Håbet om fred i Palæstina

Læserbrev i JP

Håbet om fred i Palæstina

Af Rabih Azad-Ahmad, jurastuderende og foredragsholder, Gudrunsvej 20, 5., Brabrand

LEDERSKRIBENTEN skrev i JP 18/4, at Hamas er klædt af. Jeg er enig med lederskribenten i, at Hamas’ udtalelse er uheldig.

For det er ganske rigtigt, at man ikke kan forsvare drab på civile mennesker, uanset motivet.

Den daværende israelske premierminister Ariel Sharons udtalelse i juli 2003 i forbindelse med et israelsk luftangreb, der kostede 19 civile palæstinensere livet, fordi man ville ramme en efterspurgt palæstinensisk aktivist i sit hjem i et højhus, hvor Sharon kaldte aktionen for “succesfuld”, var også en uheldig udtalelse. Dengang var der desværre kun få politikere, der reagerede på udtalelsen.

Hvilket håb?

Lederskribenten skriver, at palæstinenserne ikke gør det nemt for sig selv, og at Hamas derved har dræbt den smule håb, som udviklingen det seneste halve års tid er givet.

Hvilket håb?

Israel har i årevis nægtet at forhandle fred med palæstinenserne.

Først afviste man Arafat, fordi Israel hævdede, at han ikke var en partner for fred. Derefter afviste man at forhandle med Mahmoud Abbas, der ellers af Israel og USA var godkendt som en moderat leder.

Hvilket håb har udviklingen skabt, når Israel efter rømningen af Gaza har intensiveret opførelsen af ulovlige jødiske bosættelser på den besatte Vestbred, selv om det er et brud med internationale regler og Oslo-fredsaftalerne?

Hvilket håb er der skabt, når Israel fortsætter ufortrødent med opførelsen af den mur, der adskiller palæstinensiske byer fra hinanden og i mange tilfælde familier fra hinanden og gør livet for den almindelige palæstinenser surt og i øvrigt er i strid med den internationale domstols kendelse?

Hvilket håb er der skabt, når palæstinenserne de sidste to ugers tid har været udsat for israelske angreb, der kostede mindst 17 palæstinensere livet, herunder kvinder og børn?

Ensidig grænsetegning

Sidst, men ikke mindst: Hvilket håb er der skabt for palæstinenserne eller for hele fredsprocessen, når den nye israelske regering agter ensidigt og i strid med folkeretten at tegne de nye grænser, der vil gøre oprettelsen af en bæredygtig palæstinensisk stat illusorisk?

Hamas er nok ikke det bedste for palæstinenserne, men Israel har vist, at det ikke har viljen til en retfærdig fred, der vil give palæstinenserne nogle af deres rettigheder tilbage.

Freden kan kun skabes, hvis det internationale samfund og særligt USA lægger pres på begge parter og ikke kun palæstinenserne.

Freden skal bygge på legitime rettigheder og internationale regler, herunder FN’s konventioner og folkeretten og ikke på, hvad Israel vil kalde for “fred”.

Først når alle såvel palæstinensere som israelere anser ethvert drab for et drab for meget, er freden og håbet nået.

Dette indlæg blev udgivet i Gamle indlæg, Kommentarer. Bogmærk permalinket.