Referat fra konferencen om Jerusalem afholdt den 30 marts, 1999

DPV

Referat fra konferencen om Jerusalem afholdt den 30 marts, 1999

Arrangører:

‘Jerusalem – hvis by?’

Knap en måned før den formelle afslutning på Oslo-forhandlingerne den 4 maj, 1999, mødte over 200 interesserede danskere op i Landstingssalen på Christiansborg til en konference om Jerusalem. Fire eksperter sad i panelet og leverede en bredside af informationer, nye perspektiver og visioner, som sjældent høres i den daglige nyhedsstrøm. Konferencen satte fokus på to overordnede temaer:

Hvordan har de politiske, økonomiske, religiøse og befolkningsmæssige forhold udviklet sig i Jerusalem siden Israels dannelse, og hvad kendetegner den nuværende situation.
Hvordan kan man finde en holdbar løsning på striden om Jerusalem, og hvilke udsigter er der for byens fremtid i lyset af den aktuelle udvikling i området.

Panelet bestod af to israelere og to palæstinensere, der har beskæftiget sig intenst med konflikten. Et dansk indslag redegjorde dertil for de mange religiøse kræfter, der har formet Jerusalems historie.

Dette dokument indeholder et resume af Jerusalem-konferencen. Formålet er at gengive de informationer, argumenter og holdninger, som især blev betonet af talere og tilhørere. Resume’et er opdelt i 6 hovedafsnit, som kan læses enkeltvis eller i sammenhæng. Det overordnede indtryk fra konferencen er, at der er voksende behov for international bevågenhed omkring Jerusalem. Spørgsmålet om ‘Jerusalem – hvis by’ spidser til. Hvorfor og hvordan vil fremgå af de næste sider.

ref: Hans Gorm Norden

Indhold

Kort resume af konferencen og introduktion af de inviterede talere
Den demografiske udvikling – indledende faktuelle oplysninger
Løsningsforslag

3.1. Grundlæggende principper for en løsning3.1.1. Tilgange til en løsning – pragmatisme eller store krav3.1.2. Tilgange til en løsning – én stat eller en to-statsløsning3.1.3. Tilgange til en løsning – nul sum eller plus sum: to opfattelser af konflikten

3.2. Konkrete løsningsforslag3.2.1. Karmis forslag til en løsning3.2.2. Seidemanns forslag til en løsning

3.3. Indre og ydre kræfter – perspektiver for en løsning via pres på Israel3.3.1. USAs politik – kort3.3.2. Handelsforbindelser og boycot3.3.3. Palæstinensisk pres indefra3.3.4. Pres via den israelske fredsbevægelse

3.4. Løsning via regeringsskifte

Israelske bosættelser og uddrivelsen af palæstinensere fra Jerusalem

4.1. Konfiskation med eller uden kompensation4.2. Grønne zoner4.3. Opsplitningen af Østjerusalem i jødiske og palæstinensiske kvarterer4.4. Fra åben by til flydende bostadsret4.5. Opsplitning af familier – uddrivelse i forbindelse med ægteskab4.6. Ingen tilladelser til palæstinensisk byggeri – bolignedrivelser4.7. Etnisk udrensning?4.8. Double standards

Udviklingen i Østjerusalem – aktuelle trends
Religion og historie

6.1. Arkæologiske udgravninger6.2. Brugen af historie i forhandlinger og debat6.3. Historiske vinkler6.4. Religion

1. Kort resume og introduktion af de inviterede talere

Konferencen efterlod det klare overordnede indtryk, at situationen i stigende grad er vanskelig for palæstinenserne i Østjerusalem, samt indenfor det såkaldte Greater Jerusalem.

Der blev blandt andet lagt vægt på følgende tendenser:

et voksende antal palæstinensere bliver administrativt og fysisk fordrevet fra Østjerusalem;
samtidig sker der en øget tilflytning af stærkt religiøse jøder, der ikke er indstillet på at dele byen med palæstinenserne;
i områderne udenfor Jerusalem – det såkaldte greater Jerusalem – har Israel konfiskeret palæstinensisk jord til en værdi af over 1 milliard dollars;
jorden bliver anvendt til byggeri af bosættelser, som opføres i et hastigt tempo og i dag har dannet en ring udenom Jerusalem;
uanset om Jerusalem bliver en delt eller fælles by, kræver en løsning at alle parter respekteres;
dette er imidlertid vanskeligt at opnå i en situation, hvor den ene part – Israel – er langt stærkere end den anden part – palæstinenserne. Et spørgsmål, der ofte blev rejst under konferencen er: hvorfor skulle Israel give sig i forhandlingerne med palæstinenserne, der står relativt svagere;
i lyset af det ulige styrkeforhold er der behov for pres udefra, såfremt Israel skal give sig i konflikten med palæstinenserne og begynde af efterleve internationale konventioner;
der lægges især vægt på muligheden for at indføre en europæisk handelsboycot af Israel;
grænser, demografi, konfiskationer, bosættelser og fordrivelse af palæstinensere er gennemgående stikord i diskussionerne;
samtidig er der også tegn på tendenser i retning af øget samarbejde mellem palæstinensere og israelere omkring nye fælles interesser;
imidlertid viser aktuelle tendenser, at Jerusalem bevæger sig i retning af forstærkede spændinger mellem jøder og palæstinensere;
de religiøse jødiske bosætterbevægelser står stadigt stærkere i Jerusalem, mens palæstinenserne viser tegn på træthed og lav intern organisation.
i lyset af denne udvikling er der behov for øget opmærksomhed om Jerusalem – og nye visioner og perspektiver;
det kræver inddragelse af indre israelske og palæstinensiske kræfter såvel som ydre, herunder vestlige regeringer og NGO’er.

