BUSH KAN, HVIS HAN VIL

Pernille Rosenkrantz-Theil og Lance Vagnø Jensen, Enhedslisten

BUSH KAN, HVIS HAN VIL

– eller historien om USA som i årtier har støtte Israel uden betingelser.

af Pernille Rosenkrantz-Theil, MF for Enhedslisten og Lance Vagnø Jensen, sekretær i Enhedslistens folketingsgruppe..

“Den amerikanske regering meddelte tirsdag, at den vil gøre fremtidig økonomisk hjælp til palæstinenserne afhængig af deres succes i bekæmpelse af terrorisme”, skrev Ritzaus Bureau den 17. april 2002.

Den amerikanske regerings memorandum, underskrevet af præsident Bush, indeholdt ikke noget om en lignende holdning til Israel, og ligger dermed i klar forlængelse af den  amerikanske politik i forhold til Israel og palæstinenserne siden 1960`erne. I modsætning til situationen i forhold til Israel har USA ikke rigtig nogen muligheder for at bruge økonomiske sanktioner overfor palæstinenserne, men kan kun true med ikke at bevilge økonomiske midler i fremtiden.

Hvorfor denne totalt entydige pro-israelske holdning fra Bush-regeringens side? Hvorfor sker der aldrig noget afgørende fra amerikansk side i forhold til at lægge pres på Israel. Den oftest fremsatte forklaring går på at den magtfulde zionistiske lobby i USA er hovedårsagen, og det er fuldkommen rigtigt at den zionistiske lobbyorganisation AIPAC har stor magt og indflydelse. 

Men efter vores opfattelse er det ikke den grundlæggende forklaring på hvorfor skiftende regeringer i USA – hvadenten de har været demokratiske eller republikanske – har støttet Israel i årtier. USA har gang på gang vetoet forslag som ellers ville være gået igennem i FN`s Sikkerhedsråd som kritiserede og/eller indledte sanktioner imod Israel. USA har fastholdt og udbygget den militære og økonomiske støtte i milliard-dollarklassen samt et stadigt udvidet militær-teknologisk samarbejde.

Men det har ikke altid været sådan. Som forfatteren og Mellemøsteneksperten John K. Cooley skrev i Christian Science Monitor den 22. april i år, så var det under 2. verdenskrig vigtigt for USA at sikre arabisk støtte imod Tyskland. Derfor blev der indgået en aftale mellem kong Abdelazziz Ibn Saud fra Saudi-Arabien og præsident Roosevelt om at arabisk jord ikke ville blive brugt til transport af olieforsyninger til aksemagterne, mod at USA garanterede at man ikke – uden at konsultere de arabiske lande – ville ændre på status quo i det britisk-styrede mandatområde i Palæstina.

Da England og Frankrig reagerede med militær magt på den egyptiske præsident Nassers nationalisering og spærring af Suez-kanalen i 1956, var det kun efter amerikansk pres at de to lande måtte bide i det sure æble og trække sig tilbage. Ligeledes truede Eisenhower i januar 1957 de amerikansk-jødiske ledere og lobbyister med at annullere deres skattefri israelske obligationssalg samt andre privilegier hvis ikke de og Israel makkede ret. Dette medførte ifølge Cooley at daværende præsident Ben-Gurion ændrede sin beslutning og trak sig tilbage fra de nye erobringer i Sinai og Gaza, som en beslutning i FN`s Sikkerhedsråd også havde forlangt. Dengang i 1950`erne var respekten for USA stor, i de arabiske lande – og Israel.

Den eneste gang i nyere tid hvor en amerikansk præsident er gået imod Israel i noget afgø-rende spørgsmål var da præsident George Bush efter Golfkrigen i 1991 suspenderede et mil-liardstort dollarbeløb til Israel i et halvt år for at presse daværende premierminister Yitzhak Shamir til forhandlingsbordet med PLO i den såkaldte Madrid-konference. Og det skete kun som en indrømmelse til de arabiske lande med Saudi-Arabien som havde været med i krigen og stillet militær og baser til rådighed for USA. 

