Endnu et hamskifte

MONA SHEIKH, Information

Endnu et hamskifteHvis Haider bortdømte Østrig fra det gode selskab, hvorfor indfører EU så ikke sanktioner mod Sharons Israel?Af MONA SHEIKH Stud.scient.pol. Information / Debat 19. februar 2001

Kommentaren – Dobbeltstandard

De fleste husker den februar morgen, hvor verden stod op til den ventede valgsejr til den højreekstreme Jörg Haider. Valgsejren udløste et hav af bekymret retorik, og verdensledere udtrykte deres ‘moralske‘ forargelse over det fordrejede menneskesyn, som den demokra-tisk valgte leder stod som det inkarnerede udtryk for. Uanset de ‘bekymrede‘ statslederes motiver syntes de på scenen at være enige om, at Haider signalerede et budskab, der med rette kunne fordømmes, forkastes og gøres til genstand for sanktioner. 

Den britiske premierminister Tony Blair anerkendte, at valget var demokratisk, men påpe-gede meget rigtigt, at i det sidste århundrede har verden lidt forfærdeligt under ledere, der har brugt demokratiske midler til at underminere selve den demokratiske ånd og forpurret selve dets formål. Derfor udtrykte Blair, at der var grund til at være på vagt. 

Den tyske kansler Gerhard Schröder affejede prompte argumentet om, at princippet om ik-ke-indblanding i andre staters interne affære stod i vejen for, at Europa kunne udtrykke sine forsvarlige bekymringer over, hvad en mand som Haider med sin kendte fortid kunne finde på at gøre. 

Schröder forsikrede, at det uden tvivl var Europas moralske pligt at melde klart ud og give udtryk for sin holdning. Han advarede ligeså om, at Tyskland ville være på vagt over for Østrig og om nødvendigt træffe nogle passende valg, for som han sagde, det er altid bekym-rende, når lande ikke tager historien i betragtning.

Den franske udenrigsminister Hubert Vedrine varslede, at Frankrig kunne se sig nødsaget til at minimere de bilaterale forbindelser til det laveste niveau. Selv USA stod frem og pro-klamerede, at de fremtidige forbindelser til Østrig skulle overvejes nøje. 

Og således gik der ikke længe, før Østrig fandt sig selv blive straffet med diplomatiske sanktioner, afskåret fra sin omverden og stillet officielt til skamme for at have valgt Fri-hedspartiet, ledet af Jörg Haider – en mand med grove toner over for indvandringen og en mand, som efter sigende skulle have beundret Hitlers karakter og politiske visioner. Hvidvaskning

Det er til at forstå, hvis Østrig i dag, et år efter, føler sig uretfærdigt behandlet, når de kan følge med i de internationale lykønskninger, både tavse som højlydte, i forbindelse med den ventede valgsejr til Israels nye ministerpræsident – Ariel Sharon. 

USA‘s præsident George Bush var den første til at lykønske Sharon, mens han sagde, at han så frem til at samarbejde med ham og forsikrede ham om, at de amerikansk-israelske for-bindelser var rock solid. Kansler Gerhard Schröder forsikrede, at Tyskland sammen med si-ne europæiske partnere ville huske sine tætte forbindelser til Israel og fortsætte med at ar-bejde for en global, vedvarende og retfærdig fred i regionen. 

Og franske Vedrine sagde efter Sharons sejr, at Frankrig ikke havde nogle intentioner om at dømme Sharon på forhånd, hvorfor Frankrig vil vurdere ham »i lyset af hans handlinger og fakta.«

På Englands vegne erklærede Robin Cook, at det israelske folk havde truffet deres valg og England ‘selvfølgelig‘ ville samarbejde med den person, som nu var valgt som Israels mini-sterpræsident. 

Statsministeren i vores svenske naboland udtrykte dog det, der kommer tættest på en mild bekymring: Selvfølgelig, blev der sagt, er der mange bekymrende signaler i Sharons ‘freds-program‘, men på den anden side er han nu blevet valgt via et demokratisk valg, og nu er han nødt til at tage ansvar for den videre proces. 

Det er svært – meget svært – ikke at undre sig over den slående dobbeltstandard i forhold til dem, der for et år siden gik på straffeekspedition mod Jörg Haider, som godt nok refererede til en besynderlig ideologi, men dog ikke tilnærmelsesvis kan siges at have den samme for-tid som realiseret krigsforbryder – en fortid, der vel bevidnet bliver hvidvasket, når Sharon sanktionsløst får lov til at sætte sig på sin legitimerende ministertaburet. 

Der er ingen grund til at gentage Sharons fortid eller nævne, hvilke grusomheder han har på samvittigheden, for de er uden tvivl velkendte. Derimod er det værd at lægge mærke til, at under andre omstændigheder ville forbryderiske gerninger af Sharons kaliber blive mødt med internationale krav om at stille ham for en international domstol, og der ville lyde høj-røstede formaninger om aldrig at glemme historien. Aldrig. 

Men med dette valg lader det igen til, at det kun er en del af historien, som er værd at erin-dre. Og det lader til, at elastiske standarder har vundet legitim indpas i den internationale røst. Historien giver for mange eksempler på, hvordan det moralske barometer, som måler signa-lerne fra demokratiernes ledere, kan vise udsving, der kaster skam over kamæleoners ‘om-skiftelighedsevner‘. 

Man kan med rette diskutere, om denne evne til at skifte ham og holdning er funderet i statslederes dybsindige matematiske nyttekalkulationer eller bunder i den ubegavede anta-gelse, der konkluderer, at hvis moral er godt, så må dobbelt moral være dobbelt så godt.

Dette indlæg blev udgivet i Boykotkampagne, Gamle indlæg. Bogmærk permalinket.