Palæstina på randen af borgerkrig?
Af Nigel Parry, The Electronic Intifada 15.12.2006
Siden de palæstinensiske valg 25.01.2006 resulterede i en HAMAS-sejr, der gav genlyd, har FATAH og dets allierede i USA og Israel arbejdet på at destabilisere den demokratisk valgte regering.
HAMAS havde faktisk gjort sig fortjent til en chance ved magten efter gennem et år at have opretholdt en ensidig våbenhvile over for israelske mord på dets ledere, massiv konfiskation af palæstinensisk jord og den daglige brutalitet under israelsk militærbesættelse.
Og det fortjente i sandhed muligheden efter syv års ynkelig FATAH-fiasko under “fredsprocessen” der ikke frembragte andet end et i stadig højere grad koloniseret land medens FATAH-repræsentanter skamløst kastede sig ud i egoistisk korruption og åbenlyst leflede for amerikanske og israelske interesser.
Efter de palæstinensiske valg, i foråret 2006, igangsatte Israel en udsultning af Gaza-striben for at gøre det klart for dens 1.000.000 indbyggere, at deres stemmer var uden virkning. Vestbredden blev heller ikke glemt – og Gaza fik virkeligt budskabet mejslet i granit – Israel opmuntrede det internationale samfund til at sætte en stopper for bistand til den Palæstinensiske Myndighed.
I sommeren og efteråret 2006 igangsatte Israel to massive militære kampagner i Gaza og genoptog sin politik fra midtvejs i Intifadaen med åbenlyst at ødelægge den Palæstinensiske Myndigheds officielle infrastrukturer – der nu var under HAMAS’s kontrol – og måludpegede ministerium efter ministerium og kastede den brede befolkning ud i kaos gennem massive nedrivninger af civil infrastruktur som broer, veje og kraftværker.
Det åbenlyse og endelig udkomme af disse forråede og fundamentalt antihumane metoder er borgerkrig. Man kan kun presse en befolkning til et vist punkt , og indsætte USA og Israels samlede politiske og militære magt – i et forsøg på at afstive et vildfarent, korrupt parti over for en demokratisk valgt regering – før de forfejlede retningslinier, som man har opmuntret til, begynder at buldre og jorden begynder at ryste. Og borgerkrig er den helt klare retning, som tingene følger.
Rusken i buret
Med opbakning fra en fraktion af palæstinensiske fanger rusker de amerikanske fængselsadministratorer og de israelske fængselsvogtere i buret og opmuntrer til klammeri.
I dag, som for at demonstrere hvordan konflikten mellem USA-Israel-FATAH-alliancen har nået nye lavpunkter for anstændighed, citerer nyhedsreportager Udenrigsminister Condoleezza Rice for at sige, at hun har til hensigt at bede USA’s Kongres om 10.000.000 Dollars til “styrkelse af præsident Mahmoud Abbas’s Sikkerhedsstyrker” .
Og således skaffe flere våben til dem der ikke blev valgt. Og det er naturligvis ikke første gang Abbas bliver bestukket i selv samme øjemed.
Den aktuelt pågående strid har haft sine forgængere i flere omgang, hvor de nøjagtige detaljer forbliver i det dunkle. I Palæstina er det ofte svært at finde ud af om volden har stammemæssige eller politiske motiver, fordi den israelske besættelses overordnede trykkogerfunktion og indvirken på enhver palæstinenser bevirker en tilsløring af det præcise formål, når der i raseri bliver rakt ud efter geværet.
Og dog forbliver den åbenlyse og desperate trang til at gribe ind og løse opgaven med at reducere volden i samfundet upåagtet.
Palæstinenserne kommer vaklende ud af et århundrede med systematisk nedbrydning af deres livsform på ethvert muligt plan. I stedet for at hælde benzin på bålet, sådan som USA-Israel-FATAH-koalitionen har gjort det og i stedet for at diskutere olieprisen, sådan som det internationale samfund med forkærlighed har gjort det gennem hele denne konflikts historie, har vi behov for at erkende, at begivenhederne hastigt nærmer sig det punkt, da et sidste strå kan få kamelens ryg til at bryd sammen.
“Interessante tider”
Det er løjerligt i denne verden med rumfart og laserstyret korrektion og markedsføringskampagner for millioner af dollars som lige netop på skræmmende vis peger på nøjagtige demografiopgørelser, at kun få synes at fatte, at “business as usual” i Mellemøsten kan kun føre til mere lidelse og død og standede forhåbninger og at tiden til at gribe til handling var i går.
Den ofte citerede kinesiske forbandelse dømmer os til at “leve i interessante tider”. Den universelle velsignelse, som alle bevidste mennesker burde håbe på, mens de ser begivenhederne udfolde sig i Palæstina, er at vor verdens fremtid bliver præget af fred og kreativitet snarere end af krig og ødelæggelse, som synes at være det fremherskende diplomatiske virkemiddel.
Hvorvidt denne ændring kan ske eller ej er helt klart ikke et spørgsmål, der bør overlades til diplomater.
Oversat fra engelsk for DPV af Karl Aage Angri Jacobsen