Kvalt af bosættelser

Mustafa Barghouti

Åbent brev fra Mustafa Barghouti, grundlægger af Det Palæstinensiske Nationale Initiativ (en koalition af palæstinensiske partier og organiationer) og medlem af Det Palæstinensiske Lovgivende Råd. Han fremhæver, at Israels fortsatte og uhindrede byggeri af bosættelser i de besatte palæstinensiske territorier har kvalt muligheden for ligeværdige forhandlinger mellem Israels regering og Den Palæstinensiske Myndighed og ført til det kritiske punkt, hvor flere bosættelser vil betyde døden for to-stats-løsningen. Han mener at den eneste vej for palæstinenserne nu er at erklære oprettelsen af en uafhængig palæstinensisk stat på de territorier, der blev besat af Israel i 1967, inklusive Øst-Jerusalem, og forlange, at verdenssamfundet anerkender den og dens grænser – som det gjorde i tilfældet Kosovo. Hvis verdenssamfundet vender ryggen til en sådan uafhængighedserklæring med det forslidte og fornærmende argument, at hvert trin først skal bekræftes med den israelske regering, så vil budskabet være klart: Fred baseret på to stater er ikke længere en valgmulighed.

Kvalt af bosættelser

Af Mustafa Barghouthi
14.oktober 2010

Forhandlinger mellem to ulige parter kan ikke lykkes. Succes i palæstinensisk-israelske forhandlinger kræver en rimelig balance af magt, klare referencebetingelser og, at begge sider afholder sig fra at lægge énsidige facts på bordet. Intet af dette eksisterede ved de forhandlinger, som blev genstartet i september.

Meget ligesom i de tidligere forhandlingsrunder blev disse forhandlinger domineret på den ene side af en israelsk regering, der kontrollerer jorden, vejene, luftrummet, grænserne, vandet og elektriciteten såvel som handelen og økonomien på den palæstinensiske side, samtidig med at den besidder et mægtigt militært etablissement (nu den tredjestørste militære eksportør i verden) og et robust bruttonationalprodukt, som er tredoblet i det sidste årti.

Denne israelske “partner” praler nu også af en almen offentlighed, der har skiftet dramatisk til højre, og for hvem et apartheidsystem for palæstinensere er blevet en acceptabel norm.

På den anden side er Den Palæstinensiske Myndighed – én der paradoksalt nok har meget lidt virkelig myndighed og eksisterer som en slags lensstyre inden for den israelske kontrolmatrix. Yderligere hæmmes Den Palæstinensiske Myndighed af en langvarig intern palæstinensisk splittelse, total afhængighed af udenlandsk hjælp og en tilbagegang af demokrati og menneskerettigheder. Endelig er Den Palæstinensiske Myndighed under konstant pres for at skabe sikkerhed for dens besættelsesmagt, mens den er ude af stand til at give nogen som helst beskyttelse til sit eget folk mod denne besættelsesmagt.

Hvordan nåede vi hertil? Svaret har for en stor dels vedkommende at gøre med den fortsatte og uhindrede bygning af bosættelser i Vestbredden og Øst-Jerusalem i de 17 år siden Oslo-aftalen.

I dette tidsrum er antallet af bosættere steget med 300 procent og antallet af bosættelser fordoblet. Bosættelserne er kun frontlinjen i et komplekst og profitabelt system, der omfatter kontrolposter, adskilte veje, sikkerhedszoner, “apartheidmuren” og “naturreservater”.

Denne matrix har i årevis opædt jorden, vandreserverne og det økonomiske rum for den uafhængige palæstinensiske stat, som man foregav at forhandle om i den samme periode. Omkring 60 procent af Vestbreddens territorium og 80 procent af vandressourcerne er blevet fortæret på denne måde.

Vi har nået, og sandsynligvis passeret, det kritiske punkt, hvor nogensomhelst flere bosættelser betyder døden for to-stats-løsningen.

Den israelske regering ved dette bedre end nogen andre. De ved også, at deres hardline-positioner vedrørende spørgsmål som Jerusalem og grænser betyder at omdanne idéen om en palæstinensisk stat til noget meget mindre: isolerede klynger af land i et system af adskillelse.

Den Internationale Domstol og endeløse FN-resolutioner har afgivet kendelse om, at bosættelser er ulovlige og skal fjernes. Selv Køreplanen udgivet af den såkaldte Kvartet (De Forenede Stater, De Forenede Nationer, Den Europæiske Union og Rusland) i 2003 sagde, at alle bosættelsesaktiviteter må ophøre. Alligevel har hverken De Forenede Stater eller Kvartetten som helhed haft rygrad til at udøve alvorligt pres på Israel for at stoppe bosættelser.

Så, hvad er der tilbage?

Den eneste vej til at redde to-stats-løsningen er for palæstinenserne at erklære oprettelsen af en uafhængig palæstinensisk stat på de territorier, der blev besat af Israel i 1967, inklusive Øst-Jerusalem, og forlange, at verdenssamfundet anerkender den og dens grænser – som det gjorde i tilfældet Kosovo.

Dette ville også betyde at støtte palæstinensernes ret til at kæmpe ikke-voldeligt for at afslutte besættelsen af deres stat. Alle yderligere forhandlinger ville derfor ikke være om palæstinensernes ret til at have deres egen suveræne uafhængige stat, men snarere om hvordan man kan udøve og gennemføre denne ret.

Dette ville være den sande prøve på USA’s og donorsamfundets statsopbygningsstrategi. Det ville være det virkelige instrument til endeligt at markere forskellen mellem at støtte frie palæstinensiske institutioner i en suveræn og levedygtig stat eller at underskrive regningen for besættelsen og bruge EU- og US-skattepenge til i forskellige forklædninger at opretholde, hvad der aldrig vil blive andet end et apartheidsystem, der nægter palæstinenserne deres humane og nationale rettigheder.

Hvis verdenssamfundet vender ryggen til en sådan erklæring om uafhængighed ved at anvende det forslidte og fornærmende argument, at hvert trin først må bekræftes med den israelske regering, så vil budskabet være klart: Fred baseret på to stater er ikke længere en valgmulighed.

Mustafa Barghouthi er grundlægger af Det Palæstinensiske Nationale Initiativ og medlem af Det Palæstinensiske Lovgivende Råd.

 Oversat fra engelsk for DPV af Jørgen Nyeng

 

Dette indlæg blev udgivet i Ikke kategoriseret. Bogmærk permalinket.