Kort introduktion af de inviterede talere

Ghada Karmi, er palæstinenser og født i Jerusalem. Hun er uddannet læge i England og grundlægger af Medical Aid for Palestine. Ghada Karmi har været tilknyttet Durham University som forsker, og har skrevet en bog om Jerusalem. Hun er leder af The International Campaign for Jerusalem og er aktiv i britisk politik som medlem af labour.

Lea Tsemel er israeler og født i Haifa. Hun er advokat og en aktiv forkæmper for palæstinensiske fangers rettigheder i israelske fængsler. Tsemel forsvarer desuden palæstinensiske Jerusalem-borgere, som har fået deres identitetspapirer konfiskeret.

Ibrahim Matar er palæstinenser og født i Jerusalem. Han er økonom og har arbejdet med udviklingsbistand i internationale organisationer i Jerusalem. Matar har i mere end 25 år fulgt udviklingen i bosættelsesbyggeriet, og var konsulent på spørgsmålet for den palæstinensiske delegation under de indledende forhandlinger om implementeringen af Oslo-aftalerne.

Daniel Seidemann er født i USA og emigerede til Israel i 1973. Han er uddannet jurist ved Hebrew University i Jerusalem og har specialiseret sig i de juridiske spørgsmål vedrørende Østjerusalem, herunder den statslige og kommunale praksis i byen. Seidemann er grundlægger af Ir Shalem, en NGO, der ar bejder for et Jerusalem både for israelere og palæstinensere. Som juridisk rådgiver for organisationen deltager han i udformningen af en midlertidig aftale om Jerusalems fremtid.

Uffe Gjerding, Folkekirkens Nødhjælp’s programkoordinator for Mellemøsten, leverede et indlæg om de religiøse kræfters betydning for Jerusalem før og nu.

2. Den demografiske udvikling – indledende faktuelle oplysninger

Da de første europæiske jøder ankom til Palæstina i 1880’erne, var den jødiske befolkning minimal. I følge Karmi udgjorde jøderne 3.000 ud af en samlet befolkning i det palæstinensiske mandatområde på 400.000. Antallet af jøder i Jerusalem lå langt under antallet af både muslimer og kristne.

Heri er Seidemann uenig. Han hævder, at jøderne i 1880’erne udgjorde flertallet af befolkningen i Jerusalem, nemlig 11.000 mens antallet af muslimer og kristne var nede på 6.500 hver.

I 1948 erobrede Israel det område, der idag udgør Vestjerusalem. Ibrahim Matar fortæller, at der i den anledning blev fordrevet 60.000 palæstinensere over kort tid. De var bosat i et antal landsbyer lige vest for det daværende Jerusalem. Blandt landsbyerne var Deir Yasin, hvor den verdenskendte Deir Yasin massakre på 250 palæstinensere fandt sted. Matar viser et kort over landsbyerne, som enten blev jævnet med jorden eller omdannet til jødiske kvarterer. Flere palæstinensiske familier har stadig skøderne på den jord, hvorfra de blev fordrevet. De kan dermed bevise deres ejendomsret, blandt andet til den grund, hvorpå det israelske parlament Knesset er opført.

I 1967 besatte Israel Østjerusalem, hvor der boede omkring 80.000 mennesker, alle palæstinensere. Siden er mange israelere flyttet ind i den besatte bydel. I 1993 var balancen mellem palæstinensere og israelere henholdsvis 155.000 versus 160.000, oplyser Karmi. I det såkaldte større Jerusalem er mange landsbyer imidlertid ved at blive tømt for palæstinensere, der rejser væk.

Det større Jerusalem eller ‘Greater Jerusalem’ er en administrativ udvidelse af det gamle Jerusalems grænser. Siden 1967 er Jerusalems grænser blevet rykket stadigt længere ud på Vestbredden mod syd, vest og nord. Store landområder er blevet konfiskeret fra palæstinenserne og inddraget til bosættelser i dette forstørrede Jerusalem, mens de nye bygrænser er bugtet udenom de fleste palæstinensiske landsbyer. Formålet har været at etablere en ring rundt om den gamle by og isolere den fra palæstinenserne, fortæller Matar.

Seidemann oplyser i den forbindelse, at billedet ikke er så ensidigt. Han hævder, at 45 km2 eller to-tredjedele af Greater Jerusalem står ledigt og potentielt kunne anvendes til palæstinensiske boliger. Hvis palæstinenserne forsøgte at få andel i jorden og ville tage et lille skridt ad gangen i stedet for at gå efter de store uopnåelige mål, så det hele ikke nødvendigivs så sort ud. Palæstinenserne ‘have never missed an opportunity to miss an opportunity’ – det må der laves om på, siger Seidemann.

