground”.

I løbet af 24 måneder skal der opbygges en fysisk infrastruktur med flyvepladser, jernbanelinier til nabostaterne, vandinstallationsprojekter i de vandførende områder ved Tulkarm og Kalkylia. Der skal udvikles offentlige institutioner og en socialpolitik og public service efter vestligt forbillede. Endelig skal der tilbydes skattefordele for fremmede investorer til finansiering af projektet. 

Reaktionen fra det internationale samfund var positiv og donationerne begyndte at strømme til Palæstina. I januar 2010 blev det første spadestik taget til den første nye palæstinensiske by Rawabi i nærheden af Ramallah, trods manglende israelsk tilladelse til en tilslutning til vejsystemet.

Indblik i landbrugsministeriets arbejde med Fayyads projekt

I forbindelse med en tilsynsrejse til Vestbredden februar 2010 med et af Dansk Palæstinensisk Venskabsforenings landbrugsprojekter, fik vores tilsynsgruppe mulighed for at få et indblik i, hvorledes det palæstinensiske landbrugsministerium her og nu arbejder med at føre Fayyads projekt ud i virkeligheden.

Fayyads udnævnelse af Dr. Deiq

Det er den meget respekterede ngo PARC (Palestinian agricultural relief commmittees), der administrerer vores Danida-støttede projekt.

Den tidligere direktør for PARC, den nu 52 årige Dr. Ismail Deiq, blev i august 2009 bedt af Fayyad om at tiltræde som landbrugsminister – ”for Palæstinas skyld”. Fayad ønskede, at han skulle stå i spidsen for projektets landbrugspolitik.

Dr. Deiq havde 4 år tidligere forladt direktørstolen i PARC og havde trukket sig tilbage til sit landbrug nær Jericho. Efter mange opfordringer indvilligede han på den betingelse, at han måtte tage sin ngo mentalitet med sig ind i ministeriet.

14-punkts programmet

I december 2009 fremlagde Dr. Deiq så sit 14 punkts program for repræsentanter for bøndernes fagforeninger, for den private sektor og for landbrugskooperativer fra Nablus, Jericho, Tulkarm og Jordan dalen. Programmet tegnede en klar videreførsel af den ngo politik, han i mange år har været en personlig garant for, nemlig et arbejde blandt de fattigste bønder for at sikre en landbrugsproduktion, men først og fremmest for at sikre bevarelsen af palæstinensisk jord på palæstinensiske hænder mod overgreb fra besættelsesmagt og bosættere.

Et meget centralt punkt i Deiqs program omfatter Jordandalen, der udgør ca 60 % af Vestbredden, men som ifølge Osloaftalen er en del af C områderne og dermed ”foreløbig” under ren israelsk administration. Man ønsker nu, meget dristigt, samtidig med at Israel melder ud om Jordandalens stigende militære betydning i et forsvar mod øst, at fastholde Palæstinas ret til dette område ifølge Osloaftalen og at inddrage det aktivt i den nye stat. En udvikling af landbruget i Jordandalen vil ifølge palæstinensiske kilder have stor betydning for den økonomiske udvikling i Palæstina. Men for Israel vil forsvarsargumentet utvivlsomt veje tungere?

Lokalt nedsatte arbejdsgrupper skal støtte op om de palæstinensiske bønder i Jordandalen. Antallet af indbyggere skal forøges, jorden skal genindvindes, vandforsyningen genoprettes, og der skal organiseres opbevaring, behandling og videre salg af de lokale landbrugsprodukter.

Hidtil har israelerne ikke tilladt den forbedring af infrastrukturen for bønderne i Jordandalen, som udviklingen i deres landbrug er afhængig af, men dagen efter vores besøg hos Dr. Deiq fremgik det af www.Today in Palestine , at han personligt havde deltaget i lokale bønders udbedring af vejen gennem landsbyen Jiftlik i Jordandalen.

Andre af de 14 programpunkter arbejder med at øge mængden af vand til landbruget generelt. Den israelske politik på Vestbredden har inddraget områdets vandressourcer til bosætternes byer og landbrug. Nu vil man lede noget af dette vand tilbage til det palæstinensiske landbrug ved opførelsen af store vandinstallationer og udgravning af nye brønde. Men hvordan mon Israel vil reagere på så konkrete tiltag?

