Det er ren apartheid

Jamil Dakwar, Al-Ahram

Det er ren apartheid

Al-Ahram 21.-27. december 2006

På samme måde som USA og Europa en gang vendte sig mod apartheid i Sydafrika, skal Israels diskrimination imod palæstinenserne sættes i fokus og nedbrydes, skriver Jamil Dakwar*

Forhenværende præsident Jimmy Carter er genstand for kritik, fordi han i sin nye bog Palæstina: Fred ikke Apartheid, anvender betegnelsen “apartheid” til at beskrive israelsk praksis i de besatte palæstinensiske områder. Som andenklasses borgere i deres eget land finder palæstinensiske borgere i Israel ofte betegnelsen “apartheid” mere virkelighedsnær end “demokrati”.

Israels jødiske flertal nyder godt af et blomstrende demokrati. Men Israels ikke-jødiske borgere – næsten 20% af befolkningen – levet i en anden virkelighed. Palæstinensiske borgere i Israel sender deres børn til separate, men anderledes skoler, som får mindre bevillinger end jødiske skoler, de kan ikke købe jord eller leje lejligheder i de fleste jødiske byer og de må ofte stå i separate køer i lufthavnen, adskilte fra jødiske rejsende.

Mens det er på Vestbredden og i Gaza-striben at sammenligningen med apartheid er mest dækkende, lever palæstinensiske borgere i Israel på mange måder under et apartheid-lignende lov-regimente. Flere end 20 israelske love giver udtrykkeligt jøder privilegier i forhold til ikke-jøder, deriblandt loven om tilbagevenden, som automatisk sikrer jøder fra hele verden statsborgerskab, hvis de anmoder om det og tilbyder dem at slå sig ned på jord som ikke er deres, mens den nægter palæstinensere den samme ret. Israelsk bolig- og jordpolitik udvikles efter racistiske linjer. Hundredtusinder af acres privatejet jord er blevet eksproprieret fra palæstinensere til oprettelse af jødiske bosættelser.

Nationaliteten og reglerne for indrejse i Israel forhindrer palæstinensere fra de besatte områder, som er gift med palæstinensiske borgere i Israel i at få opholdstilladelse eller statsborgerskab. Loven tvinger tusinder af Israels palæstinensiske borgere til at forlade Israel eller leve adskilt fra deres familier. Israels nyligt udnævnte vicepremierminister og minister for strategiske trusler, Avigdor Liberman, anser palæstinensiske borgere i Israel for at være en “demografisk trussel”.

Op gennem årene har han foreslået, at Israel skulle skille sig af med indfødte palæstinensiske indbyggere for at opretholde et jødisk befolkningsflertal. Hans udnævnelse fremkaldte ikke den samme skandale som i 1999 Jörg Haiders Frihedspartis valgsejr i Østrig. Dengang hjemkaldte Israel sin ambassadør, Europa truede Østrig med økonomiske sanktioner, og USA truede med ufortøvet at reagere på ethvert udtryk for racisme eller antisemitisme.

På Vestbredden vinder palæstinenserne, skønt de har levet under israelsk styre i 40 år, ikke gehør i israelsk politik og har en meget begrænset adgang til det israelske retssystem. Hundreder af checkpoints hindrer fri samfærdsel, afbryder eller blokerer adgang til skoler, jobs og sundhedscentre.

Som under Sydafrikas “pas-system” skal palæstinensere ofte have tilladelse for at rejse fra en landsby til en anden inde på Vestbredden. Den sydafrikanske ærkebiskop Desmond Tutu sagde under et besøg i Palæstina, at situationen var “meget lige som det vi sorte mennesker kom ud for i Sydafrika”.

Samtidig har Israel bygget et omfattende vejnet som kun må benyttes af bosættere fra de ulovlige bosættelser på Vestbredden. Dette netværk af bosættelser og raceadskilte veje gennemskærer Vestbredden og fremmer palæstinensernes afsondring og tab af jord og ejendom.

Israels separationsmur/barriere inde på Vestbredden konfiskerer palæstinensisk jord og adskiller palæstinensiske lokalsamfund. Den overgår langt Berlin-muren, den tjener ikke blot sikkerhedshensyn, men rækker dybt ind på Vestbredden for at inkludere de største af de ulovlige jødiske bosættelser. Palæstinenserne på Vestbredden bliver i tiltagende omfang spærret inde i ghettoer, der minder om den sydafrikanske apartheids Bantustans.

Om end Israel “trak sig tilbage” fra Gaza for mere end et år siden, har det fortsat fuld kontrol over Gaza-stribens grænser, luftrum og kystlinje og fortsætter med efter forgodtbefindende at gennemføre militære anslag og operationer inde i Gaza-striben. Ved at bestemme over alt, hvad der kan komme ind i eller ud af Gaza-striben, har Israel gjort Gaza-striben til verdens største friluftsfængsel.

Skønt det tog årtier, gjorde verden – bortset fra Israel – front imod det sydafrikanske apartheidregime og krævede lige ret for alle landets borgere. Dette samme krav burde øjeblikkeligt finde anvendelse i forhold til Israel. Diskrimineringen af palæstinensiske borgere i Israel og undertrykkelsen af palæstinenserne i de besatte områder lige som de palæstinensiske flygtninge, der er blevet frastjålet deres ejendom, kræver en omfattende løsning på grundlag af international lov og lige rettigheder uden hensyntagen til race, religion eller etnisk baggrund.

USA og Europa har en væsentlig rolle at spille. USA’s udenrigsministerium og EU har gentagne gange dokumenteret Israels diskriminerende praksis. Og dog, mens Bush-regeringen og EU krævede, at de besatte palæstinensere skulle udvikle demokratiske systemer, blev der ikke udøvet nogen pression for at få Israel til at reformere sit kun-for-jøder-demokrati til at omfatte alle borgere i Israel og således inkludere de 20% af befolkningen, der er palæstinensere.

Det er på tide, at USA og Europa drager Israel til regnskab ved at gøre deres massive økonomiske og militære bistand til Israel afhængig af, at det sætter en stopper for sin diskriminerende politik. Amerikanere og europæere afskyede engang apartheid. Det er på tide at gøre det igen.

* Forfatteren er forhenværende ledende jurist ved Adalah, Legal Centre for Arab Minority Rights in Israel.

Oversat fra engelsk for DPV af Karl Aage Angri Jacobsen

Dette indlæg blev udgivet i Gamle indlæg, Kommentarer. Bogmærk permalinket.