I følge Matar er den gamle by imidlertid idag omgivet af israelske bosættelser til alle sider. De territoriale muligheder for udvidelse af palæstinensiske kvarterer i og omkring Østjerusalem er stærkt begrænsede og nærmest ikke-eksisterende. Matar siger om palæstinensernes situation i lyset af de mange bosættelser at: ‘The only free space is the sky above them.’

Tsemel tilføjer, at zionisternes politik fra begyndelsen har været at erobre så meget jord som muligt med så få palæstinensere som muligt. Denne logik er også anvendt på Jerusalem, hvor udvidelserne af den østlige del af byen mod nord, øst og syd har inddraget de tyndest befolkede områder. De nye grænser løber på kanten af palæstinensiske landsbyer, hvor beboerne mister deres landbrugsjord.

3. Løsningsforslag

3.1. Grundlæggende principper for en løsning

Et helt grundlæggende princip for en løsning er i følge Karmi, at der tages hensyn til alle parter. Dette skal ses i lyset af Jerusalems globale betydning. En fredelig løsning kan kun etableres, såfremt der tages lige hensyn til de tre involverede hovedgrupper, nemlig jøder, muslimer og kristne.

Seidemann understreger, at Israel ikke kan tvinges til at give afkald på Jerusalem som landets hovedstad. Dette skyldes først og fremmest at de ikke-sekulariserede jøder oplever en stor følelsesmæssig tilknytning til byen. At foreslå jøder at flytte fra Jerusalem vil svare til at bede muslimer forlade Mekka.

På samme måde betyder Jerusalem utrolig meget for palæstinenserne, siger Karmi. Derfor afhænger en fredelig løsning af, at der tages hensyn til begge parter.

Karmi understreger, at det i den sammenhæng er afgørende at erkende, at Israel står langt stærkere end palæstinenserne. Forhandlingerne om Jerusalem og de øvrige spørgsmål i fredsprocessen finder sted mellem ulige parter. Da der ikke lægges pres på Israel udefra, er det relevant at rejse spørgsmålet: hvorfor skulle Israel give afkald på sine landvindinger og krav i Østjerusalem og de øvrige besatte områder? Et klart dilemma i konflikten er derfor i følge Karmi:

Hvordan finder man en løsning, der er retfærdig for palæstinenserne og samtidig kan accepteres af den stærke part, Israel.

Palæstinenserne står svagt og kan derfor presses til at give afkald på mange af deres krav. Omvendt har palæstinenserne nøglen til det, Israel behøver mest af, siger Seidemann, nemlig: international anerkendelse af Israels ret til byen. Det er en ‘bargaining chip’, mener han, som palæstinenserne kan benytte sig af.

Abu Koash, PLO’s repræsentant i Danmark, fremlægger sit principielle syn på mulighederne for en løsning. Han mener, at Israel grundlæggende er en kolonisator og derfor står overfor to valg, som er universelt gældende for en kolonimagt: 1. at undertrykke det folk, man har besat eller 2. at integrere det. Han sammenligner Palæstina konflikten med Sydafrika, hvor det hvide styre i årtier valgte den første løsning men endte med at gøre brug af den sidste. Udfra samme parallel ser han Arafat spille Mandelas rolle.

Karmi påpeger, at selvom konflikten ofte hævdes at handle om følelser og religion, så gælder dette først og fremmest for jøderne og ikke mindst de religiøse bosættere. For palæstinensere er sagens kerne tabet af land og jord, konfiskeret af israelerne.

Endnu et princip for en fredelig løsning er i følge Tsemel, at der gøres op med de double standards, som i dag gælder i Jerusalem. De ulige rettigheder for palæstinensere og israelere kan ikke kombineres med fred.

3.1.1. Tilgange til en løsning – pragmatisme eller store krav

Seidemann er fortaler for en pragmatisk tilgang, hvor man tager et skridt ad gangen og lægger de store spørgsmål på hylden. Karmi og Tsemel mener omvendt, at palæstinenserne bør fremsætte alle deres krav og derefter forsøge at opnå så meget som muligt via forhandling.

En taler fra salen siger, at palæstinenserne skal blive ved med at kræve det hele. Det er vigtigt at drømme og se, hvor meget af drømmen, der kan realiseres. Dette gælder ikke mindst palæstinenserne udenfor de besatte områder, f.eks. i Libanons flygtningelejre, hvor mange lever på drømmen om en gang at vende tilbage til et frit Palæstina.

3.1.2. Tilgange til en løsning – én stat eller en to-statsløsning

Tsemel taler for en et-statsløsning og forudser, at det endelige resultat vil komme til at ligne det nye Sydafrika. Et første skridt i den retning kan være etableringen af en palæstinensisk stat, men det endelige mål må være en fælles stat for alle. Seidemann mener omvendt, at der ikke kan blive tale om andet end to stater – en palæstinensisk og en israelsk.