Når skiftende præsidenter og regeringer i USA så ultimativt har lagt deres lod i Israels vægt-skål er det ikke fordi, som de siger at Israel er Mellemøstens eneste demokrati, eller med den sidste formulerede hovedbegrundelse: at Israel er udsat for den samme terrorisme som ramte os den 11. september.

Nej, det er fordi USA behøver Israel som en strategisk allieret i Mellemøsten. USA`s alliance med de udemokratiske regimer rundt om i Mellemøsten er båret oppe af USA`s strategiske økonomiske olie-interesser. Akkurat som vi har set det fra perioden efter 2. verdenskrig, hvor USA afløste Frankrig og England som den dominerende magt i Mellemøsten. 

Derfor kom Golfkrigen i 1990-91 da Saddam Husseins Irak besatte Kuwait. Saddam Hussein var ikke en pålidelig allieret, og ville kunne true de amerikanske interesser i Mellemøsten, hvis han fik lov til at slippe afsted med invasionen der ville styrke Iraks stilling som den afgø-rende olieproducent i Mellemøsten. En magt med en anden politisk dagsorden end oliestater-ne omkring Golfen, og som på sigt ville kunne true Saudi-Arabien og de andre regimer, og dermed amerikanske økonomiske- og sikkerhedsmæssige interesser.

Disse olie-regimer er udover at være udemokratiske også ustabile, mens Israel betragtes som en pålidelig og strategisk allieret. At de arabiske regimer er ustabile så vi jo med Shahen`s fald i Iran i 1979. Op til hans fald var Iran et led  – sammen med Israel – i en amerikansk blok af stærke militære magter som skulle være USA`s garanti for at der ikke skete afgørende ændringer i de politiske og økonomiske magtforhold i Mellemøsten som kunne underminere de amerikanske interesser. Derfor har USA set igennem fingre med Israels årtier lange besættelse af Palæstina. Derfor har USA hvert eneste år givet milliardstor økonomisk og militær bistand. Endelig rykker USA ud med ekstraordinære bevillinger til Israel, hvis Israel og situationen kræver det. Det er den eneste grund til at staten Israel ikke er gået bankerot for mange år siden. Der findes ikke den stat i verden som har råd til at sætte omkring 10% af sit bruttonationalprodukt af til forsvar og militært isenkram, ikke engang USA!

Ifølge det amerikanske budget for 2003 vil Israel modtage for 2.1 milliarder dollars militær bistand og 600 millioner dollars i økonomisk bistand fra USA. Den økonomiske del af bistan-den er skåret ned i forhold til budgettet for 2002 med 120 millioner dollars. Dette sker som led i en tiårig aftale med Israel hvor den økonomiske hjælp hvert år skal skæres 10%. Denne af-tale begyndte med 1999-budgettet og vil altså falde helt væk i 2009. Men samtidig med denne nedskæring på 120 millioner dollars hvert år, er det aftalt at halvdelen af nedskæringen – 60 millioner dollars – overføres til den militære hjælp. Israel vil dermed i 2009 “kun” modtage 2.4 milliarder dollars i ren militær hjælp fra USA sammenlignet med den kombinerede øko-nomiske og militære hjælp på 3 milliarder dollars som Israel modtog i 1998.

Men samtidig med denne årlige bistand bliver der hele tiden bevilget ekstraordinære beløb til Israel. F.eks. bad daværende præsident Clinton i november 2000 kongressen om at godkende en bevilling på 450 millioner dollars for dette budgetår og 300 millioner dollars i næste bud-getår for at dække Israels omkostninger i forbindelse med tilbagetrækningen af israelske tropper fra Libanon, og til at imødegå den strategiske trussel som iranske og irakiske missiler udgjorde.

Desuden har præsident Bush foreslået at der i 2003-budgettet – udover de årlige faste bevil-linger – gives yderligere 60 millioner dollars til hjælp til at bosætte flygtninge i Israel.

