Terrorisme
Af Svend Holm-Nielsen
Artikel fra Palæstina Orientering nr. 2, 1996
I de første måneder af dette år blev verden opskræmt ved en række selvmordsattentater i Israel. Mange blev dræbt, endnu flere såret og lemlæstet. Næppe nogen kunne være i tvivl om, at der var tale om terrorhandlinger, og som sådan blev de da også vidt og bredt fordømt. Men hvad forstås ved terror, og hvad er det, der gør mennesker til terrorister?Skræk og rædsel
Ordet terror er latin og betyder skræk, rædsel. Nu ser jeg helt bort fra den overførte brug af ordet, hvor man kan tale om verbal terror, åndelig terror, terrorisme i udøvelse af pædagogik etc.. Jeg tænker kun på den terror, der udøves i form af fysisk vold med skræk og rædsel som resultat. Jeg ser også bort fra kriminel og patologisk terror, som ikke nødvendigvis har til hensigt at sprede skræk og rædsel. Den første af de to har normalt berigelse og magt til formål; den anden har sin årsag i en sygelig tilstand hos udøveren i den perverterede hensigt at nyde offerets lidelse.
Nej, jeg tænker på det, man kan samle under betegnelsen politisk terror. Den har til hensigt at sprede skræk og rædsel for at fremme et politisk formål. At der i politisk terrorisme kan indgå både kriminelle og patologiske elementer hos udøveren og planlæggeren, er sikkert nok. Men hovedsagen er, at terroren udøves for at opnå et mål, der kan være så langsigtet og så sekundært, at det er vanskeligt at se nogen forbindelse til selve terrorhandlingen. Den har ikke til hensigt at skade nogle bestemte mennesker. Det er menneskeligt talt muligt, at den, der udøver terroren, selv har medlidenhed med de tilfældige ofre for terrorhandlingen, som han ikke har noget direkte udestående med. Men handlingen skal over for en videre kreds, over for offentligheden, gøre opmærksom på en sag, et forhold som føles utåleligt og som ønskes ændret. Og den skal søge at vende en stemning og forhindre virkeliggørelsen af en politisk udvikling. Terroren udøves ikke for selve terrorens skyld, men for gennem den at fremme en hensigt.
Fordi terrorhandlingen kan have ødelæggelse og død til følge, vil samfundet søge at reagere imod den med hævn og straf, eventuelt i form af modterror. Derfor må udøveren af terrorhandlingen også være klar over, at han risikerer sit liv. Først og fremmest gælder det selvfølgelig selvmordsattentaterne, hvor et menneske med et bælte af sprængstoffer fastgjort til kroppen sprænger sig selv i luften og håber på at få flest muligt med sig i døden. Man har sagt om dem, at de er hjernevaskede til at udføre selvmordshandlingen. Det er meget muligt; de synes i al fald skolede til at handle således. Men jeg kan ikke frigøre mig for tanken om, at de trods al hjernevask har en viden om, hvad de gør, og hvad de går ind til. Og de palæstinensiske selvmordere er jo ikke enestående tilfælde. Under sidste verdenskrig blev de japanske kamikaze-piloter omtalt med gysen. De styrtede sig i et bombeladet fly direkte ned i amerikanske krigsskibe, samtidig med at de selv gik til.
Den fundamentalistiske israelske læge, Baruch Goldstein, som i februar 1994 gik ind i en moske i Hebron og uden anledning dræbte niogtyve palæstinensiske muslimer under deres andagt, må have vidst, at han risikerede livet ved det. Under den danske frihedskamp mod tysk besættelse har sabotører og andre frihedskæmpere været bevidst om, at de satte deres eget liv på spil. Der var jo da også mange af dem, der mistede livet ved eller på grund af deres handlinger. Jeg ved ikke, hvor langt der er fra dem til den palæstinensiske selvmordsterrorist. Man skal blot huske, at han, som vi stempler som terrorist, i sin egen familie, sin slægt, sit folk betragtes som frihedskæmper, som en der giver sit liv for folket og for friheden.
Men i den palæstinensiske frihedskamp vil Israel kun se terrorister. Selv intifadaens stenkastende ungdom fik betegnelsen. Og over for terrorister gælder ingen pardon. Egentlig skulle man tro, at terroristen var blevet straffet tilstrækkeligt gennem sit eget selvmord. Men nej, udåden skal hævnes på hans familie ved, at dens hus bliver sprængt i luften. Israel har, siden besættelsen begyndte i 1967, sprængt tusindvis af palæstinensiske huse, hvis beboere formodes at have nærmere eller fjernere forbindelse til en “terrorist”. Man har undertiden rost det “humane” Israel for ikke at have indført dødsstraf for terrorisme; en markant forskel til den tyske besættelse i Danmark! Sandt nok! Men hvor stor er forskellen fra erklæret dødsstraf til drab under optøjer og demonstrationer og til fangers død under tortur og mishandling i fængsler? Gør man tallene op på israelske ofre for palæstinensisk terrorisme og palæstinensiske ofre for israelsk modterror, så står Israel i væsentlig gæld til palæstinenserne.