3.1.3. Tilgange til en løsning – nul sum eller plus sum: to opfattelser af konflikten

Begge parter er igennem hele konflikten gået til forhandlingsbordet med en opfattelse af at tabe i det omfang den anden part opnåede fordele. Konflikten er blevet tolket som en nul-sum situation. Seidemann mener imidlertid, at nulsum-opfattelsernes tid er ved at være forbi for et voksende antal israelske og palæstinensiske politikere. Israel handler i dag på en måde, der ikke kun gavner israelere men også palæstinensere. F.eks. har man indstillet byggeriet i Har Homa – det var aldrig sket for ti år siden. Dengang var man fortsat uanset hvad. Dette ser Seiderman som en positiv og markant trend.

3.2. Konkrete løsningsforslag

Der er fremlagt op imod 60 forskellige forslag til en opdeling af Jerusalem. Siden Østjerusalem blev besat af Israel i 1967 er en lang række modeller blevet opstillet for at trække grænser mellem jødiske og arabiske kvarterer. Karmi understreger, at de fleste forslag er formuleret af israelerne mens kun fem er fremsat af palæstinenserne, herunder PA, og fire i et samarbejde mellem palæstinensere og israelere. Dertil er FN gennem tiden fremkommet med tre-fire løsningsforslag.

Den mest kendte plan er formuleret under Meron Benvenisti, tidligere vice-borgmester og byplanlægger i Jerusalem. Heri inddeles byen i bydele og mindre kommuner, fordelt på jødiske og arabiske kvarterer. Planen anerkender eksistensen af en arabisk befolkning og lægger dermed op til en løsning, hvori palæstinenserne har en berettiget og lovmæssigt sikret plads i byen.

De palæstinensisk-israelske forslag er designet omkring en to-statsløsning. Karmi pointerer, at PLO ikke har fremlagt nogen detaljeret strategi eller plan for at løse Jerusalem problemet. Derimod har PLO løbende fremsat et mere overordnet krav om Østjerusalem som hovedstad i en palæstinensisk stat.

3.2.1 Karmis forslag til en løsning

Karmi mener, at Jerusalem nødvendigvis bør være en fælles by for jøder og palæstinensere. Hovedpunkterne i hendes strategi for at gennemføre en sådan løsning er:

at der indføres et øjeblikkeligt stop for byggeri af nye bosættelser;
at de såkaldte ‘frozen areas’ frigives til byggeri af boliger for palæstinenserne;
at de uddrevne palæstinensere tilkendes ret til at vende tilbage til Jerusalem;
at der etableres en fælles kommunal forvaltning;
at Jerusalem tilkendes status af en åben by, hvor alle frit kan bevæge sig ud og ind;
at ingen af parterne udråber Jerusalem til deres hovedstad; samt
at alle borgere tilkendes ret til at etablerer sig frit i byen.

Denne model, hvor byen altså ikke opdeles, er efter Karmis mening den eneste vej til en fredelig og holdbar løsning på Jerusalem problemet.

3.2.2. Seidemanns forslag til en løsning

I lyset af israelernes og palæstinensernes tilknytning til Jerusalem og deres respektive krav på byen er det afgørende at igangsætte en forhandlingsproces. Der kan ikke findes en hurtig løsning og derfor er det aller vigtigste at sikre en konstruktiv og holdbar forhandlingsproces. Det er centralt, at forhandlingerne:

foregår efter klare regler og procedurer;
har et langt tidsperspektiv;
indeholder en klar anerkendelse af konfliktens nationale aspekter for begge parter.

Vedtagelsen og anerkendelsen af klare forhandlingsregler er afgørende for en løsning, mener han. Seidemann forestiller sig, at resultatet vil blive en deling af byen.

Seidemanns forudsigelse om fremtiden inkluderer at:

en to-statsløsning opnås
nogle af bosættelserne opgives mens andre forbindes territorialt med Israel i blokke;
en form for fælles styre etableres i Jerusalem med palæstinensiske og israelske bydele.

3.3. Indre og ydre kræfter – perspektiver for en løsning via pres på Israel

3.3.1. USAs politik – kort

Det nævnes, at et ydre pres næppe vil komme fra USA indenfor de nærmeste år.

Op til 1947 gik USA ind for at gøre Jerusalem til en international bevogtet zone; et corpus seperatum. Efter Israels dannelse har USA imidlertid stået mindre stejlt på kravet om et internationalt bevogtet Jerusalem. Senest har USA’s kongres opfordret regeringen til at flytte sin ambassade fra Tel Aviv til Jerusalem.

Det blev generalt tilkendegivet at USAs politik (og Vestens generelt) er kendetegnet ved ‘double standards’, hvor manglende efterlevelse af FN resolutioner i Irak og Serbien straffes hårdt, mens Israel går fri.

3.3.2. Handelsforbindelser og boycot

Der fremsættes forslag fra en tilhører om at gennemføre en handelsboycot af Israel. Karmi bakker op om forslaget. Hun pointerer, at et internationalt pres på Israel er en central forudsætning for at bringe processen videre. USA vil ikke lægge pres på Israel, hvilket Karmi betegner som en ‘rather idiotic policy’. Europæerne bør derfor prøve noget andet. Internationalt pres vil imidlertid først blive rettet mod Israel i det øjeblik palæstinenserne råber højt nok, tilføjer Tsemel.