Desuden har den amerikanske regering i januar i år bevilget det israelske politi 28 millioner dollars til indkøb af robotter og andet teknologisk udstyr som er velegnet til at afsløre palæ-stinensiske selvmordsbomber o.l. – Israel fik desuden sidste år for 40 millioner dollars tekno-logisk amerikansk udstyr til forebyggelse af terror-angreb efter 11. september-aktionerne. Udover denne omfattende økonomiske og militære hjælp er der i årenes løb opbygget en række fælles militær- og forskningsprogrammer som er til både amerikansk og israelsk fordel.

Det mest avancerede er Arrow-missilprogrammet som er designet til forsvar imod missiler a la Scud-typen. Det var denne type som Saddam Hussein anvendte i Golf-krigen i 1990/91. Israel står for udviklingen af Arrow-missilet og informationen ved testningen af dette går videre til Pentagon og bruges i sammenhæng med andre missilprogrammer som USA har kørende. Når Arrow-missilet er færdigudviklet kan det også imødegå det iranske Shibab-3 (som er mere avanceret end det irakiske Scud-missil). USA og Israel har aftalt at deles om omkostningerne med udviklingen af dette missil-program. Men p.g.a. merudgifterne til at udvikle Arrow for at det kan imødegå det iranske missil har Israel nu anmodet USA om at betale disse merudgifter. Denne tredje nyudvikling af missilet vil koste omkring 169 millioner dollars, hvoraf de 45 millioner allerede er blevet bevilget af den amerikanske kongres i en særbevilling i 1998. Pt. foregår forhandlinger mellem USA og Israel om hvordan de resterende penge skal finansieres.

USA og Israel har også en række fælles militære øvelser i området, enten alene eller sammen med Tyrkiet. US Marines holder to gange om året fælles ørkenkrigsøvelser sammen med de israelske forsvarsstyrker. Desuden rejser i gennemsnit mere end 300 af det amerikanske forsvarsministeriums civile og militære personale til Israel hver måned. Der er en omfattende udveksling af amerikanske og israelske studerende ved de respektive militærakademier osv.

Endvidere opbevarer USA militært udstyr, reservedele, ammunition mv. for hundreder af millioner dollars i Israel. Dette udstyr kan i krisesituationer bruges af Israel – som i Yom Kippur-krigen i 1973, eller af USA til militære operationer i området.

Der er også et omfattende samarbejde mellem de to landes efterretningstjenester, om at udvikle fælles strategier og praksis, f.eks. for at bekæmpe terrorisme.

USA er med udliciteringen af en række militærteknologiske projekter med til at udvikle den israelske militær-teknologi på et meget højt niveau. Den amerikanske forsvarskapacitet og teknologiske udvikling bliver også integreret med den israelske, og den fælles udnyttelse gør at der står mange milliarder dollars på spil for Israel som eksportør af miltært udstyr, udover den årlige bistand. Desuden sætter disse fælles teknologiske militære projekter Israel i stand til at udvikle og eksportere avanceret militært udstyr til tredjelande.

Det er symptomatisk for den almindelige politiske stemning i den amerikanske regering og i kongressen at der i disse uger bliver fremsat en række forslag fra både republikanere og demokrater om at øge støtten til Israel. Ifølge Ritzau den 19. april 2002 foreslår det demokra-tiske medlem af Repræsentanternes Hus, Nita Lowey – som sidder i udvalget for bistand – at Israel bevilges 200 millioner dollars af den pulje på 27 milliarder dollars som efter den 11. september 2001 er sat af til bekæmpelse af terrorisme. Forslaget bakkes op af viceudenrigs-minister Richard Armitage som siger at udenrigsministeriet vil bakke op om forslaget, selvom Det hvide Hus` Budgetdepartement(OMB) foreløbig har sagt nej. Ritzaus Bureau kan i samme telegram berette at Israel selv har ansøgt om ekstra 800 millioner dollars her og nu udover de årlige tilskud nævnt ovenfor!

