Besættelsen på Vestbredden koster den palæstinensiske økonomi milliarder

Af Fouad Kebaier

Den britiske avis The Guardian kunne den ottende oktober 2013 berette, at Israels kontrol af Vestbredden koster den palæstinensiske økonomi 3.4 milliarder dollar om året (Verdensbanken 2013). Det beløb svarer til ca. 35 % af den palæstinensiske GDP, ifølge samme rapport fra Verdensbanken.

Rapporten konkluderer desuden, at restriktioner på Palæstinensernes bevægelsesfrihed, specielt i det såkaldte område C (Area C), der udgør de 61 % af Vestbredden som er under fuld israelsk kontrol, er en af årsagerne til den skrantende palæstinensiske økonomi.

”Hvis potentialet af den `besatte jord´ blev frigivet, og Palæstinenserne fik mulighed for at udnytte områdets ressourcer, ville det åbne op for helt nye økonomiske aktiviteter, som kunne fører til en stabil vækst over en længere periode”, udtaler Mariam Sherman fra Verdensbanken.

Vestbredden er i dag overordnet set opdelt i tre områder, område A, B og C. De fleste Palæstinensere på Vestbredden bor i område A, som er under fuld palæstinensisk kontrol. Område B er under delt israelsk og palæstinensisk kontrol. I det før nævnte område C bor ca. 180.000 Palæstinensere, svarende til 6,6 % af befolkningen, under israelsk kontrol.

Landbrugssektoren er et af de områder, som kunne få et ordentligt boost, hvis restriktioner på adgang til jord og vandforsyninger ville blive løsnet. Der ligger store landbrugsområder i område C, omkring 80.620 hektar, som rummer et stort økonomisk potentiale for Palæstinenserne. Desuden udgør israelske bosættelser i område C ca. 40.000 hektar (187.000 dunams).

Adgang til det Dødehav ville åbne op for muligheder inden for mineral udvinding og turisme. Verdensbanken vurderer, at den palæstinensiske økonomi kunne tjene 918 millioner dollar fra mineraler i Dødehavsområdet. Den palæstinensiske turismebranche vurderes til at kunne omsætte for 126 millioner dollar om året, hvis den fik samme muligheder som Israel og Jordan, for at bygge hotelområder ved det Dødehav. Andre brancher som kunne opleve stor fremgang, hvis restriktionerne blev ophævet er bl.a. byggebranchen, stenbrud og telekommunikation.

Sherman udtaler desuden, at øget adgang til område C ville løse en stor del af den palæstinensiske økonomis vanskeligheder. Ifølge Sherman findes der ingen alternativer til udnyttelsen af område C’s potentiale, for at sætte gang i den haltende palæstinensiske økonomi. Ophævelsen af de mange restriktioner kunne reformere økonomien og føre til en holdbar vækst på Vestbredden over længere tid.

The Guardian d. 8.10.2013

http://www.theguardian.com/world/2013/oct/08/palestinian-territories-israel-control-hurting-economy

Comments are closed.