Hvis så endda forholdene var lige. Hvis israelske terrorister blev straffet i lige grad og på samme måde som palæstinensiske. Men Baruch Goldsteins hus i Kiryat Arba i Hebron blev ikke sprængt i luften efter hans terrordåd. Ikke blot det, men man godkender, at hans grav æres som en frihedskæmpers grav og er under militær beskyttelse. Man har gennem årene idømt israelere langvange fængselsstraffe for mord på palæstinensere og for sabotageplaner mod palæstinensiske muslimers helligsteder – og man har benådet dem efter kort tids forløb.
Terrorbegrebets vulgarisering
Når en magthaver – det være sig en diktator eller en demokratisk regering – som besættelsesmagt over en fjendtlig, undertrykt befolkning stempler de undertryktes frihedskamp som terrorisme, så bliver det fristende over for omverdenen, men sandelig også over for sig selv at stemple alle de undertrykte som terrorister. Sådan blev først alle tilhængere af PLO, dernæst alle tilhængere af Hamas og – med intifadaen – alle palæstinensere stemplet som terrorister. Og hvis ikke de allerede havde demonstreret at være det, så var de i al fald latente terrorister! (Heri adskiller den israelske besættelse af Palæstina sig fra tyskernes af Danmark. For nok betegnede tyskerne den danske frihedskamp og sabotage som terrorisme; men mig bekendt udlagde de aldrig danskerne, det danske folk, som terrorister.)
Det havde sit formål: Terrorister forhandler man som bekendt ikke med, så ved at stemple PLO som terrorister havde Israel en undskyldning for, at man ikke ville forhandle med PLO, palæstinensernes frihedsråd. Det havde virkning indenrigspolitisk i Israel, hvor det ligefrem betragtedes som landsforrræderi at søge kontakt med PLO, og hvor de, der alligevel vovede det, blev sat i fængsel. Men det fik også virkning internationalt; det skabte forståelse for, at Israel måtte føle sig isoleret i en fjendtlig omverden, som ville Israel til livs, og som ikke skyede noget middel for at opnå sit mål og derfor måtte betragtes som terrorister. Uden at det direkte blev sagt, førte indoktrineringen med sig, at enhver voldelig modstand mod den israelske besættelse kunne betragtes som et udslag af terrorisme. Og ganske vist kunne man ikke kalde dem terrorister, der talte palæstinensernes sag og udtalte sig mod den israelske besættelsespolitik; men man kunne hævde, at de i deres naivitet indirekte virkede som moralsk støtte for den, der ville støtte terrorismen. Sådan som det skete herhjemme, da Weekendavisen for halvandet år siden førte en smædekampagne mod mennesker, der havde skrevet under på protester mod Israels undertrykkelse af palæstinenserne. I enhver form for modstand mod Israel lå en spire til terrorisme, og dens baggrund var ondskab, antisemitisk ondskab. Det var denne latente ondskab, der kom til eksplosivt udbrud i palæstinensernes terrorhandlinger. Når der blev udøvet terror af israelere mod palæstinensere, som f.eks. ved Goldsteins massakre i Hebron, så erkendtes det, at der var tale om terror; men gerningsmanden var syg i sindet. Eller som ved en anden israelsk terrorhandling et par år tilbage, hvor det blev forklaret, at terroristen var belastet af, at hans kæreste havde forladt ham. Det var ikke et forsvar for deres handlinger – det lod man nationalistisk-fundamentalistiske kredse om – det var blot et forsøg på at forklare, hvordan det kunne gå til, at jødiske israelere kunne blive terrorister. Til forskel fra palæstinenserne var de ikke onde.
Nu er hele dette forhold ændret gennem de sidste år. Fra at være en terroristisk organisation, som man ikke kan forhandle med, er PLO blevet en fredsmæglende samarbejdspartner, og skiftet blev beseglet med håndtryk og kindkys. Så nu kan der forhandles! I stedet er fjendebilledet ført over på Hamas, den muslimsk-fundamentalistsiske bevægelse, som Israel selv var med til at fostre med henblik på at skabe splittelse i PLO. Fjenden er ikke længere palæstinenserne som sådan, men de islamiske fundamentalister blandt palæstinenserne. Ideologien bag dette fjendebillede er, at det er selve Islam, der er fjenden; for selvom ikke alle muslimer er terrorister, så er der i selve Islam indeholdt en spire til terrorisme over for alt og alle, som Islam betragter med fjendtlige øjne. Og igen har denne opfattelse virkning langt udover Israels grænser.
