Spin om blokaden

Overfladiske forbedringer af humanitære forhold i Gaza vil kun uddybe dens politiske isolering: Er det formålet for det internationale samfund?

Resukeret fra Haaretz (15. juni 2010) af Jørgen Nyeng / DPV

Politikere og embedsmænd antyder at blokaden af Gaza – der er blevet defineret som ulovlig af den Internationale Røde Kors Komité (ICRC) – vil blive væsentligt lettet i de kommende dage. Fremtrædende medier antager at den offentlige skandale over israelske specialstyrkers drab på ni og skade på snesevis af personer under angrebet på en hjælpekonvoj til Gaza i internationalt farvand i sidste ende vil føre til en ophævelse af blokaden.

Imidlertid giver et nærmere blik på parametrene for denne ”lettelse”, som skitseret af Kvartettens repræsentant Tony Blair på BBC’s ’Today Programme’ mandag d. 14. juni, anledning til tvivl. Blairs definitioner af den ’væsentlige bevægelse’ som kan forventes inden for de næste få dage, og som ’i princippet’ er godkendt af den israelske premierminister Benyamin Netanyahu, består af følgende:

Ændringer i godkendelsesmekanismen: Israel vil blive anmodet om at fremlægge en liste over genstande, som er forbudt af sikkerhedsgrunde, i stedet for en liste over tilladte genstande – en ændring som Blair håber vil føre til en forøgelse i de typer genstande som tillades indført i Gaza.

Definition af og kontrol med godkendte modtagere af hjælp: Genstande som er nødvendige til reparation af infrastruktur – fx kloakering og kraftforsyning – vil blive tilladt at komme ind, så længe de kontrolleres for at sikre at de når visse godkendte brugere såsom FN.

Involvering af Den Palæstinensiske Myndighed (PA) og Den Europæiske Union (EU) ved grænseovergangene: Passage gennem Rafah-overgangen mellem Gaza-striben og Ægypten (og måske andre overgange) vil blive delvis kontrolleret af den Fatah-ledede Palæstinensiske Myndighed (PA) og EU.

Flådeblokaden vil fortsætte: Ingen tilladelse til at anløbe Gazas havne.

Måske er det afgørende problem med disse foreslåede ændringer, hvad de udelader. At koncentrere sig om adgangen for varer ind i Gaza, mens man ignorerer eksport såvel som fri ind- og udgang for mennesker til lægelige, sociale, uddannelsesmæssige, handelsmæssige, personlige eller politiske formål, er en skæv tilgang til ophævelse af blokaden.

Selv hvis vi kun undersøger adgangen for varer, vil forbedring af de ’humanitære’ betingelser for befolkningen (som defineret af den israelske regering og internationale hjælpegrupper), mens man ignorerer den private sektor og de-facto-myndighederne i Gaza, faktisk befæste israelsk kontrol over Gazas økonomi og uddybe Gazas befolknings allerede ekstreme afhængighed af hjælp udefra.

Hvad angår selve de foreslåede ændringer, synes de beregnet til at bevare status quo.

De israelske myndigheder begrænser sig ikke til fastsatte lister – af enten tilladte eller forbudte genstande; snarere anvender de en arbitrær og konstant skiftende politik for at afbryde den fortsatte strøm af varer ind i Gaza.

Begrænsningen af varer hovedsageligt til FN-projekter og kontrol med deres passage vil medføre endog større vanskeligheder end før og vil pr. definition udelukke varer hvis indførsel koordineres af mindre organisationer og velgørende institutioner.

Et samarbejde med Den Palæstinensiske Myndighed (PA) ved Rafah-overgangen vil nødvendigvis føre til manglende samarbejde med Hamas-myndighederne i Gaza og muligvis til en fuldstændig lukning af overgangene. Hovedformålet med dette skulle ifølge Blair være at lægge politisk pres på Hamas.

Ingen af de foreslåede ændringer repræsenterer en kvalitativ forandring mht. blokaden. Selv om de, hvis de respekteres, måske kunne afværge den ’humanitære krise’ som så ofte udpeges som den definitive prøve på israelsk politik, ved både Israel og det internationale samfund udmærket, at de er et langt stykke fra hvad der er nødvendigt for genvindingen af Gazas økonomi, samfund og autonomi.

Faktisk er det usandsynligt at Israel vil ændre sin centrale politik mht. Gaza, hvis formål, som så kyndigt analyseret af den israelske journalist Amira Hass, er fuldstændigt at afskære de 1,5 millioner palæstinensere, som bor i Gaza-striben, fra resten af det besatte palæstinensiske territorium (dvs. Vestbredden inklusive Østjerusalem) og udelukke dem fra eventuelle internationale planer angående en fremtidig ordning med palæstinenserne.

Den Fat’h-ledede Palæstinensiske Myndighed er i dette tilfælde kun alt for glad for at følge trop, og vil for at få overhånd over sin politiske rival, Hamas, ikke forsvare de palæstinensiske beboere i Gaza.

De detaljerede og vidt omtalte forslag til lettelse af blokaden synes at være udformet til at afværge spørgsmål angående dens virkelige formål og til at forsyne EU og USA med en slags konkret påvisning af fremskridt over for det voksende offentlige raseri efter det voldelige angreb på nødhjælpsflotillen.

Det internationale samfund, hvis finansielle og politiske involvering i disse planer er stigende, har et påtrængende spørgsmål at besvare: Vil det medvirke til at uddybe den fremtvungne kløft mellem Vestbredden og Gaza, eller vil det arbejde for at opnå en fair og demokratisk repræsentation af alle palæstinensere med henblik på at afslutte Israels kontrol over alle dele af det besatte palæstinensiske territorium?


Comments are closed.