NAKBA – det arabiske ord for katastrofe

Hvor ofte fordrevet?

Nægtelse af retten til tilbagevenden eksisterer udelukkende i kraft af den ”undtagelsespolitik”, ved hjælp af hvilken Israel er kommet af sted med at opretholde et regime med både apartheid og etnisk udrensning uden at blive holdt ansvarlig af det internationale samfund.

Det skriver al-Majdal, som er det palæstinensiske ressourcecenter Badil’s engelsksprogede magasin i sin seneste kvartalsudgave. Se også www.badil.org

Det centrale problem i Palæstinensernes igangværende Nakba, som opstod i 1948, er den  tvangsmæssige fordrivelse af det oprindelige palæstinensiske folk fra deres hjemland og Israels nægtelse af deres ret til tilbagevenden. Palæstina var indtil 1948 britisk mandatområde, men blev ved staten Israels oprettelse delt i en jødisk og en arabisk stat. Herved blev 750.000 palæstinensere fordrevet fra deres hjemland. I begyndelsen af 2007 er 7 mio palæstinensere registreret som flygtninge, inkl. flygtningene fra 1948 og fra krigen i 1967, hvor Vestbredden og Gaza blev besat af Israel.

Iflg. Badil’s opgørelse 2008-2009 over palæstinensiske flygtninge og internt fordrevne er næsten 70% af den palæstinensiske befolkning ofre for en tvangsmæssig fordrivelse p.gr.a. Israels politik med befolkningsflytning (etnisk udrensning). Næsten to tredjedele af disse fordrevne palæstinensere fortsætter med at leve som flygtninge i påtvungent eksil udenfor deres hjemlands grænser.  For mange af disse flygtninge er det tilbagevendende tema i deres historie antallet af gange, de har måttet flytte fra et sted til et andet, trængslerne de har måttet gennemgå ved at legalisere deres tilstedeværelse i de pågældende lande, chikanerierne, politiseringen af deres sager og deportationerne. Alt dette samtidigt med, at de følger den fortsatte tragedie, som den udspiller sig med besættelsen og annekteringen af deres hjemland.

Dette kvartals udgave af al-Majdal og det næste vil sætte fokus på sagerne vedrørende massefordrivelser af palæstinensiske flygtninge i værtslandene – også betegnet som den gentagne, den tilbagevendende fordrivelse eller fordrivelse nr. to af palæstinensiske flygtninge – Secondary Displacement.  Her taler vi bl.a. om den fortsatte fordrivelse af palæstinensiske flygtninge i Libanon siden 1948 og senest ødelæggelsen af NAHR el-BARED flygtningelejren i 2007, massedeportationen af palæstinensere fra Kuwait og andre arabiske golfstater i kølvandet på Golfkrigen, udvisningen af palæstinensiske flygtninge fra Libyen efter undertegnelsen af Oslo-aftalerne og de palæstinensiske flygtninges status i Iraq efter den amerikansk ledede invasion af landet i 2003.

Denne Secondary Displacement eller efterfølgende fordrivelse er en tragedie, der har fået meget mindre opmærksomhed end den burde – en kendsgerning, der kan påvises på grund af manglen på forskning og nedskrivning af historien og konsekvenserne af disse begivenheder. Al-Majdal’s mål er at rette op på denne mangel ved at levere en solid introduktion til begivenheder, hvis ofre for de flestes vedkommende har  til gode at modtage nogen form for oprejsning, undskyldning eller endog en anerkendelse af uretfærdigheden eller forbrydelsen begået imod dem.

Til syvende og sidste stammer palæstinensiske flygtninges særlige sårbarhed fra deres statsløshed, fordi Israel systematisk fratager palæstinenserne deres status som borgere i eget land, så snart de er flyttet udenfor landets grænser. En politik, som al-Majdal omtaler som apartheid og etnisk udryddelse. I modsætning til indvandrersamfund, som sædvanligvis er i stand til at søge beskyttelse i deres eget land, hvis der udbryder uro i et værtsland, og de derved frygter for deres sikkerhed, så har palæstinensiske flygtninge ikke et hjemland at vende tilbage til. Statsløse palæstinensere har heller ikke noget pas, som kunne give dem mulighed for at søge midlertidig beskyttelse i et andet land.

Som eksempel nævnes udenlandske borgeres flugt fra Kuwait i 1991, da de irakiske styrker trak sig tilbage, og de herved frygtede for deres sikkerhed. Irakiske, sudanesiske og yemenitiske borgere flygtede alle tilbage til deres hjemlande, mens de palæstinensiske borgere, der flygtede fra Kuwait, blev nægtet adgang af Israel og forblev strandede på grænsen til de arabiske nabolande. Denne nægtelse af ret til tilbagevenden eksisterer udelukkende i kraft af den ”undtagelsespolitik”, ved hjælp af hvilken Israel er kommet af sted med at opretholde et regime med både apartheid og etnisk udrensning uden at blive holdt ansvarlig af det internationale samfund.

Det er blevet smertefuldt klart, at en ny og principiel strategi omfattende boykot, fratagelse af privilegier og sanktioner mod Israel er nødvendig, hvis vi skal gøre noget alvorligt ved de grundlæggende årsager til palæstinensernes fordrivelse og fratagelse af ejendom skriver al-Majdal.  Israel skal stilles til ansvar for de massive menneskerettighedskrænkelser og forbrydelser ifølge international lov og først og fremmest tilbagegive retten for de tvangsmæssigt forflyttede palæstinensere til at vende tilbage og tilbagegive mistede rettigheder. Kun herved kan vi være sikre på, at statsløse palæstinensere kan finde den beskyttelse, de er berettiget til som ofre for kolonialisme, apartheid og etnisk udrensning – som flygtninge og som mennesker. 

Denne udgave af al-Majdal og den næste indledes med poesi og prosa af forfattere og digtere fra hele verden, som bruger deres kunstneriske udtryksform som et led i en modstandskamp mod kolonialisme, tvangsmæssige forflytninger og undertrykkelse. Med udgangspunkt i hver enkelt historie udtrykker digtene klart fællestrækkene i de forskellige kampe verden over. Tydelig er også rigdommen, vibrationen og kraftfuldheden i denne kulturelle modstand, som den kommer til udtryk gennem disse unge kunstnere.

Oversat og bearbejdet af Grethe Bille, 5/12-2010

Comments are closed.