Til morgenmad hos Ismail Deiq

Den sidste dag før hjemrejsen fra inspektionsrejsen blev vores projektleder Hans Nebel inviteret til morgenmad hjemme hos Ismail Deiq, der bor med sin familie i et velstående forstadskvarter til Østjerusalem.

Hans Nebel har et årelangt venskabsforhold med Ismail og hans familie, og den palæstinensiske gæstfrihed inkluderede naturligt resten af vores lille gruppe, der samtidig blev stillet i udsigt, at vi kunne spørge ind til Ismails arbejde med Fayyads statsprojekt.

Ismail ser træt ud, da vi ankommer. Trættere end da vi havde et kort møde med ham i landbrugsministeriet på vores sidste inspektionstur i oktober 2009. Ismails kone og børn dækker bordet med alle de traditionelle morgenmadsretter i den smukke solfyldte stue. Fredag er familiedagen, hvor de midt i et kaotisk arbejdsliv holder fast ved det fælles morgenmadsmåltid. Men der er alt for lidt tid til familien, siger Ismail. Også til svigerfamilien der bor i et lille traditionelt hus bagved villaen. Det er på deres grund, at Ismail uden israelsk tilladelse har bygget villaen til familien for nogle år siden. Der kører nu en retssag på andet år om en mulig nedrivning af huset.

Og om lidt skal han på farten. Som led i opbygningen af den nye infrastruktur planlægges en udbygning af vandpumperne i bjergene ved Tulkarm, og han bliver nødt til selv at se lokaliteterne endnu en gang for at kunne træffe den rigtige afgørelse.

Pragmatisk samarbejde med den israelske landbrugsminister om ”tekniske problemer”. Er det her vi skal opleve et gennembrud?

Deiq fortæller, at han lige har gennemført en række møder om ”tekniske problemer” med den israelske landbrugsminister, noget helt nyt og uprøvet i mange år. De havde talt med hinanden som bonde til bonde, og der havde udviklet sig en god forståelse imellem dem. Vi hører om nogle eksempler på den fælles interesse de to landbrugsministre har fra hver deres side af en af Mellemøstens alvorligste konflikter.

Hvad hvis alle Israels mure ikke kan ”kontrollere” luften over dem?

Som Ismail refererede, var det jo blevet umuligt for den palæstinensiske regering at hjælpe befolkningen i Gaza efter krigen i januar 2009 med at få madvarer ind – over jorden -, fordi Israel lukkede for adgangen til området. Derfor var Gaza henvist til at få maden ind – under jorden -. Hvilket betød import af ukontrolleret kødkvæg gennem tunnellerne, som nu spredte kvægsygdomme i Gaza. Og hvordan skulle de kunne forhindre dem i at nå ind i Israel over murene og hegnene omkring Gaza?

På samme måde var det også et problem, at israelernes beskyttelse af deres oliventræer ved sprøjtning mod en farlig ny myggeart ikke sikrede mod stadige bølger af myg indover alle israelske mure fra de ubehandlede oliventræer i Gaza og på Vestbredden?

Også de stadig mere voldelige bosætteres ødelæggelser af det palæstinensiske landbrug på Vestbredden var blevet diskuteret. Oprivning af oliventræer, tyveri af husdyr, ødelæggelse af palæstinensernes primitive cementcisterner til opsamling af regnvand. Men disse voldelige bosættere var også et problem for den israelske landbrugsminister, der afviste at deres fremfærd var en del af israelsk politik. Men hvis dette var tilfældet, måtte det israelske forsvar vel også være forpligtet til at gribe ind? Landbrugsministrene aftalte at den israelske forsvarsminister ville blive inddraget i et kommende møde om problemet.

Den palæstinensiske befolknings reaktion på ”samarbejdspolitikken”

Men hvordan reagerer befolkningen på Vestbredden på denne nye ”samarbejdspolitik” med Israel på vejen mod Fayyads palæstinensiske stat.

Det er meget problematisk, siger Ismail Deiq. Mange års korrupt styre fra det regerende Fatah parti har sået megen mistillid til regeringens tiltag.

