Er det EUs opgave at give penge til Israels sikkerheds-industri?
Af Ben Hayes
EU støtter Israels deltagelse i forskning i sikkerhed. Dette underminerer EUs løfte om upartiskhed i Mellemøsten, argumenteres der for i denne artikel. Og mon europæiske skatteydere ønsker at EU bevilger penge til israelsk sikkerhedsindustri?
Siden EF i 1984 begyndte at støtte forskning, er både midler og viften af aktiviteter øget konstant. (Det aktuelle rammeprogram har et 7-års budget på 53 mia. euro). Også deltagelsen af eksterne parter er øget markant.
I budgettet for dette program kommer ingen ikke-EU-lande op på siden af Israel i beløb per indbygger. Kun støtten fra Israels egne forskningsmidler overgår den støtte som ydes via EU til israelske akademikere, sammenslutninger og virksomheder.
Og flere og flere af forskningsmidlerne finder vej til Israels i forvejen store sikkerhedssektor. Israels indtægter fra eksport af anti-terrorisme udstyr er nu på en milliard dollar årligt ifølge den israelske regerings egne oplysninger.
Siden Israel blev en del af “det europæiske forskningsområde”, har EU-kommissionen underskrevet adskillige store forskningsbevillinger til for eksempel Israel Aerospace Industries (en regeringsejet producent af droner), Motorola Israel (som producerer virtuelle hegn rundt om bosættelser) og Elbit Systems (en af Israels største private militær-teknologiske virksomheder, ansvarlig for dele af adskillelsesmuren).
I alt 58 forskningsprojekter om sikkerhed finansieres nu af EU under det seneste 7-års-program, hvor 1,4 milliarder euro er afsat til sikkerhedsforskning. Israelske institutioner deltager i 12 af disse projekter og står som leder af 5. Kun Storbritannien, Tyskland, Frankrig og Italien står i spidsen for flere projekter end Israel.
Blandt de seneste kontrakter er et projekt på 1,9 million euro (under ledelse af Verint Systems) som har til formål at indsamle felt-observationer til brug for krise-styrere i kommandocentre. (Ord som ”overvågning” og ”sikkerhedsberedskab” synes at være undgået anvendt i kontrakterne). Den israelske virksomhed beskriver sig selv som værende førende inden for sikkerhedsløsninger, herunder videoovervågning, offentlig sikkerhed og sammenhæng mellem overvågning og operative handlinger. Den leverer primært videoovervågning af arbejdssteder samt tapning af elektronisk kommunikation. Den modtager nu økonomisk støtte fra EU for at videreudvikle overvågnings- og kommunikationssystemer, som de muligvis senere kan sælge til lande i EU.
Logikken bag EU forskningsprogram inden for sikkerhed er at forbedre konkurrencedygtigheden af den spirende europæiske produktion af sikkerhedssystemer. Kommissionen argumenterer med, at samarbejde med og økonomisk støtte til Israels producenter understøtter dette formål, da EU herigennem vil styrke sin vidensbase på feltet.
Man må dog spørge om EU bør give flere penge til Israels blomstrende sikkerheds-industri end til tilsvarende virksomheder i EUs medlemslande? Og måske et endnu vigtigere spørgsmål. Bør EU overhovedet yde Israel støtte på dette felt? Israels kontrol af hvad der er tilbage af palæstinensisk territorium baserer sig jo i mindst lige så høj grad på sådant sikkerhedsudstyr som på traditionelle militære midler.
EU risikerer derfor at få et medansvar for aktioner udført af en militær magt som lejlighedsvis tager for lidt hensyn til liv og velfærd blandt civile. Og EUs tilskud får langt fra EU til at fremstå upartisk i fredsprocessen.
I mange palæstinenseres øjne er EU allerede for længst gået på akkord som en ærlig mægler. I september i fjor (2009) erklærede Javier Solana, EUs ”udenrigsminister” på et møde i Jerusalem: ”Israel er, indrømmet, et medlem af EU uden at være medlem af institutionerne”. Intet andet land har et så tæt forhold til EU som Israel”.
Solana tænkte i denne forbindelse næppe på, hvordan EUs forskningsbudget konkret bliver brugt. Men mon europæiske skatteydere ønsker at EU bevilger penge til sikkerhedsindustri centralt i en af de blodigste, langvarige og følsomme konflikter i vor tid?
Ben Hayes er projektleder i Statewatch (arbejder med civile rettigheder) og blogger om EUs forskningsprogram om sikkerhed.
Oversættelse. Ole Olsen