Fundamentalistiske egypteres terroraktioner mod turister, deres terroraktioner i USA, Hamas’ selvmordsattentater i Israel – er det ikke altsammen vidnesbyrd om, at terrorbegrebet er integreret i Islam, og at man derfor har ret til at betragte alle muslimer som latente terrorister? Sådan som den – for politiet – latterlige proces i Århus for nylig er vidnesbyrd om.
Uden at jeg er i stand til at dokumentere det, er det min opfattelse, at der bag alt dette – i fortid og i nutid – ligger en underbevidsthed om den vestlige verdens og det vestlige menneskes kvalitet frem for det, man gerne kalder den tredje verden. Og til den selvbevidste vestlige verden hører Israel. Defor sympatien – og med den antipatien. Vist er den tredje verdens mennesker – inklusive palæstinenserne – respektable og fornøjelige mennesker, som man kan have meget ud af at omgås, og hvis kultur kan give megen inspiration til vores egen. Men i styringen af verdensordenen skal de ikke stikke næsen frem. Og der er ikke ret mange af os – hvis nogen – i den vestlige hvide verden, som kan sige sig fri for og uafhængig af den opfattelse af menneskeheden.
Hvorfor?
Da Hamas’ fjerde terrorbombe i en bus i Jerusalem havde dræbt og lemlæstet mange mennesker, skrev signaturen pty den 6. marts en leder i Information, som er aftrykt i Dansk-Palæstinensisk Venskabsforenings nyhedsbrev for april 1996. Jeg citerede fra den: “”Hvorfor? Hvorfor? Hvorfor?” skreg en fortvivlet kvinde i en bus i Jerusalem i går, da DR-TV filmede passagerernes reaktion på Hamas’ fjerde terrorbombe.
Hvorfor er næsten det eneste spørgsmål i dagens ulykkelige Israel, der er svar på.
Fordi palæstinenserne er blevet fordrevet fra deres jord, huse, landsbyer og siden undertrykt, forarmet og forfulgt.
Fordi israelske soldater så sent som i går svejsede stålplader for døre og vinduer i huse på den besatte vestbred, hvor hæren mener, at bombemænd har boet, hvorefter husene vil blive knust af bulldozere, hvis beboerne ikke inden 24 timer beder om nåde hos de israelske magthavere.
Fordi Israels sikkerhedstjeneste i sidste måned ikke kunne modstå fristelsen til at likvidere Hamas’ bombeingeniør Ayaha Ayyash, da den fik muligheden for det, selvom den derved brød måneders uofficiel våbenhvile med Hamas, og dermed måtte påkalde sig Hamas’ hævn.
Fordi staten Israel i al den opfindsomme modbydelighed, den behersker, længe støttede, opfostrede og nærede Hamas med det formål at splitte PLO og svække Yassir Arafat. Fordi dette mål nu er nået så til fulde, at slangen ved Israels bryst er blevet et uhyre”.
Lederen gav anledning til en række vrede læserbreve de følgende dage. De gav stort set udtryk for, at lederskribenten var antiisraelsk og iøvrigt ikke forstod sammenhængen i Palæstina-konflikten. Men uanset hvilken holdning man har til forholdene, så er det altafgørende spørgsmål, hvad det er, der er baggrund for den politiske terrorisme, og hvad det er, der gør mennesker til terrorister. For man skal ikke glemme, at ligesåvel som ofrene er også deres gerningsmænd mennesker.
Derfor er det en utidig ekstravagance, at man højtideligt udtaler fordømmelse af terroraktioner uden nærmere analyse af forholdene. Da selvmordsattentaterne i Israel fandt sted, var Nordisk Råd netop samlet i København til det årlige møde. Og rådet udtalte – uden for dagsordenen – højtideligt en fordømmelse af Hamas’ terror, fremført på TV af statsminister Nyrup-Rasmussen med sænkede ansigtstræk. Fint! Hvem vil ikke være med til at fordømme det? Jeg mindes ikke, men jeg kan da huske forkert – at hverken regering eller statsminister eller Nordisk Råd udtalte nogen fordømmelse efter Baruch Goldsteins terroraktion i Hebron. Jeg mener ikke dermed, at de ved ikke at fordømme gav udtryk for godkendelse. Jeg er endda ikke i tvivl om, at Nyrup synes, det var forkert af Goldstein. Hvad jeg mener er blot, at den slags fordømmelser er politisk betingede, og at de i spørgsmål om terrorisme er aldeles irrelevante.