Men Fayyad er trods alt ikke medlem af Fatah, og palæstinenserne er begyndt at få øjnene op for hans aktive indgriben på alle områder i samfundet. Han er konstant på farten og besøger landsbyer, skoler, institutioner og projekter. Han arbejder for eksempel sammen med Dr. Deiq om ”et grønt Palæstina”, hvor der ifølge Dr. Deiq burde plantes 200 millioner træer! Foreløbig har han i år fået presset tallet op på 10 millioner, og der ses nu billeder i de lokale aviser, der viser, hvorledes Fayyad deltager i udplantningen af de nye træer.

En avis sammenlignede meget interessant disse billeder med et berømt billede fra opbygningen af den nye israelske stat, hvor den respekterede israelske landsfader Ben Gurion var affotograferet i samme situation.

I forbindelse med Fayyads deltagelse d. 2. februar 2010 i det meget betydningsfulde årlige israelske topmåde i Herzliya, hvortil prominente udenlandske økonomiske og politiske profiler inviteres, og hvor de politisk, økonomiske retningslinier for det kommende år gerne fastlægges, havde der også været bekymring omkring ”samarbejdspolitikken” fra palæstinensisk side.

Fayyad blev modtaget med stående ovationer på mødet, men da han i klare vendinger havde formuleret de palæstinensiske krav om oprettelsen af en palæstinensisk stat indenfor 1967 grænserne og med Østjerusalem som hovedstad, havde det vakt til eftertanke i Palæstina.

Jo. Ismail Deick tror på Fayyads projekt, som han oplever som et helt klart udspil.

– ”For første gang er der klarhed” -, som han siger. Når Palæstina i 2011 præsenterer en fuldt færdig statsdannelse, vil det internationale samfund være tvunget til at tage endelig stilling og lægge det nødvendig pres på Israel for at få det til at hæve besættelsen og gøre Fayyads de facto stat til en de jure selvstændig palæstinensisk stat- side om side med Israel.

Marianne Risbjerg Thomsen

Er det EUs opgave at give penge til Israels sikkerheds-industri?

Af Ben Hayes

EU støtter Israels deltagelse i forskning i sikkerhed. Dette underminerer EUs løfte om upartiskhed i Mellemøsten, argumenteres der for i denne artikel. Og mon europæiske skatteydere ønsker at EU bevilger penge til israelsk sikkerhedsindustri?

Siden EF i 1984 begyndte at støtte forskning, er både midler og viften af aktiviteter øget konstant. (Det aktuelle rammeprogram har et 7-års budget på 53 mia. euro). Også deltagelsen af eksterne parter er øget markant.

I budgettet for dette program kommer ingen ikke-EU-lande op på siden af Israel i beløb per indbygger. Kun støtten fra Israels egne forskningsmidler overgår den støtte som ydes via EU til israelske akademikere, sammenslutninger og virksomheder.

Og flere og flere af forskningsmidlerne finder vej til Israels i forvejen store sikkerhedssektor. Israels indtægter fra eksport af anti-terrorisme udstyr er nu på en milliard dollar årligt ifølge den israelske regerings egne oplysninger.

Siden Israel blev en del af “det europæiske forskningsområde”, har EU-kommissionen underskrevet adskillige store forskningsbevillinger til for eksempel Israel Aerospace Industries (en regeringsejet producent af droner), Motorola Israel (som producerer virtuelle hegn rundt om bosættelser) og Elbit Systems (en af Israels største private militær-teknologiske virksomheder, ansvarlig for dele af adskillelsesmuren).

I alt 58 forskningsprojekter om sikkerhed finansieres nu af EU under det seneste 7-års-program, hvor 1,4 milliarder euro er afsat til sikkerhedsforskning. Israelske institutioner deltager i 12 af disse projekter og står som leder af 5. Kun Storbritannien, Tyskland, Frankrig og Italien står i spidsen for flere projekter end Israel.