Anna Kanafani bakker op om en boycot. Hertil siger Lasse Budtz, at der simpelthen ikke er folkelig opbakning bag en boycot, hverken i Skandinavien eller i Europa som helhed. Det samme er ikke mindst tilfældet i USA. Han tror derfor mere på dialog.

En stor andel af Israels handel foregår med EU lande, mens EU til gengæld ikke er afhængig af handel med Israel. Set i det perspektiv vil en europæisk handelsboycot have stor effekt på Israels økonomi, nævnes det blandt andet af en tilhører. Matar mener, at en boycot kan være med til at tvinge Israel til at efterleve de mange FN-resolutioner, som landet hidtil har nægtet at rette sig efter.

Uffe Gjerding foreslår at man arbejder for at etablere handelsforbindelser med palæstinenserne, udenom israelske mellemhandlere. Dertil peger han på mulighederne for at føre en kampagne mod forhandling af produkter fra de israelske bosættelser. Idet bosættelserne er ulovlige ifølge international ret, er varerne det også. Israelske fredsorganisationer fører allerede nu kampagne mod bosætternes produkter.

En tilhører opfordrer til at der opnås større adgang til at købe palæstinensiske varer udenom israelerne. Dertil bliver det foreslået, at danske skoleelever lærer mere om palæstinensernes historie. Det kan danne grundlag for en større fremtidig forståelse for palæstinenserne og skabe vilje til at presse israelerne.

En anden strategi for ydre pres foreslås af Yvonne fra Palæstinagrupperne i Sverige. Hun nævner en ide om at etablere et internationalt NGO netværk, der kunne overvåge udviklingen og lægge større pres på de vestlige regeringer. Der har tidligere været tale om etableringen af en sådan platform, oplyser Karmi, men det er endnu ikke lykkedes at realisere ideen.

Seidemann siger til tankerne om boycott og lignende, at hverken EU eller USA vil lægge hårdt pres på Israel – og det bør de heller ikke. Forhandling er den eneste vej frem og hvad angår Jerusalem:

‘at the end of the day, the future of Jerusalem is to be determined by the Israelis and the Palestinians who are condemned to share the city.’

3.3.3. Palæstinensisk pres indefra

En anden kilde til pres på Israel er palæstinenserne selv. Tsemel fremhæver, at pres indefra har spillet en stor rolle tidligere. Intifadaen fik stor betydning for udviklingen i Israelsk politik overfor palæstinenserne. Idag er presset imidlertid stort set forsvundet. Orient House gør en smule modstand i kampen om Jerusalem, mens det palæstinensiske selvstyre, PA, ikke foretager sig meget. ‘They are not raising their voice.’

PA mangler en strategi for Jerusalem. De har fremlagt meget få planer og kunne gøre mere, mener Karmi. PA har ikke forevist et eneste kort, en eneste opstilling af tal o.l., der kunne bruges i en argumentation for de palæstinensiske interesser. En del af forklaringen, mener Karmi, er en palæstinensisk træthed overfor det hele. Befolkningen er dertil fragmenteret i langt højere grad end under Intifadaen. De er afskåret fra hinanden i kraft af zone-opdelingen indført med Oslo-aftalen og har derved langt vanskeligere ved at organisere sig – palæstinenserne har et logistisk problem, som også kan forklare den begrænsede organisering af modstand.

Matar understreger, at PAs handlerum er kraftigt indskrænket af israelerne. Derfor er det ikke kun manglende vilje, men i høj grad også israelsk kontrol, der er årsag til manglende handling fra det palæstinensiske selvstyres side.

Det kan dertil indvendes, at palæstinenserne allerede må siges at have kæmpet hårdt for deres sag. I lyset af palæstinensernes på alle måder trængte forhold, hvor meget kan man da blive ved at forlange af dem, spørger en tilhører. Har palæstinenserne ikke allerede for længst gjort mere end hvad nogen kunne have forventet, og er det ikke på tide at andre kræfter tager over?

3.3.4. Pres via den israelske fredsbevægelse

Den israelske fredsbevægelse opfordres til at spille en større rolle som facilitator af et holdningsskifte blandt israelerne. Dette bør være de israelske fredsbevægelsers primære opgave, mener Karmi.

Seiderman er enig i, at den israelske fredsbevægelse skal arbejde for en ændring i den israelske oppinion. Den israelske fredsbevægelse har blandt andet været aktiv sammen med palæstinensiske organisationer i Beit Sahour og har ad den vej formået at bremse byggeriet på Har Homa.

3.4. Løsning via regeringskifte

Der rejses positive forventninger til et eventuelt regeringskifte. Både Seidemann og Matar udtrykker håb om en Labor regering. Mens Likud ønsker et stor-Israel, er Labor tilfreds med en delingsløsning.

Seidemann fortæller, at han har rejst ligeså mange sager om udvisning af palæstinensere under Rabin som under Netanyahu. Imidlertid er Labor bedre end Likud, udfra argumentet ovenfor. Dertil bør man også se på, hvad der sker blandt seniorlederne i forvaltningen, hvor der er tegn på en udvikling i positiv retning. Flere israelere ser i dag fordele ved at arbejde sammen med palæstinenserne om Jerusalems fremtid.

