Israels hær som et politisk instrument

Jewish Voice for Peace

Israels hær som et politisk instrument

En kommentar fra Jewish Voice for Peace

I “Historien om forholdet mellem Israels politiske og militære lederskaber” skriver professor Yagil Levy om regeringens beslutning om at invadere Libanon, at “regeringen har aldrig før truffet en så betydningsfuld beslutning så hurtigt”.

Han opregner de mulige alternativer som regeringen ikke gav sig tid til omhyggeligt at overveje i forbindelse med sin beslutning, der kom som et forsinket lyn; og han kommer også ind på de tvivlsomme resultater, som Israels invasion har nogen som helst mulighed for at frembringe.

Artiklen opridser Levys fremstilling af den proces hvorigennem “et civilt lederskab som har behov for hæren som et politisk instrument” indrømmer den så megen magt, at “militære beredskabsplaner bliver det vigtigste forhåndenværende alternativ”. I hvad han kalder dette “særligt ekstreme tilfælde” var imidlertid “den militære plan den eneste der fandtes”.

Levys påstande styrker opfattelsen af invasionen som det direkte resultat af

Israels forøgede militarisering, snarere end et rationelt og omhyggeligt afvejet svar på Hizbollahs aktion. Jeg opfatter denne Artikel som endnu et udsagn om det dødelige kvælertag, som “sikkerhedsstyrkerne” i Israel har på det israelske civilsamfund, på politikken på det parlamentariske niveau i Israel og de politikker, som disse frembringer. Snarere end som et tegn på Israels livskraft.; og snarere end at opretholde Israels sikkerhed er det pågående

morderiske stormløb ind i Libanon, Gaza-striben og Vestbredden tegn på, at et sundt demokrati ikke har slået rod og sikrer – om overhovedet noget – fortsat smerte og lidelse hos alle involverede parter.–RM]

Et frivilligt “statskup”

Af Yagil Levy

I Israels historiske erindring er to begivenheder metaforisk blevet defineret som et militært “statskup”: Den pression der blev udøvet over for Levi Eshkol for at kaste Israel ud i Seksdages-krigen i 1967, og det “stille statskup” som journalisten Ofer Shelach betegnede hærens adfærd ved udbruddet af Al-Aqsa Intifada’en. Men ingen af dem minder om det skridt, som førte til starten på “Libanon Krig II”.

12. juli 2006 besluttede den israelske regering at frembringe “en ny samfundsorden i Libanon” gennem et massivt militært angreb, som skulle få den libanesiske regering til at afvæbne Hezbollah eller i det mindste fjerne det fra grænsen til Israel og indsætte den libanesiske hær i stedet. Ligesom med den udvidede målsætning fra “Libanon-krig I”, gøres der hermed et forsøg på at omforme Libanons skrøbelige politiske orden med magt.

I historien om forholdet mellem Israels militære og politiske lederskabet har regeringen aldrig truffet en så betydningsfuld beslutning så hurtigt og været på krigsfod blot nogle få timer efter at soldaterne var blevet taget til fange. Under disse omstændigheder blev den militære redskabsplan den hovedplan, der blev forelagt for ministrene, hvis ikke den eneste. Hvor absurd det end kan lyde, var regeringsbeslutningen om at begynde Libanon 1-krigen resultatet af en længere og mere metodisk beslutningsproces.

En fremskyndet diskussion i regeringen muliggør ikke en undersøgelse af ikke-militære valgmuligheder – eller alternativt, en diskussion af den fulde betydning af en militær operation og en fastsættelse af realistiske politiske mål. Den opskruede proces gjorde det ikke muligt for ministrene at diskutere hvorvidt det var muligt at få opfyldt kravet om indsættelse af den libanesiske hær, som er delvist shiitisk, langs med grænsen, som en styrke, der var i stand til at sætte sin autoritet igennem over for den uafhængige Shia-milits efter opløsningen af Hezbollah, hvis det faktisk kom dertil.