Blandt de seneste kontrakter er et projekt på 1,9 million euro (under ledelse af Verint Systems) som har til formål at indsamle felt-observationer til brug for krise-styrere i kommandocentre. (Ord som ”overvågning” og ”sikkerhedsberedskab” synes at være undgået anvendt i kontrakterne). Den israelske virksomhed beskriver sig selv som værende førende inden for sikkerhedsløsninger, herunder videoovervågning, offentlig sikkerhed og sammenhæng mellem overvågning og operative handlinger. Den leverer primært videoovervågning af arbejdssteder samt tapning af elektronisk kommunikation. Den modtager nu økonomisk støtte fra EU for at videreudvikle overvågnings- og kommunikationssystemer, som de muligvis senere kan sælge til lande i EU.

Logikken bag EU forskningsprogram inden for sikkerhed er at forbedre konkurrencedygtigheden af den spirende europæiske produktion af sikkerhedssystemer. Kommissionen argumenterer med, at samarbejde med og økonomisk støtte til Israels producenter understøtter dette formål, da EU herigennem vil styrke sin vidensbase på feltet.

Man må dog spørge om EU bør give flere penge til Israels blomstrende sikkerheds-industri end til tilsvarende virksomheder i EUs medlemslande? Og måske et endnu vigtigere spørgsmål. Bør EU overhovedet yde Israel støtte på dette felt? Israels kontrol af hvad der er tilbage af palæstinensisk territorium baserer sig jo i mindst lige så høj grad på sådant sikkerhedsudstyr som på traditionelle militære midler.

EU risikerer derfor at få et medansvar for aktioner udført af en militær magt som lejlighedsvis tager for lidt hensyn til liv og velfærd blandt civile. Og EUs tilskud får langt fra EU til at fremstå upartisk i fredsprocessen.

I mange palæstinenseres øjne er EU allerede for længst gået på akkord som en ærlig mægler. I september i fjor (2009) erklærede Javier Solana, EUs ”udenrigsminister” på et møde i Jerusalem: ”Israel er, indrømmet, et medlem af EU uden at være medlem af institutionerne”. Intet andet land har et så tæt forhold til EU som Israel”.

Solana tænkte i denne forbindelse næppe på, hvordan EUs forskningsbudget konkret bliver brugt. Men mon europæiske skatteydere ønsker at EU bevilger penge til sikkerhedsindustri centralt i en af de blodigste, langvarige og følsomme konflikter i vor tid?

Ben Hayes er projektleder i Statewatch (arbejder med civile rettigheder) og blogger om EUs forskningsprogram om sikkerhed.

Oversættelse. Ole Olsen

Debat: Tak til DR2

Af FATHIEL-ABED, formand for Dansk Palæstinensisk Venskabsforening Frederiksberg

1. marts bragte DR2 endnu en fremragende dokumentarudsendelse.

Den handlede om en gruppe tidligere kvindelige værnepligtige i den israelske hær. Pyha, det var en hård kost.

Jeg endte med at have ondt af dem. Af hvad deres regering har udsat dem for. Hvordan de tilsyneladende er ødelagte for livet.

Men allermest gjorde udsendelsen ondt i hjertet som endnu et bevis på ondskaben, som er pålagt palæstinenserne i de besatte områder.

De smertelige beretninger fra den gruppe af de nu voksne teenage-piger forstyrrede min søvn natten igennem. Jovist handlede det hele om uskrevne regler i den israelske besættelseshær og som for os, der efterhånden har indsigt i denne besættelses sande natur, ikke er noget mærkeligt i. Alligevel – og på trods af utallige massakrer, overgreb, overtrædelser af de mest basale rettigheder for den almindelig palæstinenser i de besatte områder, så var det hårdt at at høre de unge israelske kvinder fortæller om deres tid enten på Vestbredden eller i Gaza.

Mishandling

Hvordan kan en stat, der uberettiget holder fast i at kalde sig demokratisk, acceptere, at soldater lykønsker en ung værnepligtig pige for hendes første mission; hun havde lige skudt et palæstinensisk spædbarn? Hvordan kan omverdenen overhøre endnu et vidneudsagn om mishandling og lemlæstelse af palæstinensiske lig, som er skudt af israelske soldater? Hvordan kan den israelske offentlighed og omverden generelt acceptere, at en palæstinensisk ung mand mishandles seksuelt, blot fordi han ikke ville svare på en af de kvindelige værnepligtige og hendes kollegers spørgsmål?.