To senatorer har uafhængigt af hinanden stillet forslag om at USA skal erklære PLO for en terroristorganisation og forbyde PLO at operere i Washington og nægte visa til PLO-politike-re og embedsmænd. Hvis dette sker vil USA kunne anmode EU om via de såkaldte “tekniske justeringer” af EU`s terrorliste at sætte PLO på denne. Det vil EU med al sandsynlighed ikke gøre, men det vil selvfølgelig skade PLO og palæstinenserne og deres politiske muligheder, hvis det kommer så langt.

Men der er ingen i den amerikanske kongres som bekymrer sig om de enorme omkostninger som er påført palæstinenserne og de mange penge det vil kræve at genopbygge de besatte om-råder som er skudt i grus i de seneste uger. Den palæstinensiske minister for internationalt samarbejde, Nabil Shaath, sagde den 23. april 2002, efter et møde med EU-repræsentanter, at det ville koste omkring 500 millioner dollars (4.2 milliarder kroner) at opbygge den palæsti-nensiske infrastruktur. Men det lader til at USA regner med at EU-landene kan tage sig af den sociale og økonomiske genopbygning af de besatte områder, efter at Israel har smadret det hele. Mens Israel derefter kan få flere penge i ekstraordinær støtte fra USA end det som palæstinenserne kan regne med i støtte fra EU.

Vil USA fortsætte med denne totalt ensidige, ubalancerede politik til Israels fordel?

Det var dette som den saudi-arabiske kronprins Abdullah rejste til USA for at få afklaret. Fortrolige kilder tæt ved prins Abdullah sagde den 25. april til New York Times at USA må forstå at de arabiske landes tålmodighed er ved at rinde ud, og at det strategiske samarbejde mellem de to lande er truet.

Det blev også gjort klart i artiklen i New York Times at USA vil være offer for en stor fejlta-gelse, hvis den amerikanske regering ikke tiltroede det saudi-arabiske eller andre landes rege-ringer, evnen til at tilpasse sig situationen og stemningen i deres lande ligegyldigt om det kunne føre til at “..vi skal flytte os til højre for bin Laden, så bliver det sådan, eller til venstre for Qaddafi, så bliver det sådan, eller flyve til Baghdad for at omfavne Saddam som en broder, så bliver det sådan. Der er forbandet ensomt i vores del af verden, og vi kan ikke længere forsvare vores forbindelser overfor folket”.

Den saudiske kilde sagde også at de arabiske lande havde den opfattelse at Bush  ikke kun bakkede fuldstændig op bag Israel, men også af Sharon. Kronprinsen kom derfor for at få besked fra Bush af om han ville ændre denne politik, og støtte den saudi-arabiske plan for en løsning af konflikten.  Efter kronprinsens møde med Abdullah kom så udenrigsminister Powell med sit forslag om en sommerkonference om Mellemøsten. Dette har kronprins Abdullah sagt var en god ide, men betingelsen var at der lå en plan som skulle gennemføres, ja gennemtvinges overfor parterne, og ikke endnu en konference som ikke førte til noget.

Denne udvikling følger ovenpå flere måneders rygter om at Saudi-Arabien overvejer at bede USA om at lukke sine baser og sende sin tropper og fly hjem. Disse tropper og baser har væ-ret der siden de blev oprettet i forbindelse med Ørkenkrigen i 1991. Dette kunne forklare hvorfor USA i den sidste tid har haft travlt med af bygge kommandocentre og depoter til udstyr i Qatar og Kuwait. Hvis USA beslutter sig til en militær aktion imod Irak ville dette kræve baser, forsyninger og intelligence på landjorden tæt ved Irak for at kunne lykkes.

Vil Bush give efter overfor det saudiske krav om et stærkt amerikansk udspil som påtvinger Israel og palæstinenserne en politisk løsning? Eller vil det nye amerikanske udspil løbe ud i sandet igen efter få uger eller måneder? Svaret på dette vil vise om den amerikanske regering tror at de saudiske trusler og analyser er rigtige, eller om de kun ser dem som teatertorden som der skal repareres lidt på.

Comments are closed.