Beretning fra Palæstina af Fathi El Abed

Når Mænd Græder – Men May Cry

Af Fathi El Abed – Den besatte Vestbred

Al-Khalil (Hebron) er et obligatorisk besøg for alle der kommer til det besatte Palæstina. Særligt hvis man vil forstå ondskaben bag besættelsen.

Jeg er ingen undtagelse. Hver gang. Og jeg SKAL have folk med når jeg har delegationer fra Danmark eller den store verden. Særligt dem der aldrig har været i Al-Khalil – endsige i Palæstina.

Det er altid en god start. Og faktisk også en god afslutning på et Palæstina besøg.

Og lærer man noget hver gang?

Jeg gør i hvert fald.

Bliver man chokeret hver gang?

Jeg gør i hvert fald.

Jeg har nu været i Palæstina i snart 2 uger. Og har allerede været i den besatte og belejret men smukke by hele 3 gange.

Anden gang var netop for at vise delegationen fra Danmark hvad besættelsens inderste tanker mht. besættelsen og koloniseringen af Palæstina egentlig er.

Tredje gang var for at vise det samme for en anden delegation. Denne gang fra Frankrig.

Begge gange gjaldt den klassiske rute i den katastrofe ramte gamle bydel der på 17 år er omdannet til et lille fængsel for 50.000 palæstinensere alene for at tilfredsstille en lille gruppe af de mest rabiate boæsttere i hele de besatte områder.

Det er en tur med hønsenettet over en stor del af den gamle bydel – der beskytter de tilbageværende palæstinensiske butiksejere fra bosætternes snavs og efterladenskaber. Men desværre IKKE fra menneske ekskrementer og urin der fra tid til anden kastes ned af bosætterne der netop i Al-Khalil har besat og koloniseret de øverste etager i de palæstinensiske huse. Nøjagtigt som det er tilfældet i markedet i den besatte palæstinensiske by Al-Quds (Jerusalem).

Det er en tur i den gamle bydel hvor 1368 større og mindre butikker er tvangslukkede – enten af den israelske besættelsesmagt eller de væbnede bosætterbander (der beskyttes af soldaterne) der hærger i dag- og særligt i nattetimerne.

MEN mine ture går også til nogle af de berørte familier i byen.

Eller skal måske sige FAMILIEN af alle i den belejret palæstinensiske by.

Familien Sidr er kendt af stort set alle; politikere og aktivister fra udlandet. Men også af folk i byen og på den besatte Vestbred. Om nogen så er de symbolet på kampen, stædigheden og modstanden mod besættelsesmagten og de uhyrligheder der begås mod palæstinenserne i de besatte områder og i selve byen i særdeleshed.

Familien har jeg og en større gruppe af gode folk hjulpet – også økonomisk- i rigtig lang tid.

Manden og faderen Shadi Sidr er efterhånden kendt og berømt – i og uden for Palæstina. Og om nogen så er han et torn i øjet på besætteren og bosætter banderne i byen. Han og familien har overlevet og oplevet lidt af hvert fra de israelske soldaters og bosætternes side; tæsk utallige gange, mishandling, trusler, fængsling, hærværk mod huset som f.eks. at skyde huller i familiens vandbeholdere på husets tag. Shadi har endda prøvet at få sprøjtet ansigtet med peberspray af bosættere, mens 3 israelske soldater holdt ham fast. HAN blev efterfølgende anholdt – endnu en gang.

Men Shadi holder stand og hans vilje og gejst er ubeskrivelig. En simpel mand der til tider – i hvert fald for mig som iagttager – synes ved at besejre besættelsen, undertrykkelsen og bosætterne ene mand og på vegne af hver eneste palæstinenser og Palæstina.

Shadi er mest kendt for det han for snart et par år siden fangede med sit kamera – som den israelske menneskerettighedsorganisation B´tselem har udstyret ham med; en fanatisk bosætter der forsøgte at nedtage det palæstinensiske flag som Shadi har på taget af sit hus. I lighed med stort set alle palæstinensere i byen og særligt dem i den gamle bydel.

Bosætteren endte med at sidde fast i de pigtråde – som bosætterne selv har omringet Shadis hus med – mens Shadi filmede og forsøgte endda at hjælpe bosætteren der tilsyneladende anser det for sin ”mission” at fjerne det palæstinensiske flag fra de palæstinensiske hustage i byen – og særligt Shadis.