Det er tvivlsomt hvorvidt betydningen af de to mulige resultater af Israels militære fremmarch – en ændring i den skrøbelige inter-etniske magtbalance i Libanon som et resultat af opløsningen af Hezbollah som den centrale magt, der ikke vil bliver erstattet af nogen anden eller -alternativt – Hezbollahs succes efter at have overlevet angrebet – kunne blive genstand for diskussion inden for rammerne af en så presset tidsplan.

Manglen på tid fjernede også muligheden for at se nærmere på det diplomatiske alternativ i form af en “pakkeløsning” for at implementere FN’s Sikkerhedsråds Resolution nr. 1559; dette alternativ blev foreslået af FN nogle få måneder forinden og omfattede en indsættelse af den libanesiske hær i den sydlige del af Libanon, som modydelse for israelske indrømmelser.

Det er også rimeligt at antage, at under sådanne forhold kan Udenrigsministeriet og det Nationale Sikkerhedsråd ikke fremlægge alternative synspunkter. Og – naturligvis – i al ophidselsen blev Sharon-Mofaz-Ya’alon-doktrinen om tilbageholdenhed faktisk delegitimreret uden noget seriøst forsøg på at undersøge, om den var værd at bibeholde.

Selv hvis antager, at den pris, der skal betales måtte betales på hjemmefronten stod klar for regeringen, har den udsat borgerne for en virkelig fare til gengæld for hvad der er blevet fremstillet som fjernelsen af en fremtidig trussel. – men uden give mulighed for at få gennemført en offentlig diskussion om sagen.

Hære bliver kritiseret fordi den overdrevne magt, som de accumulerer gør dem i stand til i krisetider at diktere skridt af politisk betydning. I disse situationer bliver militære beredskabsplaner det vigtigste alternativ for politikerne, hvilket er grunden til at de har en tendens til at acceptere hærens synspunkter.

Men denne gang står vi over for et særligt ekstremt tilfælde. Ikke blot var den militære plan den eneste, men det politiske lederskab omgik sin pligt til at diskutere den grundigt. Dette placerer den politiske tænkning i forhold til hvilken militær tænkning formodes at være underordnet, i en i særdeleshed underordnet rolle.

Denne underlegenhed skyldes, paradoksalt nok, det nuværende lederskabs “civile” antræk. Betegnelsen “civil” refererer i denne sag ikke blot til ledernes biografi, men også til deres politiske dagsorden- d. v. s. “tilnærmelsesplanen”.

Et civilt lederskab tenderer ofte i retning af at udvide hærens operationsfrihed, især når den opererer i et kulturelt-politisk miljø, hvor halvdelen af vælgerne går ind for magtanvendelse til løsning af politiske problemer.

Under disse omstændigheder har det civile lederskab behov for hæren som et politisk instrument med det sigte at implementere den civile dagsorden. Når alt kommer til alt blev “tilbagetræknings”-planen implementeret takket være hærens støtte og det samme vil blive tilfældet med den fremtidige “tilnærmelses”-plan.

Denne afhængighed gør det vanskeligt for det politiske lederskab at holde hæren tilbage i krisetider – og ikke at forglemme – frygten for at miste legitimitet ved at udvise “tøven” set i forhold til hærens beslutsomhed.

Politiske ledere med en militær fortid eller civile “høgeagtige” ledere har en større evne til at lægge en dæmper på hæren i lignende situationer, som man så det eksemplificeret i forskellen mellem de forhenværende premierministre Yitzhak Shamir (Golfkrigen) og Benjamin Netanyahu (episoden med tunnelen ved den vestlige del af Muren), på den ene side og Moshe Sharett (gengældelsesoperationerne), Levi Eshkol (Seskdages-krigen) og Shimon Peres (Operation Vredens Druer), på den anden side. Premierminister

Ehud Olmert tilslutter sıg nu den anden gruppe.

Yagil Levy er professor ved Ben -Gurion University of the Negev

Oversat fra engelsk for DPV af Karl Aage Angri Jacobsen

Dette indlæg blev udgivet i Gamle indlæg, Kommentarer. Bogmærk permalinket.