Analyse af mediedækningen og Israels bevæggrunde
27. juli 2006
En kommentar fra Jewish Voice for Peace
Dette opråb fra FAIR peger på en vidt udbredt tendens i medierne i USA: At se Israels adfærd i en sammenhæng mens man ser bort fra enhver kontekst, når man analyserer, hvorledes Israels modstandere gebærder sig. Der er næsten enighed om, at Israels angreb på Gaza og Libanon er svar på HAMAS- og Hezbollah-aktioner, hvorunder israelske soldater blev taget til fange. Men disse aktioner bliver ikke sat ind i nogen sammenhæng, hvilket får dem til at fremstå som endnu to eksempler på det irrationelle, antisemitiske had, som islamiske fundamentalister nærer over for det frihedselskende Israel.
På baggrund af denne forvredne pressedækning er der tre aspekter, der ikke kan understreges kraftigt nok. FOR DET FØRSTE begyndte historien ikke i det øjeblik HAMAS tog en israelsk soldat til fange eller da Hezbollas gennemførte en kommandoaktion mod en israelsk base. Der var tale om begrundede aktioner, der indtraf i sammenhæng med den israelske krigeriskhed i den aktuelle situation.
Uanset hvor legitime man anser disse klager for at være, er det uærligt at præsenterede Israels bevæggrunde og ignorere HAMAS’s og Hezbollahs. FOR DET ANDET, selv hvis Israels angivelige bevæggrunde (at prøve at få befriet de tre tilfangetagne soldater) er dets sande motiver, kan dette ikke retfærdiggøre dets vildt overdrevne reaktion. Men FOR DET TREDJE er det absurd at tro, at disse brutale invasioner med deres høje omkostninger i menneskeliv og eksistensgrundlag har nogen forbindelse med eller relevans for håbet om at løse Israels angivelige klagepunkter.
Dette sidste aspekt illustreres rammende af to anekdoter. Den første beretter om et nyligt interview på britisk TV, hvor Zvi Ravner (Israels ambassadør) prøvede at forklare intervieweren Jon Snow hvorledes bombningen af Gazas eneste kraftværk og afbrydelsen af strømmen til flere end 700.000 personer skulle hjælpe til at få korporal Shalit tilbage.
Som Jonathan Cook rapporterede i bladet Counterpunch: Ravner hævdede “ el-værket måtte sættes ud af funktion for at forhindre soldatens vogtere i at have det lys, der var nødvendigt for at smugle ham ud fra Gaza om natten. En uforstående Jon Snow måtte påpege, at smuglere sædvanligvis foretrækker at udføre deres arbejde i mørke og at Israels handlemåde snare ville hjælpe korporalens vogtere end det modsatte”.
Den anden anekdote blev rapporteret af Graham Usher fra den ægyptiske presse: “Adspurgt på israelsk TV hvordan de to israelske soldater kunne blive sat på fri fod uden forhandlıng svarede Israels udenrıgsminister Tsipi Livni: “Vi bomber Beiruts lufthavn”.
På spørgsmålet om hvordan det skulle kunne hjælpe, svarede hun: “Vi bomber vejene, der fører til lufthavnen”. At få fanger befriet er åbenbart ikke nogen israelsk prioritet lige netop ni, hverken i Libanon eller i Gaza“.
“Fordi dette er Mellemøsten”
FAIR 20. juli 2006
16. juli viede CBS-studieværten på programmet “Face the Nation” (og på CBS’s aftennyheder) Bob Schieffer hele søndag morgens nyhedsprogram til Mellemøsten-konflikten. I sin afsluttende redaktionelle kommentar bearbejdede han en velkendt fabel i et forsøg på at forklare årsagerne til den aktuelle konflikt – – eller rettere manglen på årsager:
“Endelig – i dag, da krigen brød ud i Mellemøsten var den første tanke jeg fik den gamle historie om frøen og skorpionen, som prøvede at krydse en flod. Skorpionen kunne ikke svømme, frøen var fortabt. Så skorpionen foreslog en aftale: ”Lad mig ride på din ryg og jeg vil vise dig vejen”. Det accepterede frøen og turen gik fint, indtil de kom ud til midten af floden og så pludselig stak skorpionen uden videre frøen. Mens dens udåndede spurgte frøen: “Hvorfor gjorde du det ?” hvortil skorpionen svarede: “Fordi dette er Mellemøsten”.
For at der ikke skulle være nogen tvivl om, hvem der er frøen og hvem der er skorpionen i denne lignelse, fortsatte Schieffer med at udlægge teksten: “Det er værd at bemærke, at palæstinenserne i Gaza-striben ikke kidnappede den israelske soldat, fordi israelerne var i færd med at invadere Gaza. Nej, alt dette skete i forlængelse af Israels tilbagetrækning, hvilket er hvad palæstinenserne formodedes at ønske. Men dette er Mellemøsten. Hvorfor skulle fundamentalister i Gaza og Libanon at fremprovokere denne krig på dette tidspunkt ? Der findes ikke noget virkeligt svar undtagen, at dette er Mellemøsten”.
