— Referat —
En palæstinensisk stat vil blive udråbt inden længe – det var oplægsholderne på konferencen “Palæstinensisk selvbestemmelse. Hvordan? Hvornår?”, der fandt sted på Christiansborg den 25. marts 2000, enige om. Når det kom til spørgsmålet om, hvorvidt en sådan handling ville føre til reel selvbestemmelse for Palæstinenserne kom tvivlen imidlertid frem.
Præcist et år forinden havde EU´s stats- og regeringschefer i den såkaldte Berlin Deklaration erklæret sig for skabelsen af “en demokratisk, levedygtig og fredelig suveræn palæstinensisk stat”. De fleste iagttagere forudser, at palæstinensernes anstrengelser og presset fra udlandet snart vil give resultat og at en stat vil blive udråbt inden årets udgang. Når det kommer til de foreløbige resultater af de israelsk-palæstinensiske forhandlinger om den kommende stats form og indhold, er der imidlertid ikke megen grund til optimisme. Arrangørerne af konferencen, Dansk Palæstinensisk Venskabsforening, FN-forbundet, Folkekirkens Nødhjælp, Mellemfolkeligt Samvirke og Dagbladet Information, ønskede med denne konference at sætte fokus på netop den problematik og på mulighederne for reel selvbestemmelse under de givne magtforhold og forhandlingsvilkår.
De givne vilkår blev tydeligt illustreret af et eksempel fremdraget af Mustafa Barghouti, læge, tidligere medlem af det palæstinensiske forhandlingsteam i Madrid og nu formand for Vestbreddens største NGO, Medical Relief Committee: Palæstinenserne har som tegn på deres nye status som borgere i selvstyret fået eget pas. Pasnummeret er imidlertid identisk med nummeret på indehaverens israelske id-kort! Den indtil nu opnåede selvstændighed er med andre ord af symbolsk snarer end reel.
Holdningen hos de palæstinensiske oplægsholdere var, at dette forhold efter alt at dømme ville fortsætte også efter oprettelsen af en stat. De igangværende forhandlinger vil ikke munde ud i en endelig løsning på problemer som grænser, flygtninge, Jerusalems status etc., men blot blive en fastfrysning af status quo. Det ville med Barghoutis ord blive “besættelse i ny indpakning”.
Det, der foregår er i virkeligheden israelsk magtkonsolidering, og ikke forhandling mellem to ligeværdige parter, understregede både Barghouti og Jamal Zahalka, palæstinensisk politiker i Israel og een af grundlæggerne af det arabiske parti Tardjamo/Balad. Israel bruger sin militære og økonomiske overlegenhed til hele tiden at skabe nye rammer for forhandlingerne, f.eks. ved at fortsætte den ekspansive bosættelsespolitik på Vestbredden og Gaza.
Hvis dette er forhandling, hvorfor ændrer israelerne så hele tiden de fysiske magtforhold spurgte Barghouti.
Bosættelserne spillede en stor rolle i såvel Zahalka som Barghouti´s argumentation. Bosættelserne og den tilhørende isralske militære tilstedeværelse på palæstinensisk område bidrager i høj grad til fragmenteringen af de landområder, som kommer til at udgøre den fremtidige stat. Resultatet bliver en række isolerede bantustans, påpegede de palæstinensiske talere. Dertil kommer de begrænsninger, som Israel vil pålægge den nye stat m.h.t. suverænitet. For at være en rigtig stat, må det kommende Palæstina have en rigtig stats beføjelser – inklusive fuld kontrol med egne grænser, territorium, luftrum, og kyster, samt retten til at indgå militære alliancer med andre nationer, påpegede Zahalka. Hvad vi bliver tilbudt er en halv stat og halvdelen af Vestbredden, konkluderede han.
Den israelske oplægsholder Danny Rubinstein, kommentator ved det israelske dagblad Haaretz og sociolog ved Ben Gurion Universitetet, påpegede at der af hensyn til Israels sikkerhed måtte være “visse begrænsninger” i en palæstinensisk stat. Han forsvarede ligeledes bosættelserne, som han dog mente burde lægges i “blokke”.
Demokratiseringen og udviklingen af det palæstinensiske civilsamfund var et vigtigt emne på dagsordenen. Her påpegede Barghouti, at det trængte forhandlingsklima, hvor Israel lægger mere og mere pres på palæstinenserne uden at give tilsvarende indrømmelser, har en negativ virkning på demokratiseringsprocessen. Den stigende utilfredshed med fredsprocessen øger behovet for intern kontrol med den palæstinensiske befolkning. Denne kontrol fører igen til stigende utilfredshed, da befolkningen ikke alene må se dets eget politi blive brugt som hvad der kun kan opfattes som Israels forlængede arm, men også må betale for det i form af mindre velfærd, efterhånden som færre ressourcer afsættes til uddannelse og sundhed til fordel for øgede bevillinger til det interne sikkerhedsapparat.
I den situation overtager NGO’ere i stigende grad opgaver, der har med omsorg og sundhed at gøre, en udvikling, der bidrager til at støtten til regeringen udhules.
Ord som “regering” og “styre” har længe haft en negativ klang i palæstinensiske ører; hvis udviklingen hen mod en større koncentration af magt og kontrol i hænderne på det palæstinensiske styre fortsætter, kan disse anti-autoritære følelser hurtigt blive rettet imod det, advarede Barghouti.
Mohammad Abu Khoash, leder af den palæstinensiske mission i Danmark og repræsentant for den palæstinensiske ledelse, påpegede, at det at Barghouti´s fik mulighed for at kritisere netop demonstrerede styrets åbenhed. Han indrømmede dog, at fejl blev begået og at visse ting kunne gøres bedre.
Inden konferencens afslutning havde mange tilhørere købt en appelsin, importeret fra Gaza af Folkekirkens Nødhjælp. Dette var en passende påmindelse om palæstinensernes vedvarende kamp for at sælge deres egne produkter på verdensmarkedet; en kamp som såvel Viola Furubjelke fra det svenske socialdemokrati og Claus Larsen-Jensen, socialdemokrat og formand for Folketingets Europaudvalg i en afsluttende paneldebat gav tilsagn om at støtte.
Om den handelsmæssige situation såvel som om konferencens hovedspørgsmål om mulighederne for palæstinensisk selvbestemmelse i “en demokratisk, levedygtig og fredelig suveræn palæstinensisk stat” kunne man sige som Barghouti i et af sine svar til Rubinstein: Ikke alt er Israels skyld, men Israel styrer processen – det er essensen.