Modige kvinder 

Jeg sad og holdt vejret, mens en af de tidligere israelske værnepligtige fortalte om en hændelse, hvor en palæstinensisk dreng i Gaza var blevet tilbageholdt, slået og brændt med cigaretskodder, og som hun efterfølgende blev psykisk presset til at ændre sit vidneudsagn om.

Hendes overordnede ville undgå, at de fik en sag på halsen.

I det hele taget var de modige kvinders fortællinger en lang beretning om at blive tvunget til at gå på kompromis med sin medmenneskelighed, sine overbevisninger og enhver form for civiliseret opførsel for at kunne blive accepteret i delingen. Alternativet for dem ville have været isolation, udstødelse og udelukkelse af fællesskabet, som tilsyneladende er det altafgørende i den israelske besættelseshær.

Håber, at dokumentaren vil blive genudsendt gang på gang på gang. Så kan Søren Espersen og øvrige herboende zionister og ligesindede ikke længere være i tvivl om, hvad de egentlig støtter, når de taler Israels sag.

Jeg har lov til at håbe på de håbløse.

Debat: BOSÆTTELSER: Besøg Palæstina, Lene Espersen

Af Fathi El-Abed, Formand for Dansk-Palæstinensisk Venskabsforening

TRODSIGHED OG UFORSONLIGHED

Det har kendetegnet den nuværende højrenationalistiske israelske regering med Benjamin Netanyahu i spidsen, siden den kom til magten for nøjagtig et år siden.

Den israelske regering har ingen interesse haft overhovedet for en reel og ærlig fortsættelse af fredsprocessen. Den eneste interesse har til gengæld været udvidelse på udvidelse af bosættelserne på den besatte Vestbred.

Besættelses-og koloniseringspolitikken har aldrig oplevet bedre tider end under den nuværende israelske premierminister, Benjamin Netanyahu.

I de sidste par måneder har amerikanske og europæiske politikere lagt pres på såvel palæstinenserne som israelerne for at genoplive de fredsforhandlinger, som stoppede ved den nuværende israelske regerings tiltræden.

DET VAR NETOP den manglende vilje til at sætte en stopper for de massive bosættelses aktiviteter på Vestbredden, der fik palæstinenserne til at afbryde kontakten til den israelske regering.

Og efter nøje overvejelser, intensive drøftelser i Den Arabiske Liga og ikke mindst massivt pres på palæstinenserne fra EU og USA besluttede den palæstinensiske ledelse at indlede indirekte forhandlinger med Israel. En beslutning, der blev hilst velkommen af EU, USA og ikke mindst Israel. Palæstinenserne gav samtidig den israelske regering fire måneder til at vise sin seriøsitet i de kommende forhandlinger.

Men blot fire timer efter palæstinensernes beslutning godkendte Israel 112 nye enheder i bosættelsen Bitar Aleet på den besatte Vestbred.

Og for at sætte en trumf på sin intention om at torpedere enhver form for fred og forsoning, så besluttede den israelske regering, at 1.600 nye bosættelsesenheder i det besatte Østjerusalem får lov til at blive opført. Meddelelsen kom endda en halv time efter, at den amerikanske vicepræsident, Joe Biden, stod under en pressekonference med Benjamin Netanyahu og roste det forestående fredsperspektiv.

Når ikke engang amerikanerne kan styre den nuværende højrenationalistiske israelske regering, hvem kan så? Og hvor længe skal palæstinenserne betale prisen for USA´s, EU´s og FN´s manglende evne og vilje til at presse Israel? Og det i en tid, hvor andre lande presses, boykottes, invaderes og isoleres for langt mindre end Israels ugerninger.

DET ER MÅSKE en sag for vores nye udenrigsminister, Lene Espersen. Hun kan gøre to ting: at besøge Palæstina i den nærmeste fremtid for ved selvsyn at få et indblik i palæstinensernes dagligdag under den israelske besættelse.

Og det andet: sørge for at Danmark stemmer nej til en opgradering af Israels relationer med EU og for en diplomatisk isolation af Israel.