Olivenhøst under militær beskyttelse?

Klip fra en artikel af Avi Issacharoff i Ha’aretz, 13.10.10

Olivenhøsten er begyndt på Vestbredden, og styrker fra IDF, den israelske hær, er sat ind for at beskytte de palæstinensiske olivenplukkere mod bosætterne.

Det er sæson for olivenhøst på Vestbredden. En sekundløjtnant i uniform går hen til en af palæstinenserne, der plukker oliven i en palæstinensisk olivenlund, der ligger lukket inde i Karnei Shamron bosættelsen. ‘Hvorfor plukker du oliven på den måde?’ spørger han og foreslår en anden metode, som han synes er mere effektiv.  Palæstinenseren, der er fra den nærliggende landsby Latif, forklarer officeren, at hans egen metode er hurtigere og bedre. 

Sekondløjtnanten er her med 3 reservister for at beskytte Jabers familie fra Lakif, som har været her  hver morgen i denne uge for at høste oliven i deres olivenlund. Soldaterne er her for at beskytte dem imod bosætterne.

Tirdag middag.  Soldaterne spiser deres medbragte mad, palæstinenserne har travlt med at høste. Men familiefaderen Suleiman Jaber er ulykkelig.

Suleiman Jaber fortæller, at han mødte op ved bosættelsens port kl. 7 i morges sammen med sine 3 børn, 8 landarbejdere, en traktor og høstredskaber.  Men det varede 1 time, førend de 4 soldater fra den israelske hær mødte op,  og palæstinenserne må ikke selv gå ud til deres oliventræer, der vokser langt inde på bosættelsens område.

’Det har været vores jord i 80 år, 32.5 dunum – lidt over 8 acres’, siger han. ’Men i år har jeg kun fået lov til at tage ud til min jord en enkelt dag, den 15. februar.  Siden da har de ikke ladet mig komme ind.  I søndags begyndte jeg på høsten, men da jeg kom om morgenen opdagede jeg, at der allerede havde været andre og høste fra alle de nederste grene – dele af min høst var allerede stjålet.

Mens jeg var der, kom der en bosætter med nogle sække,  og jeg ringede hurtigt til civil administrationen og talte med en officer ved navn Bahajeth.  Han fortalte mig, at han godt kunne se  manden med sækkene. Men jeg ved ikke, om han gjorde noget.’

Sleiman Jaber peger på en brønd, der er blevet smadret – af bosætterne, siger han – og på et træ, der er blevet fældet.’ Vi så disse ting, da vi kom for at høste  søndag morgen. Vi havde 2 traktorer med, men sikkerhedsofficeren i bosættelsen sagde, at det kun var tilladt at bringe 1 ind.  Hvorfor kan han bestemme, hvad jeg må og ikke må?  Dette er min jord. De kom først hertil i 1982 , og nu giver de mig ordrer.’

Jaber fortæller, at den vej der er bygget til bosættelsen Ginot Shomron også er bygget på hans jord. ’De har givet mig 5 dage til at høste alle mine oliven’, siger han.’Jeg ved ikke, hvordan jeg skal kunne nå det.’

Samtidig indrømmer Jaber, at der ikke har været nogle voldelige episoder i området, enten fordi soldaterne er her, eller fordi bosætterne her er relativt moderate.

‘Forholdene er anderledes nær Nablus’, siger han. ‘Forleden klagede beboerne i landsbyen Ein Bous syd for byen over, at bosætterne fra Yitzhar havde dolket en af deres heste, der var bragt med til olivenhøsten.  I onsdags rapporterede palæstinensere, at bosætterne i Yitzhar havde fældet mere end 50 oliventræer rundt om landsbyerne Hawara og Yanun, også beliggende syd for Nablus.’ 

Ironisk nok kan det være en fordel for Suleiman Jaber, at hans marker ligger inde i selve bosættelsen.  Måske vil hans chancer for at gennemføre høsten uden chikane være bedre..

Oversat og redigeret af Marianne Risbjerg Thomsen.

Comments are closed.