Så gør vi sådan….

Så gør vi sådan….

om at konfiskere jord og kalde det noget andet

af Svend Holm-Nielsen

Bragt i Palæstina Orientering nr. 2, juni 1994

Principaftalen fra Oslo mellem Israel og PLO forudsætter, at der – efter at valg har fundet sted – nedsættes forbindelseskomiteer til løsning af alle spørgsmål de to parter imellem, juridiske, økonomiske og udviklingsmæssige – på alle områder. Øjensynligt gælder det nu for Israel om at smede, mens jernet er varmt, det vil sige træffe afgørelser og føre dem ud i livet, inden forbindelseskomiteerne bliver nedsat. “Skabe kendsgerninger” som det zionistiske slagord lyder. Det gælder om at få mest muligt af palæstinensisk jord over på israelske hænder – offentlige eller private – før palæstinenserne officielt kan begynde at blande sig i transaktionerne. Det skriger mod Israels erklærede mål om overenskomster og fred med palæstinenserne. Så det er muligt, at der fra regeringens side ikke tales med to tunger, men det lader til, at der handles med indtil flere hænder!

Beslaglæggelse af jord

Et resultat af de forhandlinger, der begyndte i Madrid i slutningen af 1991, var, at Israel måtte gå ind på ikke at oprette nye bosættelser i de besatte områder, sålænge forhandlingerne stod på. Men det gjaldt ikke færdiggørelsen af bosættelser, der var påbegyndt (og de første spadestik til nye bosættelser var meget hurtigt gjort); det gjaldt heller ikke udvidelse af allerede eksisterende bosættelser.

Så gør det jo heller ikke så meget, at der ikke må etableres splinternye! Mens den gennemsnitlige overførsel af jord til bosættelser pr. måned før Madridkonferencen var ca. 240.000 m2, så var den umiddelbart før Osloaftalen kommet op på ca. 850.000 m2 pr. måned, og sidenhen er den steget yderligere og er nu oppe på godt 1 km2 pr. måned.

Såvidt spørgsmålet om bosættelser. Men en anden form for overførelse af jord sker ved vejanlæg i de besatte områder, og det drejer sig vel at mærke ikke om veje, der skal fremme kommunikationen mellem palæstinensiske byer og landsbyer. Det handler derimod dels om anlæg af nye veje eller udvidelser af bestående til og fra de israelske – illegale – bosættelser, dels om regionale hovedveje på kryds og tværs gennem de besatte områder, som skal forbinde de israelske landsdele. Ser man på en plan over alle disse vejanlæg, bliver det klart, at en (bi?)hensigt med dem er at isolere de palæstinensiske byer og landsbyer fra hinanden og forhindre , at de vokser.

Den primære, officielle grund til beslaglæggelse af jord har siden erobringen og besættelsen i juni 1967 været sikkerhedsmæssige hensyn: Garnisonering af besættelsestropper, etablering af militærposter og – efter at de civile bosættelser begyndte og tog fart etablering af vagtstyrker; alt dette krævede selvfølgelig plads, særlig da det også kom til at inkludere øvelsesområder for militæret. At meget af dette var på skrømt, fremgik af de såkaldt paramilitære bosættelser, navnlig i Jordandalen, efter 1967. De gik umærkeligt og hastigt over til at være civile bosættelser under militær beskyttelse. Men når man henviste til sikkerhedshensyn, var man lidt mere på talefod med Genevekonventionerne! Nu er der ikke længere brug forså megen “sikkerhed”. Jo, til at sikre palæstinensernes liv og velfærd; men det har man ligesom ikke haft i tankerne

Natureservater

Der er endnu en mulighed for overførelse af jord: Anlæggelse af naturreservater. Det er den nyeste israelske opfindelse. Alene på Vestbredden er der i den seneste tid oprettet otte naturreservater. Bevares, der er ingen israelere, der – endnu – har bosat sig dér; men jorden er og bliver israelsk, for den er konfiskeret med hjemmel i den israelske militærlovgivning for de besatte områder.

