Hvad hæren skjuler for offentligheden
Onsdag d. 16. januar 2002.
Amira Hass/Ha’aretz
Fredag kørte en bus fast i mudderet et eller andet sted mellem Morag, en bosættelse i Gaza, og Rafah; det skete på en uafmærket jordvej der snor sig mellem marker og frugtplantager, drivhuse og stenbygninger som ligger spredt ud over det dyrkede land. Det er snarere et spor end en vej, dannet af rejsende efter at IDF (den israelske hær) den foregående dag blokerede hovedvejen mellem Khan Yunis og Rafah.
En lang kø af biler hobede sig op bag bussen. Efterhånden kom chauffører og andre mænd ud af bilerne for at hjælpe med at skubbe bussen. To unge mænd begyndte at tale med den eneste kvinde som stod ud; de sagde de var fra Tufah-distriktet i Khan Yunis flygtningelejren (hvor IDF i det forløbne år har nedrevet dusinvis af boliger), og at de er i den palæstinensiske flåde. Så kom det uundgåelige spørgsmål: taler hun hebraisk? Og helt naturligt, endda inden hendes professionelle identitet var klarlagt, snakkede de videre med den israelske kvinde, svarede på hendes spørgsmål om hvordan de levede, og stillede selv spørgsmål til hende. Deres samtale endte kun fordi bussen til slut kom fri af mudderet. Hundreder af israelere, som helt bestemt gerne ville have sådan en snak, ville uden videre kunne gøre det, hvis ikke den israelske hær havde nedlagt forbud mod at israelere kommer ind i palæstinensisk A-territorium. Sikkerhedskravet og kravet om at redde liv er argumenter der lyder meget overbevisende. Palæstinensere har myrdet adskillige israelere som tog til A-territorium for at købe ind eller spise i en palæstinensisk by. Andre israelere på uskyldige udflugter blev kidnappet, og det krævede officiel indgriben og pression at få dem løsladt. Sørgeligt nok blev endnu en israeler myrdet i går, i Beit Sahur-området. Men der er flere ting at bemærke som svar på disse tilsyneladende fornuftige argumenter:
1) Omkring 200.000 israelere sætter hver dag deres liv på spil, når de kører på vejene i Gaza og på Vestbredden for at nå frem til deres hjem i bosættelserne. IDF forbyder dem ikke at sætte deres og deres børns liv på spil. Tværtimod – unge soldater bliver kommanderet ud at sætte deres egne liv på spil for at yde bosætterne beskyttelse. Samtidig bor 3 millioner palæstinensere i en atmosfære af afspærringer, udgangsforbud og belejring, i realiteten indespærret for at forebygge angreb på bosætterne.
2) Det altomfattende forbud mod adgang til A-territorium er ikke nogen alvorlig hindring for dem som ønsker at købe en billig sofa eller noget hash. Men det begrænser hundreder, måske tusinder af israelere som er trætte af det patroniserende énvejsfilter hvorigennem IDF sender sine gennemtyggede genbrugsberetninger til den israelske presse. Der findes israelere som er overbevist om at det er deres moralske borgerpligt nøje at holde øje med hvad deres regering og hær er i færd med.
Hvis disse mennesker kunne tage til A-territoriet og Gaza, kunne de komme tilbage og udvide den kreds af israelere, som er rede til at høre noget andet end IDF’s fortolkning af virkeligheden. De kunne se – og derefter forklare – kræfternes virkelige balance, hvem der trues og hvem der kommer med trusler.
De kunne se dusinvis af tanks (hver på mere end 50 tons), som overvåger beboede områder fra bakketoppene. De kunne se mennesker som er tvunget til at vandre gennem wadis (tørre flodlejer) for at
komme hjem eller på arbejde. De kunne se de bevæbnede forposter med maskingeværernes løb strittende ud af hver sprække, og de kunne se de talløse observationstårne som omgiver palæstinensiske landsbyer og by-
er.
De kunne med egne øjne se markerne og frugtplantagerne, som IDF har brændt af inden den trak sig tilbage. De kunne rejse til steder hvor dusinvis af palæstinensiske børn er blevet dræbt, og de ville opdage at intet barn som kastede en sten, ja selv en Molotovcocktail havde nogen mulighed for at ramme soldaterne.
De kunne høre, måske endogså overvære, soldater som skød på beboerne, skud der aldrig nåede frem til IDF-talsmandens rapporter. De ville se hvordan Vestbredden og Gaza er blevet til umådelige områder af fæstninger og forposter, hvis eneste formål er at beskytte bosættelserne. Disse israelere ville komme fredeligt og rejse bort fredeligt, og de ville komme hjem med beviser på at den mytiske frygt for alle palæstinensere ikke blot er grundløs, men at den udspredes udelukkende af propagandahensyn.
Først og fremmest: forbudet mod at rejse til palæstinensisk-kontrollerede områder tillader IDF at udøve absolut kontrol med det virkelighedsperspektiv som når israelerne. Det sætter regeringen i stand til gang på gang at udsætte det tidspunkt hvor flere og flere mennesker uundgåeligt vil afvise logikken i regeringens politik. Desværre gik Højesteret i den forgangne uge i samarbejde med hæren og de civile myndigheder ved at afslå et andragende fra 3 Hadash-medlemmer af Knesset, som anmodede retten om at tvinge IDF til at tillade dem adgang til Gaza. Der var ikke tale om risiko for deres sikkerhed, men som dommerne skrev: ”den offentlige orden” kunne blive forstyrret.
Med andre ord, dette er det bekvemme skærmbræt, i hvis skjul hæren og regeringen bombarderer offentligheden med forvrængede billeder af virkeligheden.
Oversat af Vagn Andersen. Artiklen er forkortet en anelse.