Åbent brev til Poul Nyrup Rasmussen og Niels Helveg Petersen

Ole Olsen, DPV

Åbent brev til Poul Nyrup Rasmussen og Niels Helveg Petersen

Statsminister

Poul Nyrup Rasmussen

Udenrigsminister

Niels Helveg Petersen

13. oktober 1999

Kære Poul Nyrup Rasmussen og Niels Helveg Petersen

Dansk Palæstinensisk Venskabsforening ser med tilfredshed på, at Danmark og andre lande tæt følger udviklingen i Mellemøsten og yder en betydelig økonomisk støtte til udvikling af de besatte palæstinensiske områder.

Vi finder det imidlertid helt afgørende for udviklingen, at der snarest opnås tilfredsstillende politiske løsninger og står umiddelbart med det indtryk, at Berlin-erklæringen fra marts 1999 om at en stat bør være aftalt senest marts år 2000 ikke bliver fulgt tilstrækkeligt energisk op med diplomatiske og andre initiativer.

Venskabsforeningen er helt opmærksom på, at Israel har fået en ny regering, som er mindre konfrontationssøgende end den forrige, men som på de fleste fredsspørgsmål desværre ikke adskiller sig afgørende, om end der er en vis tilslutning til en palæstinensisk stat som idé. Barak-regeringen er derimod meget langt fra at signalerer at ville respektere de internationale præmisser for en løsning, eksempelvis relevante FN-resolutioner. Behovet for et stærkt pres udefra er derfor ikke mindsket nævneværdigt.

Vi er også opmærksomme på, at USA gerne ser, at europæiske lande spiller en større rolle i den internationale sikkerhedspolitik. Mellemøsten er i den sammenhæng oplagt som et område, hvor Europa kunne overtage føringen i de internationale fredsbestræbelser, fremfor at vælge en sekundær rolle i forhold til USA.

Helt overordnet vil Venskabsforeningen tilråde regeringen at supplere sin Israel-Palæstina politik (“vi vil støtte enhver løsning som parterne kan blive enige om” – kort fortolket) med klare meldinger om at en løsning skal respektere de internationale præmisser. Med sin svage position kan man desværre sagtens forestille sig, at den palæstinensiske ledelse føler sig presset til at acceptere langt mindre.

For det første bør det gøres helt klart for parterne, at en endelig aftale skal indeholde løsninger for de palæstinensiske flygtninge, baseret på retten til hjemvenden, jf. både FN-resolution 194 og de almindelige præmisser i international flygtningepolitik. Eventuelle overvejelser hos partene om at udskyde dette spørgsmål endnu engang må klart afvises fra blandt andre EU-landenes side.

For det andet må det kræves, at de israelske bosættelser rømmes, jf. dansk politik siden midten af 70’erne. Dels er det helt uholdbart at den palæstinensiske infrastruktur skal være fragmenteret på grund af et net af bosættelser, dels skabes der en dybt problematisk præcedens, hvis en så grov tilsidesættelse af 4. Geneve-konvention accepteres. Vi har desværre ikke erfaret nogen kraftig kritik af, at Israel ikke har respekteret fastfrysningen af bosættelser under Oslo-aftalens gennemførelse, herunder har accepteret 42 (toogfyrre!) nye bosættelser siden efteråret 1998.

For det tredje er der absolut ingen grund til at palæstinenserne skal nøjes med mindre end de besatte områder, herunder Øst-jerusalem. Vi vil ikke modsætte os justeringer af de kendte grænser og heller ikke gensidig benyttelse af visse områder, men vil påpege, at palæstinenserne mistede tre fjerdedele af deres land ved Israels oprettelse, hvilket må være nok!

Venskabsforeningen opfordrer så kraftigt som muligt regeringen til at være opmærksomme på risikoen for at palæstinensisk selvbestemmelse bliver uden tilstrækkeligt indhold og kun vil komme til at omfatte en mindre del af det palæstinensiske folk. En sådan halv løsning skaber ikke nogen varig fred i området og kan vel næppe tilfredsstille ambitionsniveauet for EU-landenes fælles udenrigspolitik ?

Venlig hilsen

På foreningens vegne

Ole Olsen

Formand

Comments are closed.