4. Israelske bosættelser og uddrivelsen af palæstinensere fra Jerusalem

4.1. Konfiskation med eller uden kompensation

Seidemann fremhæver, at palæstinenserne tilbydes kompensation for den jord og ejendom, som Israel har konfiskeret igennem de sidste ti-år. Palæstinenserne vil bare ikke tage imod den. Årsagen forstår han udmærket. Imidlertid mener han, at Israel bør gives en smule anerkendelse for trods alt ikke at stjæle ejendommen fra palæstinenserne i Østjerusalem.

Matar kritiserer Seidemann for at springe for let henover dette spørgsmål. Siden 1967 er der konfiskeret palæstinensisk jord til en værdi af 1.5 milliarder dollars! Uanset godtgørelse i form af større eller mindre kompensation har Israel ingen ret til at konfiskere palæstinensisk ejendom på besat område, hvilket er i direkte strid med flere FN resolutioner samt international ret.

Siden 1967 er palæstinensisk jord blevet eksproprieret til ‘offentlige formål’ omkring den gamle by. Grænserne er blevet udvidet og palæstinensiske jordbesiddelser indlemmet i det såkaldte ‘Greater Jerusalem’. Udover konfiskation af jord til den nævnte værdi af 1.5 milliarder dollars, beløber værdien af anden konfiskeret palæstinensisk ejendom sig til yderligere 1 mia. dollars, fortæller Matar.

Konfiskationerne har ført til indlemmelse af palæstinensisk landbrugsjord omkring Jerusalem, mens landsbyerne og dermed den palæstinensiske befolkning er holdt udenfor.

Matar konkluderer, at jødernes erobring af Jerusalem er foregået ved rent tyveri og ulovlige konfiskationer af privat ejendom. Karmi rejser i den forbindelse spørgsmålet:

‘Why didn’t the Israeli’s ever compensate what they have simply stolen from the Palestinians?’

Israelerne har aldrig anerkendt, hvad de har gjort overfor palæstinenserne og indtil nu har kompensationerne været få og små, siger Karmi.

4.2. Grønne zoner

En meget anvendt metode til konfiskation har været at erklære områder for ‘grønne zoner’, som hverken måtte opdyrkes eller bebygges. Under påskud af at beskytte særlige naturområder har israelerne på den måde beslaglagt palæstinensisk ejendom og senere overdraget det til israelske entreprenører eller statslige byggeprojekter. På den måde er der ikke mindst i løbet af 1990’erne banet vej for omfattende udvidelser og opførelser af bosættelser udenom Jerusalem, og på Vestbredden i det hele taget. Samtidig har palæstinenserne mindre og mindre jord til rådighed.

4.3. Opsplitningen af Østjerusalem i jødiske og palæstinensiske kvarterer

Østjerusalem er en delt by. Tsemel understreger, at opsplitningen kun virker den ene vej. Palæstinensere holdes adskilt fra israelere, mens israelere kan bevæge sig ind og slå sig ned i palæstinensiske områder af byen.

Antallet af jødiske bosættere i den muslimske bydel i Østjerusalem er begrænset til 64 bosætterfamiler. Dertil er der hele det jødiske kvarter. Det er imidlertid ikke antallet af bosættere, der er det centrale, men derimod rammerne om bosætterbevægelsen. Tsemel fremhæver følgende:

der er ingen restriktioner for etablering og udvidelse af bosættelser – der er frit spil;
bosætterbevægelserne er kendetegnet ved en racistisk indstilling, og de påberåber sig en overlegen status overfor palæstinenserne;
bosætternes mentalitet overfor palæstinenserne udgør et potentiale for, at den nuværende tavse etniske udrensning bliver mere manifest.

Opsplitningen af Østjerusalem indebærer en voksende og reel fare for Hebronisering. Dermed henviser Seidemann til situationen i Hebron, hvor en lille skare bosættere beskyttes af et uforholdsmæssigt stort antal soldater, og hvor folks bevægelsesfrihed er stærkt begrænset af utallige checkpoints.

4.4. Fra åben by til flydende bostadsret

Efter besættelsen i 1967 fik den palæstinensiske befolkning såkaldt bostadsret i Jerusalem (Right of Residence). De fik ikke israelsk statsborgerskab. Palæstinenserne blev opmuntret til at søge job og uddannelse udenfor Jerusalem, og ikke mindst udenfor Palæstina, men man holdt dem vejen åben for at vende tilbage. Et stort antal palæstinensere valgte at rejse ud, ikke mindst for at arbejde og uddanne sig.

Reglen om ‘centre of life’, indført i 1995, ændrede radikalt ved palæstinensernes ret til at bevæge sig ind og ud af Jerusalem. Deres bostadsret blev nu ændret til ‘flydende bostadsret’ – dvs. ret til at bo i Jerusalem sålænge deres ‘centre of life’ er i byen. I det øjeblik de opholder sig i længere tid udenfor Jerusalem, f.eks. i de besatte områder eller i andre lande, risikerer de at miste deres bostadsret. Tsemel fortæller, hvordan flere og flere palæstinensere under den nye lovgivning pludselig er blevet slettet fra de israelske indbyggerregistre. De har dermed stået overfor valget mellem enten at forlade Jerusalem og aldrig vende tilbage, eller at forblive illegalt. Mange har valgt det sidste, og gør det fortsat:

Tusinder af palæstinensere bor i dag illegalt i Østjerusalem uden personlige papirer, uden ret til sygehjælp, uden adgang til forsikringer og under trange boligforhold hos venner og familie.

