Palæstinensiske flygtninge og direkte forhandlinger

Af Ali Badwan

Middle East Monitor, torsdag den 4. november 2010

Amerikanerne har trukket i trådene for at omformulere “gamle ideer og få dem til at lyde bedre end de egentlig er” og stadig afvise retten til at vende tilbage. Dette har den virkning at ændre flygtningenes sag til en humanitær sag, og ikke en sag om grundlæggende menneskelige og lovlige rettigheder.

Det er klart, at der er uro blandt palæstinenserne ved sådanne forslag.

Det synes således, at enhver “permanent løsning” vil blive nået uden palæstinensiske flygtninges ret til at vende tilbage til deres hjemland.

Udsivede oplysninger fra Washington og fredsforhandlingernes indercirkler tyder på, at retten for palæstinensiske flygtninge til at vende tilbage er på nippet til at blive ofret. USA insisterer på, at enhver, der går ind på at forhandle med Israel, må opgive dette fundamentale krav. Retten til at vende tilbage er bogstavelig talt ved at nå et punkt, hvor der ikke er nogen vej tilbage.

USA’s position underbygges af Israel selv. I hans tale ved åbningssamlingen for de direkte forhandlinger satte den israelske premierminister Benjamin Netanyahu fokus på staten Israels “jødiske natur” og forskellige måder dette kan slås fast på; han opfordrede de palæstinensiske forhandlere til at opgive flygtningenes ret til at vende tilbage til deres land, hvorfra de eller deres forfædre er blevet fordrevet siden 1948. En udtrykkelig anerkendelse af “den jødiske stat” ville have den virkning at gøre palæstinensere inden for Israel til ikke- eller andenklasses-borgere og forberede vejen til deres “stille flytning” over grænsen, som kunne fuldføre den etniske udrensning, der begyndte i 1948.

Ifølge nogle kilder har amerikanerne trukket i trådene for at omformulere “gamle ideer og få dem til at lyde bedre end de egentlig er” og stadig afvise retten til at vende tilbage. Dette har den virkning at ændre flygtningenes sag til en humanitær sag, og ikke en sag om grundlæggende menneskelige og lovlige rettigheder. Det synes således, at enhver “permanent løsning” vil blive nået uden palæstinensiske flygtninges ret til at vende tilbage til deres hjemland. Holdet bag det såkaldte Aix en Provence-dokument, offentliggjort af Ha’aretz i november 2007, foreslog at der tilbydes kompensation i stedet; prisen ville være et sted mellem 55 og 85 milliarder dollars, og flygtningene skulle slå sig ned i deres nuværende tilflugtslande. Et lignende forslag kom op ved starten af de seneste samtaler i Washington.

Det er klart, at der er uro blandt palæstinenserne ved sådanne forslag, som marginaliserer flygtninges lovlige og moralske rettigheder. Ved således at “nedvurdere” den palæstinensiske sag fra kernen om flygtningene og deres rettigheder, søger fortalerne også at omgå FN’s Resolution 194 (vedtaget i 1949), som allerede dengang krævede, at palæstinensiske flygtninge skulle have lov til at vende tilbage til deres hjem og modtage kompensation.

Lige før den seneste runde af forhandlinger begyndte, afslørede vestlige diplomatiske kilder, at USA tog kontakter inden for Mellemøsten med henblik på at finde en vej frem. Forslag om at se bort fra retten til at vende tilbage har selvfølgelig været fremme i mange år, men tidligere er de altid blevet mødt med stærk palæstinensisk og, i det hele taget, arabisk modstand.

Netanyahus koalitionsregering foregreb de nylige Washington-forhandlinger ved, at f. eks. hans minister for minoritetsanliggender, Avishay Braverman, lod sive til pressen, at der allerede var aftaler med den palæstinensiske forhandler om mange emner, herunder retten til at vende tilbage; døre ville blive ladt åbne for flygtninges tilbagevenden i visse “humanitære tilfælde”, sagde han.

Hvad der sker bag kulisserne i denne henseende, er betænkeligt, fordi det sidste ord i denne sag må ligge hos det palæstinensiske folk selv, for det er dem, som vil komme til at bære et muligt tab. I dette tiende år efter Den Anden Intifada – al-Aqsa-Intifadaen – bør det huskes, at opstanden fandt sted delvis pga. frustration over den ophobede negativitet og tilbageslag skabt af den såkaldte fredsproces på det tidspunkt. Palæstinenserne vil ikke forblive tavse, hvis deres forhandlere vælger en pragmatisk vej og begraver deres rettigheder under et slør af røg og spejle som en andenrangs tryllekunstner.

Igangsættelsen af direkte forhandlinger uden nogen forud aftalt ramme, den vedvarende udvidelse af bosættelserne og tyveriet af palæstinensisk jord og USA’s betingelsesløse støtte til Israel båder ikke godt for en tostats-løsning. Det logiske resultat er en situation, hvorved den zionistiske stat skaber en fragmenteret apartheid-lignende enhed i forskellige ikke-sammenhængende sektioner af Vestbredden og kalder den “Palæstina”.

Israelerne burde vide, at apartheid i Sydafrika kom til en ende, med et ægte demokrati, hvor alle folk er lige. Den zionistiske vision af et Storisrael og palæstinensiske “Bantustans” er ingen vej frem; historien kan meget vel gentage sig.

Ali Badwan er palæstinensisk forfatter og medlem af Unionen af Arabiske Forfattere

Oversættelse: Jørgen Nyeng

Comments are closed.