Statsterrorisme
Man forbinder altid terrorisme og terrorister med enkeltpersoner, grupper eller organisationer. Et samfund, en stat kan eo ipso ikke være terrorist. Nej, ikke ifølge ordenes brug. Men det forhindrer ikke, at et samfund eller en stat kan opføre sig terroristisk, forstået på den måde, at de kan iværksætte aktioner, der udføres på en måde, som svarer til terroraktioner udført af enkeltpersoner., og som får de sammen virkninger over for ofrene.
I den henseende har den israelske stat -eller, lad mig prøve at præcisere det: den israelske stats administration af sit palæstinensiske mindretal og ikke mindst af den palæstinensiske befolkning i de i 1967 besatte områder, Vestbredden og Gazaområdet – gennem årene udøvet en terroristisk virksomhed på enhver mulig måde. Noget af det kan man søge at bortforklare som modterrorisme; men så har det været ud fra devisen: én død israeler kræver ti døde palæstinensere. Men det var ikke enkeltpersoner, der foranstaltede hævnen; det var staten, statens militære administration, som skånselsløst iværksatte sine straffeforanstaltninger. Kollektive repressalier, hussprængninger, repressive foranstaltninger, massearrestationer og interneringer uden dom, lukning af undervisningsanstalter, udelukkelse fra arbejdsmarkedet, udgangsforbud – altsammen forbundet med politimæssige og militære aktioner med død til følge. -Alt det er baggrunden for den voksende modstand over for den israelske besættelse, som giver sig udslag – i terrorhandlinger.
Det seneste eksempel på statslig terror har ikke direkte noget med undertrykte palæstinensere at gøre. Det drejer sig om Israels aktion i Libanon. Provokeret af Israel brød Hizbolla i Libanon en stiltiende aftale og gav sig til at affyre raketter mod israelske landsbyer i det nordlige Israel. Det førte med sig, at Israel – naturligt nok – som så ofte før måtte svare igen. Men denne gang i en skala med symptomatisk navngivning, Vredens druer, som nu én gang for alle skulle belære Hizbolla om, at de ikke ustraffet kunne genere Israel. Det førte til 16 dages intensivt bombardement af Sydlibanon fra land, luft og sø med katastrofale følger for den libanesiske befolkning i området, som for fjerde gang måtte flygte i hundredetusinder for den israelske fjende. Hizbolla var stort set uberørt. Højdepunktet nåedes med bombardementet af en FN-lejr, hvor libanesiske flygtning havde søgt tilflugt; resultatet var mere end hundrede dræbte – libanesiske flygtninge, flest kvinder og børn, som det altid fremhæves, når terrorens ofre skal gøres op. Fra FN’s side har man hævdet, at Israel via et ubemandet spionfly var vidende om lejrens eksistens og flygtningenes tilstedeværelse, så angrebet måtte være tilsigtet. Fra Israels side har man svaret med beklagelse, at angrebet skyldtes en menneskelig fejltagelse og forældede landkort. Beklageligt! Israel er ellers berømt for i enhver henseende at være mest up to date og for menneskeligt at være udstyret, så fejltagelser er umulige. Men hvad der nu har været eller ikke har været hensigt, så er resultatet set med libanesiske øjne et markant udslag af israelsk statsterrorisme.
Omend ikke fra officiel israelsk side så har det fra den internationale – også danske – medieverden været fremhævet, at Israels overreaktion på Hizbolla’s angreb ikke blot skyldtes almindelig hævntørst ad libitum , men at den tjente interne formål; det gjaldt om at styrke Simon Peres’ og arbejderpartiets position forud for parlamentsvalget den 29. maj.(Og så er hensigten end ikke opnået; måske blev virkningen den modsatte! (tilføjet 1. juni, Svend Holm-Nielsen)). Og dermed er vi egentlig ved højdepunktet af terrorismens vederstyggelighed. Hvis hærværk, drab og lemlæstelse ikke blot er mangfoldig gengældelse for overgået uret, men iværksættes til interne formål, så er hævnens terrorisme blevet til et hæsligt vrangbillede af sig selv.
Hvis nogen, af det jeg har skrevet, vil drage den slutning, at jeg forsvarer bombeattentaterne i Israel, så må de læse forfra og med omtanke. Hvis de så stadigvæk ikke forstår, må det skyldes, at de er indoktrinerede. Jeg har ikke drømt at forsvare nogen som helst voldshandling. Jeg prøver blot at forstå, hvad det er, der forårsager, at mennesker begår vold.