Global Jihad og hæderlig journalistik
Af Numan Kanafani
——————————————
Hanne Foighels historie ”Agent for den globale Jihad” (Politiken Søndag d. 21. Oktober) er et enestående eksempel på den ukritiske, spekulative og udelukkende sentimentale journalistik, som for tiden strømmer ud af de vestlige medier. Kernen i hendes historie er en påstand om, at en person ved navn Nabil Oukal, en palæstinenser, blev arresteret af Israel for mere end et år siden, og han er angiveligt en af Bin Ladens mænd. Oukal har, efter forlydende, også på mystisk vis forbindelse til Hamas, det ”militante islamiske” palæstinensiske parti. Ergo: ”alle lande må se godt efter terrorismen i deres egne baghaver.”
Det er vel næppe nødvendigt at understrege, at drivkraften bag Israels diplomati og propaganda siden den 11. September har været bestræbelser på at sammenkæde palæstinensiske organisationer med Bin Ladens Qaeda. Israels forsøg på at tilsløre forskellen mellem ”terror” og modstand mod besættelse har været utilsløret og manipulerende i en sådan grad, at troværdigheden er blevet reduceret. Hanne Foighels artikel kan desværre kun ses i lyset af Israels fortsatte anstrengelser i den retning; i et utrætteligt forsøg på at gøre kampen mod terrorisme til en kamp mod også retfærdige sager og sund fornuft.
Foighels artikel er en sensationel nyhed, fordi den omsider fremskaffer det endelige bevis, og afslører det ”manglende mellemled” mellem palæstinensere og ”verdens fjende”. Men hvad er beviserne? Ingen overhovedet. Journalisten er ikke kommet med en eneste troværdig reference til denne historie. Det oplyses, at Oukal mødte frem foran en israelsk militærdomstol, men der gives ingen referencer til en dom eller retslig tiltale eller, om hvorvidt Oukal rent faktisk blev sigtet eller blot administrativt tilbageholdt.
Den eneste mand, som kender til denne opsigtsvækkende sags hemmeligheder er en vis Yoni Fighel. Fighel har adgang til Oukals ”egne tilståelser”, på trods af, at han blot er forsker ved det Internationale Institut for Anti-Terror. Den uskyldige læser ville blive chokeret over at finde ud af, at dette er langt fra at være et respektabelt akademi og neutralt forskningscenter. Det er i virkeligheden en af den israelske efterretningstjenestes mange forlængede arme; etableret netop for at hjælpe med til at camouflere Israels koloniale krig som en krig mod terrorisme. Et enkelt blik på ”instituttets” hjemmeside afslører dets sande natur. Størstedelen af ”forskerne” er folk med en lang fortid i det israelske sikkerhedsvæsen.
Sætter man blot et enkelt lille spørgsmålstegn ved Fighels udtalelse til Foighel, så vil der intet som helst forblive af den opsigtsvækkende historie! Det er interessant at citere artiklens konklusion: ”overalt i den arabiske verden og i samtlige muslimske trossamfund kan dahwa apparatet bruges til udvælgelse og rekruttering af potentielle aktivister”. Artiklen hævder, at dahwa betyder ”religiøs genfødsel”. Et sådant ord eksisterer ikke på arabisk. Det pågældende ord er sandsynligvis da´wa, som ordret betyder; et kald eller en invitation, og i en religiøs kontekst betyder det missionær-aktivitet: At argumentere for at islam er den retskafne religion, og at opfordre muslimer til at efterleve korrekt adfærd. Fejlen er muligvis ikke af stor betydning her, om end det gør artiklens konklusion en smule tåbelig. Det er imidlertid et godt eksempel på, hvor meget nonsens der er i omløb disse dage, og på hvor mange folk, som tør fælde dom over emner, som de har meget lidt forstand på.
Jeg undrer mig over, om det er rent tilfældigt, at israelske kampvogne invaderede og genbesatte adskillige palæstinensiske byer og dræbte otte mennesker, dagen inden Politiken bragte Foighels artikel. Politiken fandt ikke dette værd at nævne. En dunkel, yderst spekulativ artikel med iøjnefaldende implikationer om ”global Jihad” syntes at passe bedre ind i strømmen end den ”ikke-jihadiske” åbenlyse grumme fakta.