Shadi bor sammen med sin kone og deres 5 børn og sin søster som er enke siden 2008 da israelerne dræbte hendes mand der i sin tid forsøgte at forsvare deres hus et andet sted i den gamle bydel. Men uden held. Han blev skudt af en bosætter der den i dag går frit rundt og deres daværende hus blev besat af bosætterne.

Og det gavner Shadi at søsteren bor med sine 3 børn sammen med Shadi i det lille hus; søsteren er i nærheden af sin bror eftersom hun er alene og Shadi har brug for at der ALTID er en voksen i huset. Ellers er de aggressive bosættere omkring Shadis hus klar til at trænge inde i huset så snart huset er ”tomt” mhp. at besætte også det hus og dermed kunne fuldende koloniseringen af hele blokken i den del af den gamle bydel. For siden at gå videre til det næste hus og derefter det næste og næste….

Blandt de 5 børn Shadi har er Salwa den smukkeste af dem alle. Hun er 4 år og bedårende (Billede 1).

Da jeg/vi besøgte dem første gang under denne tur i sidste uge var hun et par dage forinden blevet udskrevet fra hospitalet. 5 dage forinden var hun blevet ramt af sten kastet af bosætterbørn der bor i de 3 bosættelses enklaver der omringer Shadi som bor på 3 sal (Shadis bror bor i nederste etage og moster bor i stueetagen). Det var mens smukke Salwa stod ved vinduet og så ned til de legene bosætterbørn i bosættelsesgården.

Shadis hus er det sidste forsvarsværn mod det indædte forsøg på at besætte huset og derefter smide Shadis familie på gaden – sådan som det er sket for hundredvis af palæstinensiske familier gennem de sidste 4 årtier.

Da jeg i torsdags besøgte familien – for tredje gang inden for den sidste uges tid – var det med den franske delegation og mhp. at give familien min Eid gave (en slags julegave): Penge til børnene og en gave til familien.

Da jeg satte mig på gulvet i det faldefærdige hus (fordi Shadi IKKE må renovere noget som helst i huset da den israelske besættelsesmagt forbyder ham endda at male!) for at give børnene 100 shekel hver, så kom den smukke Salwa – af alle børn – løbende hen til mig og sagde tak amo (onkel) inden hun tog pengene og krammede mig.

Jeg kunne ikke holde mig – som jeg gjorde i sidste uge da jeg så hende et par dage efter hun var blevet udskrevet fra hospitalet. Da fik jeg tårer i øjnene – men kæmpede for ikke at græde.

MEN da vi skulle til at gå løb Salwa hen mod mig og krammede mine ben. Jeg tog hende op og holdt hende tæt til mig og kyssede hende på panden.

Jeg græd mens jeg holdt om Salwa. Så græd hendes mor og en fra den franske delegation som var med, begyndte også at græde.

Det er første gang i 6 år at jeg græder mens jeg er i Al-Khalil. Jeg var ellers bange for at efter at have været så mange gange i Al-Khalil at være blevet, ja, kold og at det blot er blevet en rutine at se den ondskab som den israelske besættelse præsenterer i sin ypperste i Al-Khalil.

Hendes far – Shadi – kom og gav mig et knus og tog hende og holdt om hende så kærligt, beskyttende og faderligt.

I de få minutter glemte jeg ALT.

ALT fra de hårde og fysiske og mentale krævende måneder siden overgrebet mod Al-Khalil, den besatte Vestbredden og siden den besatte og belejrede Gaza stribe startede.

Jeg glemte ALLE de ubehageligheder siden juni af trusler, tilsvininger (fra nært og fjernt), de mange knive (fra nært og fjernt), de høje personlige omkostninger og alt det der følger med når der skal oplyses om Palæstina og den onde israelske besættelse.

Jeg græd hele vejen til Betlehem mens jeg forsøgte at koncentrere mig om at køre den ca. 20 minutters tur med bosættere og israelske besættelsessoldater på begge sider af vejen.

Den ene i bilen – en fransk læge – sagde til mig: ”Dear friend it´s okay… Men may cry when it serves humanity!”

Jeg har siden drømt om Salwa, Shadi og den seje familie han forsøger at beskytte.

Siden har jeg også savnet mine 2 elskede børn i KBH – endnu mere – …og så meget at det brænder vildt meget inde i mig.

Shadi er indbegrebet af Palæstina og palæstinenserne og den fredelige modstand der inden længe – inshallah – vil knække ryggen på besættelsen.

Frihed til Shadi og familien

Frihed til palæstinenserne

Frihed til Palæstina

Comments are closed.