Schieffer viderebringer den gængse filosofi ved at fremstille den palæstinensiske kommandoaktion, der tog den israelske soldat tril fange som en uforklarlig provokation. New York Times erklærede 29. juni i en lederartikel under overskriften “HAMAS provokerer til kamp”, at “ansvaret for denne seneste optrapning er helt og holdent HAMAS’s” og tilføjede, at “en israelsk militær reaktion var uundgåelig”.
Mediernes antagelse er, at med tilbagetrækningen fra Gaza i september 2005 bragte Israel i det mindste sin konflikt med den del af Palæstina til ophør og opgav, det som palæstinenserne formodedes at ønske”. Men i virkeligheden er der imidlertid siden tilbagetrækningen og før den seneste optrapning af volden Gaza-striben blevet dræbt mindst 144 palæstinensere af israelske styrker, ofte kamphelikoptere ifølge en liste, der er udarbejdet af den israelske menneskerettighedsgruppe B’Tselem. Kun 31% af de dræbte var involveret i fjendtligtsindede handlinger og 25% af alle de dræbte var mindreårige.
Fra tilbagetrækningen indtil den nylige optrapning af volden blev der – ifølge B’Tselems lister ingen israelere dræbt på grund af vold, der udgik fra Gaza. Skønt militante palæstinensere i denne periode sendte omkring 1.000 primitive Qassam-missiler fra Gaza ind i Israel forekom der ingen tab; samtidig sendte Israel mellem 7.000 og 9.000 tunge artillerigranater ind i Gaza-striben. 9. juni to uger før den HAMAS-kommandoaktion, som dræbte to israelske soldater og tog en tredje til fange dræbte et missil, der viste sig at være israelsk, syv medlemmer af en palæstinensisk familie under en strandtur på en Gaza-strand, hvilket foranledigede HAMAS til at afslutte sin 16-måneders uformelle ensidige våbenhvile med Israel. (Skønt Israel benægter at være ansvarlig for drabene har en undersøgelse foretaget af Human Rights Watch meget klart afvist benægtelsen og betegnet sandsynligheden for at Israel ikke er ansvarlig som “meget lille”;Human Rights Watch 15.06.2006). HAMAS har gentagne gange henvist til episoden på standen i Gaza-striben som en af de begivenheder af central betydning, der foranledigede dets kommandokation over grænsen – faktisk har Schieffers eget program rapporteret det (CBS Evening News 25.06.2006).Men trods det synes Schieffer ude af stand til at erindre denne nylige begivenhed.
HAMAS peger også tilfangetagelsen af nogle af dets ledere som den provokation, der affødte dets kommandoaktion. Hvis israelerne har enhver ret til – som Schieffer udtrykte det – at besvare HAMAS’s tilfangetagelse af en soldat med magt, hvordan forventer man så, at palæstinenserne skal føle i forhold til de mere end 9.000 fanger, som Israel har taget og tilbageholdt – deriblandt 342 teenagere og flere end 700, der tilbageholdes uden at nogen retssag er blevet afholdt.(Mandela-Centret for Menneskerettigheder, 30.04.2006) ?
Derudover var Israels tilbagetrækning ikke i nærheden af at give palæstinenserne “hvad de ønskede”. Oveni dets fortsatte dødelige angreb på Gaza, har Israel opretholdt sin kontrol over Gazas grænser og har tilbageholdt millioner af skattedollars som svar på HAMAS’s sejr i det demokrartiske valg, der blev afholdt i januar 2006. Israels handlemåde forkrøblede Gazas økonomi og fremkaldte advarsler fra FN om en truende humanitær katastrofe (UNWRA 08.07.2006).
Med alt dette vil jeg ikke hævde, at HAMAS, som jævnt hen har ignoreret forskellen mellem militære og civile mål, ikke har en del af skylden for den aktuelle krise. Men at optræde som om Israel havde opført sig som en fredselskende nabo til Gaza indtil soldaten blev taget til fange er en bevidst omskrivning af den meget nylige nutidshistorie.
Det længste Schieffer kan få sig selv til at gå er dette: “Israel havde enhver ret til at svare igen, og det gjordet. Men endnu en gang, dette er Mellemøsten, så muligvis kan svaret have forværret hele situationen ved at give moderate arabere i regionen en “undskyldning” for at tage afstand fra Israel”.
Israels “svar” har som resultat indtil i dag haft 103 døde palæstinensere, mens ingen israelere er døde undtagen en soldat, der blev dræbt af Israels egne kugler (New York Times 19.07.2006). I mellemtiden har Israel også ødelagt Gazas største kraftværk og dets system for forsyning med drikkevand og afskåret tusinder af familier i Gaza-striben fra adgang til fødevarer, vand og lægelig behandling (Oxfam 19.7.2006).
I Libanon har Israel dræbt flere end 300, hvoraf det store flertal var civile, såret flere end 1.000 og fordrevet 500.000 (MSNBC 19.07.2006). At betegne et sådant omfang af ødelæggelse som en “undskyldning” for arabere til at “tage afstand fra Israel” er en forfladigelse af virkelig menneskelig lidelse.
Hvorfor får Bob Schieffer lov til at slippe godt fra en så overfladisk , affærdigende dækning af komplicerede og tragiske begivenheder ? Fordi der er tale om Mellemøsten.
Oversat fra engelsk for DPV af Karl Aage Angri Jacobsen