I tidsskriftet Challenge nr. 24 fortælles en historie om en af den slags beslaglæggelser. Jalal Johar fra den palæstinensiske landsby Bir Nabala nord for Jerusalem kunne d. 27. oktober 1993 læse i avisen, at de israelske myndigheder havde planer om at beslaglægge 40.000 m2 jord, som tilhørte ham og hans bror. Da han med hjælp fra det lokale sogneråd fik undersøgt sagen, viste det sig, at planerne gik ud på at konfiskere 1 km2 af landsbyens jord, som tilhørte 60 forskellige familier i byen. Men det kom yderligere frem, at dette kun var en mindre del af en planlagt beslaglæggelse af i alt 6 km2 fra Bir Nabala og fire tilgrænsende palæstinensiske bebyggelser i Jerusalemområdet. En ganske anselig naturpark! Som det hedder i artiklen: “Vilde dyr får mere jord, end mennesker gør”. Når sådanne planlagte ekspropriationer bliver offentliggjort, skal der være en tidsfrist, inden for hvilken der kan protesteres; sker det, går sagen til domstolene – for de besatte områders vedkommende er der tale om militærdomstole. Beboerne i de berørte landsbyer henvendte sig til en sagfører i Ramallah, Ibrahim Barghouti, som i tidens løb har haft adskillige sager om ekspropriation af jord. Advokaten rejste protesten ud fra tre argumenter: 1 . Politisk var ekspropriationen ikke i overensstemmelse med Washingtonaftalen af 13. september 1993. (Kaldes også Oslo-aftalerne, red.). 2. Bir Nabala’s eksistens afhang af agerbrug, og der var tidligere eksproprieret et større areal til bl.a. oprettelse af en lufthavn nord for Jerusalem. 3. Det område, der skulle beslaglægges, var fuldstændig overdimensioneret til en naturpark og egnede sig iøvrigt slet ikke til det. Retssagen fandt sted d. 25. januar 1994. Den blev fra først til sidst ført på hebraisk, og landsbyens folk forstod ikke et ord af, hvad der foregik. Omsider trådte Jalal Johar frem og erklærede, at eftersom det var beboernes jord, der var til forhandling, burde myndighederne udvise den respekt at lade forhandlingerne foregå på arabisk. Sagen endte den dag uden resultat og blev udskudt til en senere dato. Jeg har ikke hørt om, den er endt, eller hvordan resultatet i givet fald har været; men Barghouti var på forhånd skeptisk. Hans erfaring sagde ham, at protester mod ekspropriation aldrig bliver taget til følge; den israelske regering finder så godt som altid på en undskyldning for at beholde jorden.

Erstatning

Beboerne i Bir Nabala afslog at modtage kompensation, altså finansiel erstatning, for en eventuel beslaglæggelse. Fordi modtagelse af erstatning i realiteten ville betyde, at man accepterede konfiskationen, uanset hvor meget der havde været protesteret. Jeg har ingen statistik for, i hvor mange tilfælde jordejere i årenes løb har afslået at modtage erstatning for ekspropriation af deres jord, men jeg ved, at det er sket mange gange, ganske særlig når der var tale om jord til israelske bosættelser.

Men der er et forhold, der har kompliceret spørgsmålet om ejerskab og erstatning. Hvis jordejere ikke har kunnet fremlægge skøde på, at de var ejere af et stykke jord, så har myndighederne nægtet at anerkende ejerskabet. Og de har bedømt jorden som statsjord, som der ikke skulle betales erstatning for, og som uden videre kunne inddrages. Det hænger sammen med forhold, der går helt tilbage til ottomansk-tyrkisk tid før første verdenskrig. Ofte var bønder i formel forstand ikke jordejere, men forpagtede et stykke jord af den tyrkiske provinsregering. De havde ikke skøde på jorden, men slægten havde gennem århundreder dyrket og boet på det samme stykke jord uden hindringer, blot den årlige forpagtningsafgift blev betalt. Det blev også praktiseret, at egentlige jordejere solgte deres jord til staten for at undgå beskatning, men derefter fortsatte som forpagtere, som om intet var hændt. Dette har Israel benyttet sig af som grundlag for at tilegne sig jord; det gælder ikke kun de besatte områder efter 1967, men også store arealer af palæstinensisk jord inden for Israels grænser efter 1948.

Registrering

I Middle East Report fra januar-februar 1994 handler en artikel om palæstinensiske jordcertifikater. Den fortæller, at den jordanske regering fra 1950 begyndte en registrering af ejerforhold til jorden i det Palæstina, som udgjorde en del af den jordanske stat, det område der blevet kaldt Vestbredden. 1967 var omkring halvdelen af de palæstinensiske landsbyers jord blevet opmålt og registreret, og der var udarbejdet detaljerede topografiske kort, som omhyggeligt klargjorde jordarealers tilhørsforhold til de enkelte landsbyer.

Efter erobringen og besættelsen 1967 standsede Israel dette arbejde; men det udarbejdede materiale befinder sig nu i arkiver i Amman og vil kunne tages i brug, når – og hvis – den planlagte udvikling af “fredsprocessen” får lov til at fortsætte med henblik på en eller anden palæstinensisk statsdannelse på Vestbredden i dens helhed.

Det er i dag ganske vist sådan, at 60-70 % af Vestbreddens jord er kommet på israelske hænder. Men når problemet med de israelske bosættelser kommer til forhandling, må Israels ekspropriationspraksis gennem besættelsens år uvægerligt komme frem i lyset. 

Jordkonfiskationer, Vestbredden, januar 1994

Aqraba (Distrikt Nablus) 2     km2 Tarqumia (Distrikt Hebron) 1,2  km2 Midia (Distrikt Nablus) 1     km2 Husan (Distrikt Betlehem) 0,4  km2 Halhoul /Distrikt Hebron) 0,3  km2 I alt 4,9  km2

Siden 13. september 1993 i alt 41,965 km2

På det siden 13. september konfiskerede område er mere end 10.700 frugttræer rykket op med rode, heraf 85% oliven.

Siden Intifadaens begyndelse i 1987 er mere end 250.000 frugttræer rykket op.