Seminar: Sluk Kolerakrigen – Vand er Liv!

Palæstinagruppen ved Carsten Niebuhr Instituttet

Sluk Kolerakrigen – Vand er Liv!

Seminar på Carsten Niebuhr Instituttet, Snorresgade 17-19, den 4.6. kl.15-19

Seminar med deltagelse af bl.a. den internationalt kendte forsker, professor, dr. Thomas Nagy, George Washington University, overlæge, dr. med. Anton Aggernæs fra Læger mod Atomvåben, irakiske læger, politologer m.v. om katastrofen i Irak.

Irak har gennem de sidste knap 11 år været udsat for de mest omfattende handelsrestriktioner, noget land har været påtvunget, efter den anden verdenskrig. Embargoen har påført Irak en række epidemier, der især har ramt børnefamilier og kostet mere end en halv million dødsofre blandt børn i aldersgruppen 0-5 år. Katastrofen kan direkte henføres til landets manglende forsyning af rent drikkevand, der igen skyldes, at Irak på grund af handelsrestriktionerne er forhindret i at købe nødvendige kemikalier og andet nødvendigt udstyr til rensning af drikkevandet. Landet er således de facto påført en bakteriologisk krig, der virker meget mere bestialsk, eftersom den er resultatet af en bevidst politik, hvis konsekvenser var forudsete.

Retorikken i kampen mod terrorisme får unægtelig en hul klang, når dr. Nagy dokumenterer, at Vestens bannerfører i denne kamp bevidst har ført en politik, der har til konsekvens, at uskyldige børn er blevet påført bakteriologiske sygdomme, der har medført en lidelsesfuld død.

Mere end 250 internationalt kendte videnskabsmænd, politikere mv. har på det sidste sagt fra mod denne politik i en anonncekampagne – Not in our names. Blandt dem den tidligere vicegeneralsekretær for FN, Hans von Sponeck, der forventes til København i oktober, hvor et opfølgende arrangement til dette seminar vil finde sted.

Arrangører: Palæstinagruppen ved Carsten Niebuhr Instituttet, Komiteen – Lad Iraks Folk Leve, Stop Terrorkrigen m.fl.

Dette indlæg blev udgivet i Gamle indlæg, Klip fra pressen, Kommentarer. Bogmærk permalinket.