Jordens Dag – Et symbol på palæstinensernes frihedskamp

Jordens Dag / Landdag /  Yom al-Ard / Land Day / يوم الأرض

 

Har du hørt om Jordens Dag? Og at det i år fejres for 42.gang i træk?

Den 30. marts er en af de helligste dage i den palæstinensiske nationale kalender. Overalt i den store, smukke verden, hvor palæstinensere har slået sig ned, markeres dagen på forskellig vis. Dagen markerer palæstinensernes kamp for frihed og selvstændighed.

I det historiske Palæstina (Gaza, Vestbredden, Al-Quds og selve Israel) – hvor det hele startede for 42 år siden – mindedes dagen med demonstrationer, marcher, taler, udstillinger m.m. Det er til minde om dagen, hvor seks faldne palæstinensere fra Israel blev skudt og dræbt af de israelske sikkerhedsmyndigheder (militæret og politiet). De seks dræbte er fra det store palæstinensiske mindretal, som lever i selve Israel.

 

Men hvad døde de for? Og hvorfor hedder det Yom Al-Ard?
Det hele startede i 1948 med Al-Nakba/Katastrofen. Dagen, hvor staten Israel blev etableret på ruinerne af det palæstinensiske folks land, historie, ejendomme og ressourcer.

Eller som det oftest bliver betegnet: “Historiens største væbnede røveri ved højlys dag”

Det betød, at 2/3 af det palæstinensiske folk – ca. 800.000 – blev smidt ud eller måtte flygte ud af deres byer og landsbyer. I alt blev ca. 530 byer og landsbyer jævnet med jorden som følge af de zionistiske terrorbanders massakrer, drab, ødelæggelser og hærgen i hele det område der nu hedder Israel.

Ingen af dem fik siden lov til at vende tilbage!

Der var ca. 150.000 palæstinensere, som blev tilbage eller som formåede at snige sig tilbage over de libanesiske, syriske, jordanske eller egyptiske grænser. Ud af et folk på lidt over en million! De zionistiske terrorbander (der få måneder senere blev til den israelske hær) overvågede de nyetablerede grænseovergange.

I perioden efter den 15. maj 1948 (zionisternes ulovlige udråbelse og etablering af staten Israel) og frem til slut 1960erne/start 1970erne levede de ca. 150.000 tilbageværende palæstinensere og efterkommerne som gidsler i den nyoprettede stat.

De blev underlagt en streng militær lov (militær undtagelsestilstand), der begrænsede deres frihed og liv:

  • Hvis nogen skulle forlade sin by eller landsby skulle der foreligge en tilladelse fra områdets israelske ”kommandant”.
  • Palæstinenserne blev tvunget til at betegne sig som israelere, når de færdedes i det offentlige rum som f.eks. på skoler, universiteter og arbejde.
  • Der skulle synges den israelske nationalsang hver morgen på skolerne og ALLE skulle synge med.
  • At bruge betegnelsen palæstinenser var strafbart – både i og udenfor hjemmet.
  • Der skulle gives tilladelse til at arbejde eller studere.
  • INGEN havde lov til at besøge deres familier, der fra den ene dag til den anden befandt sig på den anden side af 1949 linjen (det vil sige Vestbredden, Gaza og Al-Quds/Østjerusalem). (Ganske ligesom det var tilfældet med Berlinmurens oprettelse 12 år senere, som vi kender det fra de europæisk historiebøger).
  • Skolerne SKULLE undervise i hebræisk. Og KUN i hebræisk med henblik på at palæstinenserne ikke kunne bruge deres arabiske sprog
  • AL politisk og nationalpolitisk arbejde som palæstinenser eller for palæstinenserne var forbudt og strafbart

For blot at nævne få eksempler…

 

Alt i alt var de israelske love målrettet at få så mange som muligt af de ca. 150.000 tilbageværende palæstinensere og deres efterkommere til enten at rejse eller at flytte permanent – evt. til den dengang jordansk administrerede Vestbred.

Fra 1948/49 og frem til ca. start 1970erne – var ”judaisering” (“jødegørelse”) af de tilbageværende palæstinensere områder (Al-Jaleel /Galilæa, Al-Naqaab/Negev og Al-Muthalath/Mushallash) endnu ikke blevet sat i gang. Men fra midt 70’erne tog det til i stort omfang. Det ændrede sig i start 1970erne, hvor flere og flere jøder fra hele verden begyndte at blive bragt til eller rejste til ”det forjættede land”. Israel.

Snart var de landområder palæstinenserne fortsat ejede et mål for det omfattende landtyveri, som var blevet sat i gang i forbindelse med staten Israels oprettelse i 1948. Fra start 1970erne og de næste ca. 15 år blev ca. 80% af den privatejede jord ”konfiskeret” (den diplomatiske betegnelse for landtyveri), eftersom der skulle bygges flere byer og huse til de nytilkomne fra alle verdenshjørner.

Det skete efter sejrsrusen fra 1967, hvor Israel overfaldt sine nabolande og besatte hvad der var tilbage af det historiske Palæstina (Vestbredden, Gaza og Al-Quds). Begivenheden i 1967 førte til en sand jødisk nationalisme overalt i verden, og fik mange jøder til at flytte til Israel.

I 1976 sagde palæstinenserne i selve Israel: NEJ, IKKE MERE og NOK ER NOK.

Med generalstrejker, protester og til sidst demonstrationer den 30. marts 1976 råbte palæstinenserne om lige rettigheder, frihed og ikke mindst lige muligheder for alle borgere i Israel uanset etnisk eller religiøs baggrund. Og selvfølgelig for retten til at beholde deres jord som mange fortsat dyrkede og levede af.

Svaret fra de israelske sikkerhedsstyrker var klar: Mere end 54 palæstinensere blev skudt forskellige steder i selve Israel, og seks af dem døde. Især de seks dødsfald kom til at betyde begyndelsen på en ny æra for palæstinensernes nationale opstand. Dagen blev udråbt til en vigtig palæstinensisk nationaldag i kampen for landet og jorden; Yom Al-Arad.

Udråbelsen blev slået fast af palæstinenserne i Israel og særligt af den legendariske og ikoniske kristne palæstinenser Tawfik Ziyad (der på det tidspunkt var borgmesteren i Al-Naserah/Nazerath).

 

I år blev den historiske dag markeret både i og uden for det historiske Palæstina (Gaza, Vestbredden, Al-Quds og selve Israel).

Vi ønsker en god Yom Al-Arad til enhver palæstinenser og person med palæstinensisk baggrund hvor end han/hun måtte befinde sig i verden.

Find os på Facebook – og følg med i vores daglige opdateringer om overgrebene mod palæstinenserne i det besatte Palæstina.

Med venlig hilsen Dansk Palæstinensisk Venskabsforening

Comments are closed.