Palæstina-fred med kreativitet ?
– af Ole Olsen, formand for FN-forbundets Menneskeretsudvalg og for Dansk Palæstinensisk Venskabsforening.
FN Forbundets blad, nr. 1 / 2001
Rygter vil vide, at hele 50 statsledere kort før nytår kontaktede Yassir Arafat og opfordrede ham til at sige Ja til Clintons seneste fredsplan, indeholdende blandt andet at palæstinen-serne de facto skulle give afkald på flygtningenes ret til hjemvenden til de områder (i Israel) som de er flygtet eller fordrevet fra. Højst en måned forinden havde de samme stater (sammen med næsten alle andre) i FN’s generalforsamling atter stemt for den årlige bekræftelse af den enstemmige resolution 194 fra 11. december 1948 om Palæstinaflygtninges ret til hjemvenden “så snart som praktisk muligt”.Jeg er ikke meget i tvivl om, at der er hold i de nævnte rygter, for der er efterhånden så megen desperation knyttet til Palæstinakonflikten, at de fleste er parate til at se igennem fingre med en lang række principper, hvis det da ellers kunne føre til fred – eller i hvert fald fravær af kamphandlinger. For jeg behøver næppe at nævne for denne læserkreds, at det ved internationale initiativer til konfliktløsning ellers er hævet over diskussion, at flygtninge og slægtninge født i land-flygtighed skal kunne vende hjem. Man skal selvsagt ikke belønne fordrivelse og ofre må rimeligvis rehabiliteres.Der er naturligvis en mening i den israelske tankegang om at statens karakter som en overvejende jødisk stat vil blive truet ved en massiv hjemvenden af palæstinensere. Om-vendt har det helt siden Balfour-erklæringens dage været international politik, at etablerin-gen af et hjemland for jøder i Palæstina ikke måtte være til skade for de lokale indbyggere.Kreativitet i konkliktløsning må naturligvis påskønnes, men når ideerne klart er brud med internationale principper, må der altså tænkes en gang mere. Hvor mange palæstinensere der overhovedet ønsker at vende hjem, kan afhænge af hvilke andre tilbud de måtte få, li-gesom en form for regulering er acceptabel. Men det er den enkeltes flygtnings gode ret at vende hjem – uanset om vedkommende er palæstinenser eller ej.En kløvet VestbredPå spørgsmålet om territorium til en palæstinensisk stat er kreativiteten også i højsædet. Når Clinton mener, at Israel skal have lov til at annektere 5 pct. af den besatte Vestbred (ekskl. Øst-Jerusalem), lyder det jo relativt beskedent, men der er lagt op til, at det annek-terede land dels skal omfatte bosættelser, dels skal kløve de palæstinensiske områder. Israel ønsker at være landfast med grænsen til Jordan ved Jerusalem og ønsker at have en kile mellem de nordlige byer på vestbredden og Nablus/Ramallah-området. Derfor handler det reelt ikke kun om procenter, men lige så meget om virkningen på det palæsti-nensiske samfund. Og en af erfaringerne fra fredsprocessen er, at det er svært at skabe udvikling i et Palæstina, som består af enklaver.For at få kabalen til at gå op, opereres der også i Clintons plan med et israelsk lejemål på palæstinensisk land ved Jordan-floden. Israel argumenterer med, at det er sikkerhedspoli-tisk vigtigt med tilstedeværelse ved Jordan-floden, og omvendt har man brugt den ønskede anneksion til at tilgodese bosættere og til at kløve vestbredden. Derfor ønsker Israel at be-holde et grænsebælte nogle år – 999 er der spillet ud med!For palæstinenserne at se, er det Israels hensigt at omringe områderne i en kommende palæstinensisk stats – ligesom selvstyreområderne hidtil har været omringet. Spørgsmålet er om sådan en konstruktion overhovedet kan kaldes en stat – eller om bantustans er en mere dækkende betegnelse.Clintons plan vil også betyde, at langt de fleste bosættere vil komme til at bo på israelsk land. Under 10 pct. af de i alt 400.000 bosættere (inkl. Øst-Jerusalem) vil skulle flytte(s), heraf alle 5000 fra Gaza-striben.Igen mener jeg at kreativiteten har blomstret på princippernes og fornuftens bekostning. Der er vist grund til at erindre om at Israel aldrig har været stillet i udsigt, at de skulle have en del af de besatte områder og heller ikke at de skulle kunne kontrollere en palæstinen-sisk stat. Desuden at bosættelser i henhold til international lov er ulovlige.Kludetæppe i Øst-JerusalemDe besatte og annekterede Øst-Jerusalem (som i israelsk forståelse udgør knap 10 pct. af Vestbredden) er med Clintons plan lagt op til at ligne det nuværende selvstyrearrangement på Vestbredden: Et kludetæppe af palæstinensiske og israelske områder, sådan at de is-raelske områder generelt er “landsfaste”, mens der bliver en række palæstinensiske øer ifølge planen. Planen betyder at alle israelske bosættelser i Øst-Jerusalem bibeholdes.Helt ekstraordinær kreativitet er der blevet udfoldet omkring Haram Al Sharif, hvor de aller-helligste moskeer ligger – tæt på Grædemuren og formentlig oven på Jødernes første tem-pel. Her har der faktisk været tænkt på en horisontal grænsedragning, sådan at palæsti-nenserne kunne få overfladen, mens israelerne kunne få (adgang til at grave videre i) un-dergrunden.Igen synes jeg det , at det i Clintons udspil forekommer glemt at Øst-Jerusalem er israelsk besat område, og at principperne tilsiger at besættelsesmagten rømmer. Også på det mere konkrete plan, finder jeg at planen tager langt mere hensyn til de israelske interesser end til de palæstinensiske, om end planen dog ikke imødekommer Israels krav fra Camp David om fuld suverænitet over Haram Al Sharif (hvor der i dag er religiøs selvforvaltning). Land for fredHvis man går tilbage til alle forhandlingernes moder, FN’s sikkerhedsråds resolution 242 fra 1967, er der på ingen måde lagt op til forhandlinger kvadratmeter for kvadratmeter. Re-solutionen består af to elementer som skal udgøre en gensidighed. Nabolandene skal an-erkende Israels eksistens og grænser. Israel skal trække sig tilbage områder besat i juni-krigen 1967. Reelt har det første element været opfyldt i mange år. Israel har også derfor ingen legitimi-tet bag sine krav om territorium eller kontrol. Kompromiser er en god ting, men når Clinton foreslår at illegitime krav fra israelerne skal opfyldes på bekostning af legitime krav fra pa-læstinenserne, er der grund til at være forsigtig – også med tanke på anerkendte princip-per.Forbundets landsmøde i oktober udtalte om konflikten “det kan skabe en meget uheldig præcedens, hvis en aftale medfører, at etablering af illegale bosættelser har givet fordele, og at besat territorium ikke rømmes” samt at “det vil være helt uholdbart med en fredsaftale uden en løsning på flygtningespørgsmålet, baseret på retten til hjemvenden”.En aftale af en sådan karakter er endnu ikke indgået, men blev foreslået af lederen for verdens supermagt og den fik støtte fra mange lande. Som beskrevet blev kreativiteten drevet vidt – for vidt. Der er behov for et mere rent snit, hvis fred ikke alene skal aftales, men også kunne holde!