Passivitet fremmer voldsspiralen

Folkekirkens Nødhjælp

Passivitet fremmer voldsspiralen

Pressemeddelelse, Folkekirkens Nødhjælp 25/10 2001

——————————————————————————–

Folkekirkens Nødhjælp advarer mod stiltiende accept af israelske overgreb

Folkekirkens Nødhjælp er forfærdet over det internationale samfunds passivitet overfor den seneste israelske offensiv mod palæstinensiske civile i Gaza og på Vestbredden.

“Sharons offensiv ligner efterhånden et regulært angreb på den palæstinensiske civilbefolkning og det palæstinensiske selvstyre. Den er et fatalt angreb på mulige fredsbestræbelser mellem israelere og palæstinensere,” siger Folkekirkens Nødhjælps generalsekretær Christian Balslev Olesen. Han advarer det internationale samfund mod at gentage fejlen fra f.eks. Bosnien, hvor man først greb ind, da store befolkningsgrupper var drevet på flugt og volden havde krævet mange ofre. “Den israelske invasion er en alvorlig eskalering af konflikten. Israels hårde linie bringer uskyldige palæstinenseres liv i fare og nærer fanatismen på begge sider,” siger Christian Balslev-Olesen.

Siden israelske kampvogne i torsdags rykkede ind i seks byer på Vestbredden har titusindvis af palæstinensere haft udgangsforbud. Den humanitære situation er alvorligt forværret. Indbyggerne i de besatte byer er ude af stand til at få behandling, medicin og mad. Befolkningen i Aida og Azza flygtningelejrene ved Bethlehem befinder sig midt i krydsilden og lever under umulige vilkår. Adgang til vand er næsten umuliggjort i lejrene, da den israelske hær har ødelagt næsten alle vandtanke. Sundhedspersonale udefra har ikke adgang til lejrene.

I Bethlehem har israelske kampvogne beskudt flere boligkvarterer og ødelagt dele af universitetet, et børnehospital og et kristent børnehjem. Mindst 15 civile palæstinensere er blevet dræbt af israelske soldater og snigskytter alene i Bethlehem i den sidste uge. Kampvognene rykkede helt frem mod Fødselskirken, hvor en ung mand, der netop kom fra kirke, blev dræbt.

Onsdagens angreb på landsbyen Beit Rima kostede mindst ni menneskeliv, og mens den israelske hær var i byen, blev ambulancer og førstehjælpspersonale forhindret i at få adgang til de døde og sårede. Efter stærkt amerikansk pres har den israelske hær i nat forladt Beit Rima, men der er ingen oplysninger om at hæren har planer om at trække sig tilbage fra de seks andre byer, israelerne besatte kort efter mordet på turistministeren.

Folkekirkens Nødhjælp har modtaget talrige appeller fra lokale partnere ? herunder samtlige kristne kirker i Det Hellige Land ? om at sikre international indgriben i konflikten for at få overgrebene standset.

Yderligere oplysninger: Generalsekretær Christian Balslev-Olesen, mobil 2970 0600

Dette indlæg blev udgivet i Boykotkampagne, Gamle indlæg. Bogmærk permalinket.