Af Fouad Kebaier
Den 17. marts 2015 gik Israelerne til valg for at vælge en ny regering, eller at forny Netanyahus mandat som Premierminister i endnu en regeringsperiode. Men hvilke konsekvenser vil valgets udfald få for regionen, og hvad er fremtidsudsigterne for fred med Palæstinenserne og en to-statsløsning efter valget?
I dag står det fast, at Likud med Benjamin Netanyahu i spidsen blev det største parti ved det seneste Israelske valg med 30 vundne mandater. Dermed slog Likud overraskende tydeligt oppositionspartiet Den Zionistiske Union, som måtte nøjes med 24 mandater, og Netanyahu kan dermed fortsætte ved regeringsmagten i endnu en periode. Som endnu en overraskelse ved det Israelske valg afslørede valgresultatet, at Den Arabiske Liste blev det tredje største parti med hele 13 mandater.
Selv om de fleste nok vil mene, at det er en positiv udvikling at arabiske / palæstinensiske Israelere deltog så aktivt ved det seneste valg, i modsætning til tidligere år, så var reaktionen fra Likud og andre etablerede partier alt andet end positiv. Netanyahu så sig således på selve valgdagen nødsaget til at udsende en videobesked til den Israelske befolkning med en opfordring om at skynde sig til valgstederne, da araberne angiveligt valfartede til stemmeurnerne i busser.
Netanyahus videobesked i ellevte time var dog ikke det eneste tilfælde af slagsen i løbet af valgdagen, og internetmediet Middle East Monitor (MEMO) kunne bl.a. rapportere om 1500 højreorienterede bosættere fra den besatte Vestbred, som blev udsendt til palæstinensiske valgkredse, som selvbestaltede `valgobservatører´. Det hører dog med til historien, at bosætterne var ledsaget af bevæbnede grupper, som ifølge MEMO (26.3.2015) skulle sikre at der ikke forekom nogen form for valgfusk.
Allerede inden valget lovede Benjamin Netanyahu vælgerne i et Tv-interview, at hvis han blev genvalgt, ville der ikke blive oprettet nogen Palæstinensisk stat, så længe han er Premierminister. Selvom Netanyahu kort efter valget begyndte at trække i land igen, må det konstateres, at en fredsløsnings rykker længere og længere væk, så længe højrefløjen sidder ved magten. Alt-i-alt er MEMOS nøgterne konklusion, at det seneste valg endnu en gang har vist, at Palæstinenserne er andenrangs borgere i Israel, på trods af at de generelt har stemmeret og kan stille op til valg (MEMO, d. 26.3.15).
Ifølge den venstreorienterede avis Haaretz, som generelt har været kritisk over for Premierminister Netanyahus kurs bl.a. over for Palæstinenserne, er den positive konklusion efter Netanyahus valgsejr, at verden nu er tvunget til at indse realiteten, frem for at vente på at Den Zionistiske Union og venstrefløjen rammer muren ift. fredsforhandlinger med Palæstinenserne m.v. (Haaretz, d. 25.3.15).
Haaretz har for så vidt ret, at det er en positiv udvikling, at verdenssamfundet nu er tvunget til at se realiteten under Netanyahu i øjnene. Det kræver dog også, at det internationale samfund skrider til konkret handling, og ikke blot fortsat vil nøjes med at udtale afdæmpet kritik over for de to parter og komme med halvhjertede forsøg på at mægle, når den næste voldelige konflikt måtte indtræffe. Men for nu må vi afvente forhandlingerne mellem Likud og de øvrige mulige koalitionspartnere, hvor det eneste vi på nuværende tidspunkt kan sige med sikkerhed er, at hverken Den Arabiske Liste eller Den Zionistiske Union vil indgå i den kommende regering.
Se fordelingen af de endelige resultater for valget hos Haaretz