Loven om ‘flydende bostadsret’ er blevet indklaget for Israel’s Højesteret, blandt andet af israelske fredsorganisationer og advokater, heriblandt også Tsemel. Højesteret besluttede, at reglen var i overenstemmelse med gældende lovgivning.

4.5. Opsplitning af familier – uddrivelse i forbindelse med ægteskab

Siden 1967 har det været sådan, at kun palæstinensiske mænd kan forblive bosiddende i Jerusalem ved indgåelse af ægteskab med en partner fra de besatte områder. Såfremt en kvinde gifter sig med en mand udenfor byen, mister hun sin bostadsret. Dette er endnu en måde at fordrive folk fra Jerusalem på.

4.6. Ingen tilladelser til palæstinensisk byggeri – bolignedrivelser

Palæstinenserne kan ikke opnå tilladelse til at bygge nye huse eller udvide deres eksisterende boliger. Det meste byggeri foregår derfor illegalt og kan nedrives frit af kommunen såfremt det opdages. Det effektive byggeforbud forhindrer også genforening af familier, fordi der simpethen ikke er plads.

Palæstinenserne kan ganske enkelt ikke opnå byggetilladelse, oplyser Seidemann, bortset fra enkelte undtagelser. Det er bemærkelsesværdigt, at mens under 20% af byggeovertrædelserne i Jerusalem finder sted i den gamle bydel, er det her 70% af bolignedrivelserne foregår. Palæstinenserne straffes altså langt hyppigere og hårdere, end israelerne. Byggeinspektørerne er igennem de seneste år blevet langt mere ihærdige i Østjerusalem, og de leder ‘with a magnifying glass’ efter overtrædelser af byggelovgivningen. Samtidig er det vanskeligt at få adgang til data på området, oplyser Seidemann.

Data er imidlertid en forudsætning for at kunne fremføre effektivt bevis for de krænkelser, der finder sted i den gamle by. Seidemann oplyser, at Madeleine Albright er imod israelernes fremfærd mod palæstinenserne i Jerusalem. Hun har gang på gang bedt om dokumentation, der kan bruges i en argumentation mod den israelske regering, men det har ikke været muligt at fremskaffe. Her kunne palæstinenserne selv gøre noget ved f.eks. at lave en dør-til-dør undersøgelse, siger Seidemann:‘ But they are simply not organized to do that’.

Bolignedrivelser i Jerusalem startede allerede i 1967, hvor de første 134 palæstinensiske hjem blev revet ned for at rydde pladsen foran Grædemuren.

4.7. Etnisk udrensning?

Tsemel kalder de mange uddrivelsesmetoder anvendt i Østjerusalem for ‘the quiet ethnic cleansing of Jerusalem’. Seidemann opponerer mod brugen af betegnelsen ‘etnisk udrensning’. Etnisk udrensning handler om mord og voldtægt, og det finder ikke sted i Jerusalem.

Allerede kort efter erobringen af Østjerusalem i 1967 blev palæstinensere kørt væk fra byen i busser med retning mod Jordan, fortæller Tsemel. Mange palæstinensere endte i Amman. Uddrivelse af palæstinensere har fra begyndelsen fundet sted i stort omfang og israelere har efterfølgende slået sig ned i de efterladte tomrum.

Ana Kanafani mener, at der er i forskellige sammenhænge og i varierende omfang er foregået etnisk udrensning af palæstinenserne – også i Seidemanns forstand – siden 1948.

4.8. Double standards

Israelerne har, modsat palæstinenserne, medfødt ret til dobbelt statsborgerskab. Alle lande tillader jøder at beholde deres oprindelige statsborgerskab ved emigration til Israel. Alle jøder har dertil ret til at bygge frit i Østjerusalem, igen modsat palæstinenserne.

5. Udviklingen i Østjerusalem – aktuelle trends

Tsemel kalder ændringerne i Østjerusalem for chokerende. Palæstinensere, der vender tilbage efter et par år ude, kan ikke genkende deres tidligere hjem. Byggeriet af nye bosættelser foregår i et hastigt tempo. Antallet af bevæbnede israelere i gaderne er vokset enormt ligesom antallet af religiøse studerende, som er i den gamle by for at støtte kampen for et jødisk Jerusalem.

Tsemel kalder Østjerusalem for en ‘Dead City’ – hvor alt lukker ned efter fyraften. Seidemann kalder den gamle by for en ‘third world town’. De offentlige investeringer og service ydelser i de palæstinensiske dele af den gamle by er mikroskopiske i forhold til de jødiske kvarterer og ikke mindst det moderne Vestjerusalem.

Israelske sikkerhedstropper må idag arbejde hårdt for at forhindre attentater mod Klippemoskeen og de øvrige muslimske helligdomme i den gamle by. Selv israelske politikere arbejder dagligt for en total jødisk erobring af Jerusalem. Højrefløjen opnår større og større indflydelse i den gamle by og Jerusalem generelt.

Israelere og palæstinensere lever næsten i total isolation fra hinanden. De passerer hinanden ‘like ghosts in the streets’. Israelerne er ikke interesseret i at inddrage palæstinenserne i deres politiske fællesskab; og palæstinenserne er heller ikke interesseret i at være en del af det. De fleste på begge sider ønsker en eller anden form for deling, mener Seidemann.

Det er interessant at bemærke, siger Seidemann, at israelerne ser ud til at tabe den demografiske kamp. Palæstinensernes flertal vokser som følge af et højere fødselstal. Udviklingen peger i retning af forandring, der ikke nødvendigvis er til jødernes fordel. Samtidig mener han, at palæstinenserne er ved at være mere aktive i kampen for at vinde det tabte tilbage. Dette foregår blandt andet i samarbejde med israelere som ham selv. Nye interaktionsformer, hvor israelere og palæstinensere går sammen i fælles bestræbelser, der kan gavne begge sider, er ved at vinde indpas. Fortidens nul-sumspil afløses også på myndighedsniveau af plussum-perspektiver, som tidligere nævnt.

Antallet af religiøse og stærkt religiøse jøder er imidlertid vokset markant i Jerusalem. Religiøse og ortodokse jøder har overtaget de fleste af byens større kvarterer og er i stigende grad dominerende i den politiske debat. De sekulariserede jøder blander sig omvendt mindre i politik, mener Tsemel. Udviklingen peger i retning af øget jødisk-religiøs indflydelse. Samtidig er der tegn på svækket politisk engagement og voksende religiøs fundamentalisme blandt palæstinenserne i den gamle by. De unge sælger narko i modsætning til de tidligere generationer, ikke mindst fra intifadaen, hvor unge palæstinensere var langt mere aktive i politik. Denne udvikling på den ene side og og voksende jødisk-religiøs dominans i politik på den anden giver ikke grundlag for optimisme, mener Tsemel.

I virkeligheden er Jerusalem ikke kun to men tre byer, understreger Seidemann: en moderne, en ultra ortodoks, der minder om en jødisk getho i det gamle Polen, og en palæstinensisk. Alle er i tilbagegang og forfald. Daniel understreger, at der kun er spæde tegn på forandringer til det bedre, blandt andet at israelere og palæstinensere er begyndt at opdage fælles interesser. Flere og flere indser idag at:

‘Jerusalem will be a living hell to everybody if not shared.’

Denne langsomt fremvoksende erkendelse blandt israelere og palæstinensere fremhæver Seidemann som en reel og vigtig trend.

6. Religion og historie

6.1. Arkæologiske udgravninger

Arkitekter fra alle dele af verden har protesteret imod Israels arkæologiske udgravninger i den gamle by. Israelerne har i en lang årrække ført tunneller ind under de hellige steder i Østjerusalem i et forsøg på at fremskaffe historisk bevis, der kan understøtte jødernes hævd på byen. Udgravningerne har ført til erosion og sammenstyrtning af helligdomme, både kristne og muslimske, men israelerne fortsætter arbejdet. De har endnu ikke fundet bevis for deres historiske flertal i Jerusalem.

6.2. Brugen af historie i forhandlinger og debat

Seidemann mener, at man nogen gange skal lægge historien og de store historiske krav på hylden og i stedet forholde sig pragmatisk til problemerne her og nu. Dette er især henvendt til palæstinenserne. Yvonne fra venskabsforeningen i Sverige anfægter dette synspunkt, idet forhandlinger må tage udgangspunkt i en anerkendelse af historien. De ‘nye historikere’ i Israel er et godt eksempel på betydningen af historie i forståelsen af konflikten. Karmi understreger, at de to parter må anerkende og forstå konfliktens historiske rødder.

6.3. Historiske vinkler

Israelere og mange andre har igennem årene indvævet Palæstina konflikten og striden om Jerusalem i spørgsmål om religiøsitet og følelser. I virkeligheden er der imidlertid tale om en konflikt, der har sine rødder i jødernes kolonisering af et andet folks landområde – hverken mere eller mindre, mener Karmi:

‘ Down to earth, it is about a people colonizing another people’s land, and liberating itself on another people’s land.’

Karmi spørger videre, hvordan det kan være, at palæstinenserne skal blive ved at betale for forbrydelserne begået mod Europas jøder under anden verdenskrig.

6.4. Religion

Uffe Gjerding siger blandt andet i sit indlæg om de religiøse aspekter, at det er vigtigt at bemærke i en historisk kontekst, hvordan forskellige erobrere af Jerusalem har behandlet andre religioner. Historien har vist, at én religion ikke i længden har været i stand til at undertvinge en anden. Jerusalem er af stor betydning for alle tre store religioner, og derfor må byen være åben for både muslimer, jøder og kristne. Uffe Gjerding ser i den forbindelse en rolle for de kristne palæstinensere som brobyggere mellem jøder og muslimer.

2. reviderede udgave/6. juni 1999

Referat fra konferencen om Jerusalem afholdt den 30 